Den ukendte desperado

John Dillinger, Bonnie og Clyde, Alvin "Creepy" Karpis, Al Capone, George "Machine Gun Kelly" Barnes, Kate "Ma" Barker. Nogle, måske de fleste, vil nok nikke genkendende til i hvert fald nogle af disse navne. Alle blev de, både i samtiden og senere, betragtet som storkriminelle "desperadoer", som slog ihjel for et godt ord, når de ikke havde travlt med anden kriminalitet. Men der var dog også andre, som voldte myndighederne mange problemer, selv om de aldrig blev lige så kendte, som de, jeg har omtalt her. Denne artikel handler om én af disse, mindre kendte skurke. Hans navn er der nok ikke mange danskere, der har hørt om, og faktisk heller ikke mange amerikanere. Og det er jo det, der gør historien interessant for disse sider, hvor jeg mest (med undtagelser) fortæller historier om mindre kendte personer og begivenheder, som ikke fik en stor plads i verdenshistorien, og her er altså en til af slagsen. Og lad mig med det samme sige, at det bestemt ikke er en historie med en "happy ending". Så er læseren advaret.

Den mand, som denne artikel handler om, hed Otto Harrison Wood. I sig selv ikke et bemærkelsesværdigt navn - og heller ikke hans forbryderkarriere var egentlig særligt bemærkelsesværdig. Han var hverken bank- eller togrøver; i stedet begik han småkriminalitet så som biltyverier, spritsmugling og anden tilsvarende simpel kriminalitet.  Det, som imidlertid gjorde ham kendt - og eftersøgt - var hans evne til at undslippe fængsler. Hele ti gange lykkedes det for han at stikke af fra et fængsel, hvor han sad indespærret.

Drengen, der ikke ville være hjemme

Otto Woods blev født i 1894 i Wilkes County i det vestlige North Carolina. Da han var fire år gammel døde hans far og efterlod moderen med ansvaret for Otto og hans fire brødre, hvor af tre var ældre end ham, og en enkelt var yngre - den yngste var to år da faderen døde. Den ældste bror var kun ti, så ingen af børnene kunne hjælpe moderen med at tjene penge. I følge den selvbiografi Woods senere skrev, følte han, lige fra han var helt lille, at han var anderledes end sine brødre: "Jeg ønskede hele tiden at komme ud og omkring og ville ikke blive hjemme i hytten".  Allerede fra han var fem år gammel elskede han at gå alene ud i skoven og udforske hule træer, bække og klippeskrænter. Syv år gammel kom han i skole, men det passede ikke den frihedselskende dreng. Han vægrede sig ved at gå i skole, fordi han følte sig spærret inde, men også fordi de andre drenge drillede ham med hans lasede tøj. Så efter seks måneders skolegang, de eneste han nogensinde fik, og fortsat kun syv år gammel stak han af hjemmefra. Han steg ombord i et tog, naturligvis uden at have en billet, men han narrede konduktøren til at tro, at han var sammen med en anden familie. Da toget kom til Winston-Salem, omkring 90 km øst for Wilkesboro, hvor han var stået på toget, steg han af igen. Han brugte nogen tid på at gå rundt i byen, der for ham var meget imponerende og som gjorde et stort indtryk på den syvårige. Da det blev aften, kom han forbi et tobakslager, hvor han fik en farmer, der var ved at  levere varer, til at give sig et måltid mad. Han fik lov at sove i farmerens vogn om natten, og næste dag tog farmeren ham med hjem til sit hjem nær Madison, omkring 50 km nordøst for Winston-Salem. Her blev han et par dage, men så havde syvårige Otto fået nok at at være samme sted, så han steg igen ombord på et tog på stationen i Madison. Dette tog skulle til Roanoke i Virginia, 125 km længere mod nord. I Roanoke sneg han sig ind i et tog, der skulle til Hagerstown i Maryland, mere end 350 km nordøst for Roanoake, og nu tre stater væk fra sit hjem. Uheldigvis for Otto blev han opdaget af konduktøren på dette tog, så da toget standsede overgav han Otto til politiet. De gav ham noget nyt tøj og en togbillet hjem - med ledsagelse. Da han var blevet forenet med sin familie, underrettede hans mor jernbaneselskaberne i området om drengens udlængsel, og bad dem om at sørge for, at Otto ikke længere kunne køre med tog, så da han forsøgte sig igen kort tid efter, blev han "fanget" af konduktøren inden toget nåede at køre fra Wilkesboro og igen sendt hjem til sin mor.

