Nationale monumenter - på mere end én måde

Vi var nu en hel dag foran for vores program, og den ville vi bruge i South Dakota. Præcis hvad vi ville bruge den til, havde vi ikke besluttet os for endnu, men vi var sikre på, at vi nok skulle finde på noget. Blandt andet skulle vi finde et sted, hvor vi kunne vaske tøj, men det havde vi skullet, uanset om vi havde fulgt vores plan.

Klokken 10 kørte vi fra Billings og videre mod øst ad I-90. Kort efter Billings drejer motorvejen mod syd mod Wyoming, og det gjorde vi også. Undervejs passerer I-90 gennem Crow Indian Reservation, et indianerreservat, der er endnu større end sortfodsreservatet, som vi havde kørt gennem dagen før. Mere end 9.300 km² er reservatet, som er hjemsted for knap 8.000 af crowstammens ca. 11.000 medlemmer. Fra Billings er der kun ca. 16 km før man kører ind i reservatet. "Hovedbyen" med ca. 1.600 indbyggere, hedder simpelthen Crow Agency, og den ligger ca. 11 miles efter at man er kørt ind i reservatet.

General Custer og en hjælpsom ældre dame

Her forlod vi I-90 for en stund. Nogle få miles fra Crow Agency ligger Little Bighorn Battlefield National Monument og det ville vi gerne se. Det var her oberstløjnant George Armstrong Custer (generalmajor under den amerikanske borgerkrig) mødte sit endeligt den 25. juni 1876. Custers tropper mødte og angreb en langt stærkere styrke bestående af sioux, cheyenne og arapaho indianere. Custer's såkaldte "last stand" fandt sted på en bakketop, nu kaldet Last Stand Hill, hvor der i dag er rejste et monument. Selve det slag, der udgjorde "the last stand" varede mindre end en halv time, og da det var overstået, var Custer og ca. 220 soldater udslettet.

Vi besøgte visitor centeret og gik en tur i området, og så på såvel monumenterne over de hvide, som over de indianere, der deltog. Nær bakken er opsat mindesten, der hvor de dræbte soldater senere blev fundet. De er ikke begravet her, men på en "national cemetery", der også ligger på området, og som også rummer andre døde, der faldt som soldater i de vestlige områder af USA. Custer selv er ikke begravet her. Hans lig blev ført til militærakademiet West Point i New York, hvor han nu ligger begravet. Jeg besøgte kirkegården, mens Tim havde et andet ærinde . Da vi havde set nok, også på den ualmindeligt nydelige frivillige parkbetjent, som også var på stedet, kørte vi tilbage til motorvejen og fortsatte mod syd.

Vi krydsede grænsen til Wyoming, og efter et kort stop i byen Sheridan for at handle, fortsatte vi mod syd og senere mod øst mod South Dakota. Ved byen Moorcroft, ca. 50 miles før grænsen til South Dakota forlod vi motorvejen for at køre nord på ad noget mindre veje. Vi ville gerne se Devil's Tower, et underligt bjerg som bare står og stritter. "Tårnet" var USA 's første National Monument, udpeget som et sådant af præsident Theodore Roosevelt i 1906. Bjerget står på et forholdsvis fladt plateau og rager 386 meter op i luften. Geologerne er ikke enige om, hvordan tårnet er blevet dannet. Nogle mener, at det er det indre af en vulkan, hvor de ydre dele er eroderet væk gennem millioner af år. Andre mener, at det er dannet under jordoverfladen i en fordybning hvor smeltet materiale er størknet uden at nå overfladen, og at det overliggende materiale så siden er eroderet væk. Uanset hvordan bjerget er opstået, er det et meget interessant syn, og i virkeligheden er kiowaindianernes forklaring på bjerget meget sødere. "Nogle små piger var gået ud på prærien for at lege. Pludselig blev de opdaget af nogle store bjørne, som gav sig til at forfølge dem. Pigerne kravlede op på en lille sten og bad Den Store Ånd om at frelse dem. Han lod stenen, som pigerne sad på, vokse sig højere og højere, mens bjørnene forgæves kradsede i dens overflade. Til sidst nåede bjerget til himlen, hvor pigerne blev til stjernebilledet Plejaderne. Andre stammer har andre historier, men alle er mere interessante end den geologiske. 

