Huse, grave og mystiske lys

Så var det blevet sightseeing-dag igen, denne gang med udgangspunkt i Wilkesboro, og det var primært Tom Dooley, der stod på planen, men jeg startede med en tur på Blue Ridge Parkway. Det vil sige at fra Wilkesboro tog jeg U.S. 421 til Boone, og derfra kørte jeg så på parkvejen, som jeg tog mod nord. Målet var North West Trading Post, som vi senest besøgte i 2002. Vejret var flot hele dagen, solen skinnede fra en næsten skyfri himmel og det var pænt varmt også, og kun lidt dis, så jeg fik taget en del billeder oppe på parkvejen, og her var efterårsfarverne langt bedre end længere mod syd.

Jeg besøgte butikken og købte en kildevand – på denne tur havde jeg ikke, som ellers er sædvane, købt en køleboks, da jeg kun skulle være af sted en uge – og skulle være ret stationær. Jeg valgte derfor at købe en enkelt kold kildevand, når jeg havde behov for det, hvilket typisk var en gang eller to om dagen. Foruden kildevanden købte jeg også et par småting til at tage med hjem til familien, og så vendte jeg igen snuden mod syd. Inden jeg forlod stedet fik jeg dog lige taget et par billeder af de specielle hegn, der er så karakteristiske for Applacherne. Næste stop gjorde jeg ved udsigtspunktet The Lump".  Det er her det "berømte" skilt med Tom Dooley står – det skilt, som i sin tid vakte min interesse for sagen. Som ved flere tidligere lejligheder blev skiltet foreviget, endda fra flere vinkler.

Fra The Lump fortsatte jeg mod syd forbi Boone, hvor jeg var startet, og forbi Blowing Rock, hvor jeg ikke gjorde ophold denne gang. Ved Linn Cove Viaduct, fik jeg taget et par billeder, som blev rimeligt OK, selv om der nu var en del varmedis. Da jeg nåede til North Carolina Road 181 forlod jeg parkvejen og kørte mod sydøst. Undervejs mod sydøst passerer man en rasteplads, hvorfra der er udsigt til Brown Mountain, og her gjorde jeg holdt. Jeg havde en plan om at besøge Brown Mountain udsigtspunktet om aftenen, og for at være sikker på at kunne køre den nærmeste vej, gemte jeg placeringen i min gps. Stedet har ikke noget navn, men heldigvis kan gps'en gemme i henhold til længde- og breddegrader, så det gjorde jeg. Og den vidste jo allerede præcis, hvor jeg var.

Jeg fortsatte ad hovedvejen ned til I-40, som jeg så tog mod øst til byen Hickory. Herfra kørte jeg igen nord på mod Lenoir, amtssæde for Caldwell County. Nu skulle der stå Tom Dooley på programmet resten af dagen. Jeg kunne have kørt en mere direkte rute ad små veje, men nu trængte jeg lige til at få lidt fart på efter Blue Ridge Parkways 35 og 45 miles i timen, derfor motorvejskørslen. Fra Lenoir tog jeg NC Road 268, den vej, som er centrum for Tom Dooley historien, selv om den slet ikke eksisterede i 1866. Forklaringen er, at vejen går nogenlunde tværs gennem det relevante område. Først skulle jeg imidlertid tankes op – benzin til bilen og mere kildevand til mig – og der var også lidt, jeg skulle af med. Det klarede jeg alt sammen på en tankstation i en lille bebyggelse uden navn. Her fik jeg også taget et par billeder af den brede del af Yadkin floddalen med en af de karakteristiske "Bestemor And" lader. Undervejs passerede jeg flere "Historical Markers" blandt andet en for General William Lenoir og en anden for General Collett Leventhorpe. Den første slog sine folder under Den amerikanske Frihedskrig, og den anden under borgerkrigen.  Sidstnævnte ligger begravet på en kirkegård tæt ved vejen, mens førstnævntes hus i dag er åbent for offentligheden, og det var det, som skiltet fortalte.

I 2012 havde Tim og jeg set en lille grusvej, som førte op til Fort Defiance, som netop var navnet på William Lenors hus fra 1792, men vi kørte bare forbi. Det ville jeg nu råde bod på, så da jeg kom til vejen, kørte jeg op ad den, og den viste sig at føre op til et pænt stort hus – og et mindre, som var butik og kontor. Stedet var åbent (kontoret altså) og en dame var i forhandling med et par mænd, om hvorvidt deres motorklub kunne låne hendes græsplæne til en campingtur et par måneder senere – og det kunne de godt. Da hun var færdig med dem, blev det min tur og vi fik en god sludder, hvor hun fortalte om generalen og ikke mindst huset, som jeg meget gerne måtte besøge. Jeg nøjedes dog med at bese det udefra. Til gengæld så jeg familiekirkegården bag huset, hvor medlemmer af familien Lenoir (med ægtefæller mm) er blevet begravet siden generalen selv, som den første blev lagt i jorden, og den seneste begravelse var fra 2000. Mit gæt er at der lå omkring 100-150 mennesker begravet på stedet, og det var meget interessant. Efter besøget på kirkegården vendte jeg tilbage til kontoret og sludrede videre med damen, som selvfølgelig vile vide, hvor jeg kom fra og da hun hørte at jeg var dansk, ville hun vide, hvad jeg lavede der, midt ude på bøhlandet i en afsides del af North Carolina?

