High Desert, Vulkaner og Det Store Stille Hav

På to dage kørte vi fra Jackson, Wyoming og tværs gennem Idaho. Derfra videre gennem Oregon fra øst til vest og et stykke ned ad Stillehavskysten. Denne artikel handler om disse to dage og næsten 1.600 km.

Vi ville oprindelig have været gennem Afton og så videre mod syd gennem Star Valley for at krydse grænsen til Idaho ved Montpelier, men da vi nu allerede havde besøgt Afton dagen før, skiftede vi mening.

Første etape gik mod syd fra Jackson ad samme rute som dagen før, og denne gang måtte vi holde for vejarbejde på vej over bjergene. Hele vejen til Alpine eller Alpine Junction, som byen også kaldes, kører man langs med Snake River, og det er en meget køn tur, men anstrengende, da der de fleste steder kun må køres 45 (70 km/t). Ved Alpine fortsatte vi ikke syd på mod Jackson men drejede mod nordvest Det er her de tre floder, Snake, Salt og Greys støder sammen, og her har man lavet en opdæmning af floden. Søen bag dæmningen strækker sig nordvest for byen og langs søen går U.S. Route 26, og det var denne vej vi tog. Turen langs søen var ganske nydelig og når søen er passeret, følger Route 26 Snake River, eller omvendt og det fortsætter hele vejen mod nordvest til Idaho Falls, og det samme gjorde vi også, dog afbrudt af et par vejarbejder. Ved Idaho Falls gjorde vi et længere ophold, hvor vi ringede hjem igen for at høre nyt.

På vejen mod Idaho Falls var vi blevet enige om, at dagens planlagte mål, Boise i Idaho, kunne opgives, og at vi så bare ville fortsætte så langt vi orkede, så vi kørte på motorvejen (I-15) i stedet for at tage småvejene, som vi ellers havde talt om. Vi ville egentlig have fortsat ad Route 26 mod nordvest rundt om Craters of the Moon National Monument for eventuelt at besøge endnu et vulkansk landskab, men vi var enige om, at vi kunne vente lidt med at se flere vulkaner. I stedet kørte vi mod syd til Pocatello, hvor vi skiftede til Interstate Highway 86 West, som er en meget kort motorvejsstrækning (ca. 100 km) mellem Pocatello og Declo i Idaho. På trods af vejens ringe længde, lykkedes det os alligevel at ramme et 42 kilometer langt vejarbejde, hvor hastigheden selv på motorvejen var begrænset til 45 mph (70 kmt). Da vi kom til Declo, interstatens endestation, var vi derfor glade for at kunne skifte motorvej til I-84, som førte os syd om Craters of the Moon, men uden adgang til monumentet, så vi fortsatte, så hurtigt som hastighedsgrænserne tillod det, mod vest, og senere nordvest gennem Idaho. Undervejs forlod vi motorvejen i byen Eden, lige før Twin Falls for at få os noget frokost. Her fandt vi et sted som hed Travellers Oasis at Garden of Eden. Det var principielt en tankstation, men med en ret stor general store, hvor man kunne få næsten hvad som helst. Tim endte fx med at købe nogle satiriske bøger – ret morsomme. Man kunne også få de samme ting, hotdog, sandwich, burgere mm, som man kan på mange større tankstationer, men desuden havde de faktisk en restaurant, hvor man kunne sidde ned og blive betjent af en rigtig servitrice. Efter besøget her, har jeg set nogle anmeldelser på nettet. Nogle er ved at svømme over af begejstring, mens andre synes, at det var et ringe sted. Det eneste, anmelderne var helt enige om, var at der var rigtigt mange, meget flotte og rengjorte toiletter. Tim og jeg syntes at maden var OK, om end ikke paradisisk. De rene toiletter kan vi ikke udtale os om, da de var lukkede på grund af rengøring! Selve Paradisets Have viste sig at være et stort træ i papmache midt i butikken, med en slange snoet omkring. En af de anmeldelser, jeg har læst, som i øvrigt ikke er specielt rosende, fortæller om de poser med gigantiske flæskesvær, som hang på et stativ lige ved træet. Dem havde jeg også lagt mærke til. De have en størrelse, så op mod tyve mennesker kunne have delt én svær og stadig haft til overs.

