Mod nord

Næste dag havde Tina det helt godt igen, men vi valgte at følge lægens råd, så Tim og jeg deltes om kørslen de næste 2-3 dage, så hun kunne få hvilet helt ud. Vi tog Lombard Street ud af byen. Den bliver til senere til U.S. 101, som så fører over Golden Gate Bridge. Som sædvanligt på en sommerdag, var broen gemt i tåge, men vi gjorde alligevel holdt på nordsiden, så Tina kunne få et par billeder. Derefter fortsatte vi op gennem Sonoma Valley med dalens mange vinmarker og vingårde. Vi havde egentlig regnet med at besøge et par stykker, men da Tina ikke måtte drikke alkohol, og jeg kørte, var der kun Tim tilbage til at smage, så det opgav vi. I stedet fortsatte vi nord på, det bedste vi havde lært, med kun et par stop undervejs.
 
Nord for Garberville forlod vi hovedvejen for at køre over på Avenue of The Giants, som blandt andet fører gennem Humbolt Redwood State Park, som er kendt for sine meget store rødtræer, men de store træer står faktisk hele vejen langs vejen, der også hedder California Road 254. Vi gjorde holdt ved Founder's Grove og gik en tur i skoven, hvor vi blandt andet så det 105 m høje Founders Tree, og det nu væltede, men tidligere 113 meter høje træ, Dyerville Giant. Selv når det ligger ned, er stammen mindst dobbelt så høj som Tim. Vi gjorde endnu et stop ved Immortal Tree, ikke så meget for træets skyld, men for at besøge den souvenirbutik, der ligger der. Jeg ville have købt nogle rødtræsbarkbogmærker (de dufter så dejligt), men de var udsolgt, så jeg nøjedes med at købe et par små udskårne bjørne til at tage med hjem som gaver. Også Tim købte gaver her, mens Tina havde købt, hvad hun skulle.
 
Da vi forlod stedet, blev vi enige om, at stoppe dagens kørsel i byen Eureka, så vi dels kunne se spøjse, gamle huse, og så Tina kunne få lov at ligge ved en pool. Desværre viste det sig, at der tilsyneladende ikke var nogen hoteller i byen med en udendørs pool, og da Tinas formål primært var at få sol mere end at svømme, var indendørs pool ikke godt nok. Vi besluttede derfor at fortsætte nord på, og hvis vi ikke have fundet et hotel med udendørs pool, når vi nåede Crescent City, ville vi blive der for natten. Og sådan kom det til at gå. Vi fandt ingen hoteller, der opfyldte kravene på vores vej nord på, men i stedet fandt vi et motel i Crescent City. Det lå på hovedvejen og lige ved byens havn. Men udendørs pool havde de ikke. Vi fik dog et glimrende værelse, og så kørte vi ud for at finde et sted at spise. Efter maden kørte vi Tina tilbage til hotellet, og så kørte Tim og jeg ud og fandt et Walmart. Tim manglede et par skjorter, og jeg fik købt de shorts, som jeg endnu ikke havde fået købt ved tidligere Walmart besøg.

Stadig ingen pools

Endnu en forlægningsdag, og denne gang, var der intet, vi skulle se. Dagen før havde vi trods alt set både bro, vinmarker og store ttæer. Hjemmefra havde jeg planlagt at vi skulle køre nord på gennem Oregon langs Stillehavskysten, men da havde jeg også regnet med, at vi allerede ville være inde i staten fra morgenstunden, hvilket vi altså ikke var, da Crescent City ligger i Californien. Vi blev derfor enige om, at vi nok hellere måtte tage motorvejen, I-5 i stedet, så vi kunne køre lidt hurtigere, og så komme nord på. Vi opgav også South Bend, som vi hjemmefra havde planlagt som overnatningssted, og blev enige om at blive i Longview, kort efter grænsen mellem Oregon og Washington, ikke mindst fordi South Bend ligger på US 101, og ikke i nærheden af I-5.
 
Efter morgenmaden fyldte vi benzin på bilen, og is på køleboksen og så forlod vi Crescent City. På det tidspunkt var klokken kun lige 9, så vi havde været tidligt på den. Vi tog den lille California Road 199, som også kaldes Redwood Highway mod nordøst gennem bjergkæden Coastal Range. Vejen er ikke specielt bred, og den snor sig gennem bjerge og skove, så hurtigt gik det ikke, men til gengæld var det kønt – når vi ikke lige kørte i kø efter et mobile home eller en stor lastvogn. På denne strækning går vejen gennem Jedediah Smith Redwood State Park og gennem en del af Redwood National Park, så der var stadig mange store træer. Det er faktisk på et hemmeligt sted i sidstnævnte skov, at verdens højeste træ, Hyperion på 115,6 meter står. Det er godt 10 meter højere end rådhustårnet i København, så det er et velvoksent træ. Omkring halvanden time senere var vi kommet de 60 km gennem de første bjerge, og så gik det noget nemmere de næste 60 km op til byen Grant's Pass og motorvejen.
 
Da vi nåede I-5 gik det så nord på gennem Oregon, ikke så hurtigt som i andre stater, da Oregon fastholder en hastighedsgrænse på motorveje på kun 65 miles (105 km/t) og kun 60 (95) visse steder. I Californien havde vi været vant til motorvejshastigheder på 75 miles (120) og i Texas i 2012 sågar 80 (128). Men her altså en del langsommere. Alligevel kom vi pænt derud ad i retning mod statens største by, Portland, som ligger ved grænsen til Washington, som her udgøres af Columbia River. Før, igennem og efter byen, gik det noget langsomt på grund af trafikmængden, og det var faktisk her, at vi blev enige om at stoppe for natten byen Longview, ca. 65 km nord for grænsen – så Tina kunne få lov til at bade. Desværre endte vi med samme problem som dagen før, nemlig intet hotel med udendørs pool, så vi fortsatte videre nord på, efter at par "omganges rundkørsel" i Longview. På vej nord på passerede vi vejen ind til den eksploderede vulkan Mount St. Helens, men Tina ville hellere se pool end vulkan, så vi fortsatte til byen Centralia, som viste sig ikke at være bedre udstyret i den henseende end Longview.
 
Vi blev enige om, at nu var det blevet så sent, så det kunne være lige meget med en pool og et tidligt stop, og så fortsatte vi til Tumwater, som er en af forstæderne til Washingtons hovedstad, Olympia. Her fandt vi endnu engang et hotel uden udendørs pool, men med et fint værelse. Efter indkvartering kørte vi ud for at finde en Applebee's for sidste gang på turen, og undervejs så vi i det fjerne kuplen på statens regeringsbygning, men vi fandt ikke hen til den. Efter maden kørte vi Tina tilbage til hotellet, og så kørte Tim og jeg for sidste gang ud for at lokalisere et Walmart. Jeg havde opdaget, at jeg havde forlagt to skjorter og en T-shirt et eller andet sted undervejs, og nu skulle jeg købe lidt erstatning, og vi ville også gerne have lidt frugt til næste dages kørsel.