Jens med Kniven

Den første af historierne på denne side, der er fra Danmark. Men en gang skulle jo være den første. Og hvorfor ikke starte med Danmarks svar på Robin Hood, eller var han nu det?

"Han tog fra de rige og gav til de små" og "Jens med kniven kan gi' håb til en fattig mand". Legenderne er stort enige om, at Jens tog fra de rige og gav til de små, som antydet i sangen, men helt så enkel var sandheden næppe. Desværre er det ikke mange fakta, vi har om Jens Langkniv, men nogle få er der dog.

Jens Langkniv blev sandsynligvis født i anden halvdel af 1500-taller eller begyndelse af 1600-tallet, præcis hvornår ved ingen. Man ved, at han var aktiv under 30-årskrigen, som fandt sted fra 1618 til 1648. I 1627 og 28 blev Jylland hærget af tyske tropper under Feltmarskal Albrecht von Wallenstein, Hertug af Friedland og Mecklenburg. De tyske tropper besatte hele Jylland, og det var i modstandskampen mod denne besættelse, at man mener at vide at Jens Langkniv deltog. Men herudover er der kun meget sporadiske sikre informationer.

Man ved dog, at hans far hed Ole, og at han formodentlig var en fattig hedebonde fra Alheden syd for Daugbjerg ved Viborg. Faderen døde (efter legenden som soldat i Kalmarkrigen, 1611-1613). Om denne historie er sand, ved man ikke, men han forsvandt tilsyneladende da Jens var en lille dreng, for alle legender "ved", at han voksede op hos sin enlige, fattige mor. Hvis historien er sand, taler det for at Jens var født engang mellem 1605 og 1610. Men lad os se, hvad legenderne fortæller:

Efterhånden som Jens voksede op, blev han en stor og kraftig dreng, og også som voksen var han en del større end gennemsnitsmanden på den tid. Fra sin ret tidlige ungdom begyndte Jens at dyrke "krybskytteri", for at skaffe mad til sig og moderen. Det var en meget alvorlig forseelse, for "almindelige" mennesker at gå på jagt i de kongelige skove. Det var også i ungdommen at Jens begyndte at gå med kniv, men det var der ikke noget særligt i. De fleste unge mænd på landet gik med kniv, som blev betragtet som et arbejdsredskab mere end et våben, og Jens' kniv var tilsyneladende hverken længere eller bredere end andre knive. Jens har formodentligt brugt kniven til at flå de dyr, som han dræbte på sine natlige togter. Han brugte den imidlertid også som jagtvåben, da en kastet kniv var langt mere lydløs end en skydevåben, og han blev fremragende til at ramme det, han sigtede på.

Efter nogen tid blev han fanget og ført til Rosborg Gods vest for Viborg. Her tager legenden fejl. Der har sandsynligvis aldrig eksisteret et Rosborg Gods. Der er nok sket en sammenblanding med Rosborggård, men dette gods blev først etableret langt senere, efter 1700. I 1670 kender man dog en gård ved navn Rosborg i området syd for Mønsted, men det var en almindelig bondegård, ikke et gods, og der boede ingen herremand. Og fortsat var det 50 år efter Jens Langkniv. Legenden fortsætter dog med at Jens blev dømt til halsjern og måtte sidde til spot og spe og ikke mindst forulempelse fra de forbipasserende. Allerede første nat slap Jens imidlertid fri. Han blev efterlyst, men blev endnu ikke dømt fredløs.

På dette tidspunkt havde Jens en kæreste, ved navn Laura Mikkelsdatter. Hun var datter af skolelæreren Mikkel Visitisen i Sønder Resen, syd for Skive. Laura var fårehyrde om dagen, og serverede på kroen i Sejbæk om aftenen, og Jens besøgte hende begge steder til hendes fars store fortrydelse. Laura var imidlertid ikke den eneste kvinde, som Jens havde samkvem med. Dengang var der mange, der gravede og brændte kalk og på et tidspunkt skulle en ny kalkovn indvies i Daugbjeg. Det gjorde man traditionel med en fest, og således også her. Ovnen tilhørte præstegården, så præsten skulle holde gildet. Desværre var det lørdag, så præsten kunne ikke selv deltage, da han sad hjemme og skrev på en prædiken til næste dags gudstjeneste. I stedet serverede hans rødhårede kone, Claudine, for gæsterne til festen - og det var ikke postevand, der blev drukket. Til sådanne fester blev der også danset, og Jens bød Claudine op til dans, og hun syntes at de var en god ide. Claudine skulle ifølge historien have været ganske attraktiv, med sit røde hår og som det siges, sine "vuggende hofter". Jens og Claudine dansede sammen hele natten, men gik af og til uden for, at "gøre noget andet", så det hele ikke skulle gå op i dans.

