Jackson's Mill

I 2002 besøgte vi Jackson's Mill i West Virginia på vej fra Gettysburg i Pennsylvania til Tennessee. Fra Gettysburg kørte vi mod syd og ind i Maryland. Her svingede vi så vest på gennem Marylands "panhandle". Hvis nogen ikke skulle vide det, repræsenter ordet "panhandle" i denne sammenhæng et langt smalt stykke land. Og et sådant har Maryland i den vestlige del af staten klemt inde mellem Pennsylvania og West Virginia. En anden stat, der har et typisk panhandle er Florida, hvor den vestlige del ligeledes udgør et panhandle. Andre panhandler, vi har besøgt er Idahos Pandhandle i den nordlige del af staten, og West Virginia, der har hele to panhandles, et nordligt og et østligt. Staten kaldes da også af og til Panhandle State.

Nå, men vi kørte altså gennem Marylands panhandle ad I-68 ind i West Virginia. Ved Morgantown skiftede vi til I-79, som vi tog syd på mod Charleston. Allerede ved Clarksburg forlod vi imidlertid motorvejen for at besøge University of West Virginia, Jackson's Mill Historic Area.

Hvad er nu det? Og hvorfor ville vi besøge det? Jo området er en slags mini frilandsmuseum med en række bygninger fra slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. Nogle af dem har stået på stedet altid, mens andre er flyttet til området fra andre steder. Og her på stedet er sydstatsgeneralen, Thomas J. "Stonewall" Jackson vokset op. Han var født i Clarksburg, som vi havde passeret tidligere på dagen, som det tredje af fire børn. Hans far døde, da han ikke var særligt gammel og fire år senere giftede moderen sig igen. Hendes nye mand, kunne ikke lide sine stedbørn, så Thomas og hans yngre søster, Laura Ann blev sendt til deres fars familie i Jackson's Mill, mens storebroderen Warren blev sendt til moderens slægtninge. Jackson voksede altså op hos sin farbror, Cummins Jackson, på Jacksons Mill. Møllen var oprindeligt opført af Oberst Edward Jackson, Stonewalls bedstefar, i 1801. Bedstefaderen var død i 1828, så nu var det onklen, Cummins Jackson, der ejede møllen. Cummins fik i øvrigt en grum skæbne, men det er en anden historie. Jackson blev i området, hvor han dels arbejdede i møllen, gik lidt i skole, og senere underviste de andre børn, og en periode fungerede som hjælper for den lokale domstol indtil han i 1842 i en alder af 18 år blev optaget på militærakademiet West Point.

Nu er her altså museum. Møllen og et par af de andre bygninger fra Jacksons tid står endnu, selvom hovedbygningen, hvor familien boede, brændte for mange år siden. Hvor den engang stod, står nu en mindesten. I mellemtiden er der så flyttet en række andre bygninger til området, så der er lidt at se på. Vi havde lidt problemer med at finde ud af, hvor man kom ind, men det lykkedes da til sidst, og vi henvendte os i "General's Store", hvor man kunne købe billet til en rundvisning. Da en sådan netop skulle til at starte, besluttede vi os for at deltage i den. Betaling ved udgangen J. Der var ikke mange deltagere, så rundvisningen blev udsat omkring 15 minutter, for at se om der skulle komme flere, men til sidst besluttede Ron, som guiden hed, at han hellere måtte gå i gang, selv om der kun var fem deltagere. Foruden os var der et ægtepar, som senere viste sig at være fra Virginia, og så en dame, som præsenterede sig som lærer ved videnscenteret. Hun skulle starte med at undervise på en "summer school" for børn dagen efter, så hun ville gerne lære noget om stedet, som hun kunne give videre til børnene, men det skulle vise sig, at hun ikke holdt ud så længe.  

Vi startede med at høre om den bygning, vi stod i, "General's Store", eller som den egentlig hed Mary Conrad Cabin. Den var bygget i det sydlige Virginia og havde oprindeligt stået i nærheden af Roanoke. Ved siden af lå McWhorter Cabin, som kun havde ét rum, men til gengæld en dør i de tre af husets fire sider (den fjerde var optaget af ildsted og skorsten). Ron, som guiden altså hed, spurgte om nogen kunne gætte hvorfor. Ægtemanden fra det andet par, mente at det skyldte, at familien så nemmere kunne flygte i tilfælde af angreb fra indianere. Det fik skolelæreren til at fare i flint. Hun korreksede med høj og klar røst manden, og meddelte ham, at det bestemt ikke hed "indianere", men derimod "oprindelige amerikanere" (Native Americans). Manden, der kunne se, at dette ville provokere den stakkels lærerinde, fortsatte derefter konsekvent med at tale om indianere, mens hun hver gang korrigerede ham. I øvrigt havde indianere/oprindelige amerikanere ikke noget med forklaringen at gøre. Det var simpelthen så familien kunne komme ud af huset om vinteren når sneen lå i store driver op ad husets mure. Afhængig af vindretning ville der så altid være mindst en dør fri. I øvrigt havde de en ret interessant seng, hvor dynerne kunne rulles sammen over sengen ved at dreje på et håndtag. Jeg kan i øvrigt godt forstå, at det kunne være nødvendigt med "maskinkraft", for hvis jeg selv i min barndom har oplevet at sove med dyner, der var stoppet med døde høns, var disse stoppet med noget, der minimum har været kalkuner. Jeg vil tro at en dyne har vejet omring 20 kg. Når man først var anbragt under den, blev man liggende. 

Vi fortsatte ud over området, og kom bl.a. forbi den tidligere nævnte mindesten. Desuden forbi en lade. I denne stod en vogn anno 1850. Her hang der også et skind på en væg, og Ron spurgte os, om vi vidste, hvad det var for en slags skind. Da manden fra Virginia-familien mente, at det kunne være et "indianerskind" blev det for meget for læreren. Hun kiggede febrilsk på sit ur, og beklagede at hun var nødt til at gå nu, da hun skulle undervise om en halv time, på trods af at hun tidligere havde erklæret at undervisningen først begyndte næste dag – når eleverne kom. Vi andre fortsatte ned til den mølle, der havde tilhørt Jackson's onkel, og som nu var en slags museumsstue, selv om det meste af det, der fandtes i huset mindede mest om noget, der var købt hos en produkthandler - af den mindre fine slags. Rustne søm, rustne hestesko, bulet og rustent husgeråd og så videre. Men Ron forsøgte efter bedste evne at gøre det underholdende, selv om han blev lidt trættende i længde, fordi han stort set sagde "or whatever" to-tre gange i hver sætning. "This is where Cummins Jackson – or whatever – kept the wheat or whatever - before it was grinded to flour – or whatever. Then young Jack put it in sacks – or whatever – and took it to the storehouse – or whatever". Nogenlunde sådan foregik præsentationen, og det kunne godt virke lidt enerverende i længden – og hele rundvisningen varede i godt en time. Efter Jackson's gamle mølle, så vi også en mølle (Blaker's Mill), der stadig var i funktion, og hvor Ron fortalte at man kunne se ham male mel på Labour Day og ved andre udvalgte lejligheder. På resten af turen rundt nåede vi også at se en gammel grovsmedje og et par andre bygninger. Da vi kom tilbage til General's Store skulle vi så betale for rundvisningen - $8 pr. snude, men vi var flinke, og gav Ron $5 oven i, for de mange gange "whatever".