Ikke bare bjerget, men også vejen dertil var ganske spændende. Undervejs blev vi, som så mange andre steder i USA, advaret om dyr på vejen i form af et skilt med en springende hjort. Her blev det imidlertid til virkelighed idet en hjort løb over vejen foran bilen, tog et elegant hop hen over et hegn, og forsvandt i skoven. På vej tilbage til motorvejen kom vi forbi, men ikke ind i den lille by Sundance. I denne by sad i 1888 en mand ved navn Harry Alonza Longabaugh i fængslet for at have stjålet en hest, en saddel og et gevær fra en lokal ranch. Han blev fanget og idømt 18 måneders fængsel. Efter at være blevet løsladt fik han tilnavnet The Sundance Kid, selv om fængselsopholdet var den eneste tilknytning, han havde til denne by. Senere blev han kendt som medlem af Butch Cassidys Wild Bunch og ikke mindst fra filmen Butch Cassidy and the Sundance Kid med Paul Newman og Robert Redford. Ved Sundance kørte vi tilbage på I-90, som vi tog over grænsen til South Dakota, 17-18 miles fra byen. Efter grænsen fortsatte vi omkring 30 miles yderligere til en by ved navn Sturgis. Klokken var hen ad 16, og vi ville jo gerne vaske, så vi fandt et motel, hvor de havde vaskemaskine. Værelset var udmærket, men på gangen uden for lugtede der, som om en indisk familie havde lavet bryllupsmiddag til 100 personer på et af de andre værelser.

Straks efter at have slæbt bagagen op på værelset og sorteret vasketøjet, gik vi ned for at vaske. Her blev vi overvældet at endnu et nationalt monument, nemlig den amerikanske hjælpsomhed. Det viste sig at der ikke var møntautomater på maskinerne. I stedet skulle betales i receptionen, så vi henvendte os til den ældre dame, som passede denne. Hun fortalte os, at det kostede en dollar for en vask og det samme for en tørring. Begge dele var ret billigt. Det fleste andre steder kostede det to dollars for vask og andre to for tørring og det samme for en enkelt portion vaskepulver. Vi betalte for to vaske og to tørringer, og for endnu en dollar fik vi vaskepulver til begge vaske, og så var der endda noget til overs til fremtidig brug. I vaskeriet var der én vaskemaskine og én tørretumbler, men damen sagde, at vi bare skulle vaske alt vores tøj (to maskiner), og så ville hun tørre det hele i sin store tørretumbler, når vi var færdige. Vi fyldte så tøj i maskinen og startede den. På vej op til værelset spurgte jeg, hvor lang tid det tog, og hun sagde en halv time. Da vi kom tilbage en halv time senere var maskinen færdig. Damen kom farende med en vasketøjskurv på hjul, som vi kunne lægge tøjet i, mens vi vaskede mere. En halv time efter kom vi ned igen og fandt vaskemaskinen tom og kurven væk. Damen kom ud fra receptionen og bad os om at komme ind i baglokalet, hvor to meget store tørretumblere var godt i gang, og tøjet i den ene var faktisk allerede tørt. Damen havde sat det første tøj til tørring, og da den anden omgang var færdig, havde hun smidt det i den anden tumbler. Nu hjalp hun os med at tage det ud, og mens hun lige passede sin reception, lagde vi tøjet sammen. Da tøjet i den anden tørretumbler var færdigt, hjalp hun med at lægge det sammen, og havde vi spurgt, var hun sikkert gået med op på værelset og havde pakket det i kufferten også. Det er service!

Det vilde vesten - for alvor

Fra Sturgis til næste dags mål i Wall, South Dakota er der kun omkring 50 miles, så vi havde forholdsvis god tid til at se andet og mere end motorvejen – og det gjorde vi så også. Faktisk fik vi set mere end vi havde planlagt hjemmefra, og det er jo altid godt. Vi tog først motorvejen tilbage mod vest til byen Spearfish. Herfra kørte vi så mod syd til Deadwood. Byen en af de berømte byer fra dengang det vilde vesten var virkelig vild. Vi kørte gennem det historiske distrikt, som var nydeligt, men så heller ikke mere, og det var da heller ikke målet for færden. I 1870'erne var der gang i byen. Spil, sprut, opiumshandel og betalingsdamer var hovednæringsvejene, foruden at snyde guldgravere i Black Hills for de få penge, de fleste af dem tjente. Blandt byens kendte personer fra den tid, var spilleren Madame Moustache, som faktisk var en kvinde, og Wyatt Earp som boede i byen en periode.

Byen er imidlertid nok mest kendt, fordi det var i Nuttall & Mann's Saloon at James Butler "Wild Bill" Hickok blev skudt i ryggen den 2. august 1876. Også Martha Jane Canary-Burk, bedre kendt som Calamity Jane opholdt sig i en periode i byen. Efter Wild Bills død påstod hun at de havde været gift, og da hun selv døde, var hendes sidste ord: "Begrav mig ved siden af Wild Bill". Hendes lig blev ført til Deadwood ,og hun blev faktisk begravet ved siden af Wild Bill. Det var de tos grave, som vi gerne ville se, så vi kørte op til Mount Moriah kirkegården på et bjerg over byen. Her betalte vi den formidable sum af en dollar pr. næse for at få adgang til kirkegården, hvor vi så de to grave med tilhørende skilte. På Wild Bills er der endda en buste af manden, som fik Tim til at udbryde, at en mand med et sådant overskæg havde fortjent en bedre skæbne. Manden, der skød Wild Bill, John "Broken Nose Jack" McCall blev senere dømt i to omgange og hængt for mordet.

