Langt nede, højt oppe og omvendt

Dette skulle vise sig at blive en af de dage, hvor meget går galt, men hvor det alligevel ender godt! Vi tog den forkerte færge, kunne ikke finde vores hotel i Seattle og fik en parkeringsbøde, alt sammen på samme dag. En dag som også kom til at byde på den laveste temperatur, som vi kom til at opleve på turen.

Hotellet, der blev væk 

Det hele startede meget godt. Vi skulle forlade Twilight Zone og vende tilbage til civilisationen i Seattle. Vi tog i første omgang US 101 mod nord og senere mod øst til den lille by Port Angeles, som ligger på Den Olympiske Halvøs nordkyst. Undervejs stoppede vi en enkelt gang ved den halvmåneformede sø, Crescent Lake for at tage billeder. I Port Angeles forlod vi hovedvejen for at køre syd på tilbage til Olympic National Park, denne gang til et område, der hedder Hurrican Ridge. Her skulle vi opleve bjerglandskaber, alpine enge, smukke udsigter over Juan de Fuca strædet og meget andet ifølge vores brochure. Vejen op til Hurricane Ridge var en rigtig bjergvej med en del "pull-outs" (vigepladser), hvor man kunne køre ind og nyde udsigten. Vi blev imidlertid enige om, at køre hele vejen op til toppen og så tage de forskellige pull-outs på vej ned.

Da vi nåede toppen, var der en stor parkeringsplads og et Visitor Center. Adskillige vandreture i bjergene i bjergene starter her, men vi nøjedes med at gå en kort tur ad en asfalteret sti, først til et udsigtspunkt hvor vi virkeligt kunne nyde udsigten over Olympic Mountains, inklusive bjergkædens højeste bjerg, Mount Olympus, der er 2.432 meter højt. Da der ikke var mere udsigt at nyde, fortsatte vi ad den asfalterede sti, indtil den blev helt dækket af frosne snedriver. Så tog vi en anden sti tilbage til parkeringspladsen. Undervejs fik vi set en masse sorthalede rådyr, som græssede nær stien. Da vi til sidst gik tilbage mod bilen, begyndte jeg at synes, at det - trods solskinnet - virkede lidt køligt. Jeg var iført shorts og T-shirt, mens Tim også havde sin evindelige vest på, så vi gik ned til Visitor Centeret for at få varmen. Vi blev ikke længe, men gik tilbage til bilen, og begyndte nedkørslen. Da vi kom tilbage, kontrollerede jeg bilens udendørstermometer, og det viste at temperaturen var ca. 5 grader (celsius), så ikke så underligt, at det havde føltes køligt. På intet tidspunkt senere på turen, oplevede vi en lavere temperatur. 

På vej ned fra bjergene stoppede vi ved to-tre af de pull outs vi havde set på vej op, og fik taget nogle billeder. På en af rastepladserne blev vi lovet udsigt over Juan de Fuca strædet, og vi kunne da også se strædet i det fjerne, men det var noget utydeligt på grund af disen, og billederne var endnu mere utydelige, fordi disen hurtigt kommer til at dominere på fotografier. Vi fortsatte hele vejen ned ad bjerget og kørte tilbage til Port Angeles. Her skulle vi for første gang på denne ferie fylde benzin på bilen, og så vi fik turens første chok, nemlig benzinprisen. Det viste sig at benzinen kostede $3,99 pr. gallon, eller 6,39 kr. pr. liter. Det lyder jo billigt efter danske forhold, men det var en markant stigning siden sidst vi var i USA i 2010. Samtidigt sagde vores erfaring os, at benzinen typisk blev dyrere og dyrere jo længere øst på vi kom, og vi så da også senere benzin til over 4 dollars pr. gallon. Heldigvis viste det sig, at vi tog fej med hensyn til den generelle prisstigning mod øst, for faktisk faldt benzinpriserne, da vi kom ind i landet og steg først igen, da vi nåede helt til østkysten, men de nåede aldrig samme højder igen, så dette blev det dyreste, vi købte benzin til. Det billigste var til gengæld mere end en hel dollar billigere, nemlig 2,95 pr. gallon eller 4,72 pr. liter. Men på dette tidspunkt var vi altså lidt rystede over prisen.

