Planer og afvigelser

I en tidligere artikel (som nu ikke længere er på siden) har jeg fortalt om hvordan vores rejseplanlægning typisk foregår. Dette fortalt med udgangspunkt i rejsen i 2012. Den er nu for længst overstået og det samme er to ture i 2013, og ferien i 2014 er også gennemført. Jeg fik imidlertid aldrig rigtigt fortalt, hvordan det så gik i 2012, sammenholdt med planen. Allerede i den oprindelige artikel skrev jeg, at planen næppe ville holde helt, og sådan skulle det da også komme til at gå. En række steder, havde vi bestilt hotel, og for ikke at skulle bøvle med at afbestille eller ombooke disse, ud over hvad vi allerede havde gjort hjemmefra, skulle vi holde os til planen, når det gjaldt disse overnatninger, men derudover var vi jo frie som fugle.

De første tre overnatningssteder, hvor vi hver skulle blive i to nætter, var alle bestilt hjemmefra. Det gjaldt Anacortes, Forks og Seattle, alle i Washington, så den del af planen holdt fuldstændigt. Vi kørte til Anacortes efter landing i Seatac Airport og blev der to nætter, mens vi så på hvaler. Derfra kørte vi til Forks, hvor det var regnskov og vampyrer, der var på programmet de næste to dage. Endelig kørte vi til Seattle og blev der i to dage, hvor jeg blandt andet for første gang kom ned i undergrunden.

Næste overnatning var ikke forhåndsbooket, men var planlagt til at skulle finde sted i Wallace i Idaho, og sådan kom det til at gå. Vi fik godt nok hverken set den sølvmine eller det bordelmuseum, vi havde planlagt hjemmefra, da begge var lukkede, da vi kom til byen. Vi havde kørt af U.S. Highway 2 i stedet for Interstate Highway 90, og det havde taget en del længere tid til men også været langt kønnere. Til gengæld fik vi set kloakdækslet, som repræsenterer universets centrum. Heller ikke næste dag gik der kludder i planlægningen. Fra Wallace skulle vi fortsætte til West Glacier i det nordvestlige Montana, som skulle være udgangspunkt for et besøg i Glacier National Park. Det eneste, der kan siges ikke at gå helt planmæssigt, var at vi nåede frem en del tidligere end planlagt, selv om vi havde kørt på endda ret små veje en stor del af turen. Det betød at vi allerede nåede at se den del af parken, som lå tættes på West Glacier den eftermiddag, mens solen skinnede. Det skulle vise sig at være en fordel næste dag.

Næste dag, rejsens 9. dag, "gik det så galt" for første gang, og det var vejrets skyld (nogen skal jo have skylden). Vi skulle køre gennem parken ad det, der er kaldt verdens smukkeste vej, Going-to-the-Sun-Road. Her skulle der være fremragende udsigter til bjerge og dale, og store chancer for at se dyr, når vejen altså er åben, hvilket den typisk kun er i få måneder om sommeren. På nuværende tidspunkt (15. april 2014) er kun de vestligste 11 miles langs Lake McDonald åbne. Hele resten af vejen gennem bjergene (ca. 40 miles) er fortsat lukket på grund af sne. Normalt åbner vejen i slutningen af juni eller begyndelsen af juli og lukker igen sidst i september. Når sneen kommer ned på et passende niveau, begynder man at sende sneplove ud, og det startede i år den 11. april. Her målte man gennem Red Rock Slide i begyndelsen af bjergene 9 meter sne - så hvad ligger der ikke på toppen? Jeg skal lige tilføje, at der ikke er tale om sneplove, som vi kender den fra Danmark, men kæmpemaskiner, som i samarbejde med gravkøer og bulldozere rydder vejen for sne i mængder af op til 4.000 ton i timen. Det var imidlertid ikke sne, som ændrede vores planer, men derimod regn og tåge. Vi havde regnet med at bruge det meste af dagen på turen, men vejret gjorde, at vi kun gjorde ganske få stop undervejs, og selv om vi blev forsinket af et vejarbejde undervejs, var vi alligevel gennem bjergene inden klokken var 11. Så snart vi var ude af bjergene skinnede solen over prærien og allerede kl. 12 nåede vi vores mål for dagen, Browning i Blackfoot reservatet. I Browning er der ikke meget at se, så vi nøjedes med at spise frokost i byen og fortsatte så. Undervejs videre fik vi set alt det det, vi havde planlagt til næste dag, og vi blev derfor enige om, at køre igennem til næste dags mål, Billings, som vi nåede frem til ved 19.30 tiden. Vi var nu en hel dag foran for planen.

