Forbryder i seks lande

Dette er historien om Jens Nielsen. Ikke nogen lykkelig historie - tværtimod. Jens Nielsen er berømt eller i hvert fald kendt, som den sidste i Danmark, der blev henrettet for forbrydelser, begået i fredstid. Efter at Jens blev henrettet i 1892, blev dødsstraffen afskaffet i 1930, men blev så genindført i 1945 i forbindelse med retsopgøret efter Besættelsen, hvor 46 af i alt 78 dødsdømte blev henrettet. I 1951 blev dødsstraffen så afskaffet igen. I den militære straffelov eksisterede dødsstraffen dog frem til 1978 for visse forbrydelser.

Men nu skal det altså handle om Jens Nielsen, som blev henrettet på trods af at han aldrig havde slået et andet menneske ihjel eller begået voldtægt, de to forbrydelser, som, ud over ”forbrydelser mod kongeriget”, kunne give dødsstraf – eller livsstraf, som man kaldte det dengang.

Jens Nielsen blev født den 21. november 1862 i Jyderup på Sjælland, og senere fik han en yngre bror og ikke mindst en søster, som han senere korresponderede med, mens han sad i fængsel. Hans mor var invalid, og hans far levede oprindeligt af at lave træsko, men han forfaldt til druk, og begyndte at stjæle for at kunne tilfredsstille sin last. Han blev kendt som fåretyv, og i 1864 da Jens var to år gammel, men i 1864 kom familien på Holmstrup Fattighus. Her forsatte faderen imidlertid sin druk og sine tyverier, og han stjal sågar sin egen kones få ejendele om solgte dem, og når hun tjente lidt penge på det arbejde, man skulle udføre på fattighuset (hvor der kun boede tre familier), stjal han også dem. Af og til tog han på en druktur, der varede i flere dage, og efter en sådan, der varede så længe at moderen troede, at han var død, blev hun så rasende, at hun ikke ville tage ham tilbage, men søgte om skilsmisse, og hun hadede ham resten af livet. Faderen tilsluttede sig senere mormonerne, men det fik ham ikke til at ændre livsførelse.

Allerede da Jens var omkring 3 år begyndte han at stjæle frugt fra haver i nabolaget, så han og moderen kunne få noget at spise. Han blev af og til grebet på fersk gerning, men da han havde en evne til at kunne græde (presse tårer frem) "på kommando" fik har typisk lov til at gå igen. Især efter at hans forældre var blevet skilt, brugte han sine evner, til at skaffe mad til sig og sin mor, men da han var syv år gammel blev såvel Jens som hans handicappede mor anbragt på den større fattiggård Brokøb i Jyderup, hvor tvang og tørre tæsk var de almindelige opdragelsesmidler. Her fik Jens, i en alder af syv år, sin seksuelle debut med en 12-årig pige (ifølge hans egen levnedsbeskrivelse). Mans familien boede her, morede Jens sig ved at genere de øvrige beboere, fx ved at træde blomster og urter ned i de små jordstykker, hvor beboerne fik lov tilt at dyrke lidt som supplement til kosten på fattiggården. Herudover kastede han med aske, når konerne lige havde gjort rent, og kom frøer og skrubtudser i gryderne, når de lavede mad. Disse informationer stammer fra Jens' egne udtalelser til fængselspræst, S. M. Hafstrøm, som han talte meget med, mens han senere sad i Horsens. Moderen fremmede heller ikke ligefrem den gode opdragelse, Blev han generet af andre børn, opfordrede hun ham til at slå dem.

