Ind til storbyen

Så var det hele ved at være slut. I dag skulle vi aflevere bilen i JFK, og så skulle vi være billøse under opholdet i New York City. Imidlertid ville vores værelse på Manhattan først være klar fra kl. 15.00, så vi havde masser af tid til rådighed. Dagen før havde vi kørt ind ad North Fork of Long Island til Riverhead, hvor vi altså havde overnattet, og vi besluttede derfor at køre en tur ud på South Fork. Riverhead ligger lige der, hvor øen deler sig i de to østlige grene.

Først skulle vi imidlertid gøre klar til at aflevere bilen. Taskerne havde vi pakket dagen før, og nu tømte vi bilen for alt det skrammel, som havde ophobet sig i de forløbne tre uger. Vi skilte os også af med køleboksen, som havde tjent os trofast siden vi havde forladt Los Angeles den 30 juni. Derefter forlod vi hotellet - og Riverhead - for at køre ud på øens sydlige gren. South Fork er den længste af de to dele af øens "gaffel". Fra Riverhead til Orient Point yderst på North Fork er der ca. 28 miles (45 km), mens der fra Riverhead til Montauk Point yderst på South Fork er ca. 43 miles (69 km). Kun én større gennemgående vej, New York Road 27/39 fører ud på halvøen, som det jo i virkeligheden er. På vej ud mod spidsen kører man igennem Westhampton, Hampton Bay, Southampton, Bridgehampton, Easthampton og Beach Hampton foruden en række mindre landsbyer og bebyggelser - under et kaldet for "The Hamptons". Det er her, de velhavende eller snarere rige newyorkere har deres sommerresidenser eller for nogens vedkommende, deres hjem. "The Hamptons" er kendt for at have nogle af de højeste boligpriser i hele USA, mange med priser fra $ 10 millioner og opefter. Huse til over $ 20 millioner er ikke sjældne og de kan også være dyrere. For eksempel kostede et hus i den lille landsby Water Mill den nette sum af $29,95 millioner eller godt 195 millioner kroner med sommerens kurs. For disse småpenge fik man en grund på 6.200 m², et nybygget hus fra 2014 på 334 m² med fire soveværelser og fire badeværelser, 3 pejse og en garage til to biler. Hertil kom pool med spa og et "poolhouse" og så lå det lige ud til stranden, hvoraf 60 meter tilhørte grunden. Huset var bygget på piller, så det kunne stå imod oversvømmelser forårsaget af storme fra Atlanten. Men alligevel... Vi meldte os ikke i køen af købere!

På vej gennem The Hamptons gik trafikken nærmest i st, tilsyneladende uden anden grund end de mange stoplys. På vejen mødte vi med ca. 15 minutters mellemrum 6 ambulancer, der kørte i modsat retning (med udrykning). Vi gik ud fra at de skulle til hospitalet i Riverhead, men vi fandt aldrig ud af, hvor de kom fra, eller hvad der var sket. Efterhånden, som vi kom længere øst på, ebbede trafikken ud, og efter Beach Hampton blev vi stort set alene på vejen. Vi gjorde et par stop undervejs på nogle overlooks, hvor vi kunne beundre dels den smalle landtange som forbinder halvøens inderste del med den yderste og dels naturområdet Hither Hills Dunes. Derefter fortsatte vi øst på, ud mod landsbyen Montauk og længere ud til Montauk Point. Her, på spidsen af øen, ligger Montauk Point Lighthouse, et fyrtårn og museum placeret på ikke bare øens, men hele staten New Yorks østligste punkt. Vi var dog for nærige til at besøge stedet, da de ville have penge både for parkering og for entre, så vi nøjedes med at beundre det på afstand.