Otto i West Virginia

Otto prøvede så en ny taktik, for hjemme ville han ikke blive, idet han sneg sig ind i en godsvogn, hvor chancen for at blive opdaget, var mindre, og da han ikke blev opdaget på vej til Winson-Salem (det var der toget fra Wilkesboro gik til), brugte han samme taktik til at komme videre, og det lykkedes for ham at komme helt til Bluefield i det sydlige West Virginia, før han igen blev opdaget og overgivet til politiet. Byens politimester vidste imidlertid, at Ottos onkel boede i Vulcan en by ca, 135 km nordvest for Bluefield, så han sendte Otto til onklen. Denne onkel drev en saloon i byen, der lå og ligger i Mingo County i West Virginia, og på det tidspunkt, da Otto kom dertil var området hjemsted for en fejde mellem to familier, Hatfields og McCoys. Sidstnævnte boede især i Kentucky, men nogle familiemedlemmer boede også i West Virginia, og begge familier havde stået på sydstaternes side under Den amerikanske Borgerkrig. Konflikten havde stået på siden krigen, hvor et medlem af McCoy familien, i modsætning til resten af sin familie havde deltaget i krigen på nordstaternes side. Da denne mand, Asa Harmon McCoy,  blev hjemsendt fra nordstatshæren efter at være blevet såret, blev han opsøgt af en militsstyrke på 85 mand under kommando af Devil Anse Hatfield. Militsstyrken trak McCoy ud af hans hus og myrdede ham, og så var fejden i gang, for selv om resten af familien ikke brød sig meget om, at deres familiemedlem havde kæmpet mod Sydstaterne, var blod alligevel tykkere end vand, og når nogen dræbte en McCoy, skulle det hævnes. Og denne familiefejde stod altså stadig på, her omkring 40 år senere, da Otto kom til sin onkel. I dag siges det at medlemmer af begge familier går igen i området, og "Hatfield McCoy Airboat Tours" arrangerer spøgelsesture i airboat på floden Tug Fork, men det er en helt anden historie.

Men hvad har dette nu med syvårige Otto Wood at gøre? Jo, onklen drev som sagt en saloon, og ud over at være velstående og legitime forretningsmænd, drev familien Hatfield også en livlig og indbringende forretning med at distillere illegal spiritus, såkaldt "moonshine", som de blandt andet leverede til onklens saloon. "Moonshine" var i ret høj kurs, selv om det var omkring 20 år før spiritusforbudet trådte i kraft i USA, da denne spiritus jo var told- og skattefri, og dermed gav større fortjeneste til saloonejerne. Otto blev gode venner med en af sønnerne fra Hatfield familien, og flyttede ind hos denne familie, hvor der var spænding nok til at tilfredsstille ham, da han fik lov at deltagere i såvel spiritusfremstilling som -smugling, og han lærte at spille kort, som familien også excellerede i. Otto skriver selv i sine erindringer, at da han var ti år gammel var han en særdeles habil pokerspiller. Under opholdet i West Virginia lærte han også at slås og bruge vold, hvis det kneb. Da han blev 11 år, ville han gerne se sin mor igen, og han vendte hjem til Wilkesboro og sin familie.

Otto bliver kriminel - og får job og en kone

Egentlig er overskriften forkert, for han var allerede involveret i kriminalitet i forbindelse med sin spritsmugling og hjælpen til Hatfield familien med at fremstille denne spiritus. Derimod var hasardspil ikke forbudt, og der er ingen historier om, at Otto Wood kom i konflikt med loven i denne tidlige periode af sit liv. Han tog hjem for at besøge sin mor og sine søskende i North Carolina, men allerede nogle måneder senere, da han lige var fyldt 12 år, fik han udlængsel gen og ville tilbage til det spændende liv i West Virginia igen. På det tidspunkt, startede hans kriminelle løbebane. Da en dreng, hvis familie var naboer til Ottos mor, ejede en cykel, mente Otto, at den kunne han stjæle og så cykle tilbage til West Virginia. Han stjal da også cyklen, men desværre kom han ikke så langt, for han kunne ikke cykle, men måtte skubbe cyklen. Han blev derfor hurtigt indhentet og fanget af amtets sherif, der indsatte ham i det lokale fængsel, det, der nu er kendt som Old Wilkes Jail i Wilkesboro (i dag en del af Wilkes Heritage Museum). Her sad han i fem måneder, inden han kom for retten, hvilket var helt normalt dengang, hvor retten kun trådte sammen to gange om året, forår og efterår. Mens han sad her, planlagde han sammen med en medfange at røve en lokal isenkrambutik (hardware store), når de kom ud, fordi de her kunne skaffe sig selv nogle gode skydevåben! Da Otto endelig kom for retten, idømte dommeren ham seks måneders tvangsarbejde (i et såkaldt chain gang) i naboamtet, Iredell County. På det tidspunkt var han stadig kun 12 år, og så lille og spinkel, at at arbejdsformanden valgte at sende ham hjem til moderen igen.

Tegning, der forestiller en "trapper" i en kulmine.

Da han kom tilbage til Wilkes County, fortsatte han med at føre planen om at røve isenkrambutikken ud i livet, dog uden den medindsatte, som stadig var i fængsel. Det lykkedes ham da også at slippe væk med så mange skydevåben, som han overhovedet kunne slæbe, kun for igen at blive fanget og sendt tilbage til fængslet. Igen måtte han vente på at komme for retten, og da dommeren var en venlig mand, ville han hjælpe Otto snarere end at straffe ham. Han overgav derfor Otto i den ældste brors varetægt og pålagde ham at sørge for, at Otto ikke rodede sig ud i flere problemer. Broderen mente ikke, at det var muligt, men Otto blev trods dette forbehold løsladt, og han fortalte senere, at broderen, i stedet for at hjælpe ham, gjorde alt hvad han kunne for at gøre Ottos liv miserabelt, mens broderen på sin side forklarede, at han simpelthen ikke kunne få Otto til at opføre sig ordentligt. Otto mente selv, at han efter at være blevet dømt for en forbrydelse, var uvelkommen alle steder, så han gav sig til at rejse igen. Af og til besøgte han familien Hatfield og blev et par måneder hos dem, men da han var 15 år besluttede han sig for at det var på tide at han slog sig ned og fik et job. Han fik beskæftigelse som såkaldt "trapper" i en kulmine, hvor hans opgave var at åbne luger i minegangene, når kulvognene, der blev skubbet og trukket med håndkraft nede i minen, skulle passere fra en minegang til en anden. Dette job havde han, til han blev 17, hvorefter han fik job som lokomotivfyrbøder hos Norfolk and Western Railroad. Mens han arbejdede her mistede han sin ene hånd ved en ulykke; en anden historie fortæller dog, at han mistede den i forbindelse med en jagtulykke. Under alle omstændigheder betød hans handicap, at han mistede sit job. Så uden job og med kun én hånd, besluttede Otto, der var kendt som en damernes ven, sig for at gifte sig med en pige fra Point Pleasant i West Virginia, men det skulle han ikke have gjort, for det kostede ham hans næste fængselsdom.

