Fra Vipiteno til Montepulciano (Sanguineto)

Den lokale sognekirke i Vipiteno (Vor Frue fra Marsken) og kirkegården. Dette er efter sigende den største kirke mellem München og Verona. I baggrunden ses hotellet.

Vi spiste morgenmad på det glimrende hotel, Zum Engel (i dag Engels Park), hvor vi havde overnattet fra dagen før. Da vi havde spist, bar vi overnatningstaskerne ud i bilen. Inden vi kørte, ville Dorte og jeg lige se på en lille kirkegård, der lå lige overfor hotellet. så vi gik derover og gik en tur på kirkegården. Vi nåede også at se, hvad vi gik ud fra, var eller havde været et kloster, men vi fik aldrig bekræftet formodningen. Jeg ved stadig ikke, om det har været kloster, men i dag er det Multscher Museum opkalde efter billedskæreren Hans Multscher fra Ulm (1400 - 1467). Museet udstiller gamle kort og dokumenter, samt planerne for sognekirkens alter, som netop blev udført af selv samme Multscher. Da vi forlod stedet, kørte vi lige et smut op mod byen, inden vi satte kurs mod motorvejen, men vi så ikke meget, så Vipiteno må blive en anden gang. Havde vi ikke vidst det før, havde besøget på kirkegården dog bekræftet at området her i Sydtyrol er mere tysk/østrigsk end italiensk. Det fremgik tydeligt af navnene på gravstenene, og vores hotelværtinde og personalet i øvrigt havde tydeligvis tysk som førstesprog. Værtinden, for der var faktisk en sådan, var ikke Fru Josepha, som i Sommer i Tyrol. men derimod Fru Fini Schafer, som der stod i hotelbrochuren, men hun var godt nok iført dirndl. Så Italien ej, så var hun østriger af natur. Byen fik også først sit italienske navn i 30'erne uder facismen. Indstil da hed den bare Sterzing og klarede sig fint med det.

Vi kørte igen på motorvejen efter at have trukket den obligatoriske billet i en automat, og så gik det ellers syd på gennem en smal dal, hvor der stort set kun var plads til Brenner Autobahn og så ind imellem et slot på en bjergtop.Vi gjorde holdt på en rasteplads nær Waldbruck/Ponte Gardena for at få en kop kaffe. Og så gik det igen syd på forbi Boxen/Bolzano og ned til Trento. Her forlod vi motorvejen for sat køre mod Riva del Garda. Da vi var i forholdsvis god tid, ville vi køre ned langs Gardasøens vestlige bred, hvor der en meget smuk natur og en fantastisk udsigt over søen. Planen var, at vi ville gøre holdt et sted ved søen og spise frokost der, men sådan kom det ikke til at gå. På vejen kom vi gennem Limone sul Garda, hvor Brøndby IF i mange år sendte ungdomshold til Limone Cup, hvor de så spillede mod andre dansk hold, der gjorde det samme. Vi kørte bare igennem Limone, men stoppede et andet sted, midt ude på landet for at tage billeder af søen. Derefter fortsatte vi til søens sydlige ende, hvor vi så spiste frokost. Det var i byen Dezenzano del Garda. Her fandt vi en parkeringsplads ved byens marina, og i en lille gade ikke langt derfra, fandt vi en lille hyggelig fortovsrestaurant, hvor vi blev enige om at prøve lykken, og det viste sig at være ganske fint. Præcis hvad de enkelte fik, husker jeg ikke, men jeg fik en tallerken med forskellige skinker, ost og grønsager.  Der var også nogen, der fik pizza, men hvem og hvad, har jeg lykkeligt glemt. Da vi var færdige med at spise, gik vi en tur i byen og tog et par billeder, som bevis på at vi havde været der. Vi navigerede os med lidt besvær ud af byen og tilbage til hovedvejen, som vi tog ned til motorvejen.

Gade i Dezenzano del Garda.. Fortovsrestauranten, hvor vi spiste frokost anes til venstre.

Vel tilbage på motorvejen fortsatte vi mod øst mod Verona, hvor Romeo og Jule udspiller sig hos Shakespeare, og hvor Preben Elkjær engang var fodboldhelt. Vi mødte ingen af dem, men drejede syd på igen og kørte mod Modena (hvor Balsamico kommer fra). Lidt syd for Mantova passerede vi Po flodeb, men der var nu ikke meget at se, fordi motorvejsbroen var forsynet med et højt rækværk, der tog udsigten. Lige efter Modena drejler motorvejen igen øst på, så det gjorde vi også. Ved Bologna (Harald Nielsen var fodboldhelten her) drejer man igen syd på mod Firenze. Her har blandt andre Brian Laudrup, Martin Jørgensen og Christian Nørgaard slået deres folder i klubben Fiorentina. Her fører motorvejen i en bue uden om byen, inden den fortsætter mod syd. Omkring Arezzo gjorde vi igen holdt på en rasteplads. Ligesom den, vi besøgte i Tyskland, lå restauranten ud over motorvejen, men vi besøgte den nu ikke. Til gengæld besøgte vi dens toiletter, samt en spændende butik, hvor vi købte en flaske rødvin, så vi var sikre på ikke at tørste, når vi nåede frem til lejligheden. Kort efter, ved den lille by Torita di Siena forlod vi motorvejen.

