Syndens by, aliens og dødens dal

Vi forlod Kachina Lodge i Grand Canyon Village med Tina bag rattet og kørte direkte op til nabohotellet El Tovar, så jeg kunne tjekke ud. Da jeg kom tilbage havde Tina sat sig bag i bilen. Hun havde nogle synsforstyrrelser på det ene øje, og havde ikke lyst til at køre. Hun mente selv, at hun havde fået kigget direkte op i solen, og efter en halv times tid var det da også overstået igen, men Tim og jeg fortsatte med at køre resten af dagen. Vi kørte ud af parkens sydlige udgang og satte kursen mod Williams, som ligger ved I-40. Halvvejs til byen tankede vi bilen, men ellers stoppede vi ikke før motorvejen. I-40 er den eneste vej, som jeg har kørt på på alle ferier bortset fra en, nemlig i 2008, hvor vi jo kun besøgte New England (også i på min tur i oktober 2013 kom jeg på I-40). Ved denne lejlighed kørte vi imidlertid ca. 60 km på interstaten til byen Seligman. Herfra tog vi den gamle, berømte Route 66, som slår en bue nord på mellem byerne Seligman og Kingman, og det var netop den strækning vi kørte. Vi gjorde et enkelt stop undervejs inden for grænserne af Hualapai reservatet, som vejen går gennem, men ellers kørte vi igennem til Kingman.

Fra Kingman kørte vi mod nord ad US Highway 93 mod Hoover Dam og Nevada. Heller ikke her gjorde vi noget stop, da vi gerne ville være i Las Vegas så tidligt som muligt. Eller det ville Tina i hvert fald gerne. Selv ved Hoover Dam kørte vi bare forbi. Årsagen til det var primært, at man ikke som ved vores besøg i 2006 og 2010, kører over selve dæmningen. Det skyldes, at vejen er blevet udvidet og ført hen over en bro et godt stykke fra dæmningen; en bro som de faktisk var i gang med at bygge, sidst vi var der. Fra broen kan man ikke se dæmningen, så man er nødt til at køre fra og så køre ca. 3 miles tilbage til dæmningen, hvor der ofte et meget fyldt op på parkeringspladsen, og da Tina nu havde travlt, opgav vi den ide.

Hvorfor havde Tina så travlt? Jo, hun havde hjemmefra fundet ud af, at der lå to outlet centre i Las Vegas, et i den nordlige ende af byen og et i den sydlige. Et sådant outletcenter, hvor man kan få sidste års mærkevarer (af og til også dette års) til under halv pris eller mindre, ville hun gerne besøge, og hun havde fundet ud af, at outletcentrene i Las Vegas havde de butikker, hun gerne ville ind i. Der var også outletcentre i San Francisco og Seattle, men Las Vegas var bedst! Vi havde så studeret kortet og set, at det sydlige center lå lige ved den motorvej, hvor vi kom til byen, så det passede bedst. Vi kørte derfor til dette outletcenter og satte Tina af. Mens hun shoppede, ville Tim og jeg så dels besøget et Radio Shack, hvor Tim skulle have et stik til sin iPad, dels proviantere vand mm i et Walmart og endelig ville vi tjekke ind på Stratosphere Hotel, hvor vi skulle bo.

Da vi havde været på værelset i ca. halvanden time, ringede Tina som aftalt og ville gerne hentes. Afhentningen stod Tim for. Da de kom tilbage skulle Tina lige vise de fem kjoler, hun havde købt til sig selv, og de gaver, hun havde købt til Carsten. På det tidspunkt var klokken så mange, at det var ved at være spisetid. Begge børnene havde talt om, at man i Las Vegas kunne få "spis-så-meget-du-kan" buffeter flere steder, og blandt andet på vores hotel. Desværre stod der ingen steder, hvad det kostede, så vi bevægede os fra 20 etage, hvor vi boede med udsigt over The Strip, til stueetagen hvor kasino og restauranter er. Her fandt vi bufférestauranten, og da vi kunne konstatere at prisen for buffeten kun var ca. $ 20 pr. næse inklusive vand og softdrinks, besluttede vi os for det. Udvalget var ganske imponerende så der var nok at vælge mellem både af kødretter og tilbehør – og en imponerende dessertdisk, som dog kun Tina nåede at prøve. Tim var ikke sikker på mælkeindholdet i det forskellige retter, så han var lidt tilbageholdende, men vi andre gik til den. Da der ikke kunne stuves mere ned, gik Tim op på værelset for at læse, mens Tina og jeg spadserede over til byens monorail, som har endestation ikke langt fra hotellet. Den tog vi så ned til den modsatte endestation i den fjerneste ende af The Strip. Tim havde været der før, og mente ikke at det var anstrengelserne værd.