Flugt på flugt og endnu en kone

En anden pige, som Otto havde "datet", anklagede ham for at have brudt sit ægteskabsløfte til hende og for at være far til hendes barn. At bryde et ægteskabsløfte blev betragtet som en kriminel handling, så Otto blev arresteret og idømt to år og to måneders fængsel i Virginias statsfængsel. Herfra flygtede Otto for første gang fra et fængsel, og han kaldte det selv senere den største fejltagelse i sit liv. På trods af, at han blev forfulgt i flere dage af lovhåndhævere, lykkedes det ham at undslippe over Appalacherne, og han rejste rundt i Texas, Arizona og New Mexico i omkring to år. Her begyndte han at klæde sig som de lokale og optrådte altid iført to store revolvere. Desværre slog han sig også på druk, og han blev involveret i flere skyderier, men slap altid uskadt fra disse, og ingen af dem førte til konflikter med loven, da heller hans modparter kom til skade! To år senere besluttede han sig at rejse øst på igen, men i Portsmouth, Ohio, blev han genkendt, anholdt og sendt tilbage til statsfængslet i Virginia, hvor en dommer lagde et ekstra år til hans straf for flugten.

Han kom dog kun til at sidde tre måneder; så lykkedes det for at ham undslippe igen, og han kom til Chattanooga i Tennessee. Her kom han i problemer i forbindelse med et kortspil i en billardsalon. Otto, der som nævnt var god til kortspil, vandt alle de øvrige deltageres penge, og da de andre spillere trak deres våben for at få Otto til at give pengene tilbage, udviklede det sig til skyderi. Da skyderiet var overstået, var Otto - efter egne ord - den eneste, der stod tilbage. De øvrige var enten flygtet eller lå sårede tilbage på gulvet; selv var han blevet forholdsvis hårdt såret, men kunne altså stadig stå. Efter at være kommet ud fra hospitalet, kom han for retten, og her blev han frikendt og løsladt, da han hævdede at skyderiet var sket i selvforsvar, hvilket blev bekræftet af vidner, der havde oplevet skyderiet. Da han optrådte under falsk navn, og ingen genkendte ham og vidste, at han var eftersøgt, blev han løsladt. I sine erindringer priste han sig lykkelig over, at han var kommet ud i live, og ikke selv havde dræbt nogen.

Han forlod Tennessee og vendte tilbage til West Virginia. I byen Welch købte han en bil, og gav sig til at transportere whiskey, og han giftede sig med en 15-årig pige fra byen. Historien fortæller ikke noget om, at han var blevet skilt fra den første kone, så måske begik han også bigami? Allerede nogle dage efter brylluppet kom han i problemer på grund af whiskeysmuglingen, og han flygtede til North Carolina med den nye kone. Desværre havde han kun betalt første afdrag på bilen, og havde "glemt" at betale resten vognen, så sælgeren havde underrettet myndighederne i Welch, som havde sendt besked videre til sheriffen i Wilkes County, så da Hr. og Fru Wood nåede frem til hans mor i North Wilkesboro, stod myndighederne klar til at anholde ham. Det lykkedes imidlertid for ham at undslippe ud i skoven, men bilen fik han ikke med. Selv om han var til fods, nåede han dog frem til Winston-Salem, hvor han stjal en anden bil, som han brugte til at køre tilbage til sin mors hjem for at hente konen. Det viste sig imidlertid at være en eklatant fejltagelse, for politiet ventede stadig på ham! Igen lykkedes det for ham at undslippe. Mens politiet ledte efter ham i skoven, sneg han sig tilbage, tog bilen (og konen) og kørte til North Wilkesboro, hvor han stjal en anden bil. I den og med konen kørte han til Statesville i naboamtet og derfra til Charlotte også i North Carolina, inden han fortsatte gennem South Carolina og Georgia til Florida. Da dækkene på bilen undervejs begyndte at blive slidt, stjal han hjulene fra en anden bil, mens ejermanden sov.

Efter nogen tid i Florida havde parret ikke flere penge og rejste igen mod nord. Da de nåede Kentucky blev Otto igen genkendt og anholdt og han blev sendt til Chattanooga på en anklage om ulovlig indtrængen og biltyveri. Han klagede i den forbindelse over, at man ikke gav ham ham kredit for at have efterladt den første bil (som han jo også havde stjålet) der, hvor han stjal nummer to. Denne sag kostede ham tre års fængsel, men allerede seks måneder senere lykkedes det for ham at undslippe igen, og han vendte tilbage til North Carolina. Desværre var nyheden om hans flugt løbet i forvejen, og efter kun to uger på fri fod, blev han arresteret og sendt tilbage til Tennessee.

