En etrusker, forklædt som grøn melon og Hannibals elefanter

Overskriften har jeg tyvstj... ladet mig inspirere til af Shu-Bi-Duas geniale sang, Midnatslusker. Hvorfor lige den sang ramte mig her, skal jeg nok vende tilbage til senere.

Det var blevet søndag og efter morgenmaden, som vi jo havde bestilt på "hotellet", var vi klar til dagens program. Morgenmaden var ikke prangende, men der både kaffe, te, ost, æg og brød foruden juice og yoghurt. Planen var, at vi ville køre til Chiusa, omkring 10-15 km syd for Sangieneto. Her var der som nævnt i en tidligere artikel en station på jernbanen mellem Firenze og Rom. Målet var at finde ud af, hvornår der gik tog til Rom, og evt. købe billetter, hvis det var nødvendigt at gøre det på forhånd. Vi kørte fra lejligheden mod øst til den lille by Aquaviva, hvorfra vi skulle være kommet dagen før, hvis vi havde fulgt kørselsvejledningen i stedet for GPSen. Fra Aquaviva gik det så syd på gennem landskaber med solsikkemarker mod Chiusa. Solsikkemarkerne undrede os faktisk en hel del - ikke bare den dag, men resten af opholdet i Toscana. De var nemlig i vidt forskellige stadier. Nogle var nærmest kun lige sprunget ud, mens andre var helt visne, så enten har der været tale om forskellige sorter, eller også har de været plantet på forskellige tidspunkter. Selvfølgelig var solsikker ikke det eneste vi så. Som de fleste steder i området var der også masser af vinmarker, majsmarker og oliventræer. Området ligger i Chiantidistriktet, og det er meste denne vin, der produceres, bortset fra i Montepulciano, men mere om det senere.

Gadebillede fra Chiusi. Den ældste bydel ses på toppen af bjerget, og den nyeste del af byen er bag mig.

Vi fandt uden problemer Chiusi, hvor den gamle bydel, som så mange byer i området, ligger på en bjergtop, mens resten af byen har bredt sig rundt om bjerget. Til gengæld kunne vi ikke finde stationen.mDa vi kom op til en kirke, hvor der dels var parkeringsplads og dels udsigt over området, blev Dorte sendt ud med sin medbragte kikkert for at se, om hun kunne få øje på en station. Det kunne hun ikke, men hun fik øje på nogle togskinner neden for det bjerg, vi befandt os på, og så blev vi enige om, at så lå stationen nok i nærheden af disse. På vej ned fra bjerget opdagede vi da også et skilt, hvor der stod Station (på italiensk), og så kørte vi i den retning. Eller rettere det troede vi, at vi gjorde, men vi glemte åbenbaret at dreje et sted, og så var vi igen ude på landet. Efter nogen køren rundt, lykkedes det for os at komme tilbage til byen, og så fandt vi stationen uden yderligere problemer. Vi fandt også et sted at stille bilen og så gik vi ind i stationsbygningen.  Her var der, som på de fleste stationer, en oversigt over togafgange og -ankomster, og vi kunne se, at der gik flere tog til Rom; nogle var hurtigtog og andre var regionaltog, der standsede ved flere stationer. Manden ved skranken var særdeles hjælpsom, og på trods af at hans engelske ikke var det bedste (men langt bedre end vores italienske), fik han både fortalt os, hvornår togene gik, hvad det kostede, og hvornår togene igen gik tilbage fra Rom. Vi besluttede os for at tage regionaltoget kl. 8.30 til Rom, og så ville vi tage det næstsidste eller sidste tog tilbage. Vi købte fire returbilletter, som kostede 16 euro stykket, så det var jo ingen herregård. Den flinke togmand fortalte også, hvor der lå en parkeringsplads, hvor vi kunne parkere gratis hele dagen. Parkeringspladsen uden for stationsbygningen havde kun 2-timers parkering, så det var ikke en mulighed.

Vi spadserede en tur op til den parkeringsplads, han havde anbefalet, og det viste sig at den lå 5-600 meter fra stationen, og der så ud til at være masser af plads - i hvert fald om søndagen. Derefter gik vi tilbage til bilen, og kørte igen tilbage mod lejligheden. På vej til Chiusi havde Dorte eller Lis - jeg husker ikke hvem -set et skilt med nogle etruskiske ruiner, der skulle ligge ved en lille sø, Lago di Chiusi, så dem blev vi enige om, at vi ville køre ned for at se på, selv om vi egentlig var på vej tilbage. Desværre kunne de ikke finde skiltet igen, men da vi nu havde fået smag for sø, blev vi enige om, at vi ville køre et stykke videre og så se på den noget større Trasimeno sø, der lå lidt længere mod øst. Her går i øvrigt det østlige grænse for Toscana, så når man når til søen er man i Umbrien. Søen er i øvrigt Umbriens eneste større vandområde og et populært udflugtsmål for indbyggerne i området.

Trasimenosøen. Selv om vandet ser mudret og grumset ud, er det helt rent og søen er et populærtdadested for iundbyggerne i Umbrien.

