New York City 1

Efter vores sidste besøg på Long Island kørte vi tilbage til JFK og afleverede bilen. Herfra ville vi tage i limousine til byen. Det viste sig, at for $19 pr. snude, kunne vi blive kørt ind til vores hotel i en shuttlebus, der skulle rundt til flere terminaler og hoteller. Det valgte vi så at gøre i stedet og efter en forholdsvis kort ventetid kom bussen. Vi steg på sammen med yderligere en passager og fik bakset vores kufferter på plads. Så startede ellers en rundkørsel til JFK's 8 terminaler, hvoraf en måtte besøges to gange, før "bussen" var fyldt op. Det tog over en time, og selv om vi havde været i lufthavnen ved 17-tiden, var den 19.30 før bussen kørte ud af lufthavnen. Så gik det til gengæld forholdsvis hurtigt med at komme til vores hotel i Midtown Manhattan – vi var nogle af de første, der blev sat af, så allerede før kl. 20.30 kunne vi checke ind. I bussen faldt vi i snak med en ægypter fra Cairo, som var meget glad for at finde nogen, der havde besøgt hans land – og det har vi jo begge to. Han faldt i søvn op ad mig – og sådan startede det bekendtskab. Når vi ikke sludrede med ham, blev vi underholdt af den vestindiske chauffør, der med høj og klar røst sang med på de sange, der blev spillet i bilradioen. Han sang i øvrigt særdeles udmærket. Når han ikke sang, skældte han ud på de andre bilister, cyklister og fodgængere, som vi passerede.

På hotellet fik vi et værelse, og vi kunne vælge mellem et lavt eller et højt beliggende værelse. Vi valgte det sidste – jeg mente at vi så ville være lidt væk fra gadelarmen, hotellet lå trods alt på 8th Avenue lige i udkanten af teaterkvarteret og tæt på Hell's Kitchen. En piccolo bragte vores kufferter op, og fik en skilling for det. Dorte, som hader at give drikkepenge, blev helt god til det på denne tur, selv om vi tit måtte diskutere, hvor meget de forskellige skulle have.

Værelset var knap så stort som på hotellerne "ude på landet", men pænt af et byhotel at være. Senere skulle det vise sig, at det i det hele taget var et OK hotel, og med en fin beliggenhed. Helt sikkert et hotel, som jeg ikke vil have noget imod at bo på en anden gang - hvilket jeg så gjorde i 2014. Dorte pakkede nødtørftigt ud, og så gik vi ud for at finde et sted at spise. Hotellet ligger smindre end 100 meter fra Times Square. Vi valgte at spise på Chevy's, der på trods af navnet var en mexicansk restaurant lige om hjørnet på 42nd street. Her fik vi en stor Margarita som indledning. Som forret fik vi guacamole, som tjeneren lavede ved bordet. Det var fremragende og det var hovedretterne også. Her fik jeg sizzling fajita med oksekød, mens Dorte spiste enchillada med rejer og krabber.

Efter maden fortsatte vi ned ad 42nd Street til Times Square. Vi så lidt på lysene og gik så tilbage til hotellet, hvor vi slappede af og gjorde os klar til næste  dags sightseeing.

Næste morgen startede vi så på vores New York City turistrundtur. Hjemmefra havde Dorte udarbejdet en liste over ting, hun gerne ville se. Selv havde jeg ikke bidraget meget til indholdet af listen, da jeg ikke havde nogen ting, som jeg absolut ville se. Til gengæld havde jeg, med udgangspunkt i Dortes liste, prøvet at tilrettelægge vores ophold i New York, så vi kunne nå at se så meget af det, der stod på Dortes liste, som muligt.

Vi havde valgt, at vi skulle indlede med at se Frihedsgudinden på Liberty Island og immigrantmuseet på Ellis Island. Da vi stod op ved ottetiden, gjorde vi os klar, og gik derefter ned til en restaurant på 45th Street, som vi havde set dagen før, for at indtage dagens første måltid. Da vi havde spist, gik vi op til Times Square, for lige at se pladsen i dagslys. Her fandt vi så en taxi, som kørte os ned til Battery Park på Manhattans sydspids, hvor færgen ud til Liberty Island og Ellis Island afgår fra. Billetsalget til færgen sker fra Castle Clinton. Dette er et cirkulært fort fra 1811, og det var oprindeligt en del af New Yorks forsvarsværker. Selve billetsalget lå inde i fortet, mens køen gik rundt om dette. Fra indgangen fulgte vi køen rundt om fortet, og videre ud ad en af parkens stier. Her stillede vi os op bagest.