Endnu en gang forsøgte han at stikke af, denne gang ved at gemme sig i en tom kasse, der havde indeholdt konserves, og som nu skulle køres ud af fængslet sammen med anden emballage, men han blev opdaget så snart, han kravlede ud af kassen, og politiet forfulgte ham med hunde. Da de kom nærmere sneg han sig ind i en stald og stjal en hest, som han stak af på uden hverken saddel eller tøjler. Da politiet så, at han var til hest, opgavede forfølgelsen, da de selv var til fods. Igen gik det desværre galt for Otto, for da han nået til en by omkring 60 km fra Nashville blev han genkendt og omringet af en flok mennesker, der forlangte at han overgav sig. Det ville han ikke, så der opstod slagsmål, og Otto blev såret, men ikke så slemt, som han foregav, så da det tog ankom, der skulle føre ham tilbage til West Virginia, hvor han stjal den første bil, lykkedes det igen for ham at stikke af ved at slå vagten (der troede, at han var hårdere såret end det faktisk var tilfældet) ned. I en af togvognene fandt han noget tøj som en af togpersonalet havde efterladt, og iført det tøj, deltog han ivrigt i jagten på sig selv, da de øvrige deltagere mente, at han var en "bremsemand" fra toget. Det lykkedes for ham at snige sig ombord i et godstog til Kentucky, og han kom så langt som til byen Hopton, flere hundrede kilometer fra Nashville. Her blev han igen opdaget, men på trods af at de to politikfolk, der havde afsløret ham, trak deres våben, og gav ham ordre til at "stikke hænderne i vejret", lykkedes det for ham at slippe væk, og han vendte tilbage til Welch i West Virginia, hvor hans kone boede.

Flere arrestationer, flere fugter og endnu en kæreste

Da han nåede Welch blev han straks anholdt igen, da der jo var en arrestordre på ham for tyveriet af den bil, han oprindeligt havde købt for at transportere Whiskey men ikke havde betalt fuldt ud. Denne gang fik han fem års fængsel i West Virginias statsfængsel. Når dommen var så hård var dette ikke så meget på grund af biltyveriet, men lige så meget på grunds af hans tidligere meritter. Med de seks år han allerede "skyldte" havde han nu udsigt til elleve års indespærring, så hans eneste mulighed var at flygte igen. Hans eneste mulighed for at undslippe var ved at klatre over muren, hvor der gik riffelbevæbnede vagter rundt, men sammen med en medfange lykkedes det faktisk for Otto at komme ubemærket over muren ved hjælp af en stige, som de havde fundet i fængselsgården. Det var i januar 1919, og Otto var nu 25 år gammel, og det var hans femte flugt fra et fængsel. De to fanger fulgtes ad i omkring 20 km, uden alt for meget tøj på, og vejret var særdeles koldt. Samtidigt var de også nødt til at krydse Ohiofloden, og det gjorde ikke situationen bedre. Makkeren, James Borders, som kun var var 18 år, og som var idømt 18 års fængsel for "second-degree murder", blev fanget 30 dage senere i West Virginia, mens Otto Wood tog til North Carolina. "Second-degree murder" svarer næsten, men ikke helt, til uagtsomt manddrab, idet second-degree murder kræver forsæt til at begå vold, men ikke til at dræbe. I Danmark kan man dømmes for uagtsomt manddrab, selv om man ikke havde forsæt til at begå en kriminel handling, fx i forbindelse med trafikdrab. Vores "uagtsomt manddrab" svarer nærmere til amerikanernes "involuntary manslaughter", så måske svarer second-degree murder snarere til "vold med døden til følge"?

Wilkes County Jail, hvor Otto Wood sad fængslet både som barn og som voksen, er et af de få fængsler, han ikke flygtede fra. Fængslet er i dag en del af Wilkes Heritage Museum.

Otto ankom til North Carolina netop som Den spanske Syge var på sit højeste i staten, og her hjalp han faktisk mange syge, samtidigt med at han begyndte at destillere moonshine i bjergene i Wilkes County, som han så transporterede til Winston-Salem, hvor han solgte det for 20 dollars for en gallon. Det gik god i seks måneder, så blev han anholdt igen og indsat i Wilkes County Jail, hvor han havde tilbragt fem måneder som barn efter cykeltyveriet. Mens han var i myndighedernes varetægt, opdagede disse, at der var udsat en dusør på ham i tre forskellige stater, og da West Virginia tilbød den største dusør, ville man sende ham dertil. Han havde på det tidspunkt en kæreste (se også efterskriften), som svor på, at hun ville hjælpe ham til at flygte. Allerede mens han sad i Wilkes County Jail, smuglede pigen en pistol ind til ham, men hun overtalte ham til ikke at bruge den, og lovede at følge med ham til West Virginia, hvilket hun så gjorde. Hun overtalte den fængselsbetjent, som skulle ledsage Otto, til at lade hende tage med, mod at få ham til at opføre sig ordentligt undervejs.

Pistolen, som Otto stadig havde på sig, ville han ikke give hende tilbage inden toget skulle køre, for han regnede med at kunne undslippe, når toget kom til Roanoke i Virginia. I Winston-Salem lovede vagten, at hvis Otto lovede at opføre sig ordentligt, ville han ikke lukke ham inde i det lokale fængsel indtil det tog, de skulle videre med, skulle afgå kl. 4.45 næste morgen. Det overraskede Otto så meget at han afleverede pistolen og faktisk ikke flygtede. Da selskabet nåede frem til West Virginia, kontaktede den vagt, der havde ledsaget Otto, E. W. Athey, fængselsdirektøren, og de to blev enige om,at ansøge statens guvernør om at benåde Otto for den straf, han skulle afsone i West Virginia. Hvis guvernøren gik med til det, ville man sende Otto videre til retsforfølgelse for forbrydelserne i Tennessee, og sådan kom det til at gå. Men da han ankom til Tennessee fik han at vide, at han nu skulle afsone de 36 måneder, han skyldte - altså ingen eftergivelse af straf på grund af god opførsel, og vagterne gjorde deres til, at hans tid i fængslet skulle blive så ubehagelig som muligt.