Jeg forklarede så at jeg havde besøgt området flere gange og holdt meget af både natur og mennesker – og fortalte også om min interesse for Tom Dooley. Hun ville så vide om jeg havde besøgt Whippoorwill Academy og jeg kunne fortælle, at jeg havde været der et par gange, og ville gøre det igen næste dag, hvor det var lørdag (museet har kun åbent lørdag og søndag eftermiddage). Så snakkede vi lidt om, hvor rar Mrs. Carter, ejeren af museet var, og lige inden jeg skulle gå, spurgte hun, om jeg havde set Laura Fosters grav. Det kunne jeg så bekræfte, men kun ude fra vejen, da den jo ligger på privat grund og er indhegnet bag et elektrisk hegn, da den ligger på en mark, hvor der normalt går køer. Hun kunne dog fortælle, at der lige i de dage hverken var køer eller strøm i hegnet, så jeg kunne roligt gå derind – og ejeren var en flink mand, som ikke ville have noget imod det.

Da jeg nåede til Lauras grav kørte jeg ind på den lille plads, der er på den modsatte side af vejen, med et mindesmærke for Laura. Her lod jeg bilen stå, krydsede vejen og kunne konstatere at leddet ind til marken var åbent, så jeg fik mulighed for at komme helt tæt på graven og tage billeder af den. Efter besøget her, kørte jeg rundt til flere af historiens lokaliteter, fx Grandin (hvor Toms nemesis, James Isbell, boede), Gladys Fork Road, hvor jeg endnu engang besøgte Ann Meltons grav, og forsøgte at stedfæste dels en anden begravelsesplads, hvor hendes bror skulle være begravet, og også Bates Place, hvor mordet fandt sted. Jeg fandt ikke det førstnævnte sted, og for det det andet har jeg to muligheder, men ved ikke hvilken, der er det korrekte – og det er der heller ikke nogen andre, der gør, da det præcise sted et gået i glemmebogen. Også et par af de lokale kirker fik min opmærksomhed og til sidst forsøgte jeg endnu en gang at lokalisere Toms egen grav – og endnu en gang uden held.

Jeg kørte derfor hjem til hotellet og slappede af en times tid, inden jeg endnu engang hjemsøgte Ruby Tuesday for at få aftensmad. Efter maden var det så tid til at besøge Brown Mountain. Hvad er der så ved Brown  Mountain, siden jeg så gerne ville der ud? Bjerget eller snarere bjergkammen er i sig selv ikke noget særligt. Den er godt 2 km lang og ca. 700 m høj (over havet, men syner mindre, da de omkringliggende bjerge er højere). Bjerget er imidlertid berømt for de mystiske lys som af til ses på, over og omkring dette. Lysene blev særligt kendt fra begyndelsen af 1900-tallet, men lokale indianere har set dem i hvert fald tilbage til 1700-tallet, og deres legender husker dem tilbage til omkring 1200. Lysene er en kendsgerning, men hvad der forårsager dem, er endnu ikke forklaret, selv om der har været gjort rigtigt mange forsøg, fx at det skulle være forlygter på tog eller biler, som kører imod beskueren, hvilket dog afkræftes af, at lysene blev set længe før tog og biler blev opfundet, og at der også blev set lys i en periode, hvor al trafik både i tog og biler, var afbrudt på grund af en oversvømmelse. Genskin fra byer på den anden side af bjerget, brændende sumpgas, radiotiv stråling fra radium iu bjerget, og flere andre forklaringer er afprøvet, men de er alle blevet afvist efter at de er blevet fremført. Også United States Geological Society har undersøgt lysene men uden at finde den endegyldige forklaring.

Den seneste forklaring, jeg har set, er baseret på, at bjerget indeholder store mængder kvarts. Samtidigt er det omgivet af forkastninger på tre sider, og når disse forkastninger bevæger sig, opstår der pizoelektriske ladninger i kvartsen, som antænder "klumper" af plasma, som så bevæger sig rundt, op og ned, frem og tilbage i kort tid, inden de går i opløsning. Dette ville kunne forklare lysenes opførsel, da de netop er rapporteret at bevæge sig på tværs af bjergsiden, op og ned ad denne, og af og til stiger de op over bjerget inden de forsvinder. Normalt er lysene kun synlige i mellem fem og ti sekunder, selv om observationer på op til et minut eller mere er gjort ved sjældne lejligheder. Enkelte påstår at de har været tæt på et lys, og at dette så har bevæget sig væk fra dem, hvilket ville (siger teorien) harmonere med at plasmaen blev frastødt af personens elektromagnetiske felt. Nogle få påstår at de har rørt ved et lys, og at de har følt smerte svarende til et elektrisk stød. Disse postulater er fremført før teorien om glødende plasma blev fremført, så det kan ikke være efterrationaliseringer.

