Over den store flod

Dagens tur skulle senere vise sig at blive feriens længste med 909 km. En gang til skulle vi kommer over 900, men kun 906 :-). Dagens tur skulle gå fra Tucson til Carlsbad i New Mexico med en mindre omvej undervejs. Vi forlod Tucson allerede klokken 8 og kørte mod øst. De første godt 400 km skete der ikke meget, da vi blev på Interstate Highway 10. Bortset fra et par pauser for at skifte chauffør og få en kop kaffe gik det bare derudad.

Ved byen Las Cruces i New Mexico forlod vi interstaten og skiftede til US Highway 70 mod nordøst. Det første stop var allerede inde i Las Cruces, hvor vejen krydsede "Den store Flod" - Rio Grande, som længere mod sydøst danner grænse mellem Texas og Mexico, men her løber floden i sydlig retning. Lige efter at vi havde passeret floden var der en parkeringsplads, og her kunne vi nyde synet af både selve floden, som af nogle svaler, som havde slået sig ned under vejbroen, og som nu jagtede insekter over floden. I udkanten af byen krydsede vi I-25, men vi blev på 70 og fortsatte mod nordøst. Kort efter byen kørte vi ind i USA's største militærområde, White Sands Missile Range. Vejen fører igennem, men resten af området er lukket for offentligheden. Området er næsten 2.500 km² stort, så der er plads til at teste fx missiler, og det er netop, hvad man gør. Blandt andet testede man tidligere Nike Hercules missilerne, som også det danske forsvar havde, og som indgik i luftforsvaret af København.

Mest kendt er området dog nok for at være hjemsted for Trinity Site ca. 90 km nord for byen Alamogordo. Det var her at USA den 16. juli 1945, bragte den første atombombe til eksplosion. Selve sprængningsstedet er kun åbent for offentligheden den første lørdag i april hvert år, så det kunne vi ikke komme til at se, men det gjorde heller ikke så meget, da den radioaktive stråling stadig er ti gange så høj som normalt for området. I stedet valgte vi at besøge et noget mere fredeligt sted, nemlig White Sands National Monument, et stort område med meget hvide gipsklitter. Her måtte vi betale 3 dollars i entre for hver, men så kunne vi også blive der så længe vi ville. Vi kørte rundt i området i en times tid, og besteg også enkelte klitter. Fra indgangen til monumentet er der en god bid vej ind til klitområdet (13 km), men man kan også se mindre klitter på vej derind. Helt inde i området fører et loop rundt blandt nogle af de største klitter.

Efter besøget i klitområdet, kørte vi tilbage til US 70 og fortsatte gennem Alamogordo. Et stykke uden for byen skiftede vi til US 82, som fører mod øst gennem Sacramento Mountains, en forholdsvis lille bjergkæde, hvis højeste punkt alligevel ligger næsten 3 km over havet. Så højt kom vi nu ikke, men vejen kom da op i over 1.900 m. På vej gennem bjergene blev vi ramt af turens første regnvejr; ikke en lille beskeden byge, men en tordenbyge af de værre. Det var svært at se længere end til kølerhjelmen, så vi kørte ikke specielt stærkt. Mens det regnede, var temperaturen helt nede på omkring 10 grader, men ellers lå den og svingede mellem 30 og 35 hele dagen. Køligt i forhold til de foregående dage! Efterhånden holdt regnen op, og bjergene forsvandt, og i stedet kørte nu vi på et plateau, hvor vi ikke mødte mange biler - og heller ikke mange huse. I byen Artesia, møder vejen US 285, som kommer oppe fra Santa Fe og fører syd på. Det var her, at Tim i 2012 fik at vide af en politimand, at han ikke måtte fotografere det lokale olieraffinaderi. I år mødte vi ingen betjente, og så fik Tim sit billede, og jeg en kop kaffe på en tank.