Jens havde svært ved at lægge de tyvagtige vaner fra sig, og blandt andet stjal fortsat han frugt i alle landsbyens haver, men nu hjalp tårer ikke længere. Ti år gammel blev han sendt på opdragelsesanstalten Flakkebjerg syd for Slagelse - både på grund af frugttyverierne, men også fordi han også stjal mindre ting fra de øvrige beboere på fattiggården, og når han alligevel var inde i en have, kunne han jo lige så godt snige sig ind i husene for at se, om han kunne "få fat i noget der". Hans mor protesterede voldsomt, men det hjalp ikke. I stedet besøgte hun ham, når hun kunne skaffe penge. På anstalten blev han karakteriseret som "godt begavet og med en vilje af stål". Han blev sat i skole, og han viste sig at have gode evner, men desværre kunne det ikke give ham penge, så han fortsatte sine tyverier. Allerede to måneder senere måtte han overføres til en anden opdragelsesanstalt, Landrupgård ved Kolding. Det huede ikke hans mor, der klagede til sognerådet, men desværre uden held. På Landrupgård havde hun ikke mulighed for at besøge ham. Rejsen var simpelthen for dyr. Opholdet her var ikke rart. Han blev låst inde på et loftskammer, når han gjorde noget, der ikke huede forstanderen, og han blev tit "straffet på kroppen". Han blev på Landrupgård til han blev konfirmeret, 15 år gammel. I første omgang ville man ikke lade ham konfirmere, da kun ”børn, der opførte sig ordentligt” fik lov til det, og dem hørte Jens ikke til. Men det endte dog med at han i blev konfirmeret i Almind Kirke 1877. Heller ikke på denne opdragelsesanstalt behandlede man børnene pænt. Stifteren af Nordisk Film, Ole Olsen (1863-1943), som selv var på Landrupgård samtidigt med Jens Nielsen og delte stue med ham, skrev i sine erindringer, at han godt forstod Jens Nielsen. Han havde selv en gang fundet ham i brændeskuret, bagbundet og gennempryglet af de, der skulle opdrage ham.

Efter konfirmationen blev Jens sendt ud for at tjene på en gård i nærheden af Fredericia. Her nåede han at tjene i knap 3 måneder; så ragede han uklar med bonden, som fandt at han var doven. Jens, der gennem hele sit liv afskyede at arbejde, havde ikke flyttet fårene til et nyt græsningssted, når alt græs var afgnavet, hvor de var, og derfor sultede dyrene. Jens stak af, men inden forsøgte han at genere bonden. En af køerne var meget aggressiv og var derfor tøjret væk fra de andre køer. Jens sleb et af koens horn skarpt, og løsnede derefter koen, som han håbede ville såre eller måske endda dræbe, de andre køer. Sådan gik det imidlertid ikke. Ad diverse omveje (via Lunderskov, Ribe, Kolding og Svendborg), nåede han til sidst til København, hvor han ankom med 50 øre på lommen. Dette var selvfølgelig ikke nok til at leve af, så igen slog han sig på tyveri, og allerede efter mindre end 14 dage i København blev han anholdt under et indbrudsforsøg. Han blev stillet for Københavns Kriminalret og idømt 25 slag med riset, hvilket han ikke betragtede som noget særligt. Han var vant til være prygl på opdragelsesanstalten. Efter udstået straf blev han igen sendt til Flakkebjerg. Her blev han dog ikke længe for kun 12 dage senere stak han igen af, og igen ad omveje, endte han i Odense. Her stjal han et ur på et skib i Odense kanal og blev anholdt af Odense Politi og Odense Ekstraret idømte ham 40 slag ris, hvorefter han igen blev afleveret på Landrupgård. Her var der tilsyneladende nogenlunde ro omkring Jens i et års tid, bortset fra at han forlystede sig med nogle ”løsagtige pigebørn”, som også boede på opdragelsesanstalten. Af en eller anden grund, som ikke fremgår helt klart, hadede han forstanderne på såvel Flakkebjerg som Landrupgård af hele sit hjerte; et had som varede ved hele hans liv, hvilket klart fremgår af hans erindringer, hvor han skrev flere hundrede sider om, hvor han udtrykker sit had til de to mænd. Selv mens han sad i Horsens statsfængsel, udtrykte han overfor fængselspræsten et ønske om, at få bare "14 dage i frihed, så han kunne myrde de to mænd". I et brev til sin søster skrev han, at han "af særlige grunde, som han ikke ville omtale, ikke ville fortælle, hvad ondt de havde gjort". I november 1878 satte han ild til opdragelsesanstaltens kostald og få dage efter til kornladen. Et par måneder senere gik det ud over gårdens materialehus, og i alle tilfælde var formålet at ilden skulle brede sig til hovedbygningen, men det lykkedes ikke i nogen af tilfældene. I januar 1879 blev han anholdt for brandstiftelse og blev idømt 2 års forbedringshusarbejde, og blev indsat i Vridsløselille Statsfængsel. Her blev han sat til at væve, for "at lære et håndværk", men Jens havde ikke lyst til at lære et håndværk, da det jo var forbundet med arbejde. Han påberåbte sig at være syg, og i stedet blev han sat til at "pille tovværk", og da dette også var kedeligt, klagede han over dette, og blev i stedet sat til at passe en spolerok (en lille rok, hvor man spandt garn). Dette arbejde kunne han lide. Det var let og han fik en tredjedel af arbejdsdagen fri. Den fritid brugte han til at læse, især romaner.