Det gik nu forholdsvis hurtigt med at komme gennem køen. Kun ca. 35 minutter, så havde vi vores billet og kunne gå ned til havnen, hvor færgen afgik fra. Her stod vi så i kø i yderligere 30 minutter inden vi kom med færgen. Castle Clinton har i øvrigt i en periode fungeret som det sted, hvor immigranter til USA blev modtaget, inden modtagestationen i 1892 blev flyttet ud på Ellis Island. Over 8 millioner immigranter kom til USA via Castle Garden, som stedet hed i immigrantperioden fra 1855 til 1892.

Vi sejlede ud til Liberty Island (oprindeligt Bedloe Island), og på vejen kunne vi så nyde Manhattans skyline – eller i hvert fald det af den, som vi kunne se, for det var meget varmt den dag, og det meste af byen, og i øvrigt også Frihedsgudinden, var sløret af varmedis. Da vi kom ud til øen, gik vi rundt og så på statuen fra flere forskellige vinkler.  Personligt synes jeg, at den er for stor til at være pæn, men smag og behag er selvfølgelig forskellig. Statuen er 46 meter høj og står på en 47 meter høj piedestal, så den samlede højde er 93 meter. Piedestalen står på et stjerneformet fundament, som er resterne af Fort Wood, endnu et af de forter, der indgik i forsvaret af New York. Fortet havde form som en 11-takket stjerne, men det ses bedst fra luften.

Tidligere kunne man komme op i statuen, men efter 9/11 er denne nu lukket for adgang. Man kan komme op i "piedestalen", men det kræver, at man i forvejen søger om lov til dette. En sådan tilladelse havde vi ikke – og det er også først efter at vi er kommet hjem, at jeg har opdaget, at man skulle have én. Vi opgav tanken om at stige op, da vi så køen – eller rettere, det opgav jeg. I stedet gik vi hen og købte os en saltkringle, som gjorde det ud for dagens frokost. Dorte nåede også lige at købe en is, mens jeg stillede mig i kø til færgen over til Ellis Island. Også denne gang varede det en halv times tid, før vi kunne komme med færgen, så Dorte havde rigeligt tid til både at købe og spise sin is.

Færgeturen til Ellis Island tog kun nogle få minutter. Til gengæld brugte vi en del tid til at gå rundt og se på museet. Ellis Island var det væsentligste indrejsested for immigranter til USA fra 1892 til 1954. Mere end 12 millioner mennesker rejste ind i USA via Ellis Island. Blandt de lidt mere kendte, der er rejst ind via øen, er blandt andre Salvatore Lucania, som de nok burde have afvist, han er nemlig bedre kendt som mafiagangsteren Lucky Luciano. Også Irving Berlin, Bob Hope, Claudette Colbert, Isaac Asimov og Max Factor rejste ind via øen.

Det var meget spændende at besøge Ellis Island – selv om der i virkeligheden ikke var så meget at se. Bygningerne, hvor immigranterne blev modtaget, står der selvfølgelig endnu, men alt inventar er fjernet. Til gengæld er der billeder og tekster, der fortæller om, hvordan det foregik, når immigranter ankom til øen. Vi havde købt en "radiotur", så vi fik udleveret et par hovedtelefoner og en lille dims, og så blev vi guidet rundt mellem forskellige "stationer", hvor der så blev fortalt om, hvad der foregik netop der. Også personer, der selv havde prøvet indrejsen, både nogle, der var sluppet gennem nåleøjet, men også nogle som var blevet sendt retur, fx kronisk syge eller uarbejdsdygtige, fortalte deres historier. Vi hørte blandt andet om de spørgsmål, som immigranterne blev stillet, så som "Hvad er 1 +1?", "Hvad er 2 + 2?" osv. En ung pige blev spurgt "Vasker man trapper oppefra eller nedefra?" Hertil svarede en unge pige, som vidst nok var fra Polen: "Jeg er ikke kommet til USA for at vaske trapper". Om hun kom ind eller blev afvist, fortalte historien ikke noget om.