Denne gang havde vi ingen problemer med at finde søen. Vi kørte til byen  Castiglione di Lago og her kørte vi ned til "stranden", hvor vi fandt en parkeringsplads, hvor vi så stillede bilen. Vi gik ned til søen, hvor der var en del mennesker, der var ude at bade, og der lå en del og tog solbad i en lille park, som vi gik igennem. Selv ville jeg nok have betænkt mig på at bade, for vandet så ud til at være mudret, dyndet og fyldt med grums, men jeg har læst mig til, at det overhovedet ikke er forurenet, og for umbrierne betyder udseende åbenbart ikke noget. Men de har selvfølgelig heller andet vand at bade i. Vi fandt en lille restaurant/café, hvor vi overvejede at spise frokost, men der var ikke rigtigt noget på menukortet, der tiltalte os. Desuden var det  begyndt at blæse op, så selv om solen skinnede og det var mellem 25 og 27 grader, var det faktisk ikke til at sidde uden for. Vi blev derfor enige om at køre videre, og så finde et andet sted, så det gjorde vi. Vi tog vejen op langs bredden af søen mod nord. Her drejede vi mod øst, så vi fortsat fulgte bredden af søen gennem den lille by Truore, som vi skulle komme til at besøge torsdag.

Og nu lidt geografi og historie. I dag er Trasimenosøen pænt stor, omkring 45 km i diameter og med et areal på 128 km², er det Italiens fjerdestørste sø, men den er kun kun 6 meter dyb på det dybeste sted. I gamle dage - for et par tusinde år år siden, var søen meget større. Ved søens nordlige bred, fandt et stort slag sted i år 217 før vor tidsregning. Den 24. juni var den karthageniensiske konge, Hannibal kommet over alperne med sine soldater og elefanter. Ved Trasimenosøen lagde Hannibal Barcas hær sig i baghold for den romerske styrke, som bestod af to fulde divisioner under kommando af en konsul ved navn Gaius Flaminius. Præcis hvor slaget stod, ved man ikke, da søen altså var større, men det var mellem de nuværende byer Truore og Cortona. Romerne kunne ikke manøvre frit, da de var klemt inde mellem bjergene og søen, og da slaget var overstået, var over 14.000 romerske legionærer dræbt på få timer. Kun den forreste del af styrken, ca. 5.000 mand undslap i første omgang. men de blev indhentet af karthagenienserne og taget til fange eller dræbt. Nær Truore kan man stadig se et par af de massegrave, der blev lavet efter slaget. Det er måske det eneste slag i verdenshistorien, hvor en hel hær lagde sig i baghold  og udslettede en anden hær. Og så ikke mere historie lige nu. Og det var så Hannibal og elefanterne. Nu mangler vi bare etruskerne (melonforklædningen komemr dog ikke).

Vi blev enige om at køre videre til Umbriens hovedstad, Perugia, og se om vi kunne finde et sted at spise frokost der, så det gjorde vi. Perugia er en meget spændende by med oprindelse helt tilbage i etruskertiden. Faktisk var den en af Etruriens vigtigste byer sammen med Chiusa og Cortona. I etruskertiden udgjorde disse byer en del af Etruriens Tolv Forende Byer. En af de rejsebøger, vi havde med, anbefalede en parkeringsplads uden for bymuren. Herfra kunne man køre med en rulletrappe op gennem det bjerg, som byen ligger på. Vi fandt også hurtigt parkeringspladsen og rulletrappen, som ganske rigtigt førte op gennem bjerget, og vi kom ud i hvælvingerne under det gamle pavelige fort. Hvælvingerne er stort set det eneste, som er tilbage af fortet, som i øvrigt også fungerede som paveligt fængsel. Resten af fortet blev ødelagt af vrede perugianere i 1860, da de ønskede at løsrive sig fra kirkens dominans. På vej op gennem bjerget kører man forbi ruinerne af den gamle etruskiske og lidt højere oppe den gamle romerske bymur, inden man kommer op til den underjordiske by, der i Middelalderen var en del af fortet. Man kan faktisk sige, at man "kører rulletrappe gennem historien.

Udsigt over Perugias tage, en del af bymuren og det umbriske landskab, taget fra et højre beliggende sted på bymuren.

Da vi kom helt op, endte vi lige på byens gamle hovedgade, som vi spadserede en tur ned ad til vi kom forbi en fortovsrestaurant, der så spændende ud. Den viste sig at hedde Ferrari, og her spiste vi så lidt frokost. Da vi havde spist gik vi videre op gennem byen forbi nogle af de gamle bygninger, blandt andet det gamle rådhus, som stadig rummer kontorer for de kommunale myndigheder. Vi fortsatte frem til Piazzo IV Novembre, der er den centrale plads i det gamle Perugia. Her ligger domkirken, og her finder man et springvand i to niveauer, der er opført helt tilbage i 1280. Vi gik ned af en lille sidegade og så endnu en kirke, men gaden endte blindt, så vi gik tilbage til pladsen og rundt om domkirken og fandt en gade, som førte videre i samme retning som hovedgaden.

