Ind i historien - og ud igen

Så kom en dag, der var afsat til kulturel, historisk udforskning af området, vi befandt os i, halvøen mellem James River og York River i det østlige Virginia. Det var i dette område, at engelske kolonister først slog sig ned, da de i begyndelsen af 1600-tallet kom til Nordamerika. Vores første besøg skulle være i den første engelske koloni, Jamestown.

Vi havde god tid, så vi forlod først hotellet omkring 9.30. Der er flere måder at komme fra Williamsburg til Jamestown på, eller rettere til Jamestowne, som det oprindeligt blev stavet, men vi valgte den mest naturskønne, Colonial Historic Parkway. Den fører både gennem skov, marsk, over vandløb og ikke mindst en godt 2 km lang strækning over en smal landtange, som fører fra fastlandet over til Jamestown Island. Her, på turen langs vandet, så vi såvel mængder af gæs, som hvidhovedede havørne og andre havfugle; meget imponerende. I alt var der ca. 19 km fra hotellet til Historic Jamestowne, som var vores første mål for dagen. Selv med den ret lave hastighedsgrænse på parkvejen nåede vi til stedet omkring kl. 10, allerede en naturoplevelse rigere.

Historic Jamestowne er et arkæologisk udgravningsområde på det sted, hvor den første engelske koloni oprindeligt lå. Selve indgangen til området sker gennem Historic Jamestowne Visitor Center og Museum, så det brugte vi lidt tid på at udforske. Stedet drives som så mange andre tilsvarende af National Park Services, og da vi på denne tur ikke havde købt årskort til nationalparkerne, måtte vi slippe entre. Det kostede beskedne $ 14 (godt 75 kr.) pro persona. Vi så os lidt om i Visitor Centeret og begav os så ud på området.

Først går man ca. 250 m ad en plankebelagt gangsti henover marsken, og så er man i det historiske område. Her ankom tre skibe med engelske kolonister i 1607, og her anlagde de den første bebyggelse, kaldet James Fort efter den regerende engelske konge, James I. I løbet af de næste år udviklede stedet sig til en by, som altså fik navnet Jamestowne. I mellemtiden var Virginia blevet en koloni, og Jamestowne blev hovedstad i kolonien. Op gennem de næste århundreder blomstrede byen, men efterhånden begyndte den at forfalde og i det 19. århundrede, var området konverteret til landbrugsland - og endda ikke særligt udnyttet landbrugsland. Under den amerikanske borgerkrig blev der anlagt forsvarsstillinger i området, der skulle hjælpe med at beskytte Richmond mod angreb fra nordstatstropper. I slutningen af 1800-tallet besluttede man sig for at forsøge at redde området, og den daværende ejer gav en stor del af området til formålet, og man begyndte så måt at grave området ud. I 1966 blev blev området optaget i National Register of Historic Places, og i dag er det et såkaldt National Historic Site. Først i 1994 tog udgravningerne imidlertid fart, og i dag er store dele af stedet udgravet, men der graves stadig i området, der nu er udvidet betragteligt siden den oprindelige gave.

Vi gik rundt på området og så på nogle af de mange ruiner, der er frilagt. De fleste af dem stammer fra byens senere år (i 17- og 1800-tallet). Blandt andet står endnu byens kirketårn, mens selve kirkebygningen er en kopi. Vi så også aktive udgravninger, hvor arkæologerne var i fuld sving med at "rode i jorden med planteskeer". Den bedst bevarede ruin er Ambler House fra 1750, hvor dele af murværket stadig står tilbage, mens de øvrige ruiner typisk kun består af bygningernes fundamenter. Ud over ruiner så vi også diverse statuer, blandt andre af John Smith og Pocahontas. Mange kender sikkert historien, om ikke andet så fra Disneys tegnefilm, Pocahontas, som handler om kærlighedshistorien mellem de to - en fuldstændigt ahistorisk fortælling J. Det er formodentlig korrekt, at Pocahontas eller Matoaka, som hun også hed, reddede John Smiths liv, da hendes far, høvdingen Powhatan, ville slå ham ihjel, men på det tidspunkt var Pocahontas kun 11 år, og næppe interesseret i et kærlighedsforhold til en 20 år ældre, hvid mand. Men en god historie er det selvfølgelig. Statuen af Pocahontas viser hende dog noget ældre end 11, hvilket fremgår tydeligt, med mindre hun har været særdeles tidligt udviklet :-). Måske vil jeg en anden gang fortælle den i øvrigt meget spændende historie om Pocahontas. Det vil i så fald blive under Historie(r).

