Natural Bridge

I 2000 besøgte vi klipppeformationen Natural Bridge i Rockbridge County i Blue Ridge Mountains i det vestlige Virgnia.

Natural Bridge ligger i udkanten ad Blue Ridge Mountains, ikke så langt fra Blue Ridge Parkway.  "Broen" er en naturlig klippebro, skabt af floden Cedar Creek, som gennem årtusinder har eroderet den bløde klippe under bjergets hårde overflade væk. Broen regnes som et af verdens naturlige underværker, og den var sådan set også interessant nok, selv om ejerne havde gjort deres for at "ødelægge" indtrykket ved at anlægge såvel souvenirshop, som flere restauranter, voksmuseum, automobilmuseum og zoologisk have. Det havde nok været bedre, hvis de havde ladet broen "stå alene", men vi valgte trods alt at købe en billet. Fra billetkontoret kunne man vælge mellem at gå ned til broen (der var en trappe med 137 trin) eller man kunne tage en bus. På denne ekspedition var vi otte i alt og svigerfamilien samt fire unge mennesker tog bussen, mens Dorte og jeg gik ned. 

Da vi kom ned for foden af trappen, studerede vi et skilt, hvoraf det fremgik at broen skulle være opstået gennem 200.000 millioner års erosion! 200 millioner er nok mere sandsynligt, men måske er denne bro ældre end resten af universet! Selve broen, altså dens overligger, er omkring 27-28 meter lang og mellem 15 og 45 meter bred. Tykkelsen er 5 meter, og der er 70 meter fra broens overkant til bunden af kløften. Broen er ikke blevet vejet, men man har beregnet at den vejer ca. 36.000 tons. Over broen går i dag U.S. Highway 11.

I 1740'erne tilhørte området den engelske krone (de indianere, der boede der, var ikke blevet spurgt), og guvernøren over Virginia foranstaltede en ekspedition i 1749, som skulle finde en vej over bjergene. Leder af ekspeditionen var oberst Peter Jefferson og en af ekspeditionens deltagere var en ung George Washington. 7 meter oppe på klippesiden under broen, har man fundet initialerne GW indridset, og nogle mener, at det er Washington som gjorde det i sin begejstring over fundet, og dermed blev USA's første graffitikunstner. I 1773 købte en af oberst Jeffersons slægtninge, Thomas Jefferson, der senere skulle blive USA's tredje præsident, området af den engelske konge for 20 shilling. Havde kong George vidst at Jefferson bare tre år senere skulle være en af hovedmændene bag USA's løsrivelse fra England, er det ikke sikkert, at han havde solgt til prisen.

Før de hvide kom til, var det monocanindianerne, der boede i området, og de har deres egen historie om broen.

"Engang blev de fredelige monocan indianere forfulgt af krigeriske shawnee og powhatan indianere. Undervejs på flugten opdagede monocan'erne en mægtig kløft foran sig. De fald på knæ og med bøjede hoveder anråbte de "Den Store Ånd" om hjælp. Da de igen rejste hovederne havde Den Store Ånd" skabt den gigantiske stenbro. Monocan'erne flygtede over broen og undslap på den måde deres fjender. Siden har monocan indianerne tilbedt broen og de kalder den "Guds bro".

Om aftenen er der klassisk koncert og lysshow ved broen, og tilskuerpladserne til denne koncert tager noget af det naturlige fra broen. Heldigvis var vi der i dagtimerne, så vi blev sparet for den "oplevelse". Under den amerikanske revolution fandt de amerikanske oprørere en anderledes praktisk anvendelse for broen. Soldaterne hældte klumper af smeltet bly ned fra broen. Tyngdekraften bevirkede at disse klumper blev kugleformede, og når de ramte det kolde vand i floden under broen, stivnede de i denne form, hvorefter de kunne fiskes op og bruges som geværkugler.

Fra broen kan man gå af en ca. 1,5 km lang sti ind i dalen, så det gjorde vi. Altså os og de fire unge. Else og Carl Jørn blev siddende på en bænk ved et cafeteria. Stien fører gennem et ret smukt område med mange spændende træer og buske, og ved de mest spændende er der sat skilte op, så uindviede også kan vide, hvad de ser. Blandt andet var der mange hickorytræer, som er en variant af valnød. Et stykke inde i dalen møder man et hul i jorden. Det er en nedlagt salpetermine. Under krigen mod England i 1812 til 1814 udvandt man her salpeter af den flagermusegødning, som hulen var fyldt med. Salpeteren blev brugt til fremstilling af krudt til de amerikanske geværer. Det var altså anden gang, at dalen tjente til militær produktion. Også under den amerikanske borgerkrig blev der gravet salpeter, men kun i forholdsvis begrænset omfang. Flagermusene er ret længe om at producere gødning i større mængder, selv om der er mange af dem.

På den anden side af dalen finder man Lost River. Det er en underjordisk flod eller bæk. Arbejderne i salpeterminen kunne høre vandet risle, og i 1812 besluttede nogle arbejdere at sprænge sig vej ind til floden, så det gjorde de. Gennem det ret lille hul kan man stadig se og høre floden. Arbejderne ville gerne vide, hvor floden kom fra, og hvor den førte hen, så de prøvede at hælde farve i vandet, men de fandt aldrig hverken kilde elle udløb. I dag ved man, at kilden er vand, der siver ned gennem jord og kalksten og samles til floden. Og man ved, at den faktisk løber ud i Cedar Creek om end længere nede af denne flod, end minearbejderne havde søgt. Inde i bunden af dalen findes et vandfald hvor Cedar Creek "vælter" ned over klippesiden. Da vi var der, var der nu ikke meget gang i den, så det var nærmere et vandskyl, end et vandfald.

I dalen findes også en kopi af en monocanlandsby, som var under etablering, da vi var der. Den bestod mest af en palisade og en hytte under opførelse, men det var meningen, at der skulle opføres en hel landsby, som viste hvordan indianerne levede før de hvide kom til området. Landsbyen skulle efter sigende være blevet udbygget en hel del siden vi var der.

Da vi havde set nok vendte vi tilbage til cafeteriet, hvor ungerne og svigerfamilien igen tog bussen op, mens Dorte og jeg tog trappen.