Kanal, færge og hjem

Det var blevet sidste dag på turen, og vi skulle vende næsen mod København, men på vej mod lufthavnen, var der lige et par ting, vi ville se. Vi forlod derfor hotellet allerede kl. 10.30, selv om vi først skulle være i lufthavnen 15.30. Vi tog M-Street gennem Georgetown og ned til Potomac, hvor vi fortsatte nord på langs med floden på Marylandsiden. Vi så dog ikke meget til floden, da vejen gik et godt stykke fra denne. Da vi nåede op på højde med Great Falls of the Potomac, kørte vi ned mod vandfaldene. Fra parkeringspladsen skulle man gå omkring 1½ mile for at komme derned, men måtte vi opgive, da Else havde dårligt knæ, og det ville være for langt for hende. I stedet benyttede vi chancen for at se på Chesapeake and Ohio kanalen.

 

Arbejdet med kanalen blev påbegyndt i 1828. Præsident Adams tog det første spadestik til en kanal, der skulle gå fra Georgetown ved Washington til Pittsburg i Pennsylvania og gøre det nemmere at transportere varer på pramme fra Ohio-dalen til Washington DC. Man havde estimeret, at den 750 km lange kanal ville tage 10 år at bygge og koste 3 millioner dollars, men som med mange senere offentlige byggeprojekter, Danmark ikke undtaget, gik det helt galt. Da man stoppede byggeriet på kanalen, havde det taget 22 år, kostet 13 millioner dollars og den nåede aldrig til Pittsburg, men sluttede i stedet i Cumberland i Maryland. Det var kun ca. 300 km i stedet for de planlagte 750. Årsagerne til forsinkelsen var mange forskellige: tekniske problemer med ikke mindst tunneller, der var sværere at grave end beregnet, Arbejdere, der kom op at slås indbyrdes, sygdomsepidemier blandt arbejderne, strejker, problemer med finansiering samt ikke mindst konkurrence fra Baltimore and Ohio Railroad, som blev grundlagt præcis samme dag som kanalen. Da kanalen langt om længe var færdig, hvis man kan kalde den færdig, var den allerede forældet, fordi jernbanen var nået til Cumberland otte år tidligere! Ikke desto mindre forblev kanalen i drift i 74 år indtil 1924. Pramme trukket af muldyr fragtede tonsvis af last ned ad kanalen. Alt, hvad der kunne lastes i en båd, kul, hø, cement, gødning og så videre. I 1924 lukkede kanalen, efter at flere gentagne oversvømmelser havde ødelagt store dele af den.

 

I dag har man restaureret kanalen fra Georgetown til Cumberland, og man kan sejle i muldyrtrukne pramme i hvert fald en del af vejen. Undervejs var der anlagt kroer langs kanalen, typisk ved sluserne, og en sådan kro, var der også ved Great Falls. Den er i dag indrettet som visitorcenter og museum. Da vi kom til visitorcenteret, kom der netop en pram gennem slusen, så det nåede vi at se og fotografere. Samtidigt var der et stort postyr med helikoptere og redningskøretøjer med gummibåde, park rangers med mere, men desværre kunne vi ikke se præcis, hvad der foregik, da det var helt nede ved floden. Vi regnede med, at nogen måske var faldet i floden, men det fik vi altså aldrig bekræftet.

 

Fra parken kørte vi videre nordpå gennem Maryland mod White's Ferry. Turen fra Great Falls til White's Ferry var ellers lige ved at blive spændende. På et tidspunkt var vi i en skov, på en lille vej, som i hvert fald ikke fandtes på vores kort, men det lykkedes da at nå frem til afgangsstedet. Ved White's Ferry sejler der stadig en færge over Potomac;  i gamle dage var der mange færger, men alle andre er  nu erstattet af broer. Færgen er kabeltrukket, og medfører biler, cykler og fodgængere. Interessant er det, at selv om vi befandt os i Maryland, var færgefarten anlagt eller rettere forbedret af en tidligere sydstatsofficer, Elijah White, der oprindeligt kom fra Virginiasiden af floden. Han havde købt færgefarten efter borgerkrigen. Færgen opkaldte han efter sin tidligere chef, og også den nuværende færge hedder General Jubal A. Early. Formedelst 3 dollar (kun kontant, ingen kreditkort) blev vi og bilen fragtet over på den anden side.

 

Fra White's Ferry kørte vi til Leesburg i Virginia, hvor vi spiste frokost inden vi kørte videre ad betalingsvejen til Dulles International Airport. Her afleverede vi bilen efter 3 uger og 6.519 km (4.048 miles). Vi tog bussen over til lufthavnen, hvor check-in gik betydeligt hurtigere end vi havde regnet med, så der var et par timers ventetid. Dem tilbragte vi med en kop kaffe, der var ikke så meget andet at få. Vi besøgte også den taxfree, men det eneste vi købte var et stykke chokolade til turen hjem. Alt andet var simpelthen alt for dyrt. Fx kostede en ganske almindelig Martell Cognac $63, ca. 400 kr. med den tids kurs, hvilket var langt dyrere end vi kunne købe den til i en dansk butik, så det var ingen fidus.

 

Vi tog afsked i lufthavnen, fordi Else og Carl Jørn skulle flyve med SAS direkte til København, mens vi skulle med Northwest til Amsterdam og så med KLM resten af vejen. Turen over Atlanten gik helt begivenhedsløst og vi landede næsten en time for tidligt. Det betød lidt mere ventetid i Amsterdam, men da klokken her var 6 om morgenen var der ikke så meget at se på, så vi fik en kop kaffe/te i et cafeteria, og så fandt vi et par hvilestole, hvor Dorte blundede mens jeg læste.

 

Turen til København var lige så begivenhedsløs – det er flyveture jo som regel. I lufthavnen måtte vi vente ret længe på vores kufferter, men de var da med, så også det gik godt.