Efter et stykke tid begyndte Otto at få breve fra pigen, som havde ledsaget ham til West Virginia og som i mellemtiden havde født hans barn. Af en eller anden grund, fortalte Otto ikke i sin selvbiografi, hvad nogen af de kvinder, han havde forbindelse med hed, og han fortalte heller ikke, hvordan han undslap fra statsfængslet i Tennessee, men fortalte dog, at det var oplysningen om barnet, som havde gjort ham bekymret nok til at stikke af igen. Efter at være undsluppet, begyndte han igen at fremstille spiritus, som han smuglede til Winston-Salem og solgte der. Da han havde penge nok, rejste han, kvinden og barnet til Texas, og han skrev i sine erindringer at denne tid med sin kæreste og barnet, var den lykkeligste tid i hans liv. I tretten måneder rejste de rundt, men de blev aldrig mere end en uge hvert sted af frygt for at nogen skulle genkende Otto. Desværre dummede han sig igen, da han og kæresten fangede tre mexicanere, der var efterlyst for mord og kidnapning og "afleverede" dem til sheriffen i El Paso. Det betød, at den lokale avis skrev om den heltemodige bedrift på sin forside, men desværre bragte de også et billede af Otto, så inden han nåede at få dusøren udbetalt, var han blevet genkendt og de måtte flygte til Arizona.

Af og til forsøgte Wood at gøre gode gerninger, som fx på vejen til Arizona, hvor familien kørte gennem det såkaldte Texas Panhandle. Undervejs så de et bildæk ligge i en grøft og Otto stoppede og tog det med. Han afleverede det til ejeren af værksted, som havde fået stjålet en del dæk, og som troede at Otto var en af de skyldige, så han underrettede sheriffen. Otto besluttede sig for at sige farvel til kæresten og barnet så udstyret med en feltflaske med vand begav han sig ind i ørkenen i retning mod San Antonio med to Texas Rangers i hælene. Han lagde sig imidlertid baghold og holdt dem op, tog deres vand og skydevåben foruden den ene hest. Han gav dem besked på at behandle pigen og barnet ordentligt, ellers ville han vende tilbage, når de mindst ventede det. I i stedet for at fortsætte til San Antonio vendte han dog om for at se om pigen og barnet havde det godt. Hans stjålne hest stak imidlertid af og vendte tilbage til den stald, hvor den normalt stod, og så blev sheriffen underrettet og han og fem vicesheriffer og de to Texas Rangers tog af sted for at anholde Otto. Denne opdagede dem imidlertid og nåede at stikke af i en bil, han havde stjålet. Det udviklede sig til en biljagt, som først stoppede da Ottos bil kørte ned i et præriehundehul, hvor den sad fast, så han måtte flygte til fods i mørket. Han vandrede omkring i ørkenen i tre dage, inden han fandt en ranch, og i nærheden holdt en parkeret bil, hvor et ungt par var i gang med det som unge mennesker af og til bruger biler til. Han afbrød deres forehavende og tvang dem til at køre sig til San Antonio, hvor han skulle møde kæresten, som snart skulle føde deres andet barn, men hun var blevet tilbageholdt af myndighederne. Hun blev dog frigivet inden nedkomsten og vendte tilbage til sin familie i West Virginia, mens Otto endnu engang vendte tilbage til sin mor i North Carolina.

Anholdt for mord

For at kunne forsøge kæresten og de nu to børn, måtte Otto skaffe penge, så han slog sig igen på fremstilling og transport af moonshine. Til det formål skulle han have en bil, så han han tog til Portsmouth i Ohio og stjal en der, men det gik ikke godt. Inden for en time var han blevet fanget af politiet og anholdt for biltyveri. Han kom igen for retten og blev dømt til to års fængsel i Ohios statsfængsel. Denne gang valgte han at sidde straffen af, og han blev løsladt på grund af god opførsel efter 19 måneder i juni 1923 , nu 29 år gammel. Han tog til West Virginia, da han ønskede at se kæresten og sine to børn, men hun var ikke længere hos sine forældre. Hun var rejst til Winston-Salem i North Carolina, hvor hun boede hos en af Ottos ældre brødre og dennes familie, så også Otto tog til Winston-Salem, og besøgte dem der. Da han rejste, tog han kæresten og den yngste søn med tilbage til West Virginia, mens den ældste søn blev efterladt hos broderen, men han lovede at vende tilbage hver måned for at besøge drengen, og det løfte holdt han indtil det gik galt.

