Teenagemorderen

Huset i Kona, hvor Charlie Silver voksede op med sine forældre, eksisterer fortsat. 

I den lille bebyggelse Kona ved floden Toe River, i det, der i dag er Mitchell County i North Carolina, boede i begyndelsen af 1800-tallet en velhavende familie ved navn Silver. Familien bestod af far og mor, Jacob og Nancy og to eller tre sønner. Familien fik endnu en søn i 1829.

I midten af 1820'erne kom det flere mennesker til området, blandt andet den fattige familie Stuart, som slog sig ned ca. 1 mile længere nede af floden end Silver familien, hvor de byggede en lille et-rumshytte. På det tidspunkt bestod familien, der senere blev kendt som Stewarts (en ret almindelig omskrivning, også i Skotland) af faderen, Isaiah som var omkring 48, moderen Barby, omkring 45 og 5 børn mellem 7 og 25. En søn, Charlie, var død, da familien flyttede til Kona. De fem overlevende børen var fire sønner og den omkring 10-årige datter Frances.

Frances, der lokalt i den Appalachiske dialekt blev til Frankie lærte hurtigt den tre år ældre Charlie Silver at kende, og de to blev glade for hinanden. Så glade, at de i 1829, da Frankie var 14 og Charlie 17, blev gift. De byggede en lille hytte mellem de to familiers hjem, på jord som Charlie havde fået af sin far. Så meget er fakta. Nu vil jeg et kort øjeblik lade legenderne tage over, inden jeg igen vender tilbage til fakta.

I følge den legende, som opstod i årene efter begivenhederne, som skal omtales her, var de to meget forelskede, og i 1830 fik de datteren Nancy. Da Nancy var omkring et års tid, blev det klart for Frankie at Charlie var hende utro, og hun blev meget jaloux. Faktisk så jaloux, at hun besluttede at at slå ham ihjel. I december ville på Charlie på jagttur med en ven, og den 22. december brugte han det meste af dagen på at hugge et træ op til brænde, så Frankie havde noget at fyre med, mens han var væk. Turen var planlagt til at vare nogle dage, men der var brænde nok til en uge. Arbejdet havde imidlertid udmattet ham, så han lagde sig på en bænk nær pejsen med datteren i favnen, og faldt i søvn. Frankie ventede til han sov tungt, og fjernede så forsigtigt Nancy og lagde hende i hendes egen seng. Derefter tog hun øksen og huggede halsen over på Charlie. Hugget skilte ikke hovedet fra kroppen, men inden hun kunne hugge igen, rejste Charlie sig op. Hun gemte sig bag et bord, mens han råbte og skreg, og ventede til han faldt om igen, død af blodtabet. Hun huggede nu liget i mindre dele og brændte det i pejsen. Nogle dele gravede hun ned på grunden omkring huset. Derefter gik hun til sin svigermor og spurgte, om denne vidste, hvor Charlie var. Svigermoderen beroligede hende og sagde, at der var ikke noget at være nervøs for, da Charlie formodentlig ville komme hjem næste dag. Da han ikke gjorde det, henvendte man sig til den ven, som Charlie skulle have været på jagt med. Denne påstod, at han ikke havde nogen aftale, og hat han faktisk ikke havde talt med Charlie i nogle måneder. Man besluttede nu at lede efter ham i området, men uden held. En nabo fandt på at lede efter spor af Charlie i familiens hytte. Her kunne han konstatere, at asken i kaminen var meget fedtet, og der var dråber af blod på en væg. Da man senere rev noget af gulvet op, fandt man også en blodpøl her. Uden for huset fandt man i nogle huller flere rester af af Charlie. Frankie blev nu anholdt og ført til fængslet i Morganton. Den gang lå Kona i Burke County (Mitchell County var endnu ikke oprettet), og Morganton var, som i dag, amtssæde for Burke County. Frances blev anklaget for overlagt mord på grund af jalousi, og selv om hun hele tiden nægtede sig skyldig, og der kun var ganske få håndfaste beviser, brugte retten kun to dage på at finde hende skyldig. Sagen blev appelleret, men det ændrede ikke noget. Hun blev dømt til døden ved hængning, og henrettelsen skulle finde sted den 2. juni 1833. Inden da blev hun imidlertid befriet fra fængslet af familiemedlemmer. Hun klippede håret kort og iklædt mandstøj, men blev alligevel afsløret kort tid efter og ført tilbage til fængslet. Der blev sendt en benådningsansøgning til guvernøren, men den blev afvist. Den 12. juli blev hun ført ud af fængslet og hængt fra et træ. På vejen sang hun en sang, som hun selv havde skrevet, hvori hun tilstod mordet. Kort efter blev hun hængt, som den først kvinde, der blev hængt i North Carolina. Frankie Silver blev kun 18 år gammel. En tilbagevende del af nyere legender er også at det var denne sag, som var baggrunden for sangen Frankie and Johnny, som er indspillet af mange forskellige kunstnere fra Louis Armstrong til Johnny Cash.