Den nuværende indgang til Daugbjerg Kalkgruber.

Lauras far blev mere og mere opsat på at bryde forholdet mellem Jens og Laura, så han planlagde at få Jens' mor dømt for hekseri. Han lavede en falsk anmeldelse, som han sendte til herremanden, Niels Munk, som hadede hekse og troldtøj. Denne beordrede delefogeden (den lokale politimyndighed, nærmest som senere tiders sognefoged) til at anholde moderen, og føre hende for retten for at hun kunne blive dømt som heks, og henrettet. Da Jens kort tid efter kom til Sejbæk Kro mellem Holstebro og Viborg for at besøge Laura, så han sin mor ligge bagbundet på ladet af en vogn, der holdt uden for kroen. Hun skulle bringes til Viborg, hvor hun skulle dømmes som heks. Jens befriede moderen og gik ind på kroen, hvor han fandt Mikkel Vistisen, som sad sammen med delefogeden og en bøddel. Jens trak sin kniv og stak den i brystet på delefogeden, som blev dræbt. Jens var nu en fredløs morder, og måtte flygte ud i Sherwoodskoven (nåh nej, det var Robin Hood, men historierne ligner sådan set hinanden så vidt). Jens flygtede ud på heden, hvor også andre fredløse holdt til. De næste 22 år boede han udendørs på heden om sommeren og i minegangene i Daugbjerg Kalkgruber om vinteren. Fra hulerne lavede han en hemmelig gang til præstegården, så Claudine kunne besøge ham, uden at nogen, ikke mindst præsten vidste noget om det. I minen i Daugbjerg er den største hule stadig kendt som "Jens Langknives Hule".

Om sommeren var hans et af hans tilholdssteder en langdysse i den nuværende Ulvedal Plantage nær Karup, der også er kendt som Jens Langknivs Hule. Det var i denne periode, at han begyndte at bruge sin kniv som et kastevåben mod mennesker. For hurtigt at kunne få kniven igen, fandt han på at binde en snor flettet af hestehalehår i kniven. Så kunne kan hale den tilbage, når han havde kastet den. Det var dette, der gav ham tilnavnet "Langkniv", ikke kniven selv. Jens, der kendte både heden og hulerne ved Dagbjerg som sin egen bukselomme, havde altid held med at føre sine forfølgere på vildspor, selv når de fulgte efter ham ned i minen (som fortsat har flere udgange).

Hvor ovenstående lyder rimeligt sandsynligt, bliver historierne nu mere om mere usandsynlige. Dermed ikke sagt, at  de ikke kan være sande. En historie fortæller at Jens, der som fredløs altid var på flugt, engang var flygtet ud i mose. Her fandt han en lille ø, der ikke var sumpet, og her fandt han et sikkert tilholdssted, da ingen andre turde vove sig ud i sumpen. En dag, mens han var på øen, hørte han skud, og han besluttede sig for at se, hvem der var på jagt. Kort efter så han en rytter i meget smuk påklædning. Jens ville vide, hvem, der tillod sig at gå på jagt i "hans område". Rytteren meddelte at han var Kristian (d. 4.), Danmarks konge, og at det var HANS område. Kongen ville også vide, hvem han stod overfor, og da Jens svarede ærligt, mente kongen, at så kunne han slå Jens ihjel med god samvittighed, da han jo var fredløs. Hertil svarede Jens, at det var rigtigt, men at kongen aldrig ville kunne finde ud af sumpen på egen hånd. Kongen gjorde flere forsøg, men uden held og til sidst måtte han bede Jens om hjælp. Det lovede Jens, men på den betingelser, at kongen ville benåde hans gamle mor, der endnu engang var anklaget for hekseri, og sådan gik det. Jens viste kongen vej ud af sumpen, og kongen benådede Jens' mor.

