Turist i og omkring Moab

Søndag! Og alligevel stod vi tidligt op. Tina skulle ride, og hun skulle være ved stalden kl. 8.30 senest, og da hun gerne ville have morgenmad før rideturens strabadser, satte vi uret til 6.30. Da hun og jeg var blevet klar, gik vi over til hotellets restaurant, hvor man kunne vælge mellem søndagsbrunch og søndagsbrunch. Så vi valgte søndagsbrunch, og den viste sig at være meget lækker med diverse lune retter, så som æg i flere varianter, bacon, pølser, ristet skinke, forskellige kartofler mm. Desuden selvfølgelig pandekager, brød og pålæg, selv om de ikke just er specialister i de to sidstnævnte ting i USA, men brødet var hjemmebagt og godt! Desuden var der et meget stort udvalg af frugt, både hel og udskåret, så det var rigtigt fint. Der var i øvrigt også et større udvalg af de sædvanlige amerikanske morgenmadsprodukter, fx cornflakes og andre lignende korn- og majsting, som hverken Tina eller jeg delikaterede os med. Til gengæld havde de baked beans, som jeg holder meget af til morgenmad – og i øvrigt også på andre tidspunkter. Kaffe, te og juice var ligeledes inkluderet i festmåltidet, som til gengæld ikke var helt billigt. $15,65 måtte vi af med pr. snude. Det svarer til ca. 91 kr. og er selvfølgelig billigt i forhold til brunch på en dansk restaurant, men i forhold til, hvad vi ellers gav for morgenmad, var det dyrt. Til gengæld var udvalget større.

Efter morgenmaden gik vi over til staldområdet, hvor vi var de første der kom. Her mødte vi de to hestebetvingere (wranglers), som skulle guide turen, men det vidste vi ikke på det tidspunkt, da der var flere andre kvinder/piger, som trak omkring med heste. Inden rideturen måtte Tina skrive under på, at hun red ud på eget ansvar og at hun ikke kunne sagsøge nogen, hvis noget gik galt og hun brækkede halsen. Efterhånden kom der flere til, og da alle, der havde bestilt en ridetur, til sidst var ankommet, gik de indledende manøvrer i gang. En af wranglerne hentede et firbenet dyr med saddel, mens en anden uddelte bandanaer – eller rettere opfordrede folk til selv at tage dem i en kasse. For de, der ikke ved det, er en bandana et tørklæde som man typisk tager for ansigtet for at undgå støv. Da wrangleren, som var gået, kom tilbage med sit dyr, parkerede hun dette foran terrassen, hvor alle deltagerne ventede og præsenterede det med ordene: "Dette er en hest". Selv nybegyndere kunne have været med her. Hun fortalte også, at det konkrete dyr hed Torden (Thunder), fordi han ikke var noget lyn (lightning), og så forklarede hun, hvordan man skulle styre en westernhest. Tina fortalte senere, at det "sværeste" var, at man skulle ride med løse tøjler i modsætning til, hvad hun var vant til, fordi westernheste er dresseret til, at når tøjlerne strammes, skal de stoppe, så hvis man holder tøjlerne for stramt, som man ellers lærer i Danmark, bliver turen ikke så lang – for så vil hesten simpelthen ikke gå. Efterhånden fik alle, også Tina, hver deres hest (jeg har glemt hvad Tinas hed, men det var noget med "star" - Daystar, Morningstar, Rockstar eller noget i den stil). Efterhånden, som rytterne kom på hesten, red de ind i paddocken (folden), hvor de skulle ride lidt rundt inden selve turen startede. Jeg fik taget mine billeder, og så gik jeg tilbage til værelset.