Fra Artesia kørte vi mod syd til dagens mål i Carlsbad. Vores besøg ved White Sands, og det forhold at vi havde mistet en time undervejs, betød at vi ikke kunne nå et besøg i Living Desert Garden, hvad vi ellers havde talt om. I stedet for besluttede vi os for at finde et hotel og så køre ud til Carlsbad Caverns for at se på flagermus. Dagen før havde vi boet på Day's Inn, og det havde været ganske udmærket. Rimelige pris (omkring 70 dollars), et godt værelse og en fremragende internetforbindelse. Sidste gang vi var i Carlsbad, havde vi boet på Best Western, hvor prisen var høj og internetforbindelsen ikke eksisterende, så selv om værelset havde været OK, besluttede vi os for at forsøge os med et Day's Inn igen. Også fordi det lå i byens sydlige udkant, den retning vi skulle for at nå frem til flagermusene. Det var min tur til at lægge ud, så jeg bevægede mig ind i receptionen og fik mit første og største prischok på turen, da hun krævede $ 201 for værelset. Da vi jo skulle bo et sted, sagde jeg bare ja, og værelset var da også OK, men internettet viste sig kun at fungere sporadisk. Efter indkvartering nåede Tim lige at tjekke andre hoteller i området, og han kunne konstatere, at priserne var stort set de samme (eller dyrere) overalt, og at de fleste hoteller enten havde udsolgt eller kun få ledige værelser. Vi blev enige med os selv om, at der måske var et eller andet arrangement i byen, eller at folk var kommet for at fejre 4. juli i god tid, og at hotellerne havde benyttet sig af lejligheden til at skrue op for priserne, for selv Best Western, der kun havde kostet $ 149 to år tidligere, kostede nu $ 250.

Ca. 18.30 kørte vi så ud mod Carlsbad Caverns omkring 40 km syd for byen. På vej derud begyndte sorte skyer at trække sammen på himlen, og da vi nåede derud, kunne vi høre torden i det fjerne og der kom et par dryp, men heller ikke mere. Vi fik parkeret bilen og gik ned til amfiteateret ved huleudgangen, hvor der allerede var samlet en del mennesker. Her fandt vi en plads, og så var det bare at vente. Omkring kl. 19.30 gik parkrangeren i gang med at tale, og hun startede med at advare om, at hvis det blev tordenvejr, skulle vi straks evakuere stedet - ikke bare amfiteateret, men hele nationalparken, for som hun sagde, "i tordenvejr er en bjergtop ikke det bedste sted at befinde sig." Så fik vi besked om at slukke alle mobiltelefoner, kameraer og andet elektronisk udstyr for ikke at genere de små dyrs navigationssystem, og så gik hun i gang med at fortælle om flagermus. Det var nogenlunde det samme, som jeg havde hørt to år tidligere, så ikke noget nyt her. Da jeg var på stedet i 2012, havde de nogle mikrofoner placeret i hulen, så man kunne høre, hvornår flagermusene begyndte at vågne, og dermed være klar til at kigge. Dette anlæg var imidlertid gået i stykker, og man kunne ikke komme til at reparere det, før "musene" var fløjet syd på i oktober. Vi måtte derfor holde øje med hullet og se, hvornår der begyndte at ske noget. Hun fortalte i denne sammenhæng, at flagermusene ikke havde været specielt samarbejdsvillige det seneste par uger. Sidst hun havde haft vagt, en uge tidligere, havde kun tre flagermus forladt hulen - ikke de 3-400.000 jeg så i 2012.

Efterhånden, som vi ventede, gik solen ned, og skyerne trak endnu mere sammen, så det blev noget mørkt, men til sidst begyndte flagermusene at forlade hulen. Der var flere end tre, men de kom ud i små grupper, ikke i den strøm, jeg tidligere havde oplevet, og efterhånden blev det så mørkt, at vi faktisk ikke kunne se dem. Tim og jeg besluttede derfor at køre hjem til byen, inden tordenvejret brød løs, så vi gik tilbage til bilen. Ikke den store oplevelse rigere, men vi havde dog set flagermus. Da vi nåede ned fra bjerget og ned til hovedvejen, begyndte det at regne, lyne og tordne, så det viste sig at være et godt tidspunkt, vi havde forladt stedet på. Regnen varede til vi var næsten ved hotellet, men vi fortsatte nord på gennem byenfor at finde et sted, hvor vi kunne få lidt aftensmad. Da klokken var hen ved 22.15, var der ikke mange steder åbne, så på trods af vores beslutning dagen før endte vi med endnu en gang at spise på Denny's (som har åbent 24 timer i døgnet).