Parken var lukket

Næste dag skulle jeg syd på til Cherokee, og endnu engang kom jeg tidligt afsted, da jeg jo kun var mig selv. Jeg kunne have valgt at køre ad Blue Ridge Parkway hele vejen, men det opgav jeg,da vejret ikke var specielt godt, da jeg forlod hotellet. I stedet lod jeg gps'en føre an. Den ville have mig ad mindre veje, men dog større end Blue Ridge Parkway mod syd til Asheville, og derfra mod vest til Cherokee, så sådan blev det. Ruten som den udmærkede gps foreslog gik ned til U.S. 70 og derefter ad I-40, som jeg mødte omkring byen Old Fort. Herfra fortsatte jeg ad motorvejen til Asheville, og videre til Lake Junaluska, hvor jeg forlod den igen. I denne by, som er opkaldt efter cherokeelederen af samme navn, kan man besøge Museum of Methodism, og i byen finder man også hovedsædet for World Methodist Council, som er et forbund af metodistkirker, som repræsenterer 75 millioner mennesker i 132 lande. Ikke dårligt for en by med under 3.000 indbyggere. Da jeg imidlertid ikke interesserede mig særligt for metodisterne, fortsatte jeg bare som om intet var hændt - hvad der jo heller ikke var. I Lake Junaluska skiftede jeg vej til U.S. Route 19, som fører til Cherokee. Den vej har vi kørt ad ved flere tidligere besøg i Cherokee, og jeg skulle komme tilbage til den på en udflugt dagen efter. Vejen passerer gennem den endnu mindre by, Maggie Valley, der kun har 607 indbyggere. Denne by er mest kendt som vintersportssted (skiområdet Catalochee ligger rundt om byen med tre stolelifte, 2 rullebåndslifte og primært kunstig sne). Byen er også hjemsted for forlystelsesparken Ghost Town in the Sky. Denne, som har et westerntema, ligger på toppen af et bjerg, og man kan kun komme derop med en stolelift  eller med en tandhjulsbane.

Heller ikke forlystelsesparken havde min interesse, men jeg gjorde alligevel et stop i byen. Dels for at få strakt mine ben, som på daværende tidspunkt havde kørt et par timer, og dels for at se på en lille flod, som løb langs vejen - og så skulle jeg have et billede af byskiltet. Maggie Valley kan kun prale af to "kendte" personer, som har tilknytning til byen. Den ene er Marvin Sutton, kendt som "Popcorn", en berømt hjemmebrænder og spritsmugler, som endte med at begå selvmord i 2009 efter af have fået en fængselsdom for sit hjemmebrænderi. Han lavede en hjemmevideo om sin produktion, som han solgte på VHS bånd. En film på 1½ time om ulovlig spiritusproduktion og -distribution er ikke at foragte. Filmen kan ses på Youtube i hele sin udstrækning. Den anden kendte, man kan prale af, har en betydelig dansk relation. Det var nemlig her i Maggie Valley at Peter Lundin i 1991 kvalte sin mor, inden han vendte tilbage til Danmark og senere blev dømt for tre mord her. Jeg fik set min flod, og taget billeder af såvel denne som byskiltet, inden jeg fortsatte ind gennem bjergene mod Cherokee. Fra Maggie Valley er der kun ca. 16 miles (25 km) til Cherokee og efter ca. 6 miles kører man ind i reservatet, Qualla Boundary, som i virkeligheden ikke er et reservat, idet cherokeestammen selv ejer deres jord, og har gjort det siden 1838. Området er et såkaldt forvaltningsområde, som altså ejes af stammen, men forvaltes af U. S. Bureau of Indian Affairs. Området har eget politi, og North Carolinas statspoliti har ikke jurisdiktion inden for grænserne - men FBI har. På vej mod byen passerer man Harrah's Cherokee Casino, en kæmpeklods, som virker helt malplaceret i området, mens som indbringer stammen mange penge.