Da jeg kom tilbage, var Tim klar, og vi forlod hotellet med det samme. Vores plan var at besøge Canyonlands National Park, eller i hvert fald det af parkens områder, som kaldes  Island in the Sky. Vi kørte først de 14 miles ind til Moab og derfra ca. 10 miles mod nord. Her fandt vi Utah Route 313, som fører ind mod denne del af nationalparken. Vejen drejer på et tidspunkt mod venstre og fører ud til Dead Horse Point State Park, som vi ikke besøgte ved denne lejlighed.  Her skal man altså huske IKKE at blive på 313, men holde mod højre ad Island in the Sky Road, som fører resten af vejen. Fra hovedvejen er der ca. 20 miles ind til parkens indgang. Herfra er der et 1,5 mile til stedets Visitor Center og herfra igen yderligere 12 miles til Grand Viewpoint, som er det længste man kan komme. Her nød vi udsigten over de canyoner, som de to floder Colorado River og Green River har dannet i landskabet. De to floder løber sammen 10 miles syd for Island in the Sky, men desværre kan man ikke se det fra udsigtspunktet. Ca. 30 miles længere mod vest i det forrevne landskab ligger et område, som er kendt som Robber's Roost. Det ligger i nogle sidekløfter til en af Coloradoflodens bifloder, Dirty Devil River. Her i Robber's Roost havde forbryderne Butch Cassidy  og Elzy Lay et af deres vigtigste tilholdssteder, og her dannede de The Wild Bunch, som også fik stedet som tilholdssted. På trods af utilgængelighed og ørkenklima, lå der faktisk nogle ranches i dette vilde område, som hjalp de lovløse med blandt andet mad. Heller ikke Robbers Roost kunne vi se fra Island in the Sky, men det skyldtes at alt på den afstand var hyldet i varmedis. Til gengæld så vi et fint forstenet aftryk af et blad i en klippe. Da vi havde set nok, gav vi os til at køre tilbage. 6 miles fra Grand Viewpoint gik en sidevej fra, som førte til et par andre viewpoints, så den tog vi. Den var ca. 4 miles hver vej, men der var egentlig ikke meget nyt at se – bare flere kløfter, eller de samme kløfter i nye vinkler. Længere tilbage mod Visitor Centeret gik endnu en sidevej fra mod endnu et viewpoint, denne gang et sted, der kaldes Upheaval Dome, men som, mener de fleste geologer, er et meteorkrater. Det orkede vi nu ikke, så vi kørte tilbage til byen.

Tilbage i Moab fyldte vi benzin på bilen, og så tog vi af sted igen. Denne gang kørte vi kun ca. 2 miles mod nord til Utah Road 279, der slynger sig langs Coloradofloden mod vest. Der, hvor denne vej drejer fra hovedvejen, ligger resterne af et af USA's største lagre af uran-affald. Man er ved at fjerne det, fordi man er bange for at radioaktivt vand skal sive ned og forurene floden. Affaldet bliver gravet væk og kørt med bil og tog 40 km ind i ørkenen, hvor man har isoleret en dyb hule, så intet kan trænge ud, og her deponeres affaldet så. Men lige nu ligger der altså stadig en hel del lige ved centrum af en by! På tilbagevejen fik vi taget et par billeder af såvel området som advarselskiltene på hegnet rundt om. Ca. 10 km ude ad 279 er der et område, hvor man kan se forstenede dinosaurusspor, og også nogle petroglyffer (klippemalerier), og her gjorde vi holdt og klatrede op til klippen med dino-sporene. Det er ikke specielt langt, man skal klatre, men temperaturen var omkring 40, så jeg syntes at det var lidt anstrengende. Da der ikke var flere fodspor at betragte fortsatte vi yderligere omkring 17 miles ud ad vejen. Her ligger der en fabrik, der fremstiller potaske. Det fremstilles ved, at klipper, der indeholder mineralet kalium, knuses og blandes med vand, hvorefter det inddampes. Fabrikken var nydelig, men det jeg egentlig gerne ville have set, var inddampningsbassinerne, som har en flot blå farve, men de lå i bjergene over selve fabrikken, og vi var ikke sikre på, at grusvejen derop, var noget for bilen. Billeder blev det altså ikke til, men et billede af bassinerne kan ses i Wikipedia. Som kuriosum kan jeg nævne, at vejen faktisk fortsætter og bliver til noget, der mest af alt er et hjulspor over slickrock-klipper og gennem snævre kløfter, og man kan faktisk fortsætte på den helt op til Dead Horse Point og Route 313, men så skal man helst have en smal 4-hjulstrækker eller i hvert fald en bil med stor frihøjde.

