Så røg planen

Indtil nu var alt gået planmæssigt på turen. Vi havde kørt de etaper, vi havde planlagt hjemmefra og overnattet i de byer, som vi havde bestemt, men denne søndag kom så den første afvigelse. Planen var, at vi søndag skulle køre til Pine Bluff i Arkansas, primært ad U.S. Highway 65. Næste dag skulle vi så køre en kort tur fra Pine Bluff til Memphis i Tennessee. Den nemmeste måde at nå Route 65 på var at tage I-10 til Baton Rouge og derefter køre videre ad U.S. 61 til Natchez i Mississippi, hvorfra vi så kunne krydse Mississippi og køre tilbage til Louisiana. Herfra kunne vi så tage U.S.65 resten af vejen gennem det nordlige Louisiana og det sydlige Arkansas.

Den første del af turen mod Baton Rouge er I-10 på lange strækningen bygget på pæle gemmen sumpene Atchafalaya River, og selv om det var motorvej, var det alligevel en interessant tur. Ved Baton Rouge krydsede vi så Mississippi for første, men ikke sidste gang på denne ferie. I Baton Rouge tog vi I-110 mod nord til vi mødte U.S. 61, som vi så tog videre. Ca. 30 miles (45 km) nord for Baton Rouge krydsede vi statsgrænsen til Mississippi. Det var på vej mod Natchez, at vi blev enige om at skippe Pine Bluff og køre direkte til Memphis. Her ville vi så blive til tirsdag, hvor vi alligevel havde planlagt at forlade Memphis, og så ville vi bruge mandagen til at se nogle ting i byen - og få vasket, hvilket vi ikke havde fået gjort i Lafayette. Da vi nåede Natchez, undlod vi derfor at krydse floden, men blev på østsiden af Mississippi og fortsatte videre nord på ad U.S. 61.

U.S. 61 er nok ikke helt så berømte som Route 66, men den har sin egen berømmelse alligevel. Den er kendt som The Blues Highway fordi den går op gennem det såkaldte Mississippi Delta i den nordvestlige del af staten, hvor nogle mener, at blues musikken "blev født". Vejens nordlige ende findes i byen Wyoming, ikke at forveksle med staten af samme navn. Wyoming ligger i Minnesota, og her i Wyoming blev Bob Dylan født. Han udødeliggjorde vejen i sin sang og sit album, Highway 61 Revisited fra 1965, men jeg foretrækker nu udgaven med Johnny Winther. Bluessangerinden Bessie Smith døde i et trafikuheld nær Clarksdale i 1937 og det var i krydset mellem U.S. 61 og U.S. 49 at bluesguitaristen Robert Johnson solgte sin sjæl til djævelen for at lære at mestre bluesmusikken (siger legenden). Johnson døde allerede i 1938 og blev et af de første medlemmer af den senere så "berømte" Club 27, der også tæller navne som Jim Morrison, Janis Joplin, Amy Winehouse, Brian Jones, Kurt Cobain, Jimi Hendrix og flere andre, senest rapperen Monkey Black, der døde i april 2014.

Midt på formiddagen gjorde vi holdt på en tankstation uden for Natchez, og her benyttede vi lejligheden til at få ringet hjem til familien for første gang på turen, og vi fik talt med alle interessenter. Derefter fortsatte vi videre nord på mod Vicksburg, hvor vi på forhånd havde valgt slagmarken fra borgerkrigen fra. Jeg havde været der før, og havde advaret Tim om, at der faktisk ikke var noget interessant at se, bortset fra kanonbåden Cairo, og den kunne han godt undvære. Egentlig ville vi have kørt ad U.S. 61 hele vejen til Memphis, men i Vicksburg glemte jeg (som kørte), at holde øje med vejskiltene og pludselig var vi på Interstate 20 på vej mod Mississippis hovedstad, Jackson. Da vores gps beregnede, at det det faktisk var hurtigere, blev vi på motorvejen til Jackson. Herfra tog vi så I-55 mod nordvest og Memphis.

Da vi nærmede os Memphis, blev vi enige med os selv om, at vi nok kunne finde et billigere hotel, hvis vi holdt os uden for byen i stedet for at bo inde i centrum. Southhaven hed byen, og vi befandt os stadig i Mississippi, men det motel, vi slog os ned på, lå kun 500 meter fra statsgrænsen mellem Mississippi og Tennessee, på en vej, der simpelthen hed Stateline road. Herfra var der ca. 15 km til centrum af Memphis og 8 km til Elvis Presleys hjem, Graceland - som vi i øvrigt på forhånd havde valgt fra som besøgsmulighed. Tim interesserer sig ikke voldsomt for Elvis, og jeg havde allerede besøgt stedet i 2004, og behøvede ingen gentagelse. Det viste sig i øvrigt, at værelsesprisen var ganske rimeli,g og internetforbindelsen på værelset var langt bedre end de seneste 3-4 dage.

Da vi var kommet til hotellet tidligere end forventet, nåede vi at vaske tøj allerede samme eftermiddag, så det skulle vi ikke bruge tid på næste dag. Aftensmaden ville vi indtage på en Shoney's og ved hjælp af gps'en fandt vi en sådan, men da vi kom til stedet, var restauranten lukket. Endnu engang blev det derfor Applebee's, der måtte holde for, men vi besluttede, at næste dag skulle det være slut. Kun to gange, på den mexicanske restaurant i Los Angeles og Hooters i Lafayette havde vi fået lidt afveksling. Ellers havde den hidtil kun stået på Denny's og Applebee's - men godt og billigt var det nu.