Det betød selvfølgeligt, at vi måtte finde på noget nyt næste dag. Her skulle vi jo have kørt fra Browning til Billings, og næste dag igen fra Billings til Wall i South Dakota. I Wall havde vi booket hotel, så her skulle vi først ankomme to dage senere. Vores oprindelig plan havde været at køre fra Billings videre gennem Montana til  South Dakota, men nu besluttede vi at køre gennem Wyoming i stedet. Det gav os mulighed for at besøge to steder, som vi ellers ikke havde med på planen, nemlig Little Bighorn Battlefield Park, hvor general (i virkeligheden oberstløjtnant) George Armstrong Custer og hans tropper blev udslettede af en forenet styrke af sioux, cheyenne og arapaho indianere 1876. Dette sted ligger i det sydlige Montana inde i det nuværende Crow-reservat, som vi så også fik besøgt ved samme lejlighed. Det andet sted, var USA's første National Monument, Devil's Tower i det østlige Wyoming. Da vi ikke gad køre længere, slog vi os ned for natten i Sturgis, South Dakota, ikke langt fra statsgrænsen.

Vi var nu betydeligt længere fremme end det, vi havde planlagt hjemmefra, da der kun var 80 miles ad motorvejen fra Sturgis til Wall, hvor vi jo havde bestilt hotel. Det gav os mulighed for at køre lidt tilbage mod vest, og besøge Deadwood, kendt som det sted, hvor Willd Bill Hickok blev myrdet (og fra tv-serien af samme navn). Her fik vi besøgt Moriah kirkegåden hvor Hickok og Calamity Jane er begravet side om side. Der var stadig masser af tid, så vi nåede også at køre mod syd og få set Mount Rushmore, inden vi kørte til Wall, hvor vi som planlagt besøgte Badlands Nationalparken og senere den drugstore, som har gjort Wall kendt, i hvert fald over det meste af USA og også andre steder i verden.

Efter Wall fulgte flere dage, hvor planerne holdt, ikke mindst fordi vi havde booket hoteller hjemmefra. Fra Wall kørte vi som planlagt til Colorado Springs i Colorado, hvor vi oplevede den næstkedeligste 4. juli, jeg nogensinde har oplevet. Den kedeligste var seks år tidligere i Blanding, Utah. Hele staten havde fyrværkeriforbud på grund af tørke og alle parader havde fundet sted tidlig formiddag. Santa Fe og Carlsbad i New Mexico var de næste to stop, og også her havde vi forhåndsbooket, så ingen ændringer til planen her. Fra Carlsbad skulle vi til San Antonio i Texas, og selv om vi ikke havde booket hotel her, endte det med at planen holdt, hvilket dels skyldtes køreturens længde, men også at vi begge VILLE se The Alamo, hvor David Crockett, James Bowie, William B. Travis og danskeren Charles Zanco foruden 184 andre, blev dræbt af mexicanske tropper i 1836.

Efter endnu fem dage, hvor planen holdt, kom der nu en lang stribe, hvor det ikke blev tilfældet. Fra San Antonio skulle vi have kørt til Lake Charles i Louisiana, men da vi nåede dertil, var det endnu tidligt på formiddagen, så vi fortsatte til Lafayette, 75 miles længere mod øst. Ikke fordi, der var noget særligt vi skulle der, men det ville give os mere tid næste dag, hvor vi gerne ville besøge Tabasco fabrikken på Avery Island syd for Lafayette. Det var efter planen og sådan skulle det også komme til at gå. Det var imidlertid her i Lafayette at vi blev enige om at "stjæle" en dag senere på turen, og så bruge den i dette område.  Vi havde planlagt næste dag at køre til Westwego syd for New Orleans og så starte næste dag igen med en sumptur, inden vi fortsatte til Bayou LaBatre i Alabama. Nu blev vi imidlertid enige om, at skippe en dag i Charleston senere på turen, og så bruge mere tid i sumpen. Da vi allerede var i Lafayette, nåede vi både at se Tabasco og området syd for New Orleans denne dag. Endnu en afvigelse var dog at vi ikke overnattede i Westwego men i den næste lille by langs Mississippi, Marrero, men det skyldes mest at vi ikke kunne finde et passende motel i Westwego.