Så meget legende. Jeg vender tilbage til legenden eller rettere legenderne senere, men lad mig lige afkræfte sidstnævnte først. Sangen om Frankie og Johnny er snarere baseret på et mord, som fandt sted i Saint Louis i 1899, hvor den 22-årige Frankie Baker skød sin 17-årige elsker Allen Britt. I modsætning til Frankie Silver blev Frankie Baker frikendt og levede til 1952, hvor hun døde i Portland, Oregon. Selv om nogle hævder at sangen er meget ældre end 1899, er første kendte version af den fra 1925.

Men tilbage til historien. Der er næppe tvivl om at Frankie slog Charlie ihjel, men måden det skete på er ikke som legenderne fortæller. Den historie stammer fra Charlies yngre bror Alfred, som var 15 år. Selv om han ikke var til stede på drabstidspunktet, kunne han fortælle en meget detaljeret historie om, hvordan Frankie havde lokket Charlie til at lægge sig til at sove efter at have hugget brænde hele dagen, hvorefter hun forsøgte at hugge hans hoved af med et enkelt slag af øksen. Desværre lykkedes det ikke, og Frankie gemte sig bag barnets seng, indtil hun hørte Charlie falde, hvorefter hun sprang op og gjorde drabet færdigt med endnu et øksehug. Denne helt opdigtede historie har andre så broderet videre på, så også Frankies far var til stede under mordet, og truede Frankie til at give hug nummer 2: "Hvis du ikke slår ham ihjel nu, slår jeg dig ihjel", skulle han have sagt. Årsagen til at svigerfaderen ønskede Charlie død, var tilsyneladende, at han ikke ville sælge hus og jord og følges med familien Stewart vest på, noget Frankie havde forsøgt at overtale ham til. Måske regnede Isaiah med, at hvis Charlie var død, kunne Frankie selv sælge jorden, men det er dog usandsynligt, da det jo ikke var Charlies, men hans fars jord.

Det er korrekt at Frankie opsøgte sin svigermor og spurgte efter Charlie, og fortalte, at han var taget på jagt med en ven, men ikke kommet hjem. Svigermor beroligede hende med, at han nok skulle komme. Det er også korrekt, at da man opsøgte vennen og naboen, George Young, den 24. december, afkræftede denne historien om jagtturen, hvilket Frankie blev vred over, og beskyldte ham for at lyve. Da man kom tilbage til Frankie og Charlies egen hytte, fandt man hans jagthund uden for hytten. Alle, der kendte Charlie, vidste at han aldrig ville tage på jagt uden sin hund, og at hunden i øvrigt aldrig forlod sin herres side. Da man også fandt Charlies vinterhat, lavet af skindet fra en albinovaskebjørn uden for hytten, blev især hans far, Jacob Silver, mistænksom, og han tilkaldte sheriffen, som begyndte sine undersøgelse. Herfra er kilderne ikke helt enige, idet nogle mener, at Charlies onkel John mistede tålmodigheden og tilkaldte en "negertroldmand", der var kendt for at være god til at finde ting og personer ved hjælp af magi (eller noget). Troldmanden var slave på en nærliggende plantage og kom med sin ejer. Han fandt blodspor og foreslog at man brækkede gulvet op. Andre mener, at det var en nabo, Jack Collis, som først opdagede blodspor på gulvet i hytten. Under alle omstændigheder brækkede man gulvet op, og fandt en større blodpøl under gulvbrædderne. Det var først derefter, at man udenfor fandt et stykke metal, som Frankie selv identificerede som et, der havde siddet på Charlies støvlehæl. Uden for fandt man også et sted, hvor der var gravet, og her fandt man stykker af Charlies lig. Om man faktisk fandt fedtet aske i kaminen eller om dette er helt legendarisk vides ikke i dag. De stykker, man fandt af liget, blev begravet på Silver-familiens familiegravsted. Da man senere fandt flere rester rester, ville man ikke åbne graven igen, så disse fik en ny grav. I alt er der på familiegravstedet mindst tre steder, hvor rester af Charlie er begravet. Der kan være flere, der i så fald ikke er afmærkede.