I oktober 1923 besøgte han igen drengen, men nu manglede han penge, så han kørte til Greensboro øst for Winston-Salem for at pantsætte sit ur et sted, hvor han ikke var kendt. 14 dage senere vendte han tilbage for at indløse pantet, men pantelåneren hævdede at han ikke havde nogen optegnelser om et pantsat ur. Otto, der havde set ham registrere lånet, vidste at det var løgn, så nogle dage senere, i begyndelsen af november vendte han tilbage til pantelåneren og krævede igen at få lov til at indløse sit ur. Pantelåneren nægtede igen at have modtaget uret som pant, og beordrede Otto ud af butikken. Det ville Otto imidlertid ikke, så pantelåneren, som hed Kaplan, tog en stok for at slå Otto med den. Otto trak sin pistol og slog pantelåneren i hovedet med den. Det fik pistolen til at gå af, og kuglen strejfede Kaplans skulder. Otto ville flygte fra byen, så han tvang en mand ved navn De Vane, som han overraskede i De Vanes bil, til at køre ham ud af byen. 5 km væk, beordrede han manden ud af bilen, og tog en overfrakke, som lå i denne. Her bliver historierne så lidt forskellige. Otto forklarede, at han havde fundet nogle penge i frakken, mens De Vane forklarede at Otto havde truet ham med pistolen til at aflevere 100 dollars. Otto forlod Greensboro og kørte tilbage til West Virginia, hvor han slog sig ned i byen Brimwell. Mindre end to uger senere, den 11. november, blev han arresteret for mordet på A. W. Kaplan, hvilket overraskede ham en meget, da han ikke vidste at manden var død. Han sad i tres dage i det lokale amtsfængsel, inden han blev overført til Greensboro. For at sikre sig mod at han endnu engang stak af, var han lænket med dobbelte fodlænker, hans hænder var bundet på ryggen og han havde et reb om halsen på hele turen.

Den lokale avis i Greensboro havde beskrevet Otto Wood som en "notorisk morder og desperado", så de fleste i byen var sikre på, at han var skyldig, inden han overhovedet kom for retten, og han var det store samtaleemne i hele staten. Avisen kunne fortælle, at flere tusinde mennesker kom til byen for at se denne desperado, der sad i byens fængsel, og Otto skrev i sine erindringer, at han mente at der havde været mindst 20.000, og at lige så mange var blevet afvist. Selv om der havde været to kunder i butikken, der kunne bekræfte, at Otto havde slået Kaplan i selvforsvar, blev ingen af disse indkaldt som vidner. Dommeren mente dog ikke, at mordet var overlagt, og i sin tale til juryen anbefalede ham denne, at finde Otto skyldig i manddrab eller i værste fald "second-degree murder" (se ovenfor). Juryen valgte sidstnævnte, og dommeren idømte Otto 30 års fængsel, der skulle afsones i North Carolina statsfængsel. Inden han blev overført til fængslet, fik han dog sit elskede ur tilbage.

Flugter fra statsfængslet i North Carolina

En af fængelsesvagterne, opfattede på grundlag af avisskriverierne, Otto som en farlig desperado, og han behandlede ham derefter, hvilket fik Otto til at true ham med diverse ulykker, hvis han ikke holdt op. Otto gjorde dog ikke alvor af truslerne, men begyndte i stedet at planlægge endnu en flugt, og som ved en tidligere lejlighed sammen med en medfange, en vis John Starnes, og det lykkedes dem at stikke af i fængselslægens bil. De havde skaffet sig en pistol, hvordan ved ingen, og ved hjælp af den, tvang de arbejdsformanden på fængslets stolefabrik til at køre dem ud af porten. De kørte til Raleigh, hvor de "kaprede" en anden bil. Denne tilhørte en afroamerikaner, som troede at han var blevet kidnappet af Ku Klux Klan, så han var bestemt ikke samarbejdsvillig, så det måtte hele tiden true ham med pistolen. Efter få kilomenter brød bilen sammen, så de to undslupne fanger bandt deres "offer" til et træ; indtil det lykkedes det for dem at få startet bilen igen, hvorefter de efterlod ham der - dog synlig fra vejen. De nåede næsten til Durham, hvor de kaprede endnu en bil og tvang føreren til at køre dem til Winston-Salem. Otto ville hente sin kæreste og børnene, og derefter køre til Roanoke i Virginia, og de kom da også af sted, og ad forskellige omveje, bl.a. via Danville, kom de faktisk til Roanoke, hvor John Starnes hjem var, men de var dårligt kommet inden for, før en politistyrke på motorcykler foruden flere andre udrykningskøretøjer nåede frem til huset. De to flygtninge løb mod jernbanelinjen, men kom ikke så langt før de var omgivet af adskillige mennesker; Otto mente i sine erindringer, at der var omkring 2.000, men det er nok overdrevet. De to blev fanget og ført tilbage til statsfængslet i North Carolina. Otto mistede den sympati, han havde haft i nogle kredse, og kæresten vendte ham tilsyneladende også ryggen.