Næste dag var vi så på tur i sumpene, både i turbåd, men også til fods, hvilket vi ikke have nået, hvis vi havde holdt planen. Vi nåede endda at besøge New Orleans om eftermiddagen, hvilket vi ellers hjemmefra havde bestemt os for, at det behøvede vi ikke. Det var for både Tims og mit vedkommende det første besøg i byen siden orkanen Katrina i 2005 og en lidt mærkelig oplevelse, men alligevel fin. På nuværende tidspunkt var planen helt ude af synkronisering med virkeligheden for næste dag skulle vi have kørt fra Bayou LaBatre til Saint Augustin i Florida, men nu var vi fortsat i Louisiana. Til gengæld havde vi overstået sumpturen, og besluttede derfor at undlade at overnatte i Alabama og fortsætte direkte til Florida. Ikke til Saint Augustin, men til Lake City noget vest for Jacksonville. Hele turen tog vi langs Den mexicanske Golf og det var en fin oplevelse. Som i 2004 var vejret fremragende, solrigt og varmt og de brede, hvide strande var stort set mennesketomme. Næste dag skulle vi have tilbragt i Saint Augustin, men nu kom vi dertil en dag senere end planlagt, dog fortsat med en dag i forventet overskud fra det senere ophold i Charleston.

Da vi havde brugt det meste af dagen på at besøge de steder i Saint Augustin, vi gerne ville se, mente Tim ikke, at der var grund til at bruge en hel dag mere i byen, så hvis vi kørte fra Saint Augustin til Charleston næste dag, ville vi være tilbage på planen. Det betød at vi nu igen havde en dag i overskud, og den kunne vi jo så passende bruge i Charleston, så vi alligevel fik en ekstra dag her, men sådan skulle det ikke gå. Næste dag kørte vi godt nok fra Saint Augustin til Charleston, men her fik vi hurtigt set det, vi gerne ville se, og da der ikke var noget i omegnen, som vi havde trang til at gense, hverken Fort Moultrie eller Boone Hall Plantation, blev vi enige om, at vi ville spise aftensmad i byen, og så fortsætte videre mod nord til den lille by Santee, hvor vi havde boet i 2000. Så det gjorde vi - og så var planen også røget for den dag og for den næste.

I Cherokee og Wilkesboro havde vi bestilt værelser, så de dage lå fast, men det var altså først dagen efter at vi forlod Santee, at vi skulle komme til Cherokee i North Carolina. Den dag, vi havde sparet i Saint Augustin, var stadig til overs, og her besluttede vi så, at bruge den i Tennessee, en stat, som slet ikke havde stået på programmet hjemmefra. Nærmere betegnet ville vi slå os ned i Gatlinburg uden for Great Smoky Mountains National Park og kun 35 miles fra Cherokee, næste dags mål. Det gav os lidt af en omvej, fordi vi ikke ville køre samme vej to dage i træk, så vi måtte uden om nationalparken og gennem turistbyer i Tennessee, som Sevierville og Pidgeon Fork, men så fik vi også set Dollywood ude fra. Opholdet i Gatlinburg gjorde det muligt at besøge nogle tidligere cherokee bopladser, Tanasi og Chota, som begge ligger under den nu opdæmmede sø, Tellico Lake, men hvor der er opsat mindesmærker på bredden, der hvor de lå. Begge steder var i tidens løb "hovedstæder" for den del af stammen, som blev kaldt Overhill Cherokees. Begge "byer" ligger omkring 65 miles fra Gatlinburg, så det blev en sen eftermiddags-/aftentur, som betød at vi først var tilbage på hotellet hen ad 21.30 og først fik aftensmad efter 22, men så var vi også sultne.

