Kudzu i USA

Når man kører i de sydøstlige stater i USA, ikke mindst i Mississippi, Louisiana, Alabama, Georgia, men også i de to Carolinas og også helt op i Virginia og Pennsylvania, ser man næsten overalt langs motorveje og andre åbne områder, nogle nærmest skulpturelle bevoksninger langs vejene. Det er slyngplanter, der vokser op ad, og efterhånden kvæler selv meget store træer, og de gror tilsyneladende også fint på lygtepæle, stålwirer og el-ledninger. Det er den allestedsnærværende kudzuplante (Pueraria lobata), der er på spil.

Kudzu er ikke en indfødt plante i USA. Ved verdensudstillingen i Philadelphia i 1876, var de forskellige lande inviteret til at bygge udstillinger, der skulle fejre 100 årsdagen for USA’s grundlæggelse. Den japanske regering havde lavet en meget flot have, fyldt med planter fra Japan, blandt andet kudzu planten, der kan være meget smuk med sine blålige blomster, som planten får i sensommeren.

Planten inspirerede amerikanske gartnere, som brugte den som pynt i de haver, de anlagde, og i 1920’erne opdagende man, at planten var særdeles velegnet som foder til forskellige dyr, så en planteskole i Florida, begyndte at sælge kudzuplanter via postordre. Under depressionen i 30’erne begyndte man at anvende kudzu til at kontrollere erosion. Man plantede kudzu på markerne, og bønder blev betalt op til 8 dollars, for hver acre (0,40 hektar), de tilplantede med kudzu. Specielt i Geogia, var man meget glade for kudzu, og der blev ligefrem lavet radioprogrammer, hvor man ”reklamerede” for planten. Men i 1953 var det slut. Regeringens støtte til kudzu beplantninger ophørte.

Problemet var, at planten simpelthen voksede for godt i USA! Klimaet i de sydøstlige stater passer helt perfekt til kudzu, og rankerne kan vokse helt op til 30 cm om dagen i sommermånederne, og i gode år, kan planten gro helt op til 18-20 meter på et år. Kudzu er en slyngplante, og den elsker at ”klatre” op ad blandt andet træer og buske, som den med sit tætte løv forhindrer i at få sollys. Samtidigt får vægten af kudzuen selv store grene til at knække af træerne. Det er på denne måde at de flotte søjleskulpturer dannes. Kudzuens vækstglæde får den naturlige plantevækst til at gå ud, og kudzuen kommer til at dominere. På denne måde kan kudzuen ødelægge store og værdifulde skovområder, og i dag forsøger man at bekæmpe planten, men det er ikke så nemt. De fleste ukrudtsmidler har ingen virkning, og nogle få har endda vist sig at få planten til at gro bedre. Og selv de mest effektive ukrudtsmidler skal bruges i op til 10 år, for at have virkning – hvilket ikke er så sundt for den øvrige plantevækst. Man har også prøvet at lade kudzu områder afgræsse af dyr, og specielt angorageder har vist sig effektive, men for at udrydde kudzuen skal områderne konstant afgræsses i flere år. Lige nu er omkring 30.000 km² dækket af kudzu og planten spreder sig fortsat, så det er et meget stort problem – også selv om kudzu ”skulpturerne” ser flotte ud. Kudzu har faktisk vist sig at kunne gro på næsten alt, selv på cement og metal, og er der bare en smule jord, er planten meget hurtig til at slå rødder der. Selv i storbyer som Atlanta breder kudzuen sig (billedet øverst).

Selve planten er mørkegrøn med tre-fligede blade, på omkring 20 cm i diameter. De individuelle blade er 7,5 til 19 cm lange og ovale elle hjerteformede. Blomsterne er blålige, men kan gå over i purpur, og de dufter drueagtigt. Frugterne er mørkebrune flade bælge, der sidder i klynger. De er hårede og modner først om efteråret. Kvistene er fløjlsagtige og dækket af hår. Stilkene kan blive op til 10 cm tykke, og de enkelte ranker kan blive op til over 30 meter lange. Rødderne kan blive op til 2 meter lange og op til 18-20 cm i diameter, og en rod kan veje omkring 200 kg. Fra en enkelt rod kan der komme op til 30 ranker.

Adskillige mennesker har forsøgt at finde noget fornuftigt at bruge kudzu til. En indiansk kunstner, Nancy Basket, laver fx papir af kudzu, som hun bruger i sine kunstværker. En anden kreativ person fremstiller og sælger gele, syltetøj og sirup lavet af kudzuens blomster, én fletter og sælger kurve, lavet af kudzu rankerne. Et ægtepar har specialiseret sig i kudzu. Han laver halm af rankerne, og hun laver mad af bladene. Og der er sågar udgivet en kogebog med spændende opskrifter på helsekost med kudzu. Og på Harvard Universitetet har man udviklet et middel mod alkoholisme, baseret på udtræk af kudzurod. Udtræk af kudzurod har også en god effekt mod migræne, og i visse sydstater laves der sæbe af planten.

Men tilsyneladende hjælper al kreativiteten ikke ret meget, da kudzuen fortsat breder sig, ikke mindst fordi den ingen naturlige fjender har. De insekter, som kan holde kudzuen nede findes ikke i USA, og man tør ikke bringe dem ind, af frygt for, hvilken skade de måske kan gøre på anden plantevækst. Man har tidligere gjort et forsøg med at importere et insekt, der æder vandhyacinter, der også er en plante, som ikke gror naturligt i USA, men som nu har bredt sig i mange vådområder, hvor den kvæler den ”indfødte” plantevækst, men man er meget nervøs for, om dette insekt holder sig til vandhyacinterne, eller om det også begynder at æde andre planter.

Der går også en række anekdoter, der fortæller lidt om plantens hurtige vækst:

En familie, der var på ferie i to uger, kom tilbage og kunne ikke finde markvejen, der førte op til deres gård. Den var totalt dækket i kudzu.
En fange, der undslap fra et fængsel flygtede ind i en kudzu beplantning og blev aldrig set igen.
Sydens mødre advarer deres børn om ikke at lægge sig til at sove i skoven, for at de ikke skal blive ”ædt” af kudzu, og i Georgia siger legenden at man skal lukke sine vinduer om natten for at holde kudzuen ude af huset, og når man står op om morgenen vil man kunne se, at vinduesglasset er helt dækket af grønt.

Disse historier er selvfølgelig overdrevne, men de siger alligevel en del om, hvor hurtigt og ”effektiv” en plante kudzu er.