De tre Måskefire

Overskriften stammer fra min barndom, hvor vi brugte denne titel om "De tre Musketerer", som jo i virkeligheden var - eller i hvert fald blev til fire.

De tre musketerer og d'Artagnan (illustration af Maurice Leloir til en udgave af romanen fra 1894).

I 1844 udkom Alexander Dumas d. Ældres bog, "De Tre Musketerer", som skulle blive den første i en serie om musketererne Athos, Porthos og Aramis og deres gode ven, d'Artagnan. Jeg skal ikke genfortælle historien her, da de fleste formodentlig kender den i forvejen, enten fra selve romanen eller fra en eller flere af de mange filmversioner, der er lavet. Jeg vil derfor nøjes med at tilføje, at romanen var skrevet sammen med en såkaldt "ghostwriter", Auguste Maquet, som også medvirkede til at forfatte Greven af Monte Christo, som i øvrigt også blev færdig i 1844. Dumas blev inspireret til historien af en enkelt scene i en meget ældre bog, Mémoires de Monsieur d'Artagnan fra 1700, skrevet af  Gatien de Courtilz de Sandras.

Dumas havde opdaget denne bog, da han udforskede Louis XIV's historie. Scenen, der gav inspirationen, var den, hvor d'Artagnan første gang opsøger Monsieur de Treville, for at blive musketer og møder Athos, Porthos og Aramis og bliver udfordret til duel af dem alle. I Mémoires de Monsieur d'Artagnan møder han dem i Treville's forkontor, mens det i Dumas' roman foregår noget anderledes, men med samme resultat. I slutningen af romanen bliver d'Artagnan også selv musketer, efter først at have gjort tjeneste i des Essarts Garderkompagni.

I 1845 udkom fortsættelsen "20 år efter", og i 1847 mammutværket "Musketerernes sidste bedrifter" (også kendt som "10 år efter"). Sidstnævnte var opdelt i 3 separate dele, der hver for sig, var lige så lange som hele den første bog. Senere skrev en anden franskmand, Paul Mahalin en bog, som på dansk kom til at hedde "Musketerernes Ætling". Af hovedpersonerne i de oprindelige bøger medvirker kun Aramis, som nu er biskop af Vannes og leder af Jesuitterordenen, hvilket han allerede blev i Musketerernes  Sidste Bedrifter. Han er også blevet Hertug af Alameda - og romanens skurk. Ætlingen i titlen er en uægte søn af Porthos. Denne roman udkom i 1884 og ikke mere om den.

I og med der er tale om historiske romaner, optræder der naturligvis en lang række historiske personer. Her et udvalg fra den første roman:

Kong Louis XIII af Frankrig

Dronning Anna af Østrig (Ana María Mauricia - som i øvrigt var spansk infanta, født i Valladolid i Spanien som datter af den spanske konge, Philip III og Margareta af Østrig)

Armand Jean du Plessis, kardinal Richelieu og Frankrigs Førsteminister

George Villiers, 1. Hertug af Buckingham

John Felton, en engelsk officer, der myrdede Buckingham, både i romanen og i virkeligheden - dog af forskellige grunde.

I 20 år Efter møder man desuden:

Dronningen, Anna af Østrig

Kardinal Mazarin (Giulio Raimondo Mazzarino), Frankrigs Førsteminister
Kong Louis XIV (Solkongen), som barn
Françoise-Louise de La Baume Le Blanc, Hertuginde af La Vallière and Vaujours kendt som Louise de Valliere (senere solkongens elskerinde)

François de Vendôme, Hertug af Beaufort

Louis II af Bourbon, Fyrste af Condé
Pierre Broussel, medlem af det franske parlament
Oliver Cromwell

Dronning Henrietta af England med flere.

I Musketerernes sidste Bedrifter kommer flere historiske personer til:

Louis XIV (som voksen)

Jean-Baptiste Colbert, fransk finans- og senere premierminister

Nicolas Fouquet, Marquis af Belle-Île og vicomte de Melun et Vaux, tilsynsførende med landets finanser og Colberts overordnede

George Villiers, 2. Hertug af Buckingham, 19th Baron de Ros
Guy Armand de Gramont, Greve af Guiche (notorisk playboy)

Marie Aimée de Rohan, Hertuginde af Luynes
Françoise-Athénaïs de Rochechouart de Mortemart, Marquise af Montespan (endnu én af Louis XIV's elskerinder)

Alle disse historiske personer er ganske interessante, og er man interesseret i at vide mere om dem, kan man selv slå det op!

