Fra Brøndby til Vipiteno

Overskyet på vej gennem alperne

Fredag ringede vækkeuret klokken 4 - om morgenen!! Morgentoilettet blev hrtigt overstået - ok, Dorte brugte nok næsten den sædvanlige tid på badeværelset, men klokken lidt i fem, var vi klar og toiletsagerne pakket i overnatningstasken. Udover bagagen havde vi en indkøbspose med lidt æbler fra køleskabet og lidt køreslik, foruden 30 cd'er. Vi skulle jo nødig undvære musik på turen.

Tasker, kamera osv. blev slæbt ind til Lis og Per (ikke bare venner, men også naboer) og anbragt i bagagerummer (dog ikke kameraet, som jeg gerne ville have i inde i bilen, hvis jeg skulle få øje på noget spændende). Klokken fem rullede vi ud af indkørslen og satte kursen mod Gedser. Lis havde bestilt billet til færgen klokken syv og desuden plads i restauranten, så vi kunne få lidt morgenmad/brunch som indledning på ferien. De som kender os, vil vide at det ikke var første gang, vi spiste brunch sammen, og det blev heller ikke sidste.

Trods vejarbejde ved Greve og en overraskende tæt morgentrafik (plejer ellers at være værst mod København), gik det hurtigt syd på, og vi nåede Gedser i rigtig god tid. Vi besluttede os for at kun at købe en enkeltbillet, da vi ikke var helt sikre på, om vi kom samme vej tilbage. Turen over Østersøen gik uden store bølger og bataljer, og vi fik da klemt en bid morgenmad ned i restauranten, og der blev også lige tid til at besøg i den toldfri, inden vi skulle i land. Her var indkøbene dog meget begrænsede. Ingen af os ryger, spiritus var ikke toldfri, og vi var på vej til vinens land, så vi nøjedes med at købe en smule slik af forskellig art til den videre tur. Vel ankommet til Rostock, fandt vi hurtigt motorvejen og så gik det ellers hurtigt syd på, i første omgang i retning mod Berlin.

Det tidligere østtyske landskab var ikke det mest ophidsende i verden, så vi gjorde ingen ophold undervejs, så vi kørte bare i hastigt tempo mod Berlin. Da vi nåede Berliner Ring, tog vi denne vest på til vi nåede Potsdam. Her skiftede vi til Vej 9 i retning mod Halle og Leipzig. Kort efter at vi havde skiftet vej, tog vi vores første stop på en rasteplads; dels for at komme af med noget overskudsvæske, dels for at fylde benzintanken op. Da vi kørte hen mod benzinanlægget, kunne vi se, at i den bane vi var på vej ind i, holdt der - måske ikke så overraskende - en dansker. Der var faktisk mange danskere, som havde valgt denne rasteplads, og det var da også en passende strækning fra færgen. Det var lidt mere overraskende, at de, der steg ud af bilen, var vores lokale sognepræst Frede Jørgensen, hans kone Kirsten og deres yngste datter, Helle, samt en veninde til sidstnævnte. Så steg vi også ud og fik en sludder med Kirsten og Frede om dette og hint. Nej hint, ikke det hinsides. Når vi kendte Kirsten og Frede ret godt, er det ikke fordi vi ellers overrender kirken, men som nogle måske husker, har Tim gået i klasse med Kirsten og Fredes ældste datter, Maria, i 9 år, så det er blevet til en del forældremøder gennem årene. Og nogle klasseture og weekender blev det også til undervejs. Nå, men vi fik sludret med Kirsten og Frede, som varpå vej til Norditalien, og det blev også til en kop kaffe på rastepladsens restaurant, inden vi igen satte kursen syd på.

Hotel Zum Engel i Vipiteno, Italien

Per havde GPS med i bilen, og da vi nærmede os Leipzig, begyndte den at advare os om vejarbejde forude. Vi besluttede os for at følge anvisningerne fra maskinen, og omkring Landsberg blev vi gelejdet fra motorvejen  og ad småveje videre gennem en lille by, hvis navn, jeg har glemt (det havde jeg allerede, da vi kom hjem i 2007). Kort efter Leipzig var vi igen tilbage på motorvejen, og så fortsatte vi sydøst på. Vi gjorde holdt på en rasteplads i Frankenwald, omkring 40 km nord for Bayreuth (den med festspillene), og her spiste vi så frokost inden vi fortsatte mod syd. Restauranten var den første, men absolut ikke den sidste  vi så (men den eneste vi besøgte), som lå i en bygninger over motorvejen. Efter indtagelse af føde, fortsatte vi mod syd.

Lis mente, at der nok ville være en del trafik omkring München (hvilket vi selv tidligere havde fået bekræftet mange år tidligere på vej til Østrig), så for at undgå den ville vi køre over Ulm, men da vi nåede Nürnberg, valgte vi i stedet at forlade motorvejen og køre ad hovedvejen mod Augsburg, og derfra videre mod Garmisch-Partenkirchen (hvor jeg mange år tidligere befandt mig, den dag de åbnede skisæsonen). Herfra ville vi så køre ad mindre veje rundt om Zugspitze, Tysklands højeste bjerg, og så ind i Østrig via Fehrnpass. Imidlertid overså vi et vejskilt i byen, så vi fortsatte ad hovedvejen mod Innsbruck. Så besluttede vi, at vi lige så godt kunne blive på motorvejen og køre gennem Brennerpasset, som vi ellers ville have undgået på grund af risikoen for tæt trafik og deraf følgende forsinkelse, men den frygt viste sig ubegrundet. Der var ikke den mindste kø, så vi kom uden problemer ind i Italien. Her kørte vi på motorvejen igen, efter først at have trukket en motorvejsbillet i en automat, men allerede 500 meter senere var vi blevet enige om, at det nok var en god idé at overnatte i  Vipiteno eller Sterzing, som byen kaldes på tysk, så vi forlod igen motorvejen efter at have betalt en afgift på 1 euro. Senere skulle afgifterne blive noget større ved de længere stræk. Vi stoppede ved det første, det bedste hotel, hvor Dorte gik ind for at spørge om de havde to ledige dobbeltværelser. Det viste sig at være tilfældet, og hotellet var i øvrigt ganske udmærket. Det hed i øvrigt Zum Engel, og var i rigtig alpestil med altaner og altankasser, som sig hør og bør.

Efter indkvartering forlystede vi os med en wienerschnitzel med tilbehør i hotellets restaurant, inden vi gik en kort aftentur. Så var det blevet tid til at tørne ind efter en lang dag og omkring 1.000 km kørsel, og vi besluttede os for at se lidt mere på byen næste morgen, inden vi fortsatte videre ned i Italien.

- Tilbage til "Et nostalgisk tilbageblik -
- Tilbage til "Rejser" -