Profetens by

Salt Lake City besøgte vi