Om det var romanlæsningens skyld, er ikke klart, men Jens kom ud fra Vridsløse, havde han fået trang til at komme til USA, hvor han mente at han kunne blive rig og leve et liv i fest uden at skulle arbejde for det. Dengang var det ikke unormalt, at myndighederne gav ikkevoldelige kriminelle, som blev betragtet som uforbederlige en enkeltbillet til et sted langt væk, se også artiklen om Christian Madsen: "En dansk helt fra Oklahoma"). På den måde mente man, at kunne give synderen en ny chance, som det viste sig at være tilfældet med Christian ”Chris” Madsen, der endte sine dage som en meget respekteret ordenshåndhæver i Oklahoma. Og selv om synderen ikke forbedrede sig, var man  i hvert fald kommet af med ham. Jens bad forstanderen på Landrupgård om penge til en billet, men det ville man ikke betale. I stedet fik han en billet, måske ved sin mors mellemkomst, betalt af sognerådet i Jyderup, og via Hull i England kom han til Quebec i Canada. Allerede på rejsen til Hull stiftede han bekendtskab med en "letfærdig, fynsk pige", som han fulgtes med resten af vejen til Canada. Undervejs brugte han de fleste af de 10 kr, hans mor havde givet ham til rejsen til at købe gaver til pigen, og da de i Liverpool fik udleveret $5 til den fortsatte rejse, brugte han også dem på pigen. Undervejs til Amerika solgte han det meste af sit tøj og andre ejendele til medpassagerer, for at kunne give pigen gaver. Det betød, at da skibet nåede Quebec og han skulle skilles fra pigen, ejede han ingenting.

