Besøg i et østershus

Hvis Philadelphia var stedet, der formelt satte gang i USA's løsrivelse med udstedelsen og senere underskrivelsen af Uafhængighedserklæringen i 1776, og efter Uafhængighedskrigen også var USA's hovedstad i en periode, så var Boston i Massachusetts revolutionens arnested. Selv om Benjamin Franklin på tidspunktet for revolutionen var flyttet (eller flygtet) til Philadelphia, var han oprindeligt fra Boston, og fra byen stammer ligeledes en stor del af de mennesker, som blev frihedshelte i forbindelse med Frihedskrigen. Mere om nogle af disse nedenfor.

Lige som i Philadelphia lå vores hotel inden for gåafstand fra centrum, omend noget længere væk, så vi spadserede af sted til fods. Da der var en del, vi ville se i byen, og vi havde en aftale kl. 19, gik vi fra hotellet omkring kl. 9. Vores første mål var informationskiosken ved parken Boston Commons, USA's ældste offentlige park. Turen herned tog ca. 15 minutter uden at vi skyndte os. På vej langs parken havde vi observeret nogle unge mennesker, hvoraf en del var klædt i noget gammeldags tøj (ikke guider eller lignende). De stod bare og snakkede, og vi fandt aldrig ud af, hvad de lavede og hvorfor nogle var klædt ud, og andre ikke var, og da vi gik den modsatte vej en hel del timer senere, var der kommet mange flere af dem, men de lavede stadig ikke andet end at stå og snakke med hinanden.

Vi besøgte kiosken for at orientere os lidt og få et kort, samt for at besøgte toilettet, og så gik vi ellers ud på opdagelse. Det vil sige, det var mest Tim, der var på opdagelse, da jeg vidste, hvor det meste lå fra mit tidligere besøg i byen. Selv om det lå helt tilbage i 2008, var der ikke mange af seværdighederne, der havde flyttet sig. Den første seværdighed var Park Street Church lige ved siden af parken. Kirken er en konservativ protestantisk kirke fra 1809, og man må sige at den har en trofast menighed med ca. 2.000 deltagere til søndagsgudstjenesterne hver eneste søndag. Hvor kirken ligger i dag lå tidligere et kornkammer (granary), og kirkegården ved siden af kirken, som faktisk var vores egentlige mål, kaldes da også Granary Burying Ground. På denne i udstrækning (ca. 80 gange 100 m) ret beskedne kirkegård, ligger mange af revolutionens ledere begravede. Ved indgangen til kirkegården stod to, tilsyneladende selvbestaltede, turistførere, og udleverede kort over kirkegården med oplysninger om, hvem der var begravet hvor. Meningen var, at man lånte et kort, som man så leverede tilbage, når man forlod kirkegården igen, gerne, men ikke nødvendigvis ledsaget af en lille skilling. Vi sagde ja tak til kortet og så entrede vi stedet.

Kirkegården er den tredjeældste i Boston og blev grundlagt i 1660, så der er mange gamle grave. En af de første interessante grave man kommer til, tilhører advokaten James Otis. Han betragtede sig selv som en loyal britisk undersåt, men holdt trods det nogle taler, som opildnede befolkningen til at protestere mod en lovgivning, som gav britiske soldater lov til at trænge ind i borgernes hjem uden begrundelse. Senere skrev han også nogle artikler, som fordømte den britiske skattepolitik i kolonierne. Selv om han var loyalist, bliver han betragtet som en af revolutionens fædre. I løbet af 1760erne gik det ned ad bakke med hans mentale evner, og i 1769, blev han slået ned med en knippel af en engelsk skatteopkræver, hvilket ikke gjorde tilstanden bedre. Omkring 1770 trak han sig tilbage fra det offentlige liv, selv om han af og til havde klare øjeblikke. Moderne psykiatere har diagnosticeret ham som maniodepressiv og skizofren. I et klart øjeblik fik han sagt til sin søster, at når han skulle herfra, ville han ønske at "Gud ville tage ham som ramt et lyn". Den 23. maj 1783 døde han, da han stod i en døråbning og blev ramt af lynet!

Foruden Otis ligger også John Hancock, Samuel Adams, Robert Paine og ikke mindst Paul Revere (i en meget beskeden grav) begravet på kirkegården, og det er kun nogle af de mange, som deltog i revolutionen. Desuden ligger der Bostons første borgmester, samt Peter Faneuil, købmand og velgører, flere guvernører og Benjamin Franklins forældre og søskende. Chrispus Attucks, det eneste farvede offer for Boston Massakren, ligger i en fællesgrav sammen med de øvrige ofte for massakren. Bostons "Mother Goose" og Phillis Wheatley, den første afro-amerikanske digter og den første farvede kvinde, der udgav en bog, ligger også på stedet. Det var meget interessant at gå rundt og se på de gamle, mosgroede og ofte meget slidte gravsten. Da vi skulle ud igen, returnerede vi kortet sammen med en hel dollar. Ved den lejlighed fik fyren ved udgangen øje på min kasket, som jeg havde købt i Los Angeles. Den har et billede, der forestiller en bjørn over skyggen, og sådan en havde han åbenbart aldrig set før, for han spurgte om han måtte tage billede af den og vise til sin kone - og det fik han selvfølgelig lov til. Jeg var dog lige ved at bede ham om to dollars i honorar, men gjorde det ikke.

