Pandehåret reddede hende fra galgen

Dette er historien om endnu et mord - eller måske mere om det, der fulgte efter.

I 1883 skete der mange mord i Iredell County og omliggende counties i North Carolina.

• En fredsdommer dræbte sin fætter på grund af en strid om et skel.
• En mand dræbte en anden mand med en pistol (dette var dog muligvis en ulykke)
• En kvinde dræbte sin mand med en skovl, men kom aldrig for retten.
• En beruset mand skød sin svigerfar
• Sønnen til den mand, der blev dræbt af fredsdommeren blev slået ihjel (uden at det var forårsaget af drabet på hans far). Morderen (en farvet mand) blev slæbt ud af fængslet midt om natten og blev hænget uden dom. De skyldige blev aldrig fundet og straffet, selv om de lokale formodentlig vidste, hvem de var.
• En vicesherif dræbte en mand under et skænderi om en skatteopkrævning. Vicesheriffen blev dømt og sad ti år i fængsel for et beløb på 50 cent.
• Et slagsmål mellem nogle farvede indbyggere endte med at én døde. Kort efter hængte en gruppe farvede en anden farvet mand - sandsynligvis som gengæld.

Og så var der det mord som denne artikel handler om.

Den 9. september 1875 blev den da 19-årige Stephen Warren Minish fra Union Grove i den nordlige del af Iredell County, North Carolina, gift med den 18-årige Mary Rosanna. Ball, Tilsyneladende var ægteskabet til at begynde med lykkeligt og i 1878 fik de datteren Louisa Etta Belle Minish. Udadtil fungerede ægteskabet uden problemer i de første år, men den 5. oktober 1883 skete der noget, som ændrede det billede. Klokken fem om morgenen vågnede Mary Minish i parrets hytte i Union Grove. Hun så sin mand sidde ved ildstedet, hvor han var v ed at tage sine sko på. Hun stod op og huggede ham fem gange i hovedet med en økse. Der var ingen vidner tl begivenheden bortset fra den 5-årige datter, og hun sov mens det foregik.

Mary Minish på et ukendt tidspunkt før mordet.

Hvorfor Mary slog sin mand ved vi ikke med sikkerhed, da hun gav skiftende forklaringer under retssagen, og der var vidner, som bekræftede begge forklaringer. Men lad mig se på forklaringerne fra sagen, som fandt sted i begyndelsen af februar 1884. Jeg skal nævne at Mary havde et tomands-forsvartsteam bestående af Major H. Bingham (som jeg ikke har kunnet finde information om bortset fra partnerskabet med den anden forsvarer) og Richard M. Allison, der var en kendt forsvarsadvokat. Før borgerkrigen var han Iredell Countys Offentlige Forsvarer. Under krigen tjente han som kaptajn for et kavalerikompagni, og efter krigen genoptog han arbejdet i sit advokatfirma, og i 1866 til 1868 var han en af Tom Dooleys forsvarere i sagen mod denne. Allison stod også bag ordlyden af to af punkterne (VII og VIII) i rigsretsanklagerne mod guvernør William Holden i 1871. I 1891 repræsenterede Bingham og Allison nogle af de skadelidte efter togulykken ved Bostian Bridge, som jeg har beskrevet i artiklen Spøgelsestoget.

Under sagen forklarede et vidne, at Mary havde fortalt ham, at hun havde stillet øksen parat mellem sengen og væggen om aftenen inden hun gik i seng. Hun forklarede, at hun havde taget øksen, og havde stillet sig bag ham og "havde givet ham et godt hug, der fik ham til at falde forover". Hun var blevet ved med at hugge "fordi hun ikke ønskede at han skulle lide". Den første person, der kom til huset efter drabet, var hendes svigermor, og Mary mødte hende uden for hytten, hvor hun fortalte, at hun havde slået manden ihjel. Svigermoderen, Margaret Salmon Minish, gk ind hytten for at se, om det var sandt. Da hun kunne konstatere, at det var tilfældet, gik hun uden for og råbte på hjælp. Det fik flere nærtboende til at komme til hytten. De fandt den blodige økse anbragt mellem seng og væg, hvor den også skulle have stået før mordet. En af de første, som ankom, var John Minish, Stephens far. Ham fortalte Mary, at Stephen aftenen før havde truet med at slå deres datter ihjel, men at hun havde bedt ham ham om at gå  seng og slappe af, og bedt til Gud at han ville gøre det. Hun havde også bedt for hans sjæl hele tiden mens hun slog med øksen. Hun havde overvejet drabet 3-4 år, og var glad for at det nu var overstået. Hun  gav svigerfaderen en lille æske indeholdende $ 15, og bad ham om at få liget fjernet og begravet. Ifølge John Minish havde hun ikke grædt og så ud til at være helt rolig og være ved sin fornufts fulde brug.