Han var derfor nødt til at arbejde. Han fik et job med nedlæggelse af en vandledning. Det gav ham 90 cent om dagen, det var hårdt arbejde - og altså arbejde, hvilket han ikke brød sig om. Efter fem dage hævede han sin løn ($4,50). Han skyldte sin husvært, men som han selv sagde, "slog han en streg over den regning", og vandrede så vest på, mens han tiggede sig frem.  Undervejs begyndte han igen at stjæle og ikke mindst bedrage mennesker, som hjalp ham undervejs, fx med et sted at overnatte. På sin tur rundt i det østlige Canada, kom han blandt andet til Sherbrooke og Montreal. Her ernærede han sig også ved kriminalitet, og undervejs fik han samlet nogle tyvekoster, som han havde i en kurv. Den blev dog stjålet fra ham en nat, hvor mens han sov, og så fik han hjemve og ville tilbage til Danmark. Via New York, hvor han også ernærede sig ved tyverier, kom han til Philadelphia. Her fik han hyre på at skib, der skulle til til Holland. Fra Rotterdam rejste han til Antwerpen i Belgien, hvor han igen blev taget for tyveri og sendt tilbage til Holland med forbud mod igen at indrejse i Belgien i resten af sit liv. Fra Rotterdam rejste han til Harwich i England og derfra videre til London. Han var nu 18½ år gammel, og ville gerne tilbage til Danmark, og da han fik nys om et dansk skib i havnen, ville han se om han ikke kunne komme med. Skibet lå imidlertid langt ude i Londons havneområde, og da det blev mørkt inden han nåede derud, lagde han sig til at sove på nogle bomuldsballer. Her fik han en lys idé. Pakhusene måtte indeholde store værdier, og ved at tænde ild til ballerne, kunne han i benytte panikken til at bryde ind og stjæle fra pakhusene. Imidlertid gik det ikke så nemt. Fra bomuldsballerne bredte ilden sig til pakhusene i Royal Victoria Dock, og såvel disse som flere skibe blev antændt og 16.000 m² bygninger udbrændte.  Branden forårsagede skader til en værdi af 1,5 millioner pund, en uhørt sum i 1881. Det svarer til et beløb på over 180 millioner pund eller godt 1,6 milliard danske kroner i 2020 værdi. Desværre blev udbyttet ikke som han havde håbet; han slap kun væk med tre uniformsjakker og to kasketter. Tyvekosterne solgte han et par dage senere til en marskandiser for 6 shilling. Tre dage senere satte han ild til et rebslageri, Universal Works i London, og samme aften blev han anholdt. Ikke for brandstiftelsen, men for et indbrud i en kælderbutik. For indbruddet blev han idømt to måneders fængsel som han afsonede i Chelmsford Prison fra den 19. februar til den 18. april 1881. Allerede dagen efter løsladelsen satte han ild to steder, ved Brewer's Quay og London Bridge Wharf. Dagen efter begik han et nyt indbrud; denne gang i Det Danske Generalkonsulat, hvor konsulen ellers havde været meget hjælpsom og lånt ham penge. Igen blev han anholdt og indsat i varetægt i Newgate Prison indtil han den 2 maj samme år blev idømt 1 års hårdt fængselsarbejde, som han skulle afsone i Holloway Prison, der var et fængsel for kvinder og unge kriminelle. Her sad han til 1. februar 1882, hvor han blev overført til Bedford Prison, hvor han så sad til han blev løsladt den første marts 1882. Brandene var der på dette tidspunkt ingen, der mistænkte ham for.

