Kaktusser i massevis

Der er ikke meget at sige om vores ophold i Las Vegas, som jeg ikke allerede har skrevet. Ikke mindst fordi vi brugte det meste af vores anbden dag i byen med at køre tilbage til Barstow og retur til Las Vegas,m for at hente min astmamedicin,m som jeg havde glemt på hotellet der.

Da vi var klar til at køre – omkring kl. 10.30, fik vi udleveret vores bil, og så var det ellers bare ud på motorvejen. Der skete absolut ingen nævneværdige ting på turen, bortset fra, at vi kort efter grænsen mellem Nevada og Californien skulle stoppe ved en kontrolstation, hvor det skulle undersøges om vi indførte levende eller døde dyr, grøntsager eller frugt. Det er åbenbart forbudt i Californien, men da alt hvad vi havde i bilen var noget vand, fik vi lov til at køre. Lidt senere igen så vi, at en lastbil var væltet i den modsatte vejbane. Lastbilen lå 10 – 15 meter fra vejen, og de var ved at tømme den for varer, som blev læsset over i en anden lastbil.

Da vi kom tilbage til hoteller hen på eftermiddagten, gik vi op på værelset og hentede vores kameraer, og så tog vi op i Stratosphere Tower. Et besøg her koster $15, men når man bor på hotellet, kan besøge det gratis en gang hver dag, idet værelsesnøglen funger som billet. Tårnet er 350 meter højt alt inklusive, og udsigtsplatformen ligger i ca. 280 meters højde, så der er en fremragende udsigt. Under udsigtsplatformen ligger en roterende restaurant og over udsigtsplatformen ligger en platform med diverse forlystelser, blandt andre verdens højeste forlystelse, Big Shot, der skyder deltagerne fra 281 meter op i et tårn til 329 meters højde med en acceleration på 4 G, hvorefter der er ”frit fald” tilbage til de 281 meter. En anden attraktion er X-Scream, der er en ret vild rutsjebane i 264 meters højde og Insanity, der er en karrusel. Her sidder man i sæder, der hænger i kæder. Først løftes man ud over tårnets kant, og så kører den ellers rundt med 65 km i timen. Tidligere var der også High Roller, en rutsjebane, som kørte rundt om tårnet i 277 meters højde. Denne attraktion er dog revet ned, og nu er der kommet en ny ting, Sky Jump Las Vegas. Fra en afsats uden for udsigtsplatformen, kan man” bungee jumpe” ned fra tårnet. Det frie fald er ca. 250 meter, og lige før man når ned, vil en mekanisme i det kabel man hænger i, sørge for at farten bliver taget af. Denne fornøjelse som varer få sekunder, og hvor man når hastigheder på omkring 80 km i timen, koster $ 100, men selv om jeg tilbød at betale, havde Tim ikke lyst til at prøve. Der var dog lang kø, så nogle "galninge" er der altså :-)-

Da vi ikke kunne bruge mere tid på at se på udsigt og folk, der sprang ud, gik vi igen ud i byen. Vi tog monorailen til stationen Ballys/Paris Las Vegas. Herfra gik vi op til The Strip og krydsede denne via en gangbro, der førte til Bellagio Hotel & Casino. Her gik vi så lidt omkring på the Strip ofg i omliggende gader til spisetid. Efter mande valgte vi denne gang at tage monorailen tilbage til Saraha Station, den, som lå nærmest hotellet. Herfra gik vi tilbage til hotellet, hvor jeg gik hen for at kigge på Black Jack bordene, og ikke mindst de nydelig og letpåklædte dealersa ved disse.

Næste dag skulle være en ”se-dag”. Det vil sige at vi havde planlagt en del, som vi ville se. Det kom vi også til, endda mere end vi havde planlagt, men samtidigt blev det én af de dage, hvor vi faktisk kom til at køre længst.

Fra Las Vegas kørte vi mod syd til Hoover Dam. Her valgte vi at nøjes med at se på dæmningen fra en af udsigtspladserne over denne, så vi ikke skulle bruge tid på at lede efter en permanent parkeringsplads. På vej ud til dæmningen passerede vi et kort stykke vej med vejarbejde. Man var ved at anlægge en ny vej til området, og havde allerede bygget en bro højt over floden, så bilister i fremtiden ikke behøver at køre over selve dæmningen, som man skal i dag. Fra dæmningen fortsatte vi mod syd til Kingman, Arizona. Her spiste vi et let måltid på en lokal restaurant, og vi fik genforsynet med vand i køleboksen, og så drog vi ellers ud af den verdensberømte U.S. Route 66 – eller rettere noget af det, som er tilbage af den, for selve vejen har ikke eksisteret siden midten af 80’erne. Den har dog fået et revival som kultvej, og er nu markeret med Historic Route 66 skilte, de steder, hvor den gamle vej stadig eksisterer. Et af de steder, hvor vejen er bedst bevaret er netop mellem Kingman og Seligman i Arizona, hvor vejen nu har status af State Route, men har bevaret sit gamle nummer, altså 66. Da Dorte og jeg kørte den samme strækning i 2006 kunne vi her se regnskyer i det fjerne, men vi fik dog ikke selv nogen regn. Præcis det samme gentog sig nu. Regnskyer i det fjerne, men ingen regn, der hvor vi kørte. Vi gjorde holdt et par gange for at tage billeder, blandt andet ved Grand Canyon Caverns hvor der stod et Historic Route 66 skilt, som vi kunne forevige hinanden ved.