Efter maden benyttede vi lejligheden til at genfylde bilen, og jeg fik en kop kaffe med på den videre færd. Vi fortsatte derefter ad motorvejen videre mod Boise, som vi nåede omkring kl. 16.00. Vi blev enige om, at vi havde masser af energi til at fortsætte længere, så det gjorde vi. Hele vejen fra Idaho Falls og til grænsen til Oregon, som nås ved byen Ontario, følger motorvejene Snake River, så den havde vi faktisk kørt langs med siden morgenstunden. I 2006 havde vi oppe i Montana krydset floden Clark Fork adskillige gange mellem Missoula og St. Regis på I-90, men den rekord blevet slået med mange længder på denne tur, som selvfølgelig er noget længere. Jeg ved ikke, hvor mange gange vi krydsede den, men det var svært mange. Lige efter at have passeret grænsen til Oregon skiftede vi tilbage til Route 26, som nu fulgtes med Route 20.

Umiddelbart efter grænsen, kørte vi gennem landbrugsland, men det ændrede sig hurtigt, og blev mere og mere og ørkenagtigt. Vi havde sagt farvel til Snake River ved grænsen, hvor denne flod fortsætter mod nord og endda tager et sving tilbage mod øst gennem Hells Canyon, USA’s dybeste kløft med 2.471 meter. Den havde vi overvejet at besøge, men adgangsvejen dertil ville betyde en omvej på omkring 300 km, så det undlod vi efter kort overvejelse. Til gengæld mødte vi nu efter grænsen Malheur River ved byen Vale. Her forlod vi Route 26, og sammen med flod og Route 20 fortsatte vi mod vest. Vejen her var ret uinteressant, bare derudad med marker afbrudt af prærie og flere marker i mange kilometer. Vi blev efterhånden noget trætte og besluttede os for at stoppe for natten i byen Burns-Hines. I virkeligheden er der tale om to byer Burns og Hines, som er vokset sammen. På vej mod denne by, kørte vi igennem og over nogle bjerge i 1.300 – 1.400 meters højde. På kortet har de ikke noget navn, men de hedder sikkert et eller andet. De sidste 32 km til byen var U.S. 20 helt lige. Ikke en bakke og ikke et sving – det var faktisk imponerende, men skulle blive bedre dagen efter.

Burns-Hines er selv tilsammen en forholdsvis lille by med omkring 5.000 indbyggere, men der er ret mange hoteller og restauranter. Best Western var optaget, men vi fik et værelse på nabohotellet, som tidligere havde været Comfort Inn, men nu var uafhængigt. Hotellet lå i den vestlige udkant af byen Hines, så på vejen, var vi kørt igennem en stor del af begge byer, og vi havde blandt andet set en restaurant, som vi syntes så spændende ud, så da vi var blevet indkvarteret, kørte vi ud for at spise på denne. Efter maden kørte vi tilbage til hotellet efter en lang dag, som blev noget længere af, at vi skulle stille urene en time tilbage, da vi kørte ind i Oregon og skiftede fra Mountain Time til Pacific Time. Nu var vi så igen 9 timer efter København.

Næste dag skulle vi egentlig have kørt fra Boise, Idaho til Bend, Oregon, men på grund af maratonetapen på over 900 km fra Jackson til Burnes-Hines var vi faktisk kun ca. 200 km fra Bend, og det mente vi ville blive en lidt for kort dagsrejse. Vi havde ikke så travlt, så vi kom først fra hotellet 8.30, og som mange andre dage startede vi med at fylde benzin på bilen og købe is til køleboksen. Vand havde vi allerede købt i supermarkedet dagen før. Mens vi sad i bilen efter opfyldning, studerede vi kortet, for at se, hvor vi skulle køre hen. Vi blev enige om, at vi ville køre mod Bend og herfra til Eugene ude ved motorvej I-5. Herfra ville vi så køre ud mod Stillehavet, og så kunne vi se, hvor langt energien rakte.