For at han kunne komme hjem til Danmark blev han skaffet en hyre som skibsdreng på et norsk skib, som, efter et kort ophold i Norge, fortsatte til Helsinki. Desværre var det at være skibsdreng ensbetydende med, at han skulle arbejde, så i Helsingfors rømmede han og tog med tog til Åbo, det nuværende Turku. Herfra fortsatte han med båd til Stockholm og senere til Kalmar. Både i Stockholm og i Kalmar begik han flere tyverier, og i juni 1882 blev han anholdt på banegården i Kalmar. Han blev idømt et års strafarbejde og blev indsat i Länscellefägnelset. Efter 11 måneder i fængsel i Kalmar, blev han overført til fængslet i Malmø. Den 10. juni blev han løsladt og udvist af Sverige for bestandigt. Samme dag ankom han til København. Fra København tog han til Svinninge, hvor hans far boede, men han havde stadig ingen penge, så mindre end 14 dage efter at være kommet til Danmark, blev han anholdt for et indbrud i et hus ved Skarresø uden for Jyderup. Han blev indsat i Holbæk Arrest men flygtede fire dage senere. Under flugten satte han ild til en købmandsbutik i Kajemose i håb om at få fat i den pengekasse, som han havde set ejeren lægge penge i. Få dage senere satte han ild til tre gårde i Valby uden for København (Valby var en selvstændig by ude på landet dengang). Hans plan var at han under panikken ville bryde ind i en fjerde gård, men det mislykkedes, og som hævn satte han også ild til denne gård.  Den 2. juli 1883 satte han ild til Stengården i Hvidovre*, men her udviklede branden sig, så han blev nervøs. Som han skrev i sine erindringer: "Jeg indsaa strax, at der var stor Fare for, at Folkene ville indebrænde, men da Folk i Hvidovre havde set mig luske igennem Landsbyen, frygtede jeg for at blive mistænkt ved at være den Første på Stedet, og dette afholdt mig fra at vække Husets Beboere, der dog omsider kom styrtende ud, og det var ikke et Minut for tidligt, da Taget allerede var skredet."  Han nåede dog ikke at undslippe og efter at være blevet anholdt, fortalte han, at han havde villet stjæle penge nok, til at han igen kunne udvandre til USA. Dagen efter tilstod han flere brandstiftelser, også dem i London, og da det kom på avisernes forsider, blev han verdenskendt. New York Times skrev om ham ”Hans henrettelse vil befri verden for et menneskeuhyre”. Han sad i varetægtsfængsel i Nørrebro Arrest på Blegdamsvej, indtil han den 13. juni 1884 blev idømt 16 års Tugthusarbejde. Mens han sad her, begyndte han at skrive sin ”levnedsbeskrivelse”, som han dog senere ”kasserede” ved at skrive på første side, at det meste af det, der stod i den var usandt. Efter at være blevet dømt, blev han overført til Horsens Straffeanstalt, hvor han skulle afsone.

* En mindeplade findes på I. G. Smiths Allé i Hvidovre, hvor gården ligger; den blev genopført efter branden.

I Horsens simulerede han et selvmordsforsøg, men indrømmede senere, at det aldrig var hans mening at tage livet af sig - han ville bare have opmærksomhed. Den 10. december 1884 overfaldt han en fængselsbetjent, Lauritz Henrichsen, ved at slå ham bagfra med en tung jernskive fra den strikkemaskine, som Jens arbejdede ved. Han havde bundet jernskiven i en snor og prøvede at ramme betjentens baghovede. Det gik dog ikke som Jens håbede, og betjenten var tilbage i tjenesten to uger senere. Under forhøret forklarede Jens, at betjenten "havde tysset på ham, i en snerrende tone, en dag, hvor han støjede". Fængselspræsten mente ikke at Jens var farlig, hvis man stod ansigt til ansigt med ham, da han var så stor en kujon, at han kun turde angribe bagfra. For ovefaldet blev  Jens ved Underretten (Byretten) idømt livsstraf den 10 februar 1885, og denne dom blev stadfæstet både af Overretten (Landsretten) og Højesteret. Kongen, Christian IX benådede ham dog til Tugthusstraf på Livstid. Jens forventede, at det betød at han ville blive løsladt efter omkring 20 år. Men her tog han fejl!

Den 25. august 1885 overfaldt han betjent M. Petersen, da denne om morgenen kom for at give ham hans brødration. Da han vendte sig for at tage brødrationen fra vognen ude på gangen, slog Jens ham i hovedet med en mursten, som han havde bundet i en strop, flettet af garn, som han havde stjålet fra arbejdet med strikkemaskinen. Heller ikke det overfald var dog perfekt, da betjenten kun fik en mindre skramme, som slet ikke afholdt ham fra at arbejde. Jens' formål med overfaldet, var at slå betjenten ihjel, selv om han ikke havde noget mod ham, men Jens mente tilsyneladende at hans mulighed for at "blive noget særligt", var at blive henrettet. Igen blev han døddømt, igen stadfæstede både landsretten og Højesteret domme. Senere på året blev fængselspræsten sygemeldt, og han job blev overtaget midlertidig at en lokal metodistpræst, og han må have været effektiv, for han fik Jens til at - dels blive religiøs, dels at omvende sig til metodismen. Den 12. marts 1886, blev Jens igen benådet af kongen, men skulle dog fortsat sidde i tugthuset på livstid, og derudover skulle han have 27 slag med katten (pisk). Nu var den oprindelige fængselspræst kommet tilbage, og Jens fortalte ham, at de 27 slag regnede han ikke for noget, ja selv to gange 27 ville ikke være for noget at regne mod det, han havde oplevet på opdragelsesanstalterne.

