| |
Jackson's Mill
I
2002 besøgte vi Jackson's Mill i West Virginia på vej fra Gettysburg i
Pennsylvania til Tennessee. Fra Gettysburg kørte vi mod syd og ind i Maryland. Her svingede vi
så vest på gennem Marylands "panhandle".
Hvis nogen ikke skulle vide det, repræsenter ordet "panhandle" i denne
sammenhæng et langt smalt stykke land. Og et sådant har Maryland i den vestlige
del af staten klemt inde mellem Pennsylvania og West Virginia. En anden stat,
der har et typisk panhandle er Florida, hvor den vestlige del ligeledes udgør et
panhandle. Andre panhandler, vi har besøgt er Idahos Pandhandle i den nordlige
del af staten, og West Virginia, der har hele to panhandles, et nordligt og et
østligt. Staten kaldes da også af og til Panhandle State.
Nå, men vi kørte
altså gennem Marylands panhandle ad I-68 ind i West Virginia. Ved Morgantown
skiftede vi til I-79, som vi tog syd på mod Charleston. Allerede ved Clarksburg
forlod vi imidlertid motorvejen for at besøge University of West Virginia,
Jackson's Mill Historic Area.
Hvad er nu det? Og hvorfor ville
vi besøge det? Jo området er en slags mini frilandsmuseum med en række bygninger
fra slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. Nogle af dem har
stået på stedet altid, mens andre er flyttet til området fra andre steder. Og
her på stedet er sydstatsgeneralen, Thomas J. "Stonewall" Jackson vokset op. Han
var født i Clarksburg, som vi havde passeret tidligere på dagen, som det tredje
af fire børn. Hans far døde, da han ikke var særligt gammel og fire år senere
giftede moderen sig igen. Hendes nye mand, kunne ikke lide sine stedbørn, så
Thomas og hans yngre søster, Laura Ann blev sendt til deres fars familie i
Jackson's Mill, mens storebroderen Warren blev sendt til moderens slægtninge.
Jackson voksede altså op hos sin farbror, Cummins Jackson, på Jacksons Mill.
Møllen var oprindeligt opført af Oberst Edward Jackson, Stonewalls bedstefar, i
1801. Bedstefaderen var død i 1828, så nu var det onklen, Cummins Jackson, der
ejede møllen. Cummins fik i øvrigt en grum skæbne, men det er en anden
historie. Jackson blev i området, hvor han dels arbejdede i møllen, gik lidt i
skole, og senere underviste de andre børn, og en periode fungerede som hjælper
for den lokale domstol indtil han i 1842 i en alder af 18 år blev optaget på
militærakademiet West Point.
Nu
er her altså museum. Møllen og et par af de andre bygninger fra Jacksons tid
står endnu, selvom hovedbygningen, hvor familien boede, brændte for mange år
siden. Hvor den engang stod, står nu en mindesten. I mellemtiden er der så
flyttet en række andre bygninger til området, så der er lidt at se på. Vi havde
lidt problemer med at finde ud af, hvor man kom ind, men det lykkedes da til
sidst, og vi henvendte os i "General's Store", hvor man kunne købe billet til en
rundvisning. Da en sådan netop skulle til at starte, besluttede vi os for at
deltage i den. Betaling ved udgangen J.
Der var ikke mange deltagere, så rundvisningen blev udsat omkring 15 minutter,
for at se om der skulle komme flere, men til sidst besluttede Ron, som guiden
hed, at han hellere måtte gå i gang, selv om der kun var fem deltagere. Foruden
os var der et ægtepar, som senere viste sig at være fra Virginia, og så en dame,
som præsenterede sig som lærer ved videnscenteret. Hun skulle starte med at
undervise på en "summer school" for børn dagen efter, så hun ville gerne lære
noget om stedet, som hun kunne give videre til børnene, men det skulle vise sig,
at hun ikke holdt ud så længe.
Vi startede med at høre om den
bygning, vi stod i, "General's Store", eller som den egentlig hed Mary Conrad Cabin. Den var bygget i det sydlige Virginia og havde oprindeligt stået i
nærheden af Roanoke. Ved siden af lå McWhorter Cabin, som kun havde ét rum, men
til gengæld en dør i de tre af husets fire sider (den fjerde var optaget af
ildsted og skorsten). Ron, som guiden altså hed, spurgte om nogen kunne gætte
hvorfor. Ægtemanden fra det andet par, mente at det skyldte, at familien så
nemmere kunne flygte i tilfælde af angreb fra indianere. Det fik skolelæreren
til at fare i flint. Hun korreksede med høj og klar røst manden, og meddelte
ham, at det bestemt ikke hed "indianere", men derimod "oprindelige amerikanere"
(Native Americans). Manden, der kunne se, at dette ville provokere den stakkels
lærerinde, fortsatte derefter konsekvent med at tale om indianere, mens hun hver
gang korrigerede ham. I øvrigt havde indianere/oprindelige amerikanere ikke
noget med forklaringen at gøre. Det var simpelthen så familien kunne komme ud af
huset om vinteren når sneen lå i store driver op ad husets mure. Afhængig af
vindretning ville der så altid være mindst en dør fri. I øvrigt havde de en ret
interessant seng, hvor dynerne kunne rulles sammen over sengen ved at dreje på
et håndtag. Jeg kan i øvrigt godt forstå, at det kunne være nødvendigt med
"maskinkraft", for hvis jeg selv i min barndom har oplevet at sove med dyner,
der var stoppet med døde høns, var disse stoppet med noget, der minimum har
været kalkuner. Jeg vil tro at en dyne har vejet omring 20 kg. Når man først var
anbragt under den, blev man liggende.
Vi
fortsatte ud over området, og kom bl.a. forbi den tidligere nævnte mindesten.
Desuden forbi en lade. I denne stod en vogn anno 1850. Her hang der også et
skind på en væg, og Ron spurgte os, om vi vidste, hvad det var for en slags
skind. Da manden fra Virginia-familien mente, at det kunne være et
"indianerskind" blev det for meget for læreren. Hun kiggede febrilsk på sit ur,
og beklagede at hun var nødt til at gå nu, da hun skulle undervise om en halv
time, på trods af at hun tidligere havde erklæret at undervisningen først
begyndte næste dag – når eleverne kom. Vi andre fortsatte ned til den mølle, der
havde tilhørt Jackson's onkel, og som nu var en slags museumsstue, selv om det
meste af det, der fandtes i huset mindede mest om noget, der var købt hos en
produkthandler - af den mindre fine slags. Rustne søm, rustne hestesko, bulet
og rustent husgeråd og så videre. Men Ron forsøgte efter bedste evne at gøre det
underholdende, selv om han blev lidt trættende i længde, fordi han stort set
sagde "or whatever" to-tre gange i hver sætning.
"This is where
Cummins Jackson – or whatever – kept the wheat or whatever - before it was
grinded to flour – or whatever. Then young Jack put it in sacks – or whatever –
and took it to the storehouse – or whatever".
Nogenlunde sådan foregik præsentationen, og det kunne godt virke lidt
enerverende i længden – og hele rundvisningen varede i godt en time. Efter
Jackson's gamle mølle, så vi også en mølle (Blaker's Mill), der stadig var i
funktion, og hvor Ron fortalte at man kunne se ham male mel på Labour Day og ved
andre udvalgte lejligheder. På resten af turen rundt nåede vi også at se en
gammel grovsmedje og et par andre bygninger. Da vi kom tilbage til General's
Store skulle vi så betale for rundvisningen - $8 pr. snude, men vi var flinke,
og gav Ron $5 oven i, for de mange gange "whatever".
|