Hvaler i massevis

Den 23. juni var tiden endelig kommet til at starte endnu et roadtrip i USA. Denne gang hele vejen fra vest til øst, om end ikke ad den mest direkte rute. Vi fløj med Icelandair via Reykjavik eller rettere Keflavik til Seattle, Washington. I Keflavik havde vi halvanden times ventetid, og den måtte vi tilbringe stående, da der var rigtigt mange rejsende, som skulle videre til forskellige destinationer i USA, og alle disse afgik fra samme område. Det gik nu fint, og flyveturen var rimelig kedelig, bortset fra at vi havde helt klart vejr over Grønland, så vi kunne nyde udsigten til gletsjere og senere til indlandsis.

Vi landede i Seattle fire timer efter at være taget fra København (på uret), men Seattle er 9 timer efter dansk tid, så i realiteten havde vi været af sted i næsten 13 timer, og klokken var nu ca. 18.00 lokal tid. Vi kom til gengæld hurtigt gennem indrejsekontrollen, og det gik også ret nemt at få vores lejede bil, og så kunne vi køre mod nord til dagens endemål, Anacortes på Fidalgo Island, ca. 150 km nord for Seattle.

Vi var lidt trætte, da vi nåede frem. Klokken var nu omkring 5.30 om morgenen på vores biologiske ur, så efter at have fundet vores hotel og bragt bagagen ind, kørte vi ud for at få lidt aftensmad, hvilket endte med at blive en sandwich på en Subway. Derefter kørte vi tilbage til hotellet, for at hvile ud til næste dags anstrengelser.

Formålet med at tage til Anacortes var at komme på hvaltur, så en sådan havde vi bestilt hjemmefra, og efter at have gjort os klar næste morgen, kørte vi fem minutter ned ad hovedgaden til en souvenirbutik, hvor vi skulle tjekke ind til hvalturen. Her blev vores reservationsmail vekslet til en billet, og vi fik en vejledning i, hvordan vi skulle finde ned til havnen, og hvor vi kunne parkere. Vi skulle vente ved en telefonboks, hvor vi så ville blive afhentet af besætningen. Efter besøget her, gjorde vi, som vi havde fået besked på, og fandt meget hurtigt ned til havnen. Efterhånden kom der flere og flere til, blandt andet nogle andre danskere, som vi så fik en sludder med. Dette skulle vise sig at blive de eneste danskere, vi mødte i løbet af de fire uger, vi var af sted.

Kort efter kom kaptajnen og maskinmanden og orienterede os om den tur, vi skulle ud på, og senere blev vi også præsenteret for den naturvejleder, der skulle med på turen. Denne fortalte, at da det var "vilde hvaler", kunne han selvfølgelig ikke give garanti for at vi ville se nogen, men da de samarbejdede med mange partnere, fx udkigsposter på land og andre skibe i området, ville chancen være stor. Herefter gik vi alle ombord og kort efter stævnede vi ud.

Vi satte noget nær ny rekord ifølge naturvejlederen, for allerede efter 25 minutters sejlads fra havnen så vi den første hval. Det var – ifølge naturvejlederen – en ung vågehval, en af de to hvalarter, som er i området på denne årstid. Den anden er spækhugger, som forekommer hele året. Denne vågehval var særdeles irriterende. Den kom kun meget lidt op til overfladen, og var der kun i meget kort tid ad gangen, inden den til sidst foretog et såkaldt "dybt dyk", som kunne vare op til 20-25 minutter i henhold til vores naturmand. Dette havde vi ikke tid til at vente på, så vi måtte fortsætte nord på. Alle mine forsøg på at få taget billeder af det dumme dyr endte med nogle fine billeder af en tom havoverflade.

Efterhånden, som vi kom nord på, så vi færger, der sejlede mellem øerne, fragtskibe, slæbebåde, der bugserede tømmer, og vi begyndte også at se dyreliv, mest fugle. Blandt andet så vi en hvidhovedet havørn, USA's nationalfugl, der sad i et træ og en anden, der fløj lige hen over skibet. Vi så også svømmende marsvin (såkaldt almindelige marsvin eller harbor porpoises på engelsk), og nogle små sæler, som på engelsk kaldes harbor seals, på dansk spættet sæl. Kort efter fik kaptajnen en melding om, at der var set spækhuggere 20-25 minutters sejlads længere mod nord, så vi satte kursen i den retning, og en tid senere så vi ganske rigtigt også en finne, der kom op over overfladen, og kort efter startede en fantastisk opvisning af især to unge spækhuggere som "breachede", det vil sige kastede sig ud af vandet gentagne gange. Også en af de ældre hanner blandede sig i denne aktivitet, og vi så også en del såkaldte spyhops, hvor hvalerne stikker hovedet op over vandet, for at se hvad der foregår over overfladen. I det hele taget var selv naturvejleder og kaptajn meget begejstrede over dagens hvalopvisning. Vi fulgte flokken længe, men på et tidspunkt var vi desværre nødt til at vende om. Vi var på det tidspunkt kommet helt op til den canadiske kyst, og selv om bådene fra USA gerne må sejle ind i canadisk territorialfarvand, når bare de ikke går i land, skulle vi jo også tilbage til Anacortes igen.

Turen skulle have varet fem timer, altså til kl. 16.00, men vi var faktisk først i havn omkring kl. 17.15, fordi vi havde været så langt mod nord. Da vi kom i land igen, kørte vi op til et udsigtspunkt, Cap Santo, på den anden side af havnen. Herfra nød vi udsigten over havn og by inden vi kørte tilbage til byen og fandt, et lokalt spise- og drikkested, hvor vi spiste vores første rigtige aftensmad i USA, og fejrede det med at få både forret og hovedret, og vi drak endda en lokal øl til maden. Efter maden kørte vi en tur op til Mount Erie, det højeste punkt på Fidalgo Island for at nyde udsigten. Det var nu så som så med udsigten, for det hele var bevokset med høje træer, men vi fik da et kik til nogle af de øvrige øer i San Juan Islands.