Jens fortsatte med sine lovløse gerninger, men under kampene mod Wallenstein blev han taget til nåde, da han hjalp de danske soldater og den styrke af bønder, der kæmpede mod tyskerne. Meningen var egentlig, at Jens skulle have været benådet for sin hjælp, men sådan gik det ikke. Selv legenden ved ikke, om Jens selv faldt tilbage til sine gamle vaner, eller om det var myndighederne, der svigtede deres løfte om benådning. I Lars Lilholt sangen, er det sidste tilfældet:

"Da krigen var slut havde borgmesteren fortrudt:
”Alting skal være som det plejer,
bonde blir bonde og krybskytter skudt!”
men Jens er ikke en af dem der nejer
den kræmmer der snød han fik en meget hurtig død
en heksebrænder fik en kniv så heksen hun slap fri
fra minerne i Daugbjerg for han frem mod hver en rig
Jens med kniven kan gi’ håb til en fattig mand"

Men i virkeligheden kender man altså ikke sandheden om dette forhold. Imidlertid "ved" man, at Jens igen slog sig på lovløse gerninger. De penge og andre værdier, som Jens stjal som lovløs, delte han ud til de fattige - siger sagnet, og det er nok denne historie, der har gjort ham så populær på egnen, og så det, at legenderne blev "samlet" i en roman, Jens Langkniv, af Jeppe Aakjær i 1916. Aakjær tilføjede for egen regning flere gode historier om Jens. Personligt holder jeg meget af Aakjærs beskrivelse af præstekonen, Claudine: "Hun var som en Loppe paa en Glød, lille og bollet*, men 'saamøj faale glovn' efter Karlfolk; hun havde jo rødt Haar, og de skal jo være de værste; over hendes Ansigts Rundinger som hendes Kinds Smilehuller, laa der en egen lysende Bleghed, som Elvertaage over en aftenlig Eng, og hendes Øjne indskrænked sig som oftest til to langelige Aabninger, der blev helt henne*, naar hun lo." Og Aakjær fortsætter: "Den skikkelige Præst kunne aldeles ikke styre det lille Kvindemenneske, der sjældent var hjemme nogen Nat til ende og helst aanded i en Luft af Rus og Kaadhed". I følge Aakjær var Jens Langkniv 74 tommer (188 cm) høj, men det må Aakjær selv have fundet på, da ingen jo kender Jens' udseende.

* "Bollet" betyder i denne sammenhæng "blød". "Saamøj faale glovn' efter Karlfolk" kan nærmest oversættes til at "hun brændte farligt meget efter mænd", og "bliver helt "henne", skal læses som "forsvandt helt".

Hedeområde syd for Viborg. På Jens Langknivs tid, var området ikke tilplantet, men naturhede.

Jens var gode venner med mange af de lokale, der så ham som en helt. Blandt disse var præsten i Vridsted, Niels Christensen Paaske, som Jens ofte gæstede. Kaptajn Niels Munk til Rosborg (dette er usandsynligt, med mindre Rosborg var en gård under Munks gods Serridslevgård - se nedenfor), var kendt som en retskaffen, men meget nidkær mand. En dag var han på jagt med nogle soldater og en helt ny sporhund, han havde anskaffet. Han besluttede at nu skulle være slut med Jens Langknivs optrædener. Dette havde Jens fået nys om, og da han fik øje på jagtselskabet, mens han var på vej over heden nær Vridsted, flygtede han han til landsbyen, hvor han søgte tilflugt hos sin ven, præsten, der på det tidspunkt var gammel og svagtseende. Da præsten spurgte Jens, hvorfor han kom farende så hurtigt, svarede Jens, at det nu gjaldt liv eller død, da han var forfulgt af Kaptajn Munk og hans mænd. Præsten tilbød skjule Jens, men denne sagde nej. Han ville ikke længere skjule sig, men i stedet skrifte sine synder. Præsten i førtste sig sit ornat, og gjorde klar til at modtage skriftemålet, da Munk og hans mænd trængte ind i præstegården. Præsten fortsatte dog med at lade Jens gennemføre skriftemålet selv om kaptajnen pressede på, for at han skulle afslutte det. Da han havde sluttet skriftemålet med at række Jens brød og vin, var hans ord: "Nu er du kvit, Jens Langkniv". "Kom så og tag mig", var hvad Jens sagde, mens han trak sin kniv og kastede den mod dørbjælken lige over kaptajnens hoved. Samtidig affyrede både kaptajnen og de to soldater deres geværer, og Jens faldt død om, ramt af tre kugler. Kaptajnen ville have Jens' kniv med hjem som souvenir, men den sad så godt fast, at det var umuligt at få den løs, så den blev siddende i dørbjælken til præstegården brændte 200 år senere.