Statue af d'Artagnan i Maastrich

Imidlertid har de fiktive hovedpersoner også selv historiske forbilleder, om end tilknytningen mellem fiktion og historie er ganske løs. Selv om de tre musketerer ikke har så meget med deres virkelige forbilleder at gøre, er de faktisk baseret på virkelige medlemmer af musketerkorpset. Kun adelige kunne optages i korpset, som blev regnet for et af de mest prestigefyldte i den franske hær, og såvel de tre nævnte som d'Artagnan var da også adelige. d'Artagnan var fra Gascogne, de tre øvrige fra naboproivinsen Bearn - hvor bearnaise saucen også kommer fra.

Athos var baseret på Armand, Seigneur de Sillègue d'Athos et d'Autevielle, født i 1615 i distriktet Bearn i det sydvestlige Frankrig. Virkelighedens Athos blev dræbt i kamp allerede i 1643, kun få år efter at han var blevet musketer, og man ved ikke meget om ham.

Athos var fætter til Isaac de Porthau, forbilledet for Porthos, født 1617. Han var fra Pau i Gascogne, men familien flyttede til Bearn, da hans far fik job der. Porthos gjorde tjeneste i Kaptajn des Essarts Garderkompagni, før han kom til musketererne (i romanen er det d'Artagnan, som gør tjeneste hos des Essart). Han blev i hæren efter musketerkorpsets opløsning i 1646, men tog sin afsked i 1654. Herefter vendte han hjem og overtog faderens hverv som sekretær for Bearns parlament. Porthos levede længst af de tre (fire), idet han døde i 1712 af et slagtilfælde i en alder af 95.

Aramis var baseret på endnu en fætter (måske kun halvfætter) Henri d'Aramitz. Hans far var abbed, og da faren døde i 1648, opsagde Aramitz sin tjeneste i hæren og overtog dennes stilling som Abbed af Bearn. Henri Aramitz blev født i 1620, mens det er uklart hvornår han døde. Nogle kilder har så tidligt som 1655, mens andre siger så sent som 1674. I romanserien er han den eneste af hovedpersoerne, der er live, da Musketerernes sidste Bedrifter slutter. Athos havde begået selvmord, da han hørte at hans søn var død. Porthos døde (stadig i romanerne) ved Belle Ìle, og d'Artagnan døde under belejringen af Maastrich i 1673.

De tre var alle i familie med Jean-Armand du Peyrer, Comte de Troisville (romanens Monsieur de Treville), og det var denne, som i 1640 hentede dem til Paris og gjorde dem til musketerer på grund af deres ry for at være særdeles dygtige fægtere.

Også d'Artagnan var baseret på en virkelig person, nemlig Charles Ogier de Batz de Castelmore, Comte d'Artagnan. d'Artagnan var fra Gascogne, men i modsætning til hvad man får at vide romanen, var han faktisk ældre end de andre tre, da han var født i 1611, og han var den, der blev musketer først, nemlig allerede i 1632, hvor han i romanen var den sidste af de fire. Da musketerkorpset blev opløst i 1646 kom han til at fungere som spion for Kardinal Mazarin, og han fulgte denne i eksil. Senere vendte han tilbage til Frankrig, og da korpset blev genoprettet i 1658 blev han udnævnt til sekondløjtnant i korpset. På det tidspunkt var han kaptajn i Gardes Francais. Det kunne lyde som en degradering, men var faktisk en forfremmelse, da musketererne rangerede langt over Garden. d'Artagnan blev chef for musketererne i 1667, og som i romanen (her "Ti år efter") døde han i forbindelse med belejringen af Maastricht i 1673. I romanen dør han kort efter at have fået at vide, at han var udnævnt til Marskal af Frankrig. Det blev den virkelige d'Artagnan ikke, men her har Dumas hentet inspiration fra d'Artagnan's fætter, Pierre de Montesquiou, comte d'Artagnan, som netop blev Marskal af Frankrig, noget han dog først blev i 1696, 23 år efter d'Artagnans død. Det er fordelen ved at skrive en historisk roman 200 år efter at de historiske begivenheder har udspillet sig. Dumas tog sig i øvrigt også den frihed at flytte sine personer tilbage i tiden, så De Tre Musketerer" starter i 1625 under Ludvig XIII, da ingen af de virkelige hovedpersonerne var mere end drenge, og ikke under Ludvig XIV, hvor de faktisk slog deres folder.

Som kuriosum vil jeg lige nævne, at den amerikanske revolutionsgeneral, Marie-Joseph Paul Yves Roch Gilbert du Motier, Marquis de Lafayette også startede sin karriere i musketerkorpset, men mange år efter de øvrige omtalte. Korpsets officielle navn var i øvrigt "Les mousquetaires de la maison militaire du roi de France" og det kompagni som de fire tilhørte blev omtalt som "Sorte musketerer", fordi deres heste var sorte. Et andet kompagni hed "De grå musketerer", gæt selv hvorfor. Korpsets fungerede som kongens livvagt, når han var uden for slottet, et andet regiment passede på ham, når han var hjemme.