Ikke langt fra Montauk Point ligger Camp Hero. Det var oprindeligt en militærbase, som indgik i USA's kystforsvar under 2. Verdenskrig. Stationen blev nedlagt i 1981 og er i dag en del af Camp Hero State Park. Fortet var oprindeligt svært armeret med 16 tommer slagskibskanoner til forsvar mod de tyske landgangsstyrker, som man frygtede ville gå i land ved Montauk. Under den kolde krig, blev der installeret luftradarudstyr, så man kunne holde øje med de sovjetiske bombemaskiner, som nu truede New York. I dag indgår stationen som en del af en af de konspirationsteorier, der florerer så mange af i USA. Ifølge denne teori er stationen en del af et hemmeligt projekt, som beskæftiger sig med psykologisk krigsførelse (mind control), kontakt med rumvæsener, tidsrejser og usynlighed. Vi besøgte nu ikke radaren, men kørte tilbage mod Riverhead med endnu et stop for at nyde udsigten fra et sidste overlook. Endnu engang var der tæt trafik gennem "The Hamptons", selv om den ikke var helt så tæt som på udturen. Fra Riverhead tog vi "POW/MIA Memorial Highway" eller New York Road 27, som den også kaldes. Et enkelt sted måtte vi forlade vejen på grund af vejarbejde og køre en mindre omvej, men snart var vi tilbage igen og kunne fortsætte mod vest. Vi fik i øvrigt også taget et billede af en butik, der solgte madrasser. Under hele ferien havde vi set så mange reklameskilte for denne madraskæde, at Tim mente, at alt, hvad man kunne få i USA, bortset fra fast-food var madrasser. Og nu så vi altså en butik!

Undervejs mod øst gjorde vi to stop. Først ved et Walmart for at få købt de sidste skjorter og anden påklædning og tættere på lufthavnen for at tanke bilen op, da den skulle returneres med fuld tank. Selve afleveringen gik som sædvanligt ganske nemt. Man kører ind, og så kommer der en medarbejder og scanner stregkoden i forruden, samt aflæser kilometerstanden, og så er den klaret. Ved denne lejlighed fik vi også en kvittering for de $ 500, som ville blive trukket på min konto for at aflevere bilen i den anden ende af landet. Vi tømte bilen for alt, inklusive de gummiorm vi havde i handskerummet. Det skulle jo nødigt gå som i 2012 hvor vi glemte en hel uåbnet pose af slagsen, da vi afleverede bilen. Fra området med biludlejningsselskaber tog vi et Airtrain til Terminal 4. Her stod vi så i kø i ca. 20 minutter og ventede på en taxa, der kunne transportere os ind til Manhattan. Chaufføren var en ældre pakistander og han brugte kun ca. 50 minutter på at køre os gennem New Yorks eftermiddagsmyldretid til vores hotel på 8th Avenue.

Hotellet var det samme, som Dorte og jeg havde boet på i 2008, men det havde fået nyt navn. Dengang hed det Milford Plaza, nu hed det Row NYC Hotel. Hotellet var nyrenoveret og var lige blevet genåbnet efter renoveringen, kort før vi kom. Værelset var på 8. sal, og det var turens mindste og dyreste, men hvad, vi skulle jo kun overnatte, og det var primært beliggenheden vi var gået efter, da vi bestilte. Da en bellboy havde bragt kufferterne op og fået et passende beløb, gik vi ud for at få noget at spise. På vejen ville vi også finde det teater, hvor Tim næste dag havde billet til Les Miserables.

Row NYC Hotel ligger på 8th Avenue mellem 44. og 45. Street, det vil sige en enkelt blok fra Times Square. Imperial Theatre, hvor Tim skulle se musical, lå i 45th Street lige rundt om hjørnet fra hotellet, under et minuts gang, og havde man ikke lukket den sideindgang til hotellet, der var i 2008, havde det været endnu kortere. Vi fortsatte op ad 45. Street til Times Square. Her gik vi lidt rundt og nød livet, inden vi spiste aftensmad på Bubba Gump (opkaldt efter rejsefiskerfirmaet fra filmen Forest Gump). Her er de fleste retter lavet med rejer, men heldigvis har de også meget andet, såvel fisk som kød, da Tim ikke er rejespiser. Men mad fik vi, og mætte blev vi, og da vi kom ud igen, var det blevet mørkt, så vi kunne nyde lysene på og omkring Times Square, inden vi gik tilbage til hotellet. Det næste 2-3 dage skulle vi lege turister i New York, så vi skulle lige have planlagt, hvad vi skulle se.