Et par år senere opgav Jens dog religionen igen, og begyndfte igen at opføre sig provokerende. Han havde som han sagde "tillagt sig en svækkende syndevane (onani), som han frygtede ville føre til at han blev sindsyg". Jo, det troede nogle faktisk dengang. Såvel fængselspræsten, som metodistpræsten og den lokale præst blev kaldt til undsætning, men de kunne ikke tale ham ud af vanen. I 1886 begyndte han på en ny levnedsbeskrivelse, men han nåede kun til rejsen tilbage fra Canada. På tidspunkt fyldte erindringerne omkring 2000 sider, og på en af disse, hvor han skrev om sin religiøse omvendelse, skrev han hen over siden ""helligt nonsens". Af og til fik han brev fra sin mor, og han korresponderede også med søsteren. I et af brevene skrev hans mor blandt andet: "Du skriver aldrig hvad du bestiller. Du må sagtens slæbe, saa Øjnene trille ud af Hovedet; men nu har du vel faaet din Dom at sidde der paa Livstid, men saa længe lever du vist aldrig." Jens skrev lange breve til sin mor, hvor han prøvede at overbevise hende om, at hun skulle omvende sig, og det fortsatte han med, efter at han selv havde "forladt" religionen igen. Til søsteren skrev han også ,efter selv at have mistet troen, at "hun skulle holde fast ved Gud og Frelseren". Han tilføjede at grunden til at han opfordrede hende, var at han selv var kommet så langt væk fra åndelighed, at "jeg ikke kan faa blot en lillet Draabe Vand fra Livets Kilde, at læske min fortabte Sjæl med."

I april 1892 lavede Jens en "dolk" af en tilspidset jernhank, som han ville stikke i ryggen på en betjent, for at slå ham ihjel. Dolken blev imidlertid fundet inden han nåede at gøre brug af den. Den 2. maj bad han om at måtte tale med lægen, og da denne kom ledsaget af sygehusbetjenten, Brandstrup, slog Jens sidstnævnte i hovedet med et bordben, som han havde brækket af cellens bord. Heldigvis for Brandstrup, var Jens ingen god morder, så i stedet for at ramme Brandstrup med de lange søm, der sad i bordbenent, ramte han ham med den flade side. Lægen, der greb ind, fik et sår i armen, men inden Jens kunne gøre mere, blev han grebet af et par tililende betjente. Hvorfor han overfaldt betjenten, som ikke havde gjort ham noget, forklarede Jens aldrig, men han forklarede i et brev: "Der er i mit Sind et Bundfald af Bitterhed og Harme, som har forvandlet sig til det dybe Had og den rasende Hævntørst, jeg nu føler for de Myndigheder, der have holdt mig saa længe i Enkeltcelle. "Jeg maatte og vilde have Hævn; det ligger nu en Gang i min Natur, da jeg ikke kunne ramme de øverste Autoriteter for den Korporation i Samfundet, som mit Had særlig og fornemmelig var rettet imod, nemlig den juridiske, lod jeg min Hævn gaa ud over en af de Personer, som her i Fængslet repræsenterer samme Myndighed overfor mig. Naar man ikke kan ramme Tyrannen selv, saa kan man i det mindste ved at slaa Skallen i stykker paa en af hans Haandlangere, vise dem sit had, og hvad man havde tiltænkt ham selv, og det var dette jeg vilde og gjorde."