Her kom vi i et mindre dilemma. Den beskrivelse, vi havde fået fra udlejningsbureaeuet, havde en anden rutebeskrivelse end den, GPS'en foreslog, men det opdagede vi ikke med det samme. Vi kørte i første omgang efter GPS'en, og først da vi opdagede, at vi ikke kom gennem de byer, som stod nævnt på kørselsvejledningen, blev vi opmærksomme på, at noget ikke stemte. På et tidspunkt var vi ikke helt sikre på, hvor vi var, så vi valgte at fortsætte efrer GPS'ens anvisninger. Det viste sig, at den førte os til selve Montepulciano og ud igen mod øst,. Havde vi fulgte ruteplanen, var vi kommet af en mere direkte rute, men begge dele førte til det rigtige sted. Da vi kørte ud af Montepulciano i retning mod den endnu mindre by, Aquaviva og kørte ind på den vej, hvor lejligheden skulle ligge, kunne vi se at vi nærmede os, og da GPS'en sagde, at vi havde nået vores mål, lå der da også en hyggelig bondegård, så her kørte vi ind. En ældre dame kom ud og tiltalte os på italiensk, og ingen af os var (og er) særligt ferme til det sprog, så vi viste hende papiret med navnet på stedet. Det fik hende til at smile og gestikulere, at vi skulle længere ud af vejen, for at finde det rigtige sted. Vi takkede mange gange og tog afsted igen, og ganske rigtigt lå "vores sted" omkring 500 meter længere ude ad vejen. Vi blev enige om, at det nok ikke var første gang, at gæster til Sanguineto som stedet hed, var endt hos damen. Per kom i tanke om, at da han havde indstillet adressen hjemmefra, havde´GPS'en ikke kendt det husnummer, vi skulle bo i, så den havde taget det nærmeste.

Da vi kom til stedet, var der imidlertid ingen tvivl. Dels stod navnet med store bogstaver ved indkørslen og dels var der et skilt med teksten Agriturismo Sanguineto, så det kunne ikke misforstås. Desuden var der en parkeringsplads, hvor vi stillede bilen, inden vi gik op til kontoret og fortalte, at vi var kommet.

Dorte kan lige anes foran den bygning, hvor vores lejlighed lå.

Vi blev registreret og fik at vide, at vi bare kunne køre op til bygningen, så vi ikke skulle slæbe bagagen så langt. Så mens Per hentede bilen, viste damen os andre op til den lejlighed, hvor vi skulle bo den næste uge. Hotellet bestod af tre bygninger, hvoraf en rummede kontorer og spisesal, en rummede  en enkelt lejlighed, og en rummede de øvrige lejligheder herunder vores, som var placeret i stueetagen. Da vi havde fået taskerne båret ind, kørte Per bilen tilbage til parkeringspladsen, og da han kom tilbage, kunne vi tage vores domicil i øjesyn. Som vi havde bestilt hjemmefra rummede lejligheden en stue (med spiseafdeling og køkken), samt to værelser med hver sit badeværelse, så det fik vi hurtigt fordelt. Lis og Per fik det værelse, hvor badeværelset havde brusekabine, mens vi fik det, der havde badekar med jacuzzi funktion. Det endte nu med, at denne funktion kun kom i brug en enkelt gang, da Dorte senere på ugen ville afprøve den. Ellers nøjedes vi med at bruge bruseren over badekarret.

Efter indkvartering og udpakning satte vi os ud  på terrassen og nød det fantastiske og meget beroligende landskab, mens vi planlagde de kommende dage. Vi blev enige om at bestille morgenmad på stedet søndag og mandag, så vi ikke skulle tænke på at handle. Ellers var planerne, at vi ville en tur til Rom, til Siena og til Firenze, foruden selvfølgelig at nyde vores eget område. Sådan kom det imidlertid ikke helt til at gå, fordi vi som sædvanligt fandt på noget andet undervejs; mere om det i senere artikler. Vi blev enige om, at vi dagen efter ville køre til Chiusi, inde stationen og finde ud af, hvornår vi kunne komme med et tog til Rom. Vi havde allerede besluttet at Rom-turen skulle foregå tirsdag. Mandag ville vi se lidt på selve Montepulciano, onsdag skulle vi til marked i Siena og torsdag skulle vi enten til marked i Montepulciano eller bare slappe af ved poolen på hotellet. Fredag ville vi så enten tage toget til Firenze, eller vi ville køre hjem en dag tidligere, og så indlægge en overnatning og et besøg i Firenze på hjemturen. Det endte i øvrigt med, at vi slet ikke kom til Firenze, men sådan går det med selv de bedst lagte planer. Vi kom i øvrigt heller ikke til marked i Montepulciano. Til gengæld så vi nogle helt andre ting, som vi slet ikke havde planlagt.

Efter planlægningen fik vi bestilt morgenmad til de to næste dage, og så kørte vi ind til Montepulciano. I byens gamle centrum må kun indbyggerne køre i bil, så vi fandt en plads på en af parkeringspladserne uden for bymuren, og gik så ind gennem en af byportene og op ad byens hovedgade. Vi gik forbi et par restauranter, men fandt så én, hvor vi kunne sidde ude, så det gjorde vi. Servitricen var ret interessant påklædt, og serveringen måske ikke helt i top, men maden var glimrende, og vinen lige så, så det var alt i alt en udmærket oplevelse. Efter maden gik vi lidt rundt i byen, men der var forbløffende lidt liv, selv om det var lørdag aften, og da vi var lidt trætte efter køreturen, gik vi ret hurtigt tilbage til bilen og kørte tilbage på lejligheden. Her satte vi os på terrassen og delte den flaske rødvin, vi havde købt på vej mod  syd, og vi fik også en kop kaffe/te. Derefter var det blevet tid til at tørne ind. så det gjorde vi.