Da vi nu, efter besøget i Dooley-land, se artiklen Kirkegårdstur, havde sprunget en dag over uden kirkegårdsbesøg, benyttede vi selvfølgelig lejligheden til at se på den fællesgrav, som findes i området, og hvor en del af de oprindelige nybyggere ligger begravet og også på de få enkeltgrave, der er. På det tidspunkt var vi ved at have set nok. Eller i hvert nok for denne omgang. Temperaturen var her ved middagstid oppe på omkring 35 grader og luftfugtigheden nærmede sig 95, så vi var også blevet noget svedte. Vi vendte derfor tilbage til bilen og fortsatte den kulturelt/historiske udforskning.

Det gjorde vi ved at køre til Jamestown Settlement, ca. 2 km fra udgravningsområdet. Jamestown Settlement er et såkaldt "levende historisk museum". Her er der opbygget en kopi at det oprindelige James Fort fra 1607, og flere andre bygninger, foruden en kopi af en lille Powhatan-landsby, og i havnen kan man se kopier af de tre skibe, som bragte kolonisterne til Virginia. Stedet har ikke noget med den arkæologiske udgravning at gøre, men er et museum, der drives af staten Virginia, så her måtte vi betale entre igen - denne gang $ 16 hver. Også her er der et indendørs museum, som vi beså inden vi gik udenfor i varmen og fugtigheden.

På dette museum går kustoder/rundvisere og fortællere klædt som i 1700-tallet, og det var jo i sig selv interessant. Vi gik først til Powhatan landsbyen, hvor der ærlig talt ikke var meget at se, men vi var da inde i en hytte. Til gengæld nød vi besøget ved skibene, hvoraf vi var ombord i to, det største, Susan Constant, og det mindste, Discovery.

Ombord på Susan Constant gik vi under dæk, hvor en "matros", der så ud som om, han godt kunne have været med på rejsen i 1607, fortalte historier til børn og andre interesserede. Sidst, men ikke mindst besøgte vi kopien af det gamle fort, som i modsætning til mange andre forter, var trekantet. Her besøgte vi en smedje, kirken og nogle andre bygninger inden vi igen gik mod udgangen, for at køre tilbage til Williamsburg ad samme vej som vi var kommet, altså den naturskønne. Jeg ville gerne se, om jeg kunne få et billede af en havørn, men nu var de selvfølgelig fløjet hjem til frokost eller tepause, eller hvad sådan nogle nu laver ved 14-14.30 tiden om eftermiddagen. Da temperatur og luftfugtighed ikke var blevet lavere - tværtimod - var det rart at komme tilbage til bilens air-conditionanlæg.

Tilbage i Williamsburg opsøgte vi stedets Visitor Center, for at se lidt på det, før vi besøgte Colonial Williamsburg, endnu et "living hisotry mseum", med folk udklædt i dragter fra 1700-tallet. Da vi opdagede, at de ville være bekendt at forlange $ 50 for hver for at besøge Colonial Williamsburg, blev vi enige om, at det var vi alligevel for nærige til. Et besøg består af en 700 m lang spadseretur til byen (OK, der kørte busser) og derefter en 6-10 km lang spadseretur rundt i denne, afhængig af hvor meget af byen, man har lyst til at se. Vi har ikke noget mod at gå, men at betale 225 kr. hver for oplevelsen var alligevel i overkanten. Billetten giver godt nok også adgang til nogle af stedets bygninger, men alligevel! I stedet kørte vi til en parkeringsplads på Francis Street, som faktisk ligger i den gamle del af byen, omend ikke inden for museumsområdet. Herfra gik vi til hovedgaden i Colonial Williamsburg, Duke of Gloucester Street, hvor vi opsøgte kroen King's Arms Tavern, hvor vi ville bekræfte vores reservation til samme aften. Vi fik også bekræftet, at vi gerne måtte parkere, hvor vi nu gjorde, da pladsen faktisk var lavet til kunder i kroen og baren, der lå ved siden af.