Næste stop var endnu en kirkegård, King's Chapel Burying Ground, ca. 150 m væk. Denne kirkegård, der er Bostons ældste, er endnu mindre en Granary, kun ca. 60 gange 40 m. Kirkegården er fra 1630, og den første som blev begravet her, var den oprindelige ejer af den jord, som kirkegården ligger på. Her ligger ikke helt så mange kendte begravet, men en enkelt revolutionshelt, William Dawes kan det da blive til.Dawes var med på Reveres midnatsridt, men ham er der ingen, der husker i dag. Mest fordi Longfellows digt "Paul Reveres Midnight Ride" ikke nævner ham. Heller ikke Revere var i øvrigt kendt før diget udkom omkring 1860, altså mere end 75 år efter ridtet. Også den første engelske guvernør over New England, den første europæiske kvinde, der satte foden på New Englands jord og Dr. Comfort Starr, en af grundlæggerne af Harvard universitetet, ligger her. Da vi havde set nok, blev vi enige med os selv om, at med den hastighed vi lagde for dagen, ville vi simpelthen ikke kunne nå at se alt det, vi gerne ville. Vi gik derfor op til New State House på toppen af Beacon Hill. Herfra kører flere turistrundture, og på vejen derop købte vi billet til en sådan. Her kunne vi så stå og vente til der kom en bus, fra det selskab, vi havde billet til. Da det indtraf, var der allerede kørt 3-4 busser fra hvert af de andre tre selskaber, som også havde stop her. Til sidst kom vi dog af sted.

Bussen var hop on - hop off, men vi valgte at blive ombord næsten hele vejen. Undervejs så vi en masse historiske ting i det centrale Boston, og også i Cambridge på den anden side af floden, hvor vi blandt andet passerede "Old Ironside" eller USS Constitution, det ældste skib, der stadig indgår officelt i USAs flåde. Skibet er bygget af træ i 1797 og er en tremastet fregat, som blandt andet deltog i krigen i 1812. Skibet er stadig under kommando, besætningen er helt almindelige tjenestegørende menige og befalingsmænd fra flåden og chefen er typisk orlogskaptajn. Vi passerede også Massachusetts Instítute of Technology (MIT), et af verdens mest prestigefyldte, tekniske universiteter. Til sidst vendte vi tilbage til Boston Commons, og i den modsatte ende af parken af, hvor vi var stået på, stod vi så af bussen igen. Vi gik gennem parken og fortsatte ned mod nogle af de steder, vi havde passeret på turen, som fx Old State House og stedet, hvor Boston Massakren fandt sted i 1770, Old South Meeting Hall, hvor de sammensvorne mødtes før Boston Tea Party i 1773, Faneuil Hall hvor dele af revolutionen blev planlagt på første sal, mens der blev holdt marked nedenunder, og Quincy Hall. Da vi kom tilbage til Old South Meeting Hall købte vi en sandwich, som vi sad og spiste på en bænk, inden vi gik tilbage til hotellet igen. Vi var tilbage omkring kl. 16.00 og kunne nu slappe af et par timer, inden vi igen skulle af sted.

Klokken 18.15 forlod vi igen hotellet og begav os mod centrum. Denne gang gik vi lidt længere, nemlig knap 2 km til vores mål - og spisested for aftenen. Hjemmefra havde vi bestilt bord på Union Oyster House, som skulle være USA's ældste kontinuerte restaurant i samme bygning. Vi havde bestilt bord til klokken 19, men da vi havde lidt tid, nåede vi også at se den meget hyggelige Marshall Street og det lille grøntmarked, som lå for enden af denne. På vej tilbage kom vi forbi Green Dragon Tavern, hvor Dorte og jeg spiste i 2008. Den er endnu ældre end Union Oyster House, men har været lukket i en del år undervejs, og den ligger ikke i den oprindelige bygning længere, da denne blev revet ned i 1854. I den oprindelige Green Dragon Tavern mødtes mange af de revolutionære på første sal og planlagde revolutionen, mens engelske officerer holdt til i restaurationslokalet i underetagen. Blandt andre mødtes revolutionære grupper som Sons of Liberty, Boston Committee of Correspondance og North End Caucus og tilrettelagde deres aktiviteter. Det var her Boston Tea Party blev planlagt, og det var herfra at Paul Revere blev sendt ud på det berømte midnatsridt den 7. april 1775.

Tilbage på Union Oyster House fik vi bord på første sal lige ved siden af det bord, som var John F og Jacqueline Kennedys stambord, før og mens han var præsident. Det skulle vise sig at blive turens dyreste måltid, men det var også godt. Selv om der var mange østersretter, stedet skal jo leve op til sit navn, valgte vi begge noget andet. Crabcakes til forret til os begge; grillet laks til hovedret til Tim og Hummer Newburgh (hummer kogt i sherry) til mig. Dertil vin og vand og til sidst kaffe til mig. Hele regningen lød på 150 dollars inkl. drikkepenge. Det var med den daværende kurs ca. 825 kr. for os begge. Ikke så galt når man tænker på, at jeg i sidste uge (januar 2015) spiste for godt 700 kr. (for mig alene) i Bruxelles. Da vi havde spist, vandrede vi tilbage til hotellet, hvor vi slappede af inden den sidste længere strækning på turen. I alt havde vi gået omkring 10 km, så vi trængte til at hvile fusserne.