Efter at være kommet tilbage i fængslet, holdt Otto det ud i ca. 20 måneder, før han igen stak af, denne gang gemt i en lukket godsvogn fyldt med betonrør. I løbet de 20 måneder, der var gået, havde hans nu tidligere kæreste, giftet sig med en mand, og Otto var bange for at han ville mishandle børnene, da han var fordrukken. Da togvognen var kommet uden for fængslet, smadrede Otto et par planker, så han kunne komme ud. Han blev i Raleigh længe nok til at kunne snige sig ombord i et tog, der skulle til Selma, Alabama. Så langt skulle han dog ikke komme, for i nærheden af Wadesboro stødte han ind i to jernbanedetektiver. Det lykkedes for ham at undslippe, men han måtte efterlade sin frakke og hat. Fra Wadesboro nær grænsen til South Carolina, lykkedes det for ham at komme tilbage til Winston-Salem, hvor han fik hilst på sine børn inden han fortsatte til West Virginia, og efter et kort ophold her vendte han tilbage til Wilkes County i North Carolina. Den 25. december 1925 blev han arresteret i byen Mooreaville i naboamtet, og han tilbragte natten i Iredell County Jail i Statesville, inden han blev sendt tilbage til statsfængslet i Raleigh. Mens han igen sad i statsfængslet, skrev han i 1926 den selvbiografi, hvor de fleste personlige oplysninger i denne artikel stammer fra. Andre kommer fra avisartikler, retsdokumenter og diverse hjemmesider på nettet. I biografien skrev han blandt andet en advarsel til andre om, at det var bedre at udholde trange tider en periode, og så bevare friheden, end at gøre som han havde gjort og miste den for altid. Og han tilføjede, belært af erfaringen: "Det er ikke så nemt at undgå loven, som det var for tyve år siden, på grund af International Criminal Bureau (en forgænger for FBI), som har kontorer i alle stater." Han forklarede også at nye metoder med fingeraftryk og fotografier af indsatte, gjorde det nærmest umuligt at forblive på fri fod, og hans morale var: "Det kan ikke betale sig at flygte fra straffen, men er bedre at få den udstået, end at flygte, blive bragt tilbage og skulle starte forfra".

Det råd overholdt han imidlertid ikke selv, for den 22. november 1926 stak han af igen. Denne gang nåede han til Midtvesten, hvorfra han sendte breve til aviser i North Carolina, hvor han tilbød at vende tilbage mod at få en bedre behandling i fængslet, men guvernøren ønskede ikke at forhandle med ham. For at skaffe penge forsøgte Otto af røve et apotek i Terre Haute i Indiana, men apotekeren skød ham i brystet. Havde han ikke haft en pose med mønter i vestelommen,var han død af skuddet, men nu blev han bare såret, blev igen anholdt og blev sendt tilbage til Raleigh. Her blev han indsat i en celle på dødsgangen med bevæbnede vagter uden for døgnet rundt. Efter 26 måneder blev han syg af en lungesygdom, der gav ham alvorlig hoste, og hans helbred svækkedes hurtigt. Da en ny guvernør, Oliver Max Gardner (som senere skulle blive USAs finansminister fra 1946 til 47), besøgte fængslet og så hvor syg Wood var, beordrede han fængselsledelsen til at flytte Otto tilbage til den almindelige del af fængslet. Her kom han sig, og da han viste som en mønsterfange, fik han ansvaret for fængslets kiosk, hvor han solgte slik, cigaretter og lignende.

Endeligt

Otto Wood gav sit ord på, at han ikke ville forsøge at flygte så længe Gardner var guvernør, men det løfte holdt kun seks uger, så den 10. juli 1930 stak han af igen. Det lykkedes ham at holde sig på fri fod  i næsten seks måneder, hvordan og hvor han var vides ikke, da det jo var efter, at han havde skrevet sin selvbiografi. Han blev erklæret fredløs og der blev udsat en dusør på 275 dollars på hans hoved. Ikke nogen stor sum, når man tænker på at dusøren for John Wilkes Booth efter mordet på Abraham Lincoln 65 år tidligere var $50.000. På den anden side, var der mange hvor dusøren var mindre, fx var dusøren for at fange tre kriminelle drenge, der var undsluppet fra en opdragelsesanstalt i Indiana i 1917, kun $25 pr. dreng.

Den 31. december 1930 var Otto Wood i Salisbury, North Carolina. Politichefen, R. Rankin, havde fået et tip om at Otto var i byen og sammen med en assistent, begyndte han at lede efter flygtningen, og det tog dem ikke længe at finde ham. Omkring kl. 14 så de ham spadsere med en mandlig ledsager på en gade i byen (East Innes Street, hvis man skulle få trang til at opsøge stedet). Rankin stoppede bilen og råbte til Wood at han skulle overgive sig, men det ville Wood ikke, og spurgte hvad Rankin ville. Politichefen bad Wood om at vise sig sine hænder, og så var Otto klar over, at han var afsløret, da han jo kun havde en hånd. Wood og hans ledsager sprang ind på bagsædet af bilen og beordrede de to politifolk til at køre dem ud af byen, men politichefen kastede sid ud af bilen, og det fik Wood til at gøre det samme, og så udviklede det sig til et skyderi mellem Wood og politifolkene, Woods ledsager ville ikke skyde mod politiet, selv om Otto opfordrede ham til det, og det endte med, at der blev affyret 11 skud i alt. Otto Wood havde skudt fire gange og de to politifolk syv gange til sammen. Under skyderiet var Otto blevet dødeligt såret; hans ene ben var ramt og blødte kraftigt og han var også blevet ramt i ansigtet. Ingen af de to politifolk var kommer noget til. Otto blev ført til det lokale hospital, hvor han udåndede få minutter efter at være ankommet. Liget blev overført et lokalt begravelsesetablissement, hvor det blev gjort i stand, inden det blev sendt til hans mor, Amelia Ellen Wood, der nu boede i West Virginia. Da Wood var berømt i området, donerede en række borgere penge nok til at betale for transporten fra Salisbury til West Virginia, men inden liget blev sendt af stred, havde flere tusind mennesker samlet sig foran bedemandens butik, for at få et glimt af North Carolinas mest berygtede forbryder.