Tina og jeg stod af på MGM Grand – og havde nær aldrig fundet ud af dette kæmpehotel, som en gang var verdens største hotel målt i antal værelser, men nu kun er nummer to. Til gengæld er det stadig USA's største hotelkompleks. Hotellet har 19 restauranter og USA's største kasino med over 15.000 m² plads. I alt dækker hotellet et område på 2,7 hektar inklusive udendørsarealer, hvor der blandt andet er fem pools, vandfald, floder osv. Over 5.000 værelser er der på hotellet, foruden tre "tårne", hver 145 m højde med i alt 576 møblerede luksuslejlighedssuiter. Der er tale om ejerlejligheder, som kan lejes ud til hotelgæster, når ejerne ikke selv bruger dem. Pris: Over 2 millioner dollars for de dyreste, men kun en halv million for de billigste! Nå, trods kompleksets størrelse er det imponerende at gå rundt i, og til sidst fandt vi ud til The Strip og varmen. Selv her kl. 21 om aftenen, var det omkring 38 grader! Vi gik op ad The Strip og nød lysene, og fik taget nogle billeder. Tina ville gerne se Venetian, hvor der er gondoler i kanaler inde i hotellet, men vi blev enige om, at der var for langt at gå, så vi gik i stedet til den nærmeste station og tog monorailen til den station, der ligger nærmest The Venetian. Herfra gik vi gennem Paris kasinoet, hvor Tina fik set et parisisk bymiljø med gader, forretninger og caféer – alt inde i hotellet. Til gengæld blev hun enig med sig selv om, at hun ville opgive The Venetian, da hun også skulle nå at spille på vores eget hotel.

Vi gik derfor tilbage til stationen og kørte tilbage til endestationen ved Sahara (som nu er revet ned). Herfra gik vi tilbage til Stratosphere, hvor vi først gik tilbage til Tim på værelset. Her tog Tina et hurtigt bad og iførte sig en af de nyanskaffede kjoler, og så kørte vi alle tre 20 etager ned, gik ca. 100 meter inde i hotellet, gik en etage op af trapperne – og tog så elevatoren op i Stratosphere Tower, 108 etager oppe; dog først efter en grundig sikkerhedskontrol, på samme måde som i en lufthavn Det koster normalt 18 dollars at komme op i tårnet, men som gæster på hotellet, havde vi fri adgang. Tim og jeg var oppe i tårnet i 2010, men det var første gang, vi havde været deroppe om aftenen, og det var imponerende at se byen med lys på, men glasset i tårnet gjorde det svært at fotografere. Nogle få billeder blev det dog til. Der er forlystelsescenter på 109. etage med karrusel, der svinger ud over tårnets kant og kører rundt med 60 km i timen i 280 meters højde, et tårn, hvor man i stor fart kører fra 281 meter til 329 meter og en slags rutsjebane, hvor vognen kører frem, og tilbage, mere end op og ned, og blandt andet kører 8 meter ud over tårnets kant. Er dette ikke adrenalinproducerende nok, kan man fra 108. etage springe ud i et frit fald på ca. 260 meter, der bremses i sidste øjeblik. Vi blev dog i sikkerhed på udsigtsplatformen, og prøvede ingen af udskejelserne.

Da der ikke var mere at se, kørte vi ned fra tårnet igen. Tim tog op på værelset, mens Tina og jeg gik til kasinoet. Tina for at spille, jeg for at tage billeder af hende, mens hun spillede. Det måtte jeg imidlertid ikke, men jeg fik da knipset en enkelt, hvor hun sidder ved rouletten – eller en af dem, for der var flere. Da jeg alligevel ikke måtte tage billeder, tog også jeg op på værelset, og ca. 10 minutter senere kom Tina. Da havde hun brugt alle de penge, hun havde sat af til at spille for – og hun påstod, at det var første gang, at hun ikke havde vundet i bare et eneste spil på rouletten, men det havde hun altså ikke. Men det havde stadig været sjovt at prøve.