Da der ikke var inventar i bygningen bortset fra noget opstillet bagage i det første rum, man kom ind i, var det svært for mig, at se det hele for mig, men spændende var det nu alligevel. Ca. 2 timer tog rundturen i bygningskomplekset, hvor der også findes er researchcenter. Her kan man låne en pc, og få lov til at lede efter egne familiemedlemmer i databasen over alle de 12 millioner, der rejste ind i USA ad denne vej. Det kunne have været meget sjovt, men der var mange i køen foran mig, så vi opgav projektet. I stedet gik vi uden for bygningen og stillede os i kø til færgen tilbage til Manhattan. Mens Dorte stod i kø, gik jeg ud til kysten og tog et par billeder af downtown Manhattan. Vejret var klaret lidt op, så man nu lidt bedre kunne se byens skyline. Også denne gang var ventetiden ca. 30 minutter, før vi kom med en færge. Vi sad oppe på dækket og kunne nyde turen og solskinnet.

Da vi kom tilbage startede vi med at investere i et par flasker vand. Det var som sagt meget varmt, så selv om vi havde haft vand med, og købt mere sammen vores pretzels (saltkringler), var vi igen tørstige. Lige ved siden af Battery Park ligger National Museum of the American Indian – et af de to Smithsonian Institute museer, der har filialer i New York. Dette museum, der ligger i den tidligere toldbygning på den fine adresse "1 Bowling Green", ville Dorte gerne se. Her måtte vi gennem den sædvanlige sikkerhedskontrol med gennemlysning, taskecheck osv. Derefter kunne vi så med sindsro gå ind i museet, som viste sig at være en stor skuffelse. Det meste af udstillingerne bestod af fotografier, og der var kun ganske få ting udstillet, og de fleste af disse var fra indianerne i det nordvestlige Nordamerika. Det var ikke hvad vi havde forventet – hvad det var, ved jeg faktisk ikke, men i hvert fald ikke det, vi fik. Vi havde nok en idé om, at det ville minde noget om cherokeemuseet i Cherokee i North Carolina, hvor man fik fortalt indianernes historie, bare større, men det gjorde det under ingen omstændigheder.  Her var de udstillede genstande primært indiansk kunst, ikke så meget indiansk historie.

Vi forlod derfor hurtigt museet igen, og spadserede gennem den sydligste (og ældste) del af Manhattan. Det var her hollænderne i sin tid slog sig ned, og kaldte byen New Amsterdam. Vi spadserede op til Wall Street, som til trods for dens betydning for verdensøkonomien, er en forholdsvis smal gade. Her ligger New Yorks børs, og det er selvfølgelig derfra betydningen stammer. Det var meget sjovt at se gaden, og da vi havde set nok, gik vi videre til Ground Zero. Her var der til gengæld ikke det mindste at se. Hele området, hvor tidligere World Trade Center lå, er én stor byggeplads. Her er man i gang med at bygge nye kontorbygninger, men man er endnu ikke kommet så langt i projektet, og det fik vores guide på næste dags busrundtur til at kommentere: "Empire State Building blev bygget på 14 måneder. Her har de bygget i over fire år, og de er endnu ikke nået til første sal."

Da der alligevel ikke var noget at se, gik vi nord på for at finde en taxi, der kunne køre os hjem til hotellet. Her gik vi gennem nogle af New Yorks mindre kendte gader, ud til en af de større veje, og her tog det ikke ret lang tid, før vi kom med en taxi og kørte hjem til hotellet, hvor vi slappede af på værelset nogle timer. Mens vi ledte efter taxi, havde vi lige besøgt en lille butik, og købt noget vand, så vi havde noget at forlyste os med, mens vi slappede af. Ved halvottetiden gik vi ud for at få noget at spise. Vi gik op mod Times Square, hvor vi vidste at der lå en Bubba Gump Shrimp Company.  Det havde vi set om morgenen, og der ville vi spise.

Da vi kom indenfor, måtte vi vente ca.25 minutter på at få et bord. Derefter blev vi vist op på første sal, hvor vi så skulle vente på en tjener. Mens vi ventede her, sammen med flere andre, blev vi udsat for spørgsmål om ting fra filmen. Da vi fik vores bord, bestilte vi en forret bestående af flere forskellige slags rejer. Til hovedret fik jeg stegte rejer, mens Dorte spiste Rejer á la New Orleans. Begge dele var fremragende. Til maden drak vi Louisiana Lemonade (Lemonade med Barcardi Lemon). Det passede fint til maden, og så fik vi glassene med hjem. Efter maden gik vi en kort tur – vi skulle jo spare kræfter til dagen efter. Vi nød neonlysene på Times Square og de omkringliggende gader, Broadway, 7th Avenue m.fl.