Da Jens var fredløs kunne han ikke blive begravet i indviet jord, men præsten fik ham begravet lige uden for det nordlige kirkegårdsdige. Ingen ved, om det er sandt, men da man senere skulle udvide kirkegården, fandt man uden for diget knogler af en stor og kraftig mand, som kan have været Jens. På den anden side er det også muligt, at det er fundet af knoglerne, der har givet anledning til historien om, at her var Jens Langkniv begravet. Knogleresterne blev senere begravet inde på kirkegården, og var det Jens, må man sige, at han endelig fik fred.

Så vidt legender og sagn, men der findes faktisk nogle få kendsgerninger. Randers Tingbog omtaler, at i 1598 (altså langt tidligere end sagnene placerer begivenhederne), var der en en jysk "morder og tyvebande, anført af en vis Jens Langkniv, som hærgede i Jylland". Hvis Jens allerede var leder af en gruppe stimænd og røvere i 1598, må han være født mindst 20-25 år før det, hvis ikke endnu før. Så hvorfor flytter sagnene ham så 30 - 40 år frem i tiden? Måske for at få det til at stemme med, at han kæmpede mod Wallensteins tropper i 1627. Der ville han havde været mere end 60, hvis han var født omkring 1860 eller1865, en meget høj alder i den tid - især for en røverhøvding. I 1598 havde man i følge tingbogen allerede fanget adskillige medlemmer af banden, men ikke Jens selv. En af de, der var blevet fanget, var Anders Pedersen Præst, og fra hans retssag ved man, at han fortalte, at banden havde "drevet omkring" i det meste af Jylland, hvor de havde overfaldet folk, tævet folk, stukket med knive, og Jens havde voldtaget piger og kvinder. I banden var også de mandlige bandemedlemmers koner og kærester, som også hjalp banden med tiggeri, tyveri og slåskampe - ikke mindst skulle kvinderne have sloges indbyrdes. Hvad, der siden skete med Jens, vides ikke, da Anders Pedersen Præst og Jens Langkniv var gået hver til sit efter at Jens havde gennemtævet Anders, og taget hans nye kappe. En anden legende vil dog have, at Jens blev fanget et sted i nærheden af Horsens, blev ført til byen og henrettet der på Niels Munks ordre, men ingen officielle papirer fortæller om denne henrettelse.

Noget kunne måske tyde på, at der i virkeligheden er tale om to personer, hvis historier er blevet blandet sammen. Så der i anden halvdel af 1500-tallet levede en Jens Langkniv, der var en rendyrket skurk, der ikke tog fra de rige og gav til de fattige, men tog fra alle og beholdt det hele selv, mens han og hans bande stjal. voldtog og myrdede over det meste af Jylland. I første halvdel af 1600-tallet levede der så en anden fredløs person, som primært holdt til i området vest og syd for Viborg. En person der mere lignede nutidens legender om ham? Denne sidste kan have taget navn efter den navnkundige skurk, eller legenderne kan simpelthen være blevet blandet sammen. Den historiske Kaptajn Niels Pedersen Munk levede i første halvdel af 1600-tallet (han døde i 1650), hvilket taler for en senere Jens end han, der omtales i Tingbog og retsreferat. Niels Pedersen Munk var netop kendt for at anklage folk for trolddom og hekseri og få dem brændt på bålet. Munk var ejer af Serridslevgaard uden for Horsens fra 1615 til sin død i 1650, de første år (til 1632) sammen med stedsønnen, Jørgen Mund, men senere alene. Han giftede sig til gården med enken efter den tidligere ejer, Claus Mund. De to, Niels og Kirsten var fjernt beslægtede.

Desværre får vi nok aldrig den sande historie om Jens Langkniv, men måske er vi også bedre tjent med kun at kende legenden.