Fra Kingman går vejen i en bue mod nord og derefter mod syd igen. På den nordlige del kører man ind i Hualapai indianerreservatet, hvor vejen går gennem reservatets hovedby, Peach Springs, inden den igen går mod syd. Stammen er forholdsvis lille med kun omkring 1.300 medlemmer, men ”besøget” her blev indledning til en række besøg eller i det mindste gennemkørsler af indianerreservater, som der er mange af i Arizona og de omliggende stater.

Da vi kom til Seligman fire år tidligere, kørte vi direkte ud på motorvejen og videre til Williams, men denne gang kom vi til at køre forkert, så vi endte inde i selve byen, som er en af de byer langs Route 66, som bedst har bevaret stilen fra 50’erne. Så fejlkørslen viste sig at blive en fordel. Vi måtte også fotografere nogle genopstandne Burma Shave reklameskilte. I 50’erne var disse rimede reklameskilte berømte og stod på mange mindre veje, men ikke mindst på Route 66. Burma Shave fremstillede som navnet antyder barbercreme. Til sidst måtte vi dog ud på I-40, som vi skulle følge nogle kilometer mod øst. Her gentog historien fra 2006 sig. Da Dorte og jeg kørte her, kom den regn, som vi havde set i det fjerne. En gang måtte vi bruge viskerne og så var det overstået. Denne gang regnede det dog knap så meget, og selv om vi fik regndråber på ruden, var det slet ikke nødvendigt at viske. Det er i øvrigt pudsigt, at jeg nu har været seks gange i USA, og ved fem af lejlighederne, har jeg kørt på I-40. Og vi kom til at køre på den yderligere et par gange senere på turen.

Da vi nåede U.S. 89 tog vi denne mod syd. Route 89 går gennem Prescott National Forest og er hele vejen til Phoenix rubriceret som ”scenic route”, altså en naturskøn vej, og det er den bestemt også. Vi fulgte vejen, som sine steder er forholdsvis smal ned til byen Prescott. Herfra kørte vi ad Arizona Route 69, som er en endnu mindre vej, mod øst til motorvejen Interstate Highway 17, som vi skulle følge til Phoenix. Vi kunne være blevet på 89, men det ville have krævet at vi skulle køre gennem byens centrum. Det gør I-17 også, men det er immervæk nemmere at komme gennem en by på en motorvej, selv om der er meget trafik, end på ”almindelige” gader.

Vores oprindelige plan gik på at overnatte i byen Black Canyon City, men da vi kom dertil, var det stadig forholdsvis tidligt på eftermiddagen, så vi besluttede at fortsætte mod syd. I Phoenix stopper I-17 og vi skiftede til I-10, som fortsatte syd på mod Tucson. Da vi nærmede os byen, begyndte vi at kigge efter et hotel. Vi havde kørt langt og var ved at være trætte. Vi ville dog gerne benytte lejligheden til at se den vestlige del af Saguaro National Park, kendt for sine meget store kaktus. Allerede på vej ned ad motorvejen havde vi set en del kaktus langs vejen, men de var ikke store nok til os! På vores kort så det ud til, at vi skulle køre fra motorvejen ved byen Red Rock, så det gjorde vi. Det førte os ud i et meget spændende område med kvægfarme og andet landbrug, og vi kom meget tæt på Tohono O’Odham reservatet, hjemsted for en indianerstamme af samme navn, men nationalpark fandt vi ikke. Vi kørte derfor tilbage til motorvejen og videre mod syd, og ved byen Cortaro så vi endelig et skilt til nationalparken, så her forlod vi igen motorvejen. Det viste sig at parken lå omkring 25 km fra motorvejen, og en hel del af vejen var der tale om en meget smal vej. Da vi nåede parkens Visitor Center, viste det sig at dette lukkede kl. 17.00 og klokken var på det tidspunkt godt 18, så vi nøjedes med at køre rundt uden vejledning og selv se på kaktus, som der var mange forskellige slags af, ikke mindst de store saguaro kaktus, som har givet parken navn, og som de fleste nok kender fra Anders And blade og/eller westernfilm. Vi fik taget en hel del billeder af kakti, hvilket også vil fremgå af Billeder fra Arizona, når jeg engang får lagt dem på, hvor de forekommer i alle afskygninger.

Da vi ikke mente at vi kunne fotografere flere kaktusser, og vi samtidigt var blevet endnu mere trætte og også en del sultne, kørte vi tilbage ad samme vej til motorvejen igen, og vi besluttede at fortsætte mod Tucson. Her kørte vi gennem byen, så vi kom om på den side, hvorfra vi skulle videre næste dag. Her fandt hotel, som viste sig at være ganske udmærket. Mad orkede vi heller ikke at gøre meget ved, men lige på den anden side ad gaden lå en Denny’s. Den hjemsøgte vi (igen) og selv om det var en gentagelse af Santa Maria fandt vi noget andet at spise, og det var ”nydeligt”.  Efter maden gik vi tilbage til hotellet, hvor vi brugte lidt tid på at ”gå på nettet”. Mens Tim var på nettet, læste jeg i min bog om det sydvestlige USA, at der ikke var nogen grund til at besøge både den vestlige og den østlige del af Saguaro nationalparken, da de var ret ens. Det havde ellers været vores plan at køre til den østlige del af parken næste dag, men vi blev enige om, at det ville vi så springe over.