Oliepumper og joshuatræer

Efter at have spist morgenmad tankede vi bilen op for første gang på turen, og vi fik noget af en overraskelse, da det viste sig at benzinen kostede $ 3,36 pr. gallon. (Senere skulle vi opleve priser, der var langt lavere, men også priser, der var højere). Det svarede til næsten 5,50 pr. liter og i sammenligning med derhjemme er det selvfølgelig billigt, men i forhold til tidligere besøg i USA var det en ret høj prisstigning. Men benzin skulle der jo på Camaroen, som med sin 3,6 liters motor på 324 heste kunne drikke lidt. Det var dog ikke så galt som jeg havde regnet med. Vi kørte i gennemsnit omkring 11 km på literen set over hele turen, og det er faktisk kun lidt mindre end vores egen Laguna derhjemnme. Vi skulle i øvrigt lige vænne os til at fylde benzin på. For det første er oktantallene langt lavere end i Danmark. Hvorfor ved jeg ikke, men Camaroen kørte på 87 oktan, hvor man jo ikke kan købe lavere end 92 i Danmark og det højeste vi kunne købe i USA var 89. Det sværeste var nu at vænne sig til, at hvor vi i Danmark har grønne håndtag/slanger til benzin og sorte til diesel, er det lige omvendt i USA.

Nå, men vi fik benzinen på, og så kørte vi ellers op i bjergene bag byen. Vores første mål var Carrizo Plain National Monument, hvor vi havde læst at San Andreas forkastningen skulle være meget synlig.  Turen ad en lille, snoet, men meget køn bjergvej, gik syd og øst om monumentet og vi passerede en masse vindmøller, men en indkørsel til monumentet fandt vi ikke. Så da vi nåede den meget lille by, Maricopa (1.100 indbyggere), besluttede vi os for, at vi kun ville fortsætte til den næste by, Taft. Havde vi ikke fundet indgangen ville vi fortsætte til Bakersfield, som skulle være næste trin på vejen til dagens mål i Barstow. Indgangen fandt vi ikke, så forkastningen fik vi aldrig set, men til gengæld var Taft (6.400 indbyggere) en ret spændende by. Hele byen levede af olieindustri og absolut ikke andet. Rundt om byen, ikke mindst i bjergene vest for denne stod der boretårne og oliepumper og i selve byen, var der kun firmaer, som havde med olie at gøre. På turen rundt om byen så vi flere oliepumper, end jeg har set i resten af mit liv tilsammen. På vejen fra Santa Maria til Taft havde vi som nævnt passeret en vindmøllepark med flere tusinde vindmøller. Det var efter vores mening ikke kønt og de billeder vi tog vil kunne bruges som skræmmebillede for dem, som tror at vindenergi kan løse alle vores energiproblemer.

Fra Taft fortsatte vi mod nordvest ad endnu mindre veje, og her så vi en masse citrusfrugt og æbleplantager. De var alle kunstvandede og vi var tydeligvis på vej ud i ørkenen. Kort før Bakersfield ”ramte” vi California Route 99, som er en motorvej og den tog vi 8-10 km mod nord, inden vi igen forlod den for at køre mod vest i retning af Barstow. I byen Arvin gjorde vi holdt. Dels for at skifte chauffør, men også så jeg kunne få en kop kaffe. Herfra fortsatte vi mod Barstow gennem mere og mere ørkenagtige landskaber. På denne strækning så vi en masse underligt udseende træer, de såkaldte Joshua træer, som længere mod syd i Californien har deres egen nationalpark. Her stod de bare i ørkenen langs med vejen. 

Da vi kom til Barstow fandt vi let vores hotel, hvor vi fik vores hjemmefra bestilte værelse. For første gang på turen havde vi udgang direkte til gaden, så vi ikke skulle slæbe bagagen op. Vi bar bagagen ind på værelset og kunne konstatere, at alle håndklæder, vaskeklude mm var foldet, så de lignede elefanter, så der var rigtigt mange elefanter på værelset.

 Da vi havde nettet os lidt, kørte vi videre ad Interstate Highway 15 til spøgelsesbyen Calico, som Dorte og jeg havde besøgt fire år tidligere, og som Tim også gerne ville se. Her gik vi en tur i gennem byen, og vi tog en rundtur med et lille minetog (10 minutter), hvor man får fortalt om byens storhedstid, da der var 30 sølvminer med tilsammen over 500 miles gange under jorden foruden et par boraksbrud. 1.200 indbyggere var der i byen, da der var flest. Den havde et ”red light district” med tre bordeller og 23 saloons, og den havde sågar sin egen chinatown. I dag er der ikke mange af de originale bygninger tilbage, men nogen er der da, blandt andet Lanes General Store og et par stykker til. Af chinatown er der kun fundamenterne tilbage, men en del bygninger er rekonstruerede.

Da vi kom tilbage til parkeringspladsen nød vi udsigten over byen Yermo og over en af de udtørrede søer, som der er så mange af i Mojaveørkenen, og vi blev begge fotograferet ved bilen, så vi havde bevis på, at vi faktisk havde kørt i en rød Camaro. Da vi kom tilbage til hotellet, slappede vi af en times tid, og så kørte vi ud for at få noget aftensmad. Her rendte vi så ind i det samme problem som Dorte og jeg gjorde 4 år tidligere i Blanding i Utah. På grund af nationaldagen var næsten alle restauranter lukket.  Udvalget var dog lidt større end i Blanding, hvor det eneste åbne var en Subway. Her fandt vi efter at have kørt noget rundt, en lokal burgerrestaurant, som dog også serverede andre ting. Jeg spiste fx en fremragende salat med kylling, mens Tim spiste en kyllingeburger.