Vi vendte derfor om og kørte tilbage til hotellet, hvor vi var omkring kl. 15. Efter at have besøgt deres vineri og smagt lidt på varerne, gik vi tilbage til værelset. Her fandt vi Tina, som var kommet hjem fra rideturen omkring kl. 12, og så havde hun tilbragt to-tre timer ved poolen. Nu slappede vi alle af, indtil vi igen skulle ind til byen for at komme på vores solnedgangstur i en Hummer. Vi skulle være ved Moab Adventure Centers kontor kl. 18.00 og det var vi. Da vi kom, holdt der en Hummer klar uden for. Vi havde allerede afleveret vores fraskrivning af retten til at anlægge erstatningssag, så vi var klar til at køre. Vores chauffør/guide hed Molly, og hun påstod at hun var den eneste kvindelige Hummer-driver, der var knyttet til centeret. Til gengæld havde hun kørt ture, guidet hikes mm i 27 år. Vi skulle dele bilen med en familie med to voksne og to børn. De indtog bagsædet (hårdt for nyrerne) mens vi tre sad inde i bilen. Senere byttede vi et par gange.

Molly kørte op til det område, som kaldes Hell's Revenge. Fra indgangen til området kørte vi op ad den samme "finne" som i 2010, "Devils Fin" eller "Chicken Fin", men derefter var turen noget anderledes. Sidst kørte vi med firmaet Moab Tours, og den tur var nok sjovere og lidt mere halsbrækkende, men til gengæld var årets tur mere interessant, fordi Molly fortalte betydeligt mere, om det vi så, end chaufføren gjorde sidste gang. Vi gjorde et stop efter et stykke tid, hvor vi dels beundrede nogle forstenede dinosaurus fodspor, dels skiftede plads. Tim og jeg indtog bagsædet sammen med sønnen fra den anden familie. Mor, far og datter kom ind i bilen, hvor Tina blev siddende. Hun havde det ikke så godt med, at vi meget tit kom tæt på kanten, hvor der både var stejlt og langt ned. Vi fortsatte turen ud til et sted, hvorfra vi gik en tur over klipperne til et punkt, hvorfra vi kunne se ned til Coloradofloden. Der nød vi udsigten et stykke tid, men det var begyndt at lyne og tordne over La Sal Mountains syd for os, og det var tydeligt, at uvejret havde kurs mod os. Molly mente ikke, at det var specielt hensigtsmæssigt at stå på toppen af en klippe i tordenvej, så vi gik tilbage til bilen, hvor vi endnu engang byttede plads inden vi kørte videre.

Heldigvis valgte tordenvejret at gå uden om os, vi fik vist kun 5 dråber regn, og efterhånden kom solen så småt frem mellem skyerne. Det var heldigt nok for os, for vi var jo på solnedgangstur, og det er ikke særligt sjovt, hvis man slet ikke kan se solen. Molly var derimod ikke så glad. Moab får normalt omkring 200 mm regn om året, hvoraf 100 mm falder om foråret, men i år havde man til og med udgangen af juni kun fået 8 mm! Molly standsede bilen på en bakketop, hvorfra vi så nød solens sidste stråler på La Sal Mountains, og vi så den også gå ned bag bjergene. Da solen var væk,  kørte vi omkring i klipperne i yderligere en halv times tid, inden  vi satte kursen tilbage mod byen, hvor vi var omkring 22.30. Efter at have sagt "tak for turen" til Molly, og givet de obligatoriske drikkepenge,  fandt vi vores egen bil og kørte til en nærliggende Denny's for at få lidt aftensmad. Denny's har åbent 24 timer i døgnet, og det var stort set det eneste sted, der var åbent på det tidspunkt – og det var da også der, Tim og jeg havde spist efter vores forrige Hummer-tur. Efter maden kørte vi tilbage til hotellet, hvor vi var omkring 23.45 efter en lang, og for os alle oplevelsesrig dag.