Klokken var endnu ikke 12, da jeg kom til byen, så det var alt for tidligt at få mit hotelværelse. Jeg besluttede derfor at køre en tur ind i Great Smoky Mountains National Park, selv  om der stadig var shutdown af parkerne. U.S.441 som går gennem parken fra Cherokee til Gatlinburg i Tennessee var ikke lukket, og måske kunne jeg få øje på nogle efterårsfarver. Jeg fortsatte derfor forbi hotellet og videre gennem byen og ud ad 441. Et af de første steder, man typisk besøger er Mingus Mill, en gammel vandmølle ikke langt uden for byen, men det kunne jeg desværre ikke komme til, da sidevejen, der fører op til møllen, var lukket. Jeg fortsatte derfor videre af 441, men langt de fleste pull-outs var spærret med trafikkegler og "parkering forbudt" skilte. Også vejen, der førte til Clingmans Dome, et udsigtspunkt, var spærret. På det højeste punkt på 441, lige på grænsen mellem North Carolina og Tennessee, ligger Newfound Gap, og her var parkeringspladsen faktisk åben selv om toiletterne var lukkede. Her kørte jeg ind sammen med de mindst 231 andre, som havde været nødt til at få samme gode idé. Det lykkedes mig dog at finde plads til at tage et par billeder, men farverne var ikke noget at råbe hurra for. Mens jeg stod og kiggede, fald jeg i snak med en mand, og vi kom til at tale om de manglende farver. Han fortalte at det skyldtes det alt for gode vejr. Helt hen mod slutningen af september havde dagtemperaturerne ligget på 25 - 28 grader celsius, og først omkring en uge før mit besøg, var nattemperaturen kommet under 15 grader. Han mente, at det der skulle til for at få farverne til at bryde frem i fuldt flor, var et kraftigt regnvejr med tilhørende temperaturfald over et par dage. Det havde jeg desværre ikke tid til at vente på, så jeg besluttede mig for at se efter flottere farver en anden dag, og så foretage mig noget helt andet resten af dagen. Jeg kan i øvrigt bekræfte at det var lunt. Da jeg så på et termometer senere på dagen, stod det på 24 grader, og da var klokken 16.30 og det var den 15. oktober!

Jeg vente derfor om, og kørte tilbage til Cherokee. Endnu engang kørte jeg forbi mit hotel og fortsatte ud af byen, denne gang i vestlig retning. 10 miles vest for Cherokee ligger Bryson City (1.400 indbyggere), hvor Tim og jeg havde besøgt et apotek i 2012. Det var nu ikke derfor, jeg kørte dertil. Men ligeledes i 2012 havde vi ledt efter en såkaldt "mound", en forhøjning, som kan være en gravhøj, men ikke er det i dette tilfælde. Den fandt vi imidlertid ikke, og nu ville jeg have revanche. "Højen" er alt, hvad der er tilbage af cherokeestammens første (efter tradionen) og helligste by, Kituwah, som forsvandt da hovedparten af stammen blev tvangsforflyttet til Oklahoma i 1838. På højen havde stammens "rådshytte" stået. Denne gang lykkedes det for mig at finde højen, men jeg kan godt forstå at vi havde problemer første gang. Højen, hvis man kan kalde den det, lå på en græsklædt mark på den den anden side af en jernbanelinje, og den var ca. 30 cm høj på det højeste sted, og bevokset af samme græs som resten af området. Havde der ikke stået et skilt lige ved siden af højen, have jeg nok heller ikke fundet den denne gang. Jeg fik taget et par billeder, og så fortsatte jeg vest på mod Robbinsville, hvor der ligger et lille museum for Junaluska, cherokee'en som har givet navn til søen og byen, som jeg tidligere havde passeret. Også dette museum havde Tim og jeg besøgt i 2012, og nu ville jeg så bruge eftermiddagen på en gentagelse.

Fra Bryson City er der ca. 30 miles ad gode veje til Robbinsville, så det tog kun ca. 40 minutter, så var jeg ved museet, der ikke er meget større end et lille sommerhus, men meget spændende, hvis man interesserer sig for cherokeeernes historie. Jeg var den eneste besøgende, og damen, der passede museet viste mig rundt i de tre små rum, og fortalte om såvel Junaluska selv, som stammens historie generelt. Derefter gik vi over til at sludre om alle mulige andre emner så som hendes børn og mine, den økonomiske situation i USA og Danmark, forskelsbehandlingen af afroamerikanere og oprindelige amerikanere i USA, som hun var meget utilfreds med. Hun var selv cherokee, og mente at indianerne var blevet forfordelt i mange år, og nu var det deres tur til at få genoprejsning. Ingen af os havde travlt, så vi sludrede i godt 1½ time. Derefter sagde vi pænt farvel, og jeg gik op på toppen af den bakke, hvor museet ligger. Her ligger Junaluska begravet, og selv om jeg havde været der før, tog jeg endnu et par billeder af graven. Så var det blevet tid til at vende næsen hjemefter mod Cherokee.

Da jeg kom tilbage, var klokken hen ad 17, og jeg fik mit hotelværelse, med tre afdelinger, "køkken", soveafsnit og dagligstue - og så var der altan, så her satte jeg mig ud og nød livet, mens jeg studerede de, der gik og kørte forbi nedenfor. Da jeg ikke havde spist frokost, var jeg en anelse brødflov ved 19-tiden, og valgte bare at besøge en lokal diner, som lå lige ved siden af hotellet. Det viste sig at være typisk sydstatskost - velsmagende og usundt som bare pokker. Jeg bestilte fisk, og fik serveret ca. to halve hvaler med tilbehør i form af pommes frites, hush-puppies og bønner. Fritterne og hvalpene var selvfølgelig friterede, og de tilhørende bønner var dampet i smør - så ved man, hvad man får. Tilbage på værelset slappede jeg af med en kop kaffe og en bog - og så var den dag gået.