Vi fortsatte videre ad Route 101 i retning mod Seattle. Planen var, at vi skulle til Bainbridge Island lige vest for Seattle og herfra med en færge til byen. Vi bad derfor vores medbragte GPS-modtager om at vise os vej til Seattle, og det gjorde den også. Desværre ikke via Bainbridge Island. I stedet førte den os til byen Kingston på en anden ø, hvorfra der godt nok gik en færge over Puget Spound, men ikke til Seattle. Den gik til Edmonds, som lå noget nord for Seattle. Grunden til, at jeg gerne ville have været via Bainbridge Island, var at her lå et af de få wineries i Seattleområdet, som laver vin af helt lokale druer, altså druer dyrket på øen. De øvrige mange wineries i området henter typisk deres druer fra Columbia Valley i den sydlige del af staten eller fra Willamette Valley i Oregon. Da vi imidlertid nu var kommet til en færge, og vi ikke havde bestilt billet til den anden, tog vi konsekvensen og blev hvor vi var.

Færgeturen varede ca. en halv time, og vi blev i bilen under hele overfarten. Da vi kom i land, fandt vi ret nemt ud til Interstate 5, som vi tog 12 miles syd på til Seattle, og vi fandt også godt nok den rigtige frakørsel, men så begyndte vores problemer. I Seattle havde vi bestilt hotel hjemmefra, og jeg havde printet både denne og alle andre reservationsbekræftelser ud og havde dem i en mappe sammen med andre papirer, som vi også kunne få brug for undervejs. Inden vi forlod Forks, havde jeg taget den konkrete bekræftelse ud af mappen, så vi havde adressen på hotellet, når vi fik brug for den. Desværre havde jeg åbenbart efterladt den på hotellet, for den var i hvert fald ikke i bilen, så nu var gode dyr rådne. Jeg kunne dog huske, at hotellet enten var et Comfort Inn eller et Comfort Suites, og at det hed noget med Seattle Center, som det lå i nærheden af. Vores GPS kunne så fortælle os, at Comfort Suites, var udelukket, men der lå et Comfort Inn ved Seattle Center. Vi bad den så om at vise vej til dette hotel, og det gjorde den også fint. Vi kunne bare ikke finde hotellet, hvor maskinen sagde at det skulle ligge. Der lå godt nok et hotel, men det havde ikke noget med Comfort Inn at gøre, og da jeg havde en ret ny bekræftelse, var jeg ret sikker på, at hotellet stadig måtte eksistere. Vi blev så enige med os selv om, at maskinen nok tog fejl, og at Comfort Inn måtte ligge et andet sted. Jeg kunne huske fra bestillingen, at det skulle ligge omkring 800 meter fra Space Needle, så vi kørte omkring et stykke tid i den periferi og ledte efter det, men uden held.

Jeg havde imidlertid lavet et link til hotellets hjemmeside fra denne hjemmeside. Hvis jeg derfor kunne komme på nettet, ville vores problemer være løst. Da vi kom forbi et Quality Inn & Suites (for tredje gang på vores tur rundt i området), et hotel i samme kæde som Comfort Inn, besluttede vi at parkere bilen på en gade i nærheden og mens Tim blev ved denne, gik jeg ind på hotellet for at spørge om jeg måtte låne en pc, så jeg kunne komme på nettet. Jeg forklarede i receptionen, at jeg ikke kunne huske præcis hvilket hotel, jeg skulle bo på, og fik lov at låne pc'en. Jeg kom da også på nettet og opdagede, at det var min hukommelse, der var noget galt med. Vi skulle slet ikke bo på Comfort Inn, men – ta dah – på Quality Inn & Suites at Seattle Center; det hotel, som vi havde kørt forbi tre gange, og hvor jeg nu befandt mig! Jeg kunne derfor med sindsro henvende mig i receptionen og sig., at jeg faktisk have en reservation på netop deres hotel for to nætter. Da de imidlertid ikke kunne finde mig i systemet, spurgte receptionisten om jeg havde et reservationsnummer. Da hele årsagen til miseren var, at dette jo lå i Forks, kunne jeg ikke hjælpe ham der. Det var i øvrigt den eneste gang, at nogen spurgte efter et reservationsnummer på hele turen. Til sidst lykkedes det dog for ham at finde mig. I USA er Jan typisk et pigenavn, og derfor var jeg registreret som Ms. Jan Kronsell, og han havde, på trods af at jeg havde stavet efternavnet for ham, ledt efter Mr. Cronsell. Da han havde konstateret, at jeg faktisk havde en reservation, kunne han meddele, at vores værelse ikke var klart endnu, hvilket vi heller ikke havde ventet, da klokken endnu ikke var 15. Jeg spurgte om der var et sted, hvor vi kunne parkere bilen, og her kunne vi vælge mellem at parkere uden for receptionen eller i kælderen. Vi kunne selv vælge, når bare vi holdt os inden for de afmærkede båse.