Endnu en gang blev Jens dødsdømt, endnu en gang blev dødsdommen stadfæstet af to instanser og denne gang underskrev kongen dødsdommen. Mens han ventede på, at dommen skulle blive eksekveret, modtog han adskillige breve fra kvinder, som mente at han var lige noget for dem, mens præsten og fængselsledelsen blev bombarderet med breve fra samme og andre kvinder, der mente at Jens kun havde begået ringe synder, som han ikke burde henrettes for. Enkelte truede sågar med at slå præst og fængselsledelse ihjel. Den 7. november fik Jens at vide, at han ikke ville blive benådet, og at han på et ikke nærmere angivet tidspunkt inden for otte dage, ville blive henrettet ved halshugning. De få midler, han havde sparet sammen ved sit arbejde i fængslet ville gå til hans begravelse. Det var ikke, hvad Jens havde ønsket, da han ville have at pengene skulle gå til bøger til hans søsters børn. Den 23. september 1885, havde Jens skrevet i et brev til sin mor: "... jeg haaber snart at se en Ende paa min elendige Tilværelse, en Tilværelse som jeg mer hver dag finder mere og mere utaalelig, og som jeg kun ønsker at se en ende paa.." Men der skulle altså gå 7 år, før han fik sit ønske opfyldt.

Allerede næste morgen kl. 7.15 blev Jens Nielsen ført ud fra sin celle til fængslets "Vestre Gård". Udenfor fængslet, havde mellem tre og 400 mennesker samlet sig, men de fik ikke adgang. Nogle få journalister, Horsens' borgmester, politimesteren og præsten var til stede, og 200 fanger blev beordret til at overværet henrettelsen fra deres cellevinduer. Politimesteren oplæste dødsdommen. Da Jens ikke ville tale med præsten og ikke ville sige noget, udtalte borgmesteren et "Jamen saa maa Gud være med dig", hvortil Jens svarede "Tak Borgmester". Herefter gik han "i sikker gang" op på skafottet. Her knælede han selv ned og lagde hovedet på blokken. Helt frem til øksehugget faldt, "lagde han den største Fatning for Dagen". Bødlen, Kongeriget Danmarks Skarpretter, Theodor Sveistrup løftede øksen, og kl 7.30 skilte han med et enkelt slag hovedet fra kroppen. Det var noget bedre end ved hans foregående henrettelse, hvor Sveistrup måtte hugge tre gange. Journalisten Henrik Cavling skrev om henrettelsen: "Den lyd der, der hørtes, lød som når man slår en våd svamp mod en væg - så hørte man en svagt klingende metallyd. Den var den halvtredje kvarter lange halvrunde æg, der besindigt blev trukket gennem skåret. Hovedet faldt i blikkoppen og trillede derfra videre ned i gruset." Hermed var den sidste henrettelse for forbrydelser begået i fredstid overstået, selv om Jens faktisk ikke havde begået en forbrydelse, der kunne give dødsstraf i henhold til den gældende Straffelov fra 1866. Efter henrettelsen blev liget lagt i en kiste med hovedet mellem benene og kørt til fængslets ligkapel, hvor det lå til om aftenen, hvor det blev ført til kirkegården, og begravet. Jens Nielsen ville være fyldt 30 år senere samme måned.

 Senere forskere mener ikke, at Jens var psykopat i klinisk forstand, men han rummede en række grænseoverskridende træk og han nærede et inderligt had til samfundet og alle autoriteter, formodentlig næret af den måde, han havde set sin mor opføre sig på over for forstanderne på fattighusene, som hun ofte satte sig op imod, og så den behandling han selv fik af samme forstandere. På trods af at moderen ofte hjalp ham, da han var dreng, brød han sig egentlig ikke særligt meget om hende, og bortset fra søsteren, foragtede han resten af sin familie. Hans mål med sine forbrydelser, ud over at få det lette liv, han mente at han havde fortjent, især de tre mordforsøg mens han sad i fængsel, var måske, da han ikke kunne få kærlighed, så at få opmærksomhed.