Selv kan jeg dog bedre lide cherokee'ernes noget mere romantiske forklaring. Omkring 1200 kæmpede stammen et stort slag mod nabostammen catawbaerne i Pisgah Mountains, hvor også Brown Mountain ligger. Mange på begge sider blev dræbt, men cherokeerne vandt slaget. Efter slaget gik stammens unge piger ud for at lede efter de forsvundne krigere, og det er lyset fra deres lamper, som stadig kan ses, når deres afdøde ånder søger efter deres elskede. Kom så igen videnskab!

Nå, men det var altså derfor jeg ville til den øde rasteplads i mørke. Lysene skulle være mest tydelige i oktober og november, bedst efter regn, og de skulle oftest vise sig mellem kl. 22 og 2 om natten. Som tidligere nævnt havde jeg om formiddagen indstillet gps'en og nu satte jeg den til at vise mig vej. Og jeg skal hilse og sige at jeg kom på sightseeing. Bortset fra at jeg ikke kunne se noget som helst på grund af mørket. Men jeg kom ud på meget små og smalle veje, hvor jeg ikke have lyst til at køre hurtigt. Det viste sig at være fornuftigt, for på et tidspunkt sprang et rådyr ud på vejen lige foran mig, og havde jeg kørt med bare 35 i stedet for de 25 mph, jeg gjorde, havde jeg ramt det. Faktisk har jeg aldrig ser så mange døde dyr i vejsiden, som på denne tur, men selv slap jeg for at ramme nogen. Det gik altså langsomt, og selv om der kun er ca. 35 miles fra Wilkesboro til rastepladsen, tog det mig over halvanden time at køre derud. Da jeg nåede frem var klokken 20.45 og jeg var ikke den eneste, som havde fået samme gode ide. Der holdt en fire, fem biler, hvoraf to holdt med lys på, hvilket ikke er smart, når man skal se svage lys i mørke. Heldigvis forlod både de og et par af de andre stedet, og kun jeg og en anden mand med to kameraer på stativ blev tilbage. Ham faldt jeg selvfølgelig i snak med. Jeg har glemt hans navn, men han var professionel fotograf fra Morgantown og havde studeret lysene siden 1999. Bare i den uge, hvor jeg altså mødte ham fredag aften, havde han allerede brugt ca. 40 timer på denne øde rasteplads. Det ene kamera var et almindeligt spejlrefleks med en stor og meget lysfølsom tele og det andet var et infrarødt kamera. Mens vi sludrede, viste han mig nogle billeder, som han havde taget om onsdagen (torsdag havde han også været der, men på grund af regnen, som holdt mig helt væk, havde han ikke fået nogen billeder). Billederne viste tydeligvis lys på bjergsiden, som bevægede sig, idet lysene var delvist slørede, mens baggrunden var skarp, og han insisterede på at de var ægte, og ikke lavet i Photoshop.  Mens vi sludrede kom flere biler til, og kørte igen, og fotografen mente at folk ikke havde tålmodighed. Lysene ses ikke hver dag, men regnen dagen før kunne måske "lokke dem frem".

Jeg blev på rastepladsen til omkring midnat, hvorefter jeg kørte tilbage til hotellet. Fotografen ville blive endnu nogle timer. I den tid, jeg var der, så vi fire lys, hvoraf to var tvivlsomme (sagde min ekspert), de kunne godt være lys fra biler, da de lyste forholdsvis længe. Et var sandsynligt og et var helt sikkert et Brown Mountain Light. Man skulle være opmærksom, fortalte min hjemmelsmand, da der både kørte tog og biler, og så var bjørnejagten netop gået ind, så mange håbefulde jægere vandrede rundt på bjerget med lommelygter. Jeg prøvede selv at tage billeder, men det var mit kamera simpelthen ikke godt nok til. De blev alle fuldstændigt sorte, og det ene, som ikke gjorde viste en lille, udtværet lysplet, som kunne være hvad som helst. På hjemturen opgav jeg de små veje og tog de lidt større NC Highways til Boone og så tilbage til Wilkesboro ad US 421. Klokken var hen ad 1.15, da jeg kom tilbage, så jeg bevilgede mig lidt mere sovetid, og satte først vækkeur til kl. 8. Næste dag skulle stå på mere Blue Ridge Parkway og et besøg på Whippoorwill Academy mm.