Aliens, dødens dal og tøjvask

Efter besøget i Las Vegas skulle vi ud på endnu en forlægningsdag med indlagt besøg i en nationalpark. Vi tog det stille og roligt denne morgen og forlod først Las Vegas omkring kl. 9 og kørte nord på ud af byen. Vi fandt hurtigt ud til U.S. Highway 95, som begynder nede ved den mexicanske grænse ved Yuma og fører hele vejen op til Coeur d'Alene i det nordlige Idaho. Så langt skulle vi dog ikke! Det første stykke er vejen motorvej, men når man kører ud af Las Vegas byområde bliver den til en firesporet hovedvej og senere forsvinder to af sporene, så vejen bliver en af de såkaldte "2-lane highways", som der er rigtigt mange af i USA. Vi tog vejen ca. 75 miles mod nord til den lille vej Nevada Road 373, som går fra hovedvejen i sydvestlig retning. På vejen nord på havde vi passeret et statsfængsel, som lå lidt fra vejen, High Desert State Prison. Her blev man advaret på skilte om, at man ikke skulle tage blaffere med i bilen. Hvorfor mon ikke? Et andet interessant fænomen, ikke på vejen, men i området omkring er de mange små, sandsynligvis private lufthavne, med bare en enkelt landingsbane, som man passerer. Mere end 10 bare på strækningen fra Las Vegas til vi skulle dreje af. I byen Indian Springs ligger endda en Airforce Base med en ret stor lufthavn. Her gjorde vi vores første stop på en tankstation, så jeg kunne få kaffe, men vi blev ikke længe, da der var for mange hvepse – mente Tina - og der var da også en hel del, må jeg indrømme. 

Lige før vi skulle forlade hovedvejen, i den lille bebyggelse Amagosa Valley stoppede vi igen på en kombineret tank/blandet landhandel/souvenirbutik, for at gøre, hvad vi nu skulle, inden vi kørte mod Death Valley, som var målet for denne udflugt. Stedet hed Area 51 Alien Center, og der var billeder af diverse rumvæsener både ude og inde. Og ved siden af butikken lå Alien Brothel and Bar! Måske et bordel, hvor man betjener aliens, eller et, hvor man bliver betjent af aliens? Bordeldrift er tilladt de fleste steder i Nevada, og det benytter man sig så af. Når der er denne interesse for rumvæsener netop her, skyldes det præcis "Area 51", som ligger inde ørkenen, ca. 80 km nord for Amagosa. I mange år mente "folketroen", at der var styrtet et rumskib med besætning ned nær byen Roswell i New Mexico, og at dette rumskib nu blev undersøgt på en hemmelig militærbase ved navn Area 51. Senere kom andre sære forklaringer til, så som at USA brugte området til at udvikle og teste biologiske våben, at området blev brugt til at udvikle metoder til at kontrollere vejret, metoder til at rejse i tiden, teleportering, usynlighed og mange andre eksotiske forslag. Mange romaner beskæftiger sig med Area 51, men i dag er det blevet afsløret, at området, som er en meget afsides beliggende del af Edwards Airforce Base i Californien, faktisk blev brugt til meget hemmelige ting, idet det var her, at CIA testede de forskellige spionfly, der blev brugt under den kolde krig. Først og fremmest det såkaldte OXCART projekt, som resulterede i spionflyet Lockheed YF-12A og NERVA projektet, som var et forsøg på at udvikle atomdrevne raketmotorer. Også spionflyet U2, samt verdens efter min mening smukkeste fly, Lockheed SR71 Blackbird, blev testet på basen. Blackbird er i øvrigt også er det hurtigste, bemandede, ikke raketdrevne fly, der nogensinde er bygget med en tophastighed på 3.500 km/t. I nyere tid er stealth-flyene også testet her, lige som det var her man undersøgte "erobrede" russiske kampfly. Trods afsløringerne er der dog rigtigt mange, der fastholder at området i det skjulte bliver brugt til at arbejde med rumvæseners teknologi. En enkelt roman, "Library of the Dead" af Glen Cooper, har en helt anden historie. Her rummer området et gigantisk bibliotek med eksakte datoer for hvornår alle mennesker er og vil blive født og hvornår de er døde eller vil dø i fremtiden!