Hvor der dagen før trods alt var en smule afveksling gennem bjergene og langs floden, var vejen fra Burnes-Hines mod Bend meget ensformig. Vejen (U.S. Route 20) går gennem Oregons High Desert, et stort (62.000 km²), nærmest fladt ørken- og prærieområde, forholdsvist højt beliggende (mellem 1.000 og 1.200 meter o. havet) på det, der kaldes Columbia Plateauet. Vejen var helt lige over lange strækninger, hvorefter den svingede en anelse og så gik helt lige igen. Den længste strækning vi kørte, helt uden at dreje på rattet, var 41 km. Så drejede vi måske 10 grader til højre og så kørte vi igen 30 km uden at dreje. Det eneste spændende var faktisk, at vi kunne se nogle snedækkede bjerge i det fjerne – men for langt væk til at kunne få taget ordentlige billeder af dem, og så at vi kørte gennem en by, der hed Brothers ca. 6 km før vi kom til Bend. Det lyder måske ikke særligt spændende, og var det dog også mest fordi der 32 km på den anden side af byen, lå en lille by, der hed Sisters. Da vi kom til Bend, viste det sig at være en storby med over 80.000 indbyggere, men vi kørte gennem, byen uden nævneværdige problemer.

Vi fortsatte ad Route 20, som lige efter Bend, drejer mod nordvest mod netop byen Sisters. På vejen var der et udsigtspunkt, hvorfra man kunne se de snedækkede bjerge, vi tidligere havde set, og her kørte vi ind og tog et par billeder. Det viste sig at bjergene hed Three Sisters, og at de alle er vulkaner. I det hele taget er området fra Bend og videre mod vest meget vulkansk. De tre søstre hører til noget, der kaldes Cascades Volcanic Arc. Bjergene kaldes henholdsvis North Sister, Middle Sister og South Sister, men oprindeligt havde de pigenavne og hed Faith (North), Hope (Middle) og Charity (South). South Sister er den højeste med 3.157 meter og er en såkaldt keglevulkan, der ligger oven på en tidligere skjoldvulkan! Disse betegnelser har noget med vulkanens form at gøre. Fra udsigtsstedet kunne vi i det fjerne se andre bjerge, som en plakat fortalte os hed Mount Washington (2.554 meter) og Mount Jefferson (3.199 meter). Begge bjerge er også vulkaner.

Fra Sisters, som viste sig at være en typisk vintersportsby, tog vi en meget lille vej, Oregon Route 242, som gik gennem Cascade Range, den bjergkæde, der strækker sig langs kysten hele vejen fra Canada til det nordlige Californien, og her blev vi så rigeligt kompenseret for de lange, lige strækninger før Bend. Da vi kørte ud på 242, stod der et advarselsskilt om, at 15 km længere fremme ville det blive forbudt for køretøjer, der var over 10 meter lange, at fortsætte ad vejen, og efterhånden som vi kom frem, blev det ret klart hvorfor. 15 km længere fremme var der ganske rigtigt en vendeplads, til de ”for lange” biler, som var kørt hertil. Vi mente dog, at selv om Camaroen var stor, var den ikke 10 meter lang, så vi fortsatte. Efter vendepladsen snævrede vejen ind til næsten ingenting, mens den snoede sig gennem skoven op mod bjergkammen i skarpe hårnålesving. Efterhånden tyndede træerne ud, og man fik udsigt til en gammel lavastrøm, så ved et pull-out måtte vi stoppe for at fotografere. Vejen fortsatte opad, og til sidst var der ingen træer tilbage. Toppen blev nået i McKenzie Pass i 1.625 meters højde. Her var bygget et ”observatorium”. Ikke et astronomisk observatorium, men et naturobservatorium. Det var bygget helt af lavasten, og der var en fremragende udsigt oppe fra toppen. Her var der skilte, der fortalte hvilke bjerge (vulkaner), man kunne se i forskellige retninger. Observatoriet var bygget i 1935 af de arbejdere, der byggede vejen over bjergene under depressionen, og de opkaldet stedet efter deres arbejdsformand, Dee Wright og det hedder det endnu. Ud over de bjerge, som vi også havde set nede fra Route 20, var der blandt andet udsigt til Black Butte og Black Crater samt Belknap Crater, vulkan, som har produceret den lavastrøm som nu ses i området ved udbrud for mellem 1.300 og 1.500 år siden.