Jeg hentede Tim, og vi kørte til hotellets parkeringsplads, hvor vi stillede bilen korrekt i en afmærket bås, og så gik vi ud for at bruge tiden til værelset var klar, til at se lidt på byen. Vi spadserede op til Seattle Center, hvor blandt andet Space Needle findes, og hvor også musikmuseet Experience Music Project ligger. Vi besøgte dog ingen af disse steder, men tog byens monorail ind til downtown; en tur på halvandet minut. Den kostede $2,25 hver vej eller 4,50 for en retur. Den bragte os ned til Westlake Center, et indkøbscenter i downtown ved 5^th Avenue. Herfra gik vi ned til gaden Pike Place vest for 1^st Avenue, og når jeg siger at vi gik ned, så mener jeg det konkret. Seattle ligger på en skråning, så fra havnen går det stejlt op mod Pike Place og derfra mindre stejlt, men stadig op ad bakke mod byens andre gader. Nu gik vi altså modsat, så vi gik ned.

Vel nede besøgte vi Pike Place Market, ikke for at købe noget i første omgang, men bare for at se stedet. Vi gik gennem hele markedet og kom ud i den anden ende nær en lille plads eller park, ved navn Victor Steinbrueck Park. Her nød vi udsigten over Elliott Bay, som Seattle ligger ved, foruden synet alle de mange mennesker, der lå og tog solbad på græsplænen. Vi gik tilbage gennem markedet igen til den indgang, hvor vi faktisk var kommet ind. Her stod vi lidt og nød underholdningen ved Pike Place Fish Company (World Famous), og vi talte lidt med én af fiskehandlerne, som selvfølgelig gerne ville vide, hvor vi kom fra, hvilket vi fortalte ham, og som gerne ville sælge os noget fisk, hvilket vi dog ikke købte ved den lejlighed. Vi forlod markedet igen og gav os til at lede efter en boghandel. Med lidt hjælp fra en lokal pølsemand, lykkedes det da også at finde en Barnes & Noble. Her tilbragte vi en god times tid, og kom begge ud med et mindre udvalg af bøger, Tim nogle flere end jeg. Under opholdet, havde jeg til gengæld fået mig en kop kaffe, mens jeg ventede på at Tim skulle blive færdig. 

Klokken var nu ved at være halv seks, og da vi ikke havde fået frokost, var vi lidt sultne. Vi besluttede derfor at blive inde i byen og spise på en Hard Rock Café, som vi havde passeret på vej til boghandelen. Vi gik derfor tilbage til restauranten, og spiste der. Efter maden stred vi os igen op ad bakken til monorailen og kørte tilbage til Seattle Center. Her gik vi de 800 meter tilbage til hotellet, hvor vores værelse nu var klart, så vi fik nøglen og et skilt som skulle sætte i bilen, så parkeringsvagterne kunne se, at vi havde betalt for parkering! Vi gik ud for at hente vores kufferter og opdagede, at der allerede sad en seddel under vinduesviskeren. Det var en lille hilsen fra P-selskabet, som bad os indbetale $43 inden 14 dage, ellers ville der ryge yderligere $30 på pr. uge indtil vi betalte. En senere henvendelse i receptionen løste dog dette problem, da receptionisten fik min forklaring, så vi slap for videre tiltale.

Over og under jorden

Denne torsdag skulle vise sig at blive den første og eneste på hele turen, hvor bilen slet ikke kom i brug. Det skulle være "store sightseeing dag" i Seattle, og det blev det også. Helt tre steder endte vi med at betale entre. 