Formålet med denne spadseretur var at komme til at se den såkaldte "etruskerport". Det er én af de gamle porte ind til byen, og den er karakteristisk ved, at fundamentet er bygget af etruskerne,. Selve portbuen er bygget af romerne, og overbygningen over porten stammer fra renæssancen. Vi kom nu ikke ud lige ved porten - og tak for det! Vi kom ud helt oppe ved bymurens top på et sted, hvor muren lå oppe på en bjergskråning, og det gav en fantastisk udsigt over såvel byens tage som bymuren og det umbriske landskab. Det var faktisk ret svært at løserive sig fra denne udsigt, men det lykkedes til sidst J, så vi gik ned ad trappen langs med bymuren, og vi fandt da også porten, som vi beundrede og fotograferede behørigt. Da vi havde set no, gik vi gennem porten, og fortsatte op gennem nogle af byens snævre gader tilbage til pladsen ved domkirken. Her fandt vi en isbutik, hvor Dorte, Lis og Per delikaterede sig med italiensk is. Selv valgte jeg at spring over. Mens de spiste isen, gik jeg til gengæld rundt og beundrede pladsen. Da isen var spist, gik vi tilbage gennem hovedgaden til rulletrappen, som vi tog ned gennem bjerget igen. Vi fandt bilen, hvor vi havde efterladt den, og kørte til mod lejligheden - denne gang syd om Trasimenosøen. Vi var tilbage i lejligheden ved 17-tiden, så det blev en helt god udflugt, når man tænker på, at vi egentlig bare skulle til Chiusi for at købe en togbillet.

Udsigt over det toscanske landskab fra bymuren i Montepulciano

Vi slappede af i lejligheden til hen ad kl. otte (om aftenen J), og så kørte vi ind til Montepulcianp for at få noget at spise. Vi stillede bilen uden for bymuren og gik op gennem byen. Det vil sige, vi tog en scenisk tur, som gik ude langs bymuren med en god udsigt over landskabet. Planen var, at vi ville finde et sted at spise i nærheden af den centrale plads, men davi kom derop, opdagede vi, at ikke bare pladsen, men også flere af de omliggende gader, var spærret. Det viste sig, at der var en festival i byen, og der skulle være en eller anden koncert med klassisk musik på pladsen, så der kunne vi ikke komme ind. Vi måtte derfor gå samme vej tilbage, som vi var kommet - og det betød endnu en tur op ad bakke mod byens fæstning, som vi i øvrigt aldrig nåede at besøge. Vi gik en tur rundt i byens gader på må og få, mens vi blev mere og mere sultne. Til sidst fandt vi et sted, som viste sig at være en lang og smal restaurant, hvor betjeningen ikke var den mest fremragende, jeg har oplevet, men lokalet var hyggeligt og maden var OK, om ikke fremragende, så alt i alt gik det da.

Efter maden gik vi tilbage til bilen, endnu engang langs bymuren, og nu, hvor det var mørkt, var udsigten helt anderledes, men stadig imponerende. På vej hjem, lagde vi mærke til en stor bygning, ikke så langt fra hvor vi selv boede. Fra den vej, vi kørte på, var det ikke muligt at komme derover, så vi kunne ikke komme den nærmere, men vi kunne se at bygningen havde en stor parkeringsplads oplyst af neonlys, og der var røde advarselslys på toppen af bygningen. Vi var enige om, at det måtte være en eller anden form for fabrik, som åbenbart også var i gang om natten. Vi talte om, at nu, hvor vi vidste den eksisterede, ville vi se efter i dagslys,. for at se om vi kunne se, hvad slags fabrik, det var. Vi kom med en del forskellige forslag til, hvad man kunne lave på en sådan fabrik, men senere skulle det vise sig, at vi tog særdeles meget fejl alle sammen.

Hjemme på hotellet slappede vi af med endnu en flaske rødvin. Da vi kom dagen før, stod der seks flasker vin i lejligheden, som vi kunne drikke - med betaling altså og i flere forskellige prisniveauer. Det var alt sammen vin lavet af druer fra gården, vi boede på, men fremstillet på forskellige vinerier rundt omkring. Gården dyrkede vin, me producerede ikke noget selv . Til gengæld var de leverandør af druer til forskellige vinerier, så der var både Vino Rosso de Montepulciano, Chianti, Vino Nobile de Montepulciano og et pav typer mere. Hvad vi lige drak den første dag, kan jeg ikke huske, men det var vist nok en Vino Rossi og inden vi forlod stedet, var de alle drukket - plus et par stykker mere. Igen nød vi udsigten fra terrassen - indendøre var det så som så med mulighederne, da der kun var en sofa til to og så fire spisestuestole, men vejret var nu også sådan, at vi slet ikke havde lyst til at sidde inde. Det havde faktisk været over 35 grader, da vi var i  Perugia, og her ved 23-tiden, vil jeg gætte på, at at det ikke var under 25.