|
En tur på en smuk Interstate Highway
På vej ind i Eisenhower-Johnson tunnellen i 3.400 meters højde i Rocky Mountains Normalt anbefaler jeg at man holder sig fra motorveje, når man er på road trip. Ikke fordi jeg som sådan har noget mod motorveje, som kan være glimrende, når man bare skal afsted, fx mellem to overnatningssteder med stor afstand, og så bruger jeg dem også gerne selv. Som i 2019, da vi skulle køre de 632 miles (1017 km) fra New Iberia i Louisiana via Avery Island i samme stat til Lake City i Florida. Her tog det omkring 11 timer ad I-10 med indlagte stop, mens det ville have taget 15-16 timer ad fx US Route 90 og Route 98. Så skal man hurtigt frem, er motorveje en god ting. Så når jeg normalt anbefaler, at man holder sig fra motorveje, er det mest fordi, at de ofte er kedelige og man ikke ser så meget som på de mindre veje. Som fx ovenstående tur, som ad de mindre veje på lange strækninger går helt ude ved kysten til Den Mexicanske Golf. Der er dog en motorvejsstrækning, som jeg gerne vil anbefale. Befinder man sig i Denver, Colorado og skal vest på mod Cove Fort i Utah eller befinder man sig i Cove Fort eller lige øst herfor, og skal videre mod Denver, vil jeg faktisk anbefale at man bruger Interstate Highway 70. På strækningen mellem de to byer, fører motorvejen gennem nogle af de smukkeste områder (efter min mening) i USA. Her tager jeg turen fra Denver mod vest. Til at begynde med fører vejen gennem de østlige dele af Rocky Mountains og gennem mindre byer som Idaho Springs (2.300 m over havet), hvor man kan tage en kop formiddagskaffe og se på et udstillet lokomotiv fra Colorado and Southern Railroad. Gennem andre byer som fx Downieville (2.450 m over havet) og Georgetown (2.600 m over havet) fører vejen op til sit højest punkt, Eisenhower-Johnson tunellen i 3.401 m over havet. Det er ikke bare den højest beliggende motorvejstunnel i USA, men det højeste punkt i hele Interstatesystemet. Selve tunnelen er som de fleste andre tunneller, så det er den viden man har om dens højde, der gør den interessant at passere. På den anden side af tunnelen går det igen ned ad bakke mod Silverthorne, som kun ligger 2.580 m over havet, altså et fald på næsten 1.000 m på en strækning af under 20 km. På vej videre mod vest passerer man det kendt skisportssted, Vail. Her er man kommet ca. 100 m længere ned ad bjerget. Vail er også et godt sted til et stop.
Vejen i to etager i Glenwood Canyon. Til højre anes Colorado River. På vej videre mod vest passerer man byer som Gypsum (opkaldt efter en gammel gipsmine) og Dotsero (som har sit navn fordi det blev angivet som nulpunkt (dot zero) på et opmålingskort fra 1877). Begge ligger ved Colorado River. Lige efter Dotsero, hvor Eagle River møder Colorado River, kører man ind i Glenwood Canyon, en snæver kløft med op til 400 m høje klipper på begge sider. Dette er nok motorvejens mest interessante strækning. På hele strækningen følger vejen Colorado River ganske tæt, og på den anden side af floden ligger jernbanen. Her var det umuligt at overholde de krav, der ellers stilles til interstates, da man i sin tid skulle anlægge vejen; så her er svingene skarpere end andre motorveje, og man passerer 2 tunneller og 40 broer og viadukter, og på en lang strækning har motorvejen to etager, med det østgående spor nederst og hængende ud over floden, og det vestgående på pæle øverst. Turen gennem Glenwood Canyon betragtes af mange som den smukkeste motorvejsstrækning i hele USA. På vej gennem kløften er der fire rastepladser, hvorfra man kan gå ned til floden. I Glenwood Springs kan det være interessant at tage en overnatning. I og udenfor byen findes der adskillige varme kilder (temperaturer mellem 34 og 40 grader celsius) og også et naturligt, underjordisk dampbad, som (ligesom kilderne) kan besøges mod betaling. Mens man er i byen, kan man også besøge forlystelsesparken Glenwood Caverns Adventure Park, og er man til det vilde vesten, kan man besøge Linwood Cemetery, hvor den kendte revolvermand, Doc Holiday, er begravet. På samme kirkegård er også en mindre kendt, men nok så farlig revolvermand, Harvey Logan, kendt som Kid Curry, begravet. Godt 40 km længere mod vest kommer man til Byen Riffle, som er mest kendt for, at det var her, den kontroversielle, amerikanske politiker, medlem af Repræsentanternes Hus, Lauren Boebert, havde sin restaurant, hvor serveringspersonalet bar skarpladte skydevåben.
I-70 på vej ind i Spotted Wolf Canyon i St. Raphael Swell Ca. 90 km vest for Riffle kommer man til Grand Junction, som er en by med over 65.000 indbyggere. I nabolaget finder man Colorados ældste vingård fra 1882. Mellem Grand Junction og Thompson Springs passerer motorvejen grænsen mellem Colorado og Utah. På denne strækning ændrer landskabet karakter og bliver mere prærie- og ørkenagtigt. 130 km vest for Grand Junction kommer man til Crescent Junction. Her går US Route 191 mod syd til Moab og nationalparkerne Canyonlands og Arches, som også er et besøg værd, hvis tiden tillader det. Fra Crescent Junction til Green River går det fortsat gennem prærie- og ørkenlandskaber. 25 km vest for Green River møder man vejens næste imponerende strækning. Her fører I-70 gennem en geologisk formation kendt som St. Raphael Swell, som motorvejen nærmest deler i to. The Swell er en foldning af kalk- og sandsten, som dækker et område på 120 gange 65 kilometer. Foldningen opstod for ca. 60 millioner år siden, og vejen gennem den er imponerende med mange sidekløfter. Når man er kommet gennem The Swell kan man tage Utah Road 10 mod nord gennem Uintah Moutains og undervejes tage en afstikker til Cleveland-Lloyd Dinosaur Quarry (Jurassic National Monument), hvor verdens største koncentration af dinosaurus fossiler fra Jura tiden findes. Vil man ikke nord på, kan man fortsætte mod vest over Wasatch plateauet, Sevier Valley og bjergkæden Pahvant Range til I-70 møder I-15. God tur! |