Dagen før havde vi orienteret os om, hvornår Space Needle åbnede. Vi regnede med at et tidligt besøg ville betyde at køen ved billetkontoret ville være forholdsvis kort, og det fik vi ret i. Turen op i elevatoren tog ca. 90 sekunder for de omkring 160 meter, så det går pænt stærkt, og alligevel har man ikke fornemmelsen af, at maven bliver nede. Vel oppe brugte vi ca. en times tid til at nyde udsigten over byen og tage billeder af samme, samt af udsigten over Puget Sound, Olympic Peninsula og Cascade Mountains. Tårnets udsigtsetage har en indendørsafdeling med en "balkon" hele vejen rundt, så da vi var færdig med at se det hele fra balkonen, satte vi os ind på en stol indenfor (faktisk på to stole, da vi sad på en hver). Tim nød en flaske kildevand fra stedets bar, mens jeg fik kaffe.

Da vi kom ned igen, brugte vi nogen tid i den derværende souvenirbutik, hvor elevatoren sjovt nok lander inden vi igen gik over til monorailen, købte en returbillet, og kørte ned til downtown. Endnu engang gik vi ned til Pike Place Market og gik lidt rundt på markedet, men ikke længe. Vi fandt til gengæld Sound View Café, som Dorte og jeg havde spist frokost på i 2006, og det gjorde vi så også nu, en tidlig frokost, da klokken kun var omkring 11, men vi var sultne. På denne café går man selv op til en disk og bestiller og betaler som i et cafeteria, men derefter bliver maden så serveret ved bordene. Efter frokost besøgte vi markedets underetager, hvor der mest sælges antikviteter, kunsthåndværk og turistgejl, men ikke fødevarer som på øverste etage.

Herfra fortsatte vi ned til bunden, krydsede vejen og besøgte Seattle Aquarium. Det var en langt mere positiv oplevelse end akvariet i Monterrey, som vi havde besøgt i 2010, ikke mindst fordi der her ikke var så tydeligt lagt an på at underholde børn. I Seattle var meningen, at man skulle "se på fisk", ikke se om man kunne svømme hurtigere end en haj eller hoppe længere end en delfin, eller hvad der nu var af børneaktiviteter i Monterey. Vi brugte en god times tid i akvariet og så selvfølgelig masser af fisk, men også fugle, havoddere og andre pattedyr, som fx dykkere.

Efter besøget gik vi tilbage til Pike Place Market og tog elevatoren op til øverste etage. Vi fortsatte til 1st Avenue og fulgte denne til Pioneer Square, som engang var byens centrum, og ligeledes centrum for dens oprindelige erhvervsliv, nemlig tømmerindustrien. Her lå altså byens kærne i slutningen af 1800-tallet og herfra kan man komme på ture i byens undergrund. Sådan en tur ville vi gerne med på, men vi vidste ikke lige, hvornår de gik, så vi gik til billetkontoret i Pioneer Building for at undersøge sagen. Klokken var på det tidspunkt lidt i 13 og da det viste sig at næste tur netop skulle afgå kl. 13, købte vi billet til denne. Turen startede med et foredrag om Seattles historie, og hvorfor "undergrunden" overhovedet var opstået. Vi fik også historien om, hvorfor det er en dårlig idé at have kloakker, der udmunder lige under højvandslinjen, når man lige har indført vandklosetter og andre interessante historier, om hvordan man havde gjort tingene "The Seattle Way", altså – som vores guide forklarede – "the wrong way".

Husene var oprindeligt bygget af træ og i 1889 brændte det meste af byen ned (31 gadeblokke). Ingen kom til skade og byen betragtede det som en god mulighed for at "starte forfra", hvilket man så gjorde, men desværre stadig "the Seattle way". Før branden havde gaderne ofte været så mudrede, når tidevandet steg, at hunde og små børn kunne blive suget helt ned i dette og drukne i mudder. Det ville man selvfølgelig gerne undgå, så man havde fyldt gaderne op med det, man havde mest, af nemlig savsmuld fra savværket som lå i store bunker. Desværre overså man, at den slags har det med at synke sammen, når det bliver vådt, og i øvrigt brænder godt, så det var med til at gøre branden værre. Det samme var manglen på vand. Der var ikke nok tryk i vandledningerne til, at brandslangerne virkede, og man kunne ikke suge vand op fra Puget Sound, da det var ebbe under det meste af branden og der er et ret kraftigt tidevand i Puget Sound. Så efter branden ville man starte forfra igen og kun med huse af sten, ikke træ.

