Gademarked og hyggesnak

På marked i Sienna- Selvfølgelig kigger Dorte på tasker.

Onsdag havde vi ikke planlagt meget, og sådan kom det også til at gå. Vi ville køre til marked i Siena, omkring 75 km nordvest for vores lejlighed. Derefter tilbage til lejligheden og slappe af ved poolen resten af dagen. Vi stor derfor ikke specielt tidligt op, da vi bare skulle være i Siena før markedet lukkede klokken 13. Efter at have spist morgenmad på egen terrasse tog vi afsted.

Vi kørte af små veje gennem det smukke toskanske landskab, bortset fra det allersidste stykke, som foregik på motorvej, og vi kom da også til Siena uden problemer. Også markedet fandt vi nemt, selv om det lå et andet sted , end vi troede. Til gengæld kneb det med at finde en parkeringsplads, hvilket for en stor del vedkommende skyldtes at markedet blev afholdt på det, der normalt var byens største offentlige parkeringsplads. Det lykkedes os dog at finde en plads i en sidegade, og så gik vi på marked. Det vil sige, vi indledte besøget med en kop kaffe på en fortovsrestaurant lige ved markedet, men så gik vi altså også på marked. Dette blev afholdt lidt uden for selve den gamle bydel ved den gamle fæstning, og her blev der solgt alt mellem himmel og jord; fra fødevarer over tøj (som der var mest af) tasker (Dortes favorit) og andre lædervarer til isenkramvarer. Vi gik rundt her et par timer til markedet begyndte at lukke ned. Vi overvejede om vi skulle køre ind til den gamle bydel, men efter turen til Rom tirsdag, var vi lidt småtrætte af at gå rundt, så vi sprang over og må have Siena til gode til en anden gang. Heldigvis var der en meget nydelig udsigt over byen fra fæstningsområdet, så vi fik taget nogle billeder ind over byen med Duomo (domkirken) med det karakteristiske, stribede tårn og rådhuset med et lige så imponerende tårn, som inspirerede Martin Nyrop (hele rådhuset, ikke kun tårnet), da han designede Københavns Rådhus. Siena er i øvrigt ærkesæde, og domkirken er ærkebiskoppens "hjemkirke!.

Vi tog motorvejen hjem; ikke den korteste, men bestemt den hurtigste vej. Endnu engang rundede vi Montepulciano, denne gang for at spise frokost. Vi kom lige midt i siestaen, men fandt dog en restaurant, som havde åbent. Her fik vi en pizza ved et plastikbord uden for restauranten, hvor vi i øvrigt var de eneste gæster. Stedet var måske ikke det hyggeligste, vi besøgte på turen, men gaden, restauranten lå i, var spændende med med husene liggende over og på tværs af gaden. Efter at have spist færdig, gik vi tilbage til bilen, som vi have parkeret på en af parkeringspladserne uden for bymuren. Vi benyttede lejligheden til at ser nærmere på på bymuren og byporten, som blev opført under Cosimo I af Medici, hertug af Toscana. Dette fremgår at et skilt, som sidder højt oppe på muren.

Ikke den hyggeligste restaurant, men pizzen var spiselig og gaden var spændende med huse, der gik over gaden.

Da vi alligevel kom forbi supermarkedet, som vi tidligere havde handlet i på vej ned til bilen se artiklen Ost og Vin i Dybe Kældre, benyttede vi lejligheden til at handle lidt mere. Blandt købte vi flere tomater og mere skinke, så vi igen kunne spise bruchetta og melon med parmaskinke. Også lidt Asti Spumante blev det, så vidt jeg husker. Denne handlen gav i øvrigt problemer med en vekselautomat. Lis skulle veksle penge til indkøbsvognen, da hverken hun eller vi havde mønter, og automaten tog da også hendes 20 € seddel uden problemer, men desværre kom der ingen mønter ud i den anden ende, så vi måtte tilkalde assistance. Det gav så anledning til nogen forvirring, da kassedamen ikke talte engelsk, og damen, som hun tilkaldte, tale det ikke særligt godt, men hun havde nøgle til automaten, og Lis fik sine mønter. Da vi var færdige med at handle var klokken hen ad 16, så det med at nyde det meste af dagen ved poolen, var ved at gå i vasken. Og da vi kom tilbage til lejligheden og havde fået indkøbene pakket ud og lagt i køleskab, viste det sig at alle børnefamilierne var i vandet, så vi besluttede os for at opgive. I stedet slog vi os ned på fællesterrassen, hvor vi snart fik tilslutning fra vores engelske venner ved det andet bord. Det viste sig, at de kom fra Gloucester, men de boede oppe i bakkerne, så de var ikke blevet ramt af de oversvømmelser, der ellers havde ramt byen, og som vi havde hørt meget om i TV, inden vi tog afsted. Vi fortalte, at der også var oversvømmelser i Danmark, men selvfølgelig ikke i samme omfang, og heldigvis ikke der, hvor vi boede. Det viste bare, at man aldrig skal jinxe, opdagede vi senere. De fortalte så, at det var fjrde gang, de boede på Sanguinete, og at deres ældste søn nu var taget til Madrid for at møde en svensk pige, som han kendte. Til gengæld havde de fået besøg af den yngstes italienske kæreste. Da vi hørte, at de var der for fjerde gang, spurgte vi dem om, de vidste, hvad det var for en fabrik , vi kunne se lysene fra om aftenen. Og det vidste de helt præcis. Det var nemlig det lokale hospital! Sådan kan man blive snydt i Italien, snydt groft endda.

Vi spiste vores bruchetta og melon til aftensmad, og senere hyggede vi os med lidt mere vin og et spil Uno, og sludrede videre med Anne og Dale, indtil vi til sidst blev enige om at trække os tilbage for natten.