Da en avis skulle resumere Woods forbrydelser, var biltyverier det dominerende, og avisen forklarede, at selv om han var dømt for at have dræbt pantelåneren i Greensboro, hævdede han altid selv, at det ikke var slaget, der havde slået denne ihjel, men at han måtte være død af andre årsager. Som avisen skrev, var han undsluppet fra adskillige fængsler i flere stater, men han vendte altid tilbage til North Carolina, hans hjemstat, hvor han fire gange flygtede fra Statsfængslet. Det var en gang for meget, mente avisen. Redaktøren af en anden avis fra Yadkin County i North Carolina, som besøgte begravelsesetablissementet og så Wood der, skrev at liget havde et kuglehul i kæben, der beviste politichefens skydeevner, men at ellers så Wood ud som i sin ungdom selv om alderen og de afsavn, han havde lidt, selvfølgelig havde sat nogle spor, og han blev da også kun 36. Avisartiklen sluttede med at konkludere at Wood formodentlig ville have fået et helt andet liv, hvis han i sin barndom havde fået den kærlighed som han så åbenbart havde savnet.

Efterskrift

Fælles gravsten for Otto Wood og hans mor på Mount Tabor Cemetery i Mercer County i West Virginia.

Da Otto Wood ikke nævner navne på de kvinder, han har forbindelse med i sin selvbiografi, er det lidt uklart, hvem han hentyder til, når han taler om sin kone, sin kæreste, pigen m.fl. Det er således uklart, om han faktisk blev gift med den første kvinde, hende, der var skyld i at han blev sat i fængsel for brudt ægteskabsløfte til en anden, som han skulle have haft et barn med. Måske blev bryllupet aldrig til noget, eller måske søgte kvinden skilsmisse, da han kom i fængsel. Det ville i hvert fald kunne forklare, hvordan han senere kunne gifte sig igen uden at blive anklaget for bigami. Det barn, han efter sigende havde med den anden kvinde, nævner han ikke mere i biografien, så om han har været far til dette barn vides ikke. Senere fortæller han så, at han blev gift med den 15-årige pige fra Welch i West Virginia, men på intet tidspunkt nævner han, at de skulle være blevet skilt, og på et tidspunkt vender han tilbage til hende i Welch. Samtidigt omtaler han imidlertid den "kæreste", som hjælper ham med at flygte og som han rejser til vesten med, og som han altså i følge sit eget udsagn, får to børn med. Mit gæt er, at Wood her bruger forskellige udtryk om den samme kvinde, så pigen fra Welch er den samme som kæresten. Om de så blev lovformeligt gift, eller der var tale om et såkaldt "common law marriage", som opstod når to mennesker havde levet sammen under ægteskabslignende forhold i en længere periode, eller om Wood simpelthen bare kaldte hende sin kone, uden at de var gift. De kan have været gift, men i så fald må de være blevet skilt for i følge selvbiografien vendte hun ham jo ryggen og giftede sig med en anden. Andre kilder vil vide, at moderen til hans børn hed Celia Byrd Wood, født i 1898, hvilket passer meget godt med, at hun skulle have været omkring 15 år, da hun fandt sammen med Otto Wood. Da årstallet ikke kendes, kan det nok godt passe, at de fandt sammen omkring 1913, hvor hun var 15 og han 19.

Desværre er andre kilder ikke helt enige her. De hævder at Celia Byrd Wood var gift med Robert Wood, Otto's bror, som døde i 1919, og først i midten af 1930 giftede hun sig med Otto, mens denne var på sin sidste flugt. Dermed kunne Ottos egen historie være sand, og Celia, var kæresten der hjalp ham, og rejste med ham. I så fald kan Otto's to ældste børn, være Pansy og Lillian, der begge var døtre af Cecilia. Pansy var født i 1919, og normalt går man ud fra at Robert var hendes far, men det er ikke givet, da Celia kan have indledt en affære med Otto før manden døde. Lillian er født i 1924, og hendes far er ukendt, hvilket måske kunne indikere Otto. I hvert fald ser det ud til, at Cecilias yngste barn, Ruben, som først blev født i marts 1931, nogle måneder efter Otto's død, er søn af ham. Det er kilderne ret enige om.

Otto Harrison Wood ligger begravet på Mount Tabor Cemetery i Mercer County i West Virginia sammen med sin mor, mens Celia ligger begravet på Round Mountain Baptist Church Cemetery i Hays i Wilkes County, North Carolina, ikke langt fra det sted, hvor Otto og Robert boede med deres mor og søskende. Også de tre børn er begravet i North Carolina; Pansy og Ruben på samme kirkegård i Gaston County og Lillian på en kirkegård i Greensboro. Lillian var det sidste af Celias børn, der gik bort i 2008.

I februar 1931, mindre end to måneder efter Otto Woods død, indspillede en gruppe, der kaldte sig The Carolina Buddies en sang "Otto Wood: The Bandit", som senere blev genindspillet af flere andre, blandt disse den kendte sanger og bluegrassmusiker fra Wilkes County, "Doc" Watson. Denne sang fik aldrig samme popularitet som andre sange, der handlede om forbrydere og forbrydelser, som fx The Ballad of Frankie Silver, se artiklen Teenagemorderen, eller især Tom Dooley, som Kingston Trioen gjorde berømt i 1958. Tom Dooley har jeg adskillige artikler om på dette web-site. Den oprindelig version af sangen kan høres på YouTube. Der er også skrevet et skuespil om hans liv, som bliver opført i hans oprindelige hjemby, North Wilkesboro i North Carolina.