Da vi havde besøgt kirkegården kørte vi mod syd fra Deadwood. Vi ville se dansk-amerikaneren Gutzon Borglums berømte præsidentskulpturer ved Mount Rushmore. Da vi nærmede os indgangen til stedet, som også er et National Monument, lige som Devil's Tower m.fl., var der kø langt ud ad hovedvejen, og det så ud som om det ville tage flere timer bare at komme ind på parkeringspladsen. Vi kørte derfor forbi stedet og vendte omkring to miles længere fremme. Tilbage igen gjorde vi holdt og tog billeder ude fra vejen, hvor fotomulighederne var optimale. Vi fik altså set monumenterne, om end på afstand. Godt at man kan zoome med sit kamera.

Da vi havde taget billeder nok, tog vi US 16 til Rapid City og derfra endnu en gang I-90 til dagens mål i Wall, hvor vi var omkring kl. 12.30. Her passerede vi endnu et "nationalt monument", selv om stedet ikke er anerkendt som sådan. Jeg taler om Wall Drugstore, hvor man har kunnet få gratis isvand siden 30'erne. Fra Wall fortsatte vi til et ægte monument, eller rettere sagt en nationalpark, hvilket er lidt mere end et nationalt monument, selv om de kan se ens ud :-) - det er beskyttelsesgraden, der er forskellen - og så den at præsidenten selv kan udpege nationale monumenter, mens nationalparker skal godkendes af kongressen. Helt præcist kørte vi til Badlands National Park, hvor en af indgangene ligger få miles fra Wall.

Badlands består primært af eroderede klipper af forskellige varianter, der giver stedet et "vildt" udseende, hvilket navnet jo også antyder. Nationalparken er hjemsted for mange forskellige dyr, blandt andet den sortfodede ilder, som er den mest truede art af alle pattedyr i USA, men den så vi nu ikke noget til. Det var også i det område, hvor nu Badlands National Park ligger at "Ghost Dance bevægelsen" opstod i 1890, foranlediget af paiute indianeren Wovoka, kaldet "Profeten". Bevægelsen blev straks erklæret ulovlig, da de hvide mente, at den opfordrede indianerne til at kæmpe mod dem. Samme år blev den berømte sioux høvding, Sitting Bull anklaget for at være leder af bevægelsen og dræbt. En anden tilhænger af bevægelsen var høvding Big Foot eller Spotted Elk, som han også hed. I december blev han og 153 medlemmer af hans stamme, heraf flest kvinder og børn, massakreret ved Wounded Knee 30 miles syd for Badlands, og derefter døde bevægelsen ud, men den startede altså i Badlands. Og det gjorde vi også.

Vi fulgte "hovedvejen" øst på gennem parken og gjorde holdt flere steder for at nyde naturen samt tage billeder af den. Både af klippeformationer, farvede klipper, udsigt over græsprærien, billeder af fossiler af længst uddøde dyr og så videre. Da vi nåede den østligste udgang, kørte vi ud af parken og kørte i stedet mod vest ad den sceneriske South Dakota State Road 377. Den går i en slags ingenmandsland mellem den nordlige og den sydlige del af nationalparken, men ligger ikke selv inde i denne. Syd for vejen ligger Pine Ridge Indian Reservation, hjemsted for Oglala siouxerne, men der er kun en vej gennem denne del af parken, og den fører mod syd, hvilket ikke var vores mål. I stedet fortsatte vi mod vest til vi nåede en unummereret vej mod nord, som skulle føre til den vestligste del af parkens nordlige område. Den tog vi og det viste sig at være en grusvej. Efter 30 km ad denne, kom vi igen ind i parken. På vejen dertil havde vi set en del køer, og da vi kom ind i parken, så vi i det fjerne en flok bisoner. Grusvejen fortsatte omkring 10 miles mere, og så kørte vi igen ud af parken og kørte ad asfalterede veje 5 miles tilbage til Wall.

Her besøgte vi så endelig den berømte drugstore. Den blev grundlagt i 1931, men gik ikke særligt godt, indtil det ægtepar, som drev den, fik den geniale ide at sætte skilte op ved hovedvejen, hvor de reklamerede med gratis isvand. Det fik de vejfarende til at valfarte til stedet. Det var varmt i området, og der var ikke aircondition i bilerne i 30'erne. Drugstoren overlevede og den drives i dag af den samme familie. Der serveres stadig gratis isvand, men der er sket noget siden 1931. I dag er der restaurant på stedet, adskillige souvenirbutikker inde i drugstoren, der sælges tøj og meget andet godt. Omkring drugstoren er opstået et helt forretningskvarter med restauranter og andre souvenirbutikker, men dem besøgte vi ikke. De skilte som oprindeligt blev sat op langs hovedvejen, er der ikke mere. Til gengæld er der mængder af nye skilte langs I-90, som lige fra grænsen til Wyoming reklamerer for tilbud fra Wall Drug.