Frankie blev nu anholdt sammen med sin mor og lillebror Blackstone, på 14 år, og de blev alle ført til amtssædet Morganton. Moderen og lillebroderen var mistænkt for at have hjulpet Frankie med at partere og begrave liget. De to sidstnævnte blev dog hurtigt sat på fri fod, da man ikke havde tilstrækkeligt med beviser mod dem, og der blev aldrig rejst tiltale  Det gjorde der mod Frankie, og den 29. marts, godt tre måneder efter mordet, begyndte retssagen mod Frankie Silver, ikke Silvers, som nogle kilder kalder hende. Sagen tog kun to dage, hvorefter juryen erklærede hende skyldig i overlagt mord. Undervejs havde der været en stemning for Frankies frikendelse, idet en tidlig afstemning havde ni jurymedlemmer for frikendelse og kun tre imod, men senere ændrede stemningen sig. Selv om der ikke var nogen håndfaste beviser, blev hun fundet skyldig og dømt til døden ved hængning. Sagen blev appelleret til Højesteret, da forsvaret mente, at vidnerne havde fået lov til at høre hinandens vidneudsagn, Højesteret, som ikke tog stilling til skyld eller straf, men kun til procedurespørgsmål, men dog ikke at der var grund til at lade sagen gå om. Henrettelsen skulle finde sted den 28. juni 1832. (Er man interesseret i at vide, hvorfor der gik så lang tid mellem dom og henrettelse, kan man læse mere om justitssystemet i den tids North Carolina i artiklen Høring for Storjuryen på min Tom Dooley side.)

Under hele retssagen havde Frankie på opfordring fra sin far og sin forsvarsadvokat erklæret sig IKKE SKYLDIG. Selv blev hun ikke ført som vidne, da det ikke var tilladt for en anklaget at vidne i sin egen sag. Anklagede blev betragtede som "dårlige vidner", og først i 1859 blev dette ændret. Hun havde derfor ikke mulighed for at vidne. Nogle kilder vil vide, at kvinder ikke måtte vidne, men det er ikke korrekt. Det var ikke fordi, hun var kvinde, men fordi hun var anklaget. Efter at hun var blevet dømt tilstod hun faktisk mordet, men erklærede, at det var sket i selvforsvar. Efter at Nancy var blevet født, var Charlie mere og mere forfaldet til druk, og han opførte sig ofte voldeligt overfor hende. Dette blev senere bekræftet af andre vidner, som bare ikke havde været ført under sagen, hvor anklagerens påstand jo var, at hun havde dræbt sin mand i jalousi. På mordaftenen havde Charlie igen været fuld, og havde været i gang med at lade sin riffel med det udtrykkelige formål, at slå hende og Nancy, som ikke ville holde op med at græde, ihjel. Hun havde derfor taget øksen og hugget ham med den, mens han var i færd med at lade. Derefter var hun gået i panik og havde hugget liget i mindre stykker for at kunne skjule det.