Vi gjorde holdt ved observatoriet som vi begge klatrede op i. Efter besøget fortsatte vi videre mod vest og vejen blev om muligt endnu smallere og endnu mere snoet. Efter et stykke tid kørte vi ind i en tæt skov. Her kom jeg i tanke om min svigerfars udtalelse fra 2002, da vi kørte gennem Sumter National Forest i South Carolina, om at skoven ikke var ”vild nok”. Jeg syntes at denne skov, Deschutes National Forest, så vildere ud, så jeg tog et par billeder af skoven, med vægten lagt på underskoven, som var den vildeste :-).

Efterhånden kom vi ned ad bjerget og ved et sted, der hed McKenzie Bridge mødte vores lille vej en noget større vej, og så var det hele forbi. Det er spændende at opleve de ting, man har planlagt, men det er ofte endnu mere spændende, når man som her, finder et sted, som man slet ikke havde regnet med var der. Da vi nåede Eugene spiste vi en hurtig frokost, og så kørte vi mod syd.

Fra Eugene tog vi Interstate Highway 5 ca. 50 km mod syd gennem Cottage Grove, hvor Dorte og jeg overnattede fire år tidligere, fordi alle værelser i hele Eugene var udsolgt på grund af et BMX mesterskab. Tim og jeg fortsatte dog til byen Curtin, hvor vi forlod motorvejen igen. Det havde Dorte og jeg også gjort, og vi tog samme vej som dengang, Oregon Route 38 gennem den lave bjergkæde Coast Range til Stillehavet. På vejen gjorde vi et kort ophold ved Umpqua River, som vejen førte langs med det meste af vejen, og senere gjorde vi endnu et stop ved et Elk Viewpoint. Vi så nu ikke eneste wapiti (det gjorde Dorte og jeg heller ikke i 2006), men kun fugle, og dem er Tim jo ikke så glad for, så vi kørte videre efter ca. 15 minutter. Ved Reedsport nåede vi havet, og også her (eller rettere lige uden for byen) stoppede vi ved et udsigtspunkt på toppen af en klint og beundrede udsigten over Stillehavet.

Vi fortsatte ad U.S. Route 101; den eneste tocifrede US-highway med et trecifret nummer! Vi overvejede at stoppe for natten i Coos Bay, men blev enige om at fortsætte til Bandon lidt længere mod syd. I dagbogen for 2006 fortalte jeg, at Bandon er centrum for Oregons tranebærdyrkning, og det er den stadig, men byen er også kendt for sin ost. Selvom der ikke længere er mejeri i byen, kan man stadig købe Bandon Cheese i butikkerne. Det produceres bare et andet sted. Byen havde også et Best Western, som viste sig at ligge næsten helt ude ved Stillehavet. Desværre havde de kun et eneste ledigt værelse. Det var med en queen size bed, og selv om vi tidligere havde delt en king size, var dette at komme hinanden lige nok ved. Tim sad ude i bilen og ventede, så damen i receptionen havde ikke set ham, men jeg fortalte så, at det var min søn, jeg var på ferie med, ikke min kone. Hun sagde så, at hun kunne opgradere os til en suite til $ 249 (mod de $ 139, som værelset kostede). Det var 1.500 kr. i stedet for 850, så jeg må have set lidt betænkelig ud. Hun spurgte om vi var medlemmer af en organisaton, hvis navn, jeg har glemt, men det var vi ikke. Så nævnte hun et par andre kort, som vi heller ikke havde. Jeg kunne så oplyse at jeg desværre kun havde mit FDM kort, men at FDM var den danske version af motororganisationen AAA. Teoretisk set er de samarbejdspartnere, og man burde få de samme rabatter, men det sker ret tit i USA, især på mindre steder ude på landet, at de ikke vil anerkende dette. Her sagde damen imidlertid ”Close enough” og så tilbød hun mig suiten for $ 159 (ca. 950 kr.), og da vi var trætte og sultne, sagde jeg ja til dette tilbud, som da også var en pæn rabat.

Efter indkvartering var det tid til mad. Vi kørte fra hotellet af en vej langs havet, som førte ind til den gamle del af Bandon og på vej tilbage til hotellet, kørte vi en tur gennem den gamle bydel inden vi vendte tilbage til hotellet. Her var officielt trådløs internetforbindelse på værelset, men det viste sig at være så langsomt, at vi helt opgav at bruge det til noget fornuftigt. Telefonforbindelsen var også ikke-eksisterende, så vi var fuldstændigt afskåret fra omverdenen.