Det var lige et sidespring. Efter besøget på tanken, hvor vi faktisk ikke mødte hverken aliens eller bordeldamer, kørte vi mod syd ad NV 373. Et stykke ude af denne vej skulle vi så dreje næsten stik vest, men vi overså stedet og kørte et par kilometer for langt, før vi opdagede det, og kørte tilbage. Nevada Road 190, som vi skulle ad, var meget lille, men den fører ind i Death Valley National Park, og det var hele formålet med turen. På vejen krydser man grænsen til Californien. Death Valley National Park er den største nationalpark i de sammenhængende 48 stater, halvanden gang så stor som Yellowstone, der er den næststørste, og da vi var på vej sydvest på, var der grænser for, hvor meget vi kunne nå at se. Vi besluttede os derfor at køre direkte til området Badwater i den sydlige del af parken. Her holdt vi så en pause. Badwater er en udtørret sø, der blandt andet er det lavest punkt i USA, 86 m under havets overflade. Det konkrete punkt ligger et godt stykke (flere miles) ude i "søen", hvor der er adgang forbudt, så skiltet står lige ved vejen, og her må man gerne gå ned. Så det gjorde vi, og Tina blev behørigt fotograferet ved skiltet. Mens Tim besørgede hvad han nu skulle, gik Tina og jeg en tur ud på søbunden (der hvor man gerne må gå). På vej tilbage fik vi taget billeder af klippen bag søen, hvor en malet streg højt oppe på klippen indikerer, hvor havoverfladen ville være, hvis den havde været der. Det var i øvrigt meget tydeligt, at det havde regnet siden Tim og jeg var der for tre år siden. Den gang var søbunden hvid af salt, nu var den lysebrun af tørret saltblandet mudder.

I Death Valley har man målt den højeste lufttemperatur nogensinde i hele verden med 57 grader celsius. Det var i 1913, og så varmt er der sjældent, men gennemsnitstemperaturen i juli er dog ca. 47 grader (og disse temperaturer er lufttemperatur, målt i skygge). Så varmt var heldigvis ikke, da vi var der, da det var overskyet, så temperaturen har nok ikke været meget over 40, hvilket nærmest føltes køligt i forhold til Las Vegas. Da vi var færdige i Badwater kørte vi videre mod parkens sydlige udgang, selv om man faktisk kører en bue mod nord for at komme til den. På vej ud af parken begyndte det at regne, men det blev ikke til meget. Det er egentlig lidt pudsigt, at hvis vi ser bort fra tordenskyllen i Jackson, kom al den regn vi fik på turen (ikke meget), mens vi befandt os i ørkener, her og tidligere i Moab.

Vel ude af parken møder man California Road 127 og efter få kilometer på denne, kommer man til den lille by Shoshone, hvor Tim for tre år siden købte den cowboyhat, som blev dumpet denne gang til fordel for en nyanskaffet Stetson. Her gjorde vi holdt igen, og købt noget at drikke. Heldigvis skulle vi ikke have benzin på, for her så vi den højeste benzinpris på hele turen, nemlig $ 5,78 pr. gallon, ca. 8,35 kr. pr. liter – billigt efter danske forhold, men ved at føre til oprør i USA. Det billigste vi tankede til denne gang var $ 3,34 eller 5,15 kr. pr. liter. Vi fortsatte ud til motorvejen, her I-15, som vi tog mod vest. Undervejs passerede vi vejen med USA's mærkeligste navn, Zzyzx Road (udtales sajsiks), og spøgelsesbyen Calico, som vi havde talt om at besøge. Tiden var dog nu så fremskreden at vi opgav, da det også helst skulle være vaskedag.

Vi fortsatte derfor til Barstow, hvor vi ikke havde bestilt hotel hjemmefra, men vi fandt et helt uden problemer. Da vi var blevet indkvarteret fandt vi ud af, at stedet havde én vaskemaskine, og den var optaget. Ved hjælp af vores gps lokaliserede vi derfor et møntvaskeri, og mens Tim, der ikke skulle vaske, blev på hotellet, tog Tina og jeg af sted. Vi fik da også vasket, selv om det endte med at Tina måtte kassere de bukser, hun havde redet i, da vi var i Moab, for de kunne simpelthen ikke blive rene. På et tilfældigt møntvaskeri en tilfældig eftermiddag i en lille californisk by mødte vi en dansk familie, der også vaskede. Vi vekslede nu ikke mange ord med dem, men fik da sagt farvel og fortsat god tur, da de gik lidt før os. Vi kørte tilbage til hotellet og undersøgte den fiskerestaurant, som lå ved siden af, men det mindede for meget om McDonalds bare med fisk, så vi blev enige med os selv om, at der ville vi ikke spise. I stedet kørte vi senere ud til en Denny's – jo de blev brugt om ikke så hyppigt som i 2010 – og spiste aftensmad. På vej tilbage til hotellet opsøgte vi igen et Walmart for at få vand til køleboksen.