Da denne tilståelse kom frem, kunne flere naboer bekræfte at Charlie faktisk havde været voldelig overfor Frankie. Familien Silver nægtede dog at tro på det, og insisterede på, at det faktisk var Frankies forældre, der havde myrdet ægtemanden for at få hans penge. Der blev nu startet en underskriftsindsamling, der anmodede guvernøren om, at benåde Frankie. Blandt andet skrev 7 af de 12 jurymedlemmer samt sheriffen under på denne ansøgning. Inden han kunne nå at behandle ansøgningen, gik guvernør Montfort Stokes imidlertid af, og det blev hans afløser, David Swain, som skulle tage stilling til ansøgningen. Selv om Swain på samme tid benådede to andre dødsdømte kvinder, valgte han af ukendte grunde ikke at benåde Frankie. Et rygte fortæller, at han skulle have udtalt, at hvis alle 12 nævninge ville skrive under på benådningsansøgningen, ville han han benåde hende. Det er imidlertid tvivlsomt om dette rygte har noget på sig. Et andet rygte fortæller, at Swain, der kun var 31, da han blev guvernør, lod sig påvirke af den velhavende Silver familie til ikke at benåde Frankie.

Den 18. juni 1832 blev Frankie befriet fra fængslet af sin far, sandsynligvis med hjælp fra arrestforvareren, John Maguire, som var en af de, der havde skrevet under på benådningsansøgningen. Vel ude af fængslet blev hendes hår klippet kort, og hun blev iført mandstøj. Sammen med sin far og onkel kørte hun mod Tennessee i en vogn, men vognen blev indhentet ved en flod, der var gået over sine bredder, så vognen ikke kunne passere. Da hun blev råbt an af sheriffen med sit navn, Frankie, svarede hun med dyb stemme, at han tog fejl, da navnet var Tommy.  Desværre dummede hendes far sig da han sagde, "Ja, hendes navn er Tommy". Hun blev anholdt og ført tilbage til arresten. Tilsyneladende skete der ikke noget med faderen og onklen i anledning af befrielsen.

Der blev fremsendt en ny benådningsansøgning. Denne gang var det kvinderne (formodentlig fra overklassen), i amterne Burke og Buncombe som fremsendte den. Det var en ansøgning, som ville noget

"Ægtemanden til den uheldige skabning, der nu er stedet for Dem, er vi blevet oplyst om, Sir, var en mand af den støbning, der er helt uden nogen form for føling med, hvad der er nødvendigt for at være en god ægtemand eller forælder. Mennesker i-nabolaget er overbeviste om, at hans behandling af hende var både uklædelig og meget ofte grusom  også på et tidspunkt, hvor en kvindes tilstand ville forbyde de fleste det. Han udsatte hende for personlig vold. Han blev omtalt af alle i nabolaget som en mand, der aldrig gjorde sig nogen anstrengelser for at understøtte hverken kone eller barn, og på denne måde ignorerede han de pligter som naturens orden har tiltænkt enhver ægtemand. Hans egne slægtninge indrømmer, at han var en doven og sølle mand."

Heller ikke denne ansøgning hjalp, og den 12. juli 1833 skulle Frankie så hænges. Hun var iført en hvid kjole, som byens kvinder havde syet til hende. Fra fængslet blev hun ført ud til? Til hvad vides ikke. Ifølge legenden blev hun hængt fra et træ, og indbyggere i Morganton kan stadig vise, hvor træet stod. Mere sandsynligt er det dog, at hun som man plejede på det tidspunkt, anbragte hende på en vogn under en galge, som løkken blev fastgjort til, inden vognen blev trukket væk under hende. Her kommer legenderne så ind i billedet igen. Da hun blev spurgt om hun havde nogle sidste ord, gav hun sig til at synge nogle vers, fra en sang, som hun efter sigende selv havde skrevet, og hvor hun tilstod mordet i jalousi. Det er imidlertid ikke korrekt. Sangen var skrevet af en lokal skolelærer, Tony Scott, som havde fået den trykt og omdelte den ved galgen. Faktum er, at da Frankie begyndte at ville sige noget, muligvis en udvidelse af sin tilståelse, eller en udtalelse, der kunne implicere andre, blev hun afbrudt af sin far, der råbte "Die with it in you, Frankie", hvorefter hun ikke sagde mere. Så hvad hun kunne eller ville have sagt ved ingen i dag. 