De næste tre overnatninger var forhåndsbookede, så her holdt planen igen. En nat i Cherokee og to i Wilkesboro. Fra Wilkesboro skulle vi så på turens tredjesidste dag køre til Lexington i Virginia, men selv om vi kom ret sent af sted, fordi vi lavede en aftale om et museumsbesøg om morgenen, endte det med, at vi kørte meget længere. Fra Wilkesboro er der ca. 200 miles til Lexington, men da vi nåede hertil valgte vi at fortsætte og køre igennem så længe vi orkede, og det blev til Raritan i New Jersey, en tur på 568 miles eller 915 km, og med det vi allerede havde kørt i området omkring Wilkesboro blev det til 975 km i alt til turens længste dagsmarch. Næste dag skulle vi have kørt fra Lexington til New York forstaden Jamaica på Long Island, men det blev så den meget kortere tur fra Raritan i stedet, kun 70 miles, og det betød at vi kunne give os rigtig god tid om morgenen, hvilket vi så gjorde til endda med et timelangt besøg i en boghandel, og alligevel havde vi tid til at se en hel del af Queens i løbet af eftermiddagen. Bortset fra at vi ikke var ude af bilen, da hele eftermiddagen var et veritabelt skybrud, hvor flere veje var lukkede, fordi de stod under vand. Men rundt kom vi da.

Næste dag skulle vi flyve hjem, og det foregik planmæssigt. 30 dage var vi af sted inkl. den ekstra dag, som tidsforskellen mellem USA og Danmark bevirker på hjemturen. 28 hele dage tilbragte vi på vores road trip, og af disse lykkedes det for os at overholde den plan, vi havde lagt hjemmefra i 15 tilfælde, og formodentlig kun fordi hotellerne var bestilt. Jo flere bestilte hoteller, jo mere plan. På turen i 2014 havde vi bestilt en del flere værelser af forskellige årsager, så her holdt planen en del bedre. Skematisk ser turen i 2012 sådan ud (dagene markeret med gul farve, er de, hvor planen ikke holdt):

	Plan	Reelt
dag 1	København - Anacortes	København - Anacortes
dag 2	Anacortes	Anacortes
dag 3	Anacortes - Forks	Anacortes - Forks
dag 4	Forks	Forks
dag 5	Forks - Seattle	Forks - Seattle
dag 6	Seattle	Seattle
dag 7	Seattle - Wallace	Seattle - Wallace
dag 8	Walace - West Glacier	Wallace - West Glacier
dag 9	West Glacier - Browning	West Glacier - Billings
dag 10	Browning - Billings	Billings - Sturgis
dag 11	Billings - Wall	Sturgis - Wall
dag 12	Wall - Colorado Springs	Wall - Colorado Springs
dag 13	Colorado Springs - Santa Fe	Colorado Springs - Santa Fe
dag 14	Santa Fe - Carlsbad	Santa Fe - Carlsbad
dag 15	Carlsbad	Carlsbad
dag 16	Carlsbad - San Antonio	Carlsbad - San Antonio
dag 17	San Antonio - Lake Charles	San Antonio - Lafayette
dag 18	Lake Charles - Westwego	Lafayette - Marrero
dag 19	Westwego - Bayou La batre	Marrero
dag 20	Batou la Batre - Saint Augustin	Marrero - Lake City
dag 21	Saint Augustin	Lake City - Saint Augustin
dag 22	Saint Augustin - Charleston	Saint Augustin - Santee
dag 23	Charleston	Santee - Gatlinburg
dag 24	Charleston - Cherokee	Gatlinburg - Cherokee
dag 25	Cherokee - Wilkesboro	Cherokee - Wilkesboro
dag 26	Wilkesboro	Wilkesboro
dag 27	Wilkesboro - Lexington	Wilkesboro - Raritan
dag 28	Lexington - New York City	Raritan - New York City
dag 29	New York - København	New York - København