Vidnet, Theophilus Campbell, der fortalte om øksen kunne også fortælle, at han tidligere havde hørt hende true med at dræbe sin mand. Han havde advaret hende mod konsekvenserne, hvortil hun havde svaret: "De hænger ikke kvinder, og hvis de gjorde ville min skønhed redde min hals." Det samme udsagn er i legenderne tillagt Ann Melton, da hun blev anklaget for medskyld i mordet på Laura Foster i Tom Doole-sagen fra 1868, så måske har de senere opståede legender om denne sag, haft historien fra sagen mod Mary Minish? Campbell havde sagt til Mary, at hun var et fjols, til hvilket hun havde svaret, at det var der mange, som mente, men at hendes forstand var så god som den nogensinde havde været. Hun fortalte også hendes onkler tidligere havde talt om at få hende indlagt på et sindssygehospital, men at de burde holde sig til deres egne sager, for hun havde mere forstand og fornuft end dem begge til sammen. Campbell, der var gift med en søster til Stephen Minish, kunne fortælle at da han, konen og deres børn havde besøgt Stephen og Mary et år tidligere, og havde siddet og talt med Mary, havde hun pludseligt hørt noget, som  de andre ikke kunne høre. Hun havde så forklaret, at det var Frelserens stemme, som havde fortalt hende, at hun skulle fortsætte og gøre det, hun havde lyst til at gøre og så ville han frelse hende.

Tilsyneladende blev Mary ikke anholdt med det samme, for næste morgen havde hun sagt i andre vidners påhør, at Frelseren havde sagt til hende, at hun skulle slå manden ihjel, og nu, hvor hun havde gjort det, var hendes hjerte lettet for en byrde. De samme vidner kunne bekræfte, at hun tidligere mange gange havde fortalt, at hun havde set engle, og havde set Frelseren og havde talt med ham. En af hendes onkler, T. J. Myers, fortalte, at han havde sendt hende i skole som barn, men at hun ikke lærte meget. Hun kunne end ikke tælle til tyve, og han mente ikke, at hun var i stand til at skelne mellem rigtigt og forkert.

Endnu et vidne, Joshua Dowell, som var Marys præst, fortalte at han ikke mente at hun "var tilregnelig". Han havde flere gange hørt hende råbe og bede højlydt om natten. Hun havde flere gange sagt til ham, at Frelseren havde sagt til hende, at hun skulle slå sin mand ihjel. Hun havde sagt til præsten, at hun elskede sin mand, men at hun var nødt til at gøre det. Præsten var også til stede i huset den dag, hvor mordet havde fundet sted, og her havde hun sagt: "Jeg har dræbt Pappy (hendes kælenavn for manden). Jeg var nødt til det. Hvad skulle jeg eller gøre?". Catherine Dowell, der var præstens datter kunne fortælle, at hun havde hørt Mary sige (der må have været overfyldt i hytten med alle de vidner): "Oh! Jesus, kom og hent mig nu. Du lovede, at du ville gøre det!" Og det var ikke første gang, Catherine havde hørt hende tale med Frelseren. Et andet vidne, Elijah Ball, Marys bror, fortalte, at han fire år tidligere havde set hende stå med sider fra en Bibel, som hun havde revet i stykker, på hovedet - "for at holde hekse væk", havde hun fortalt ham.  Endnu et vidne, John Butler fortalte, at han havde hørt Mary sige, at hun havde set Frelseren i en tre-fire år både blandt levende og blandt døde. Han havde opfordret hende til at dræbe sin mand, og derfor måtte hun gøre det. Hun havde set Frelseren sidde på et led, og han lignede en hvid sky.

Nogle vidner bekræftede, at hun havde fortalt dem, at hendes mand ville dræbe hende med en kniv. Til andre vidner havde hun fortalt, at han ville dræbe både hende og datteren. Hun havde fortalt alle mulige, meget forskellige historier, men oftest at hun var tilskyndet af en guddommelig magt, som havde givet hende frihed til at handle som hun gjorde. Nogle af disse vidner mente. at hun var sindssyg; andre mente at hendes morderiske tilbøjeligheder var et udtryk for "almindelig ondskabsfuldhed og djævelskab".