Faderen fik liget udleveret, og ville føre det hjem til Kona, men på grund af temperaturen begyndte liget hurtig at gå i opløsning, og allerede få miles fra Morganton, ved en lokal kro, måtte han gøre ophold, og han valgte at begrave Frankie på stedet. I 1952 satte redaktøren af Morganton News-Herald en sten på det formodede gravsted, der ligger ved hovedvej 126, ca. 12 miles (18 km) vest for Morganton. En nyere tv-udsendelse sætter imidlertid spørgsmålstegn ved denne historie. På dette tidspunkt, var det svært for medicinstuderende at få adgang til lig af kvinder, og der gik rygter om, at nogle ville stjæle liget efter henrettelsen. Udsendelsen mener, at Frankies far gravede en masse grave omkring Morganton, så ingen med sikkerhed ville vide, hvor liget var begravet. Efter henrettelsen kastede han og sønnerne så disse grave til (blandt andet den, som i dag antages at være den rigtige), mens de i hemmelighed førte liget hjem til Kona og begravede det i en umærket grav nær familiens hus.

I dag mener de fleste jurister, at Frankie fik dårlig rådgivning af sin forsvarer (og sin far). Havde hun tilstået drab i selvforsvar, var hun formodentlig sluppet med en kort fængselsstraf, eller endda være blevet helt frikendt. Desværre hjalp det ikke, at hun tilstod efter at dommen vart afsagt,. for da var det for sent. Om det var faderens ide, måske for at beskytte sig selv, sin kone eller søn og ofre datteren, eller det var advokatens vides ikke i dag. Familien Silver nægtede i mange år, at historien om selvforsvar kunne være sand, og mente som nævnt, at Frankies forældre stod bag mordet. I dag har efterkommere af familien Silver dog accepteret muligheden, og det var blandt andet et af familiemedlemmerne, der stillede sin samling af papirer og andre ting, til rådighed for tv-holdet, der lavede den nævnte udsendelse.

Lengenderne forsætter også i dag. På flere hjemmesider, kan man læse at det gik grumme skidt for familien Stewart efter Frankies død. Hendes bror, Blackstone, skulle være blevet hængt for hestetyveri i Kentucky. Faderen skulle være død, da et træ faldt ned på ham, mens han var ved at fælde det lige efter henrettelsen, og kort efter blev moderen bidt af en stor klapperslange og døde også. Broderen Joseph døde under mystiske omstændigheder i 1863, broderen Jackson døde i 1864 efter at være blevet skudt. Kun broderen John overlevede til han blev 92.

I virkeligheden var det ikke helt så tragisk, Faderen, Isaiah, døde ikke lige efter datterens henrettelse, men tre år senere og ikke knust under et væltet træ. Moderen overlevede i hvert fald til 1850, altså 17 år efter henrettelsen og hvordan hun døde vides ikke. Hvordan Blackstone døde vides heller ikke, men han blev gift og fik adskillige børn , og ingen officielle kilder omtaler at han skulle være blevet hængt, eller i det hele taget være rejst til Kentucky. Jackson var en respekteret sherif i Yancey County fra 1854 til 1858, hvor han efterfulgte sin bror Joseph, der havde været sherif mellem 1852 og 1854. Jackson meldte sig til sydstatshæren som 50-årig, men i 1864 blev han hjemsendt på grund af dårligt helbred. Hvordan han døde vides ikke med sikkerhed, men det er muligt, at han faktisk blev skudt af nogle hestetyve, som fortælles i nogle historier. Andre legender vil have det omvendt; at det var ham, der havde stjålet heste fra en familie, som han ville overgive til sydstatshæren (hestene, ikke familien), og at han blev skudt af medlemmer af familien, som ville have deres heste tilbage. Joseph blev sandsynligvis skudt under borgerkrigen, men sikkert er det ikke. Nogle mener, at han blev dræbt af medlemmer af Silver familien.

En vedholdende påstand både i den mundtlige overlevering og på adskillige hjemmesider om sagen er, at Frances Stewart Silver var den første kvinde, der blev henrettet i North Carolina. Dette er imidlertid ikke korrekt. Hun var end ikke den første kvinde, der blev henrettet i Morganton. Allerede i 1738 blev Caroline Sullivan hængt i Edenton, og i 1788 blev Elisabeth Wells og hendes mand, John, begge hængt for mordbrand i Morganton. En kvindelig slave, Betsey, blev i 1813 hængt i Morganton for mordet på sin ejer