Så gik vi en kort tur på hovedgaden, hvor alle andre end os var iført badges (som bevis på at de havde betalt entre). Det gav anledning til en uoverensstemmelse med Tim og undertegnede, der var lidt irritabel på grund af en øm bagdel. Jeg mente ikke, at vi kunne tillade os at gå omkring uden at have betalt entre, mens Tim mente at det kunne vi godt. Det endte med, at vi gik tilbage til bilen uden at tale med hverandre, før vi nåede parkeringspladsen og fik afklaret uoverensstemmelsen, som vi altid gør, når vi småskændes på vores ferier. Jo, vi skændes også, selv om det heldigvis kun er meget sjældent og altid kortvarigt. Inden vi gik tilbage, nåede vi at se koloniens regeringsbygning, som havde huset Virginias koloniregering fra 1705, da hovedstaden blev flyttet fra Jamestown til Williamsburg og frem til 1779, da den blev flyttet til Richmond. Bygningen, der i dag står på stedet, er en rekonstruktion af den første regeringsbygning, som brændte i 1747. Foruden selve regeringsbygningen omfattede komplekset også guvernørens palæ. Den senere regeringsbygning blev revet ned i 1780'erne, da den var gået i forfald, og er altså ikke genopført som kopi. Adskillige amerikanske koryfæer havde deres gang i bygningerne. Blandt disse kan nævnes George Washington, Thomas Jefferson (der var den sidste guvernør før frihedskrigen), Patrick Henry (som var Virginias første guvernør efter frihedskrigen) og mange andre. Ud over regeringsbygningen fik vi også set nogle af de gamle butikker, og indtil flere udklædte "indbyggere".

Vi kørte tilbage til hotellet og slappede af til omkring 18.30, hvor vi kørte tilbage til parkeringspladsen på Francis Street, hvorfra vi igen gik mellem gamle huse og haver til King's Arms Tavern. Stedet blev oprindeligt åbnet i 1772, men bygningen er renoveret undervejs, og den har også været brugt til andre formål, men nu er der altså kro igen, og her havde vi bestilt bord hjemmefra. Vi havde vaklet lidt mellem denne og Christiana Campbell's Tavern, som var George Washingtons yndlingsfiskerestaurant, og hvor Tim havde spist frokost i 2005, men det blev altså King's Arms, der vandt, og det fortrød vi ikke, selv om jeg altså endnu ikke har prøvet Christiana Campbell's. Betjeningen var i kolonitidens tøj, musikken var fra samme periode, og maden var lavet efter kolonitidens opskrifter. Og forrygende. Vi startede begge måltidet med en drink. Jeg fik Punch Royal med rom og friskpresset limesaft, mens Tim fik noget lemonsorbet, der flød i noget frugtsaft (han havde køretjansen hjem). Som forret valgte vi begge en grøn salat med hjemmerøget laks, og det kan næppe gøres bedre. Tim valgte en Hunter's Pye, der var en pie med kanin, and og vildtkød i portvinssauce, indbagt og med ribssgele på toppen. Jeg fik "Duelling Beefs", som var små stykker oksemørbrad med grønne asparges, ristede kartofler og rødvinsreduktion. I stedet for salt og peber var der forskellige ting, som man dengang (altså i 1700-tallet) krydrede maden med. Ting, så som syltede mango, majsrelish og noget nærmest meget fintsnittet virginiaskinke i en eller anden marinade. Det hele var lækkert, betjeningen hyggelig og stemningen god, så selv om det var turens hidtil dyreste måltid, var det alle pengene ($ 125 + drikkepenge; ca. 750 kr.) værd.

Efter maden gik vi igen lidt op ad gaden, inden vi vendte tilbage til bilen og så kørte vi også lidt rundt i kvarteret inden vi vendte tilbage til hotellet, hvor vi slappede af, som forberedelse til besøget i næste storby, Washington DC.