Inden retssagen blev hun undersøgt af seks forskellige læger, uafhængigt af hinanden. Tre af disse vurderede, at hun var sindssyg, tre andre at hun var normal. Under hele sagen, så Mary ud som om overhovedet ikke var interesseret i sagens udfald. Hun kiggede tomt rundt i lokalet det meste af tiden, for af og til at fokusere længe på et eller andet i rummet, som hun fik øje på. Hun tyggede tobak og viftede sig selv med sit forklæde og af og til brød hun ud i latter eller skreg uden nogen påviselig grund. Da de seks læger var helt uenige om hendes tilstand, spurgte dommeren Joshua Dowell, hendes præst, om hans mening, og han erklærede, at han mente at hun var sindssyg. Som begrundelse ud over hendes udråb og påstande om at være tilskyndet til drabet af Frelseren, forklarede han, at hun kort tid før mordet, havde klippet sin frisure, så hun fik pandehår!! På det tidspunkt var pandehår absolut ikke normalt i landlige områder af North Carolina, om nogen steder, og de fleste mener at denne frisure først kom til området i 1920erne. Enkelte kilder vil hævde, at det blev brugt en del i overklassen, men den tilhøre Mary Minish ikke, og præsten mente altså, at brugen af en sådan frisure var tegn på sindssyge. Hun har da heller ikke pandehår  på de få fotos der findes af hende, se ovenfor. Det skal i øvrigt siges at hendes pandehår tilsyneladende hang ned over øjnene, næsten til munden. Om eftermiddagen åbnede Richard Allison forsvarets afsluttende argumenter og Major Bingham fortsatte næste morgen. Sagen sluttede med at anklagemyndigheden, repræsenteret ved Distriktsanklager Adams, gav sine afsluttende argumenter.

Inden juryen trak sig tilbage, gennemgik dommeren beviserne og indskærpede juryen, at såfremt de kunne konkludere, at Mary Minish var i stand til at skelne rigtigt fra forkert, skulle de finde hende skyldig i mord; hvis de fandt, at hun ikke havde denne evne, skulle de frikende hende. Juryen trak sig tilbage, men var kun ude i ganske kort tid, så kom de tilbage og talsmanden oplæste afgørelsen "Ikke skyldig". Dernæst blev de spurgt om deres holdning til hende forstand og fornuft, og de erklærede, at de fandt hende sindssyg. Herefter bestemte dommeren, at hun skulle overføres til det, der dengang var kendt som Western Caroline Insane Asylum i Morganton i samme stat, i dag kendt som Broughton Hospital, stadig en institution for sindslidende. Så nemt skulle det imidlertid ikke gå! Politikere og hospitalsledelse i Morganton meddelte skriftligt retten i Statesville, at bare fordi de beordrede en person indlagt på hospitalet, betød det ikke, at vedkommende kunne få en seng! Hvorfor denne modvilje er ikke kendt i dag. Måske var hospitalet fyldt, måske ville de ikke have indlagt en øksemorder eller måske mente de bare ikke at et andet amt skulle disponere over deres ressourcer. Overført blev hun imidlertid, men hvor længe hun blev der, er ikke klart. På et ikke nærmere angivet tidspunkt blev hun overført til Dorothea Dix Hospital i statshovedstaden Raleigh (nedlagt i 2012), og her boede hun til sin død i 1925 og hun er begravet på hospitalets kirkegård (som fortsat eksisterer). Jeg kunne fortælle en lang historie om Dorothea Dix, som havde givet navn til hospitalet, og det gør jeg måske en dag, men de, der kan huske TV-serien Nord og Syd, vil kunne huske at Fru Dix var leder af Nordstaternes sygeplejerskekorps under Borgerkrigen.

Var Mary Minish sindssyg eller foregav hun bare sindssyge for at undgå galgen? Hun tog fejl, når hun mente at man ikke hængte kvinder i North Carolina, men vi ved ikke i dag, om hun faktisk var sindssyg. Men faktum er, at hun sad indespærret på sindssygehospitaler i de sidste 41 år af sit liv efter retssagen, og det var på den tid absolut ingen dans på roser eller et hotelophold. Præsten, der havde erklæret hende singssyg på grund af frisuren, døde i øvrigt to år senere, da han fik et ildebefindende mens han pløjede. Men i årtier efter hans død, huske man hans vidneudsagn og grinede en del af det.

Hvad skete der, som fik Mary Minish til at ændre karakter og blive sindssyg? Var hun bare en dygtig skuespiller, som ville redde sit liv, da det gik op for hende, at kvinder godt kunne blive hængt? Ikke efter min mening. Hendes irrationelle opførsel var begyndt allerede 3-4 år før mordet (måske mere), så hvis hun havde planlagt at undslippe galgen ved at påberåbe sig sindssyge, har hun planlagt drabet i meget lang tid, hvilket selvfølgelig kan være tilfældet. Hun påstod jo at manden  i samme periode, havde truet med at dræbe hende og barnet. Men da hendes bizarre opførsel begyndte forholdsvis kort tid efter, at hun havde født sin datter, Louisa, i 1878, kan hun have lidt af en ubehandlet fødselspsykose (den slags blev ikke behandlet i 1870erne), eller at hun af andre årsager udviklede skizofreni. Vi ved det ikke, og får det sandsynligvis aldrig opklaret.