Nu byggede man mure mellem gader og fortov, og mellem disse mure fyldte man så op med sten, som ikke synker sammen, og dermed hævede man gaderne ca. 5 meter, så de heller ikke længere ville blive oversvømmede af tidevandet. De nye huse blev bygget med to indgange, én i stueetagen og én på første sal, fordi man regnede med, at fortovene på et tidspunkt også ville blive fyldt op, så stueetagen ville blive kælder og første sal stueetage. Da man forventede at skulle ind på "første sal", var disse indgange typisk langt pænere end de, der faktisk blev brugt fra start. Gaderne blev altså hævet, men da butikkerne lå i stueetagen, forblev fortovene, hvor de var i første omgang. Det betød, at fra fortovet var der omkring 5 meter op til gadeplan, og det samme når man skulle ned på den anden side. Visse steder var der helt op til 10 meter mellem fortov og gade. For at gøre det muligt for borgerne overhovedet at krydse gaderne, opstillede man lange stiger på begge sider af gaden. Når kvinderne var ude for at handle, skulle de så kravle op af en stige i deres lange skørter med indkøbsposer i hænderne, og så ned igen på den anden side, hvilket kunne være et risikabelt foretagende. Til gengæld var der efter sigende aldrig mangel på mænd, der ville hjælpe med at holde stigerne, når det var kvinder, der skulle bruge dem! Også værtshuse lå i fortovsplan, så også for ikke helt ædru mænd, der skulle hjem efter en aften på værtshus, skabte stigerne problemer og i et enkelt år (jeg husker desværre ikke årstallet), døde 18 mennesker ved fald fra disse stiger. Det var ikke god reklame for byen, så dødsfaldene blev registreret som "ufrivillige selvmord". Efterhånden byggede man "lofter" over fortovene, og på disse "lofter" blev så anlagt nye fortov, og de gamle blev til tunneller under byen, og det er disse tunneller, som i dag er Seattle Underground. Adgangen til dem blev lukket i 1907, da man frygtede at rotter i tunnellerne kunne sprede byldepest, men de blev åbnet for turister igen i 1965 og er i dag en stor attraktion.

Det var altså disse tunneller, vi efter foredraget blev vist rundt i. De er ikke alle forbundne, så vi besøgte tre tunnelsystemer, med en kort tur på gaden mellem hver. Fyren der viste os rundt hed Rich, og han fortalte endnu flere historier fra Seattles fortid, nogle sandsynligvis mere sande end andre. Vi hørte blandt andet om bordelmutter Lou Graham, som er den enkeltperson, der har givet flest penge til Seattles skolevæsen, flere penge end byens fine velhavere til sammen, men selv om disse rigmænd var flittige benyttere af de tjenester hun kunne yde, blev hun aldrig respekteret i byen, men hun blev alligevel en institution. Efter en fejlagtig anholdelse, der endte med at føre til borgmesterens afgang, skulle alle politifolk fremover gøre honnør, når de mødte hende på gaden, og unge forretningsfolk, blev ikke regnet for noget blandt kolleger, hvis de ikke jævnligt besøgte hendes etablissement. Faktisk blomstrede prostitutionen i Sattle i denne periode. På et tidspunkt, hvor byen havde omkring 10.000 indbyggere, var ca. 4.000 af disse kvinder. Af disse 4.000 kvinder, var de 2.500 registrerede som "syersker". Utroligt så meget tøj, de sidste femtenhundrede kunne bruge, hvis man går ud fra at syerskerne syede deres eget tøj.

Efter besøget i undergrunden gik vi tilbage til Pike Place Fish. Den gut vi, havde talt med dagen før, genkendte os og kom hen til os med et "Oh, My Danish Friends". Denne gang belønnede vi ham ved at købe noget røget laks pådåse til at tage med hjem. Efter handelen gik vi op til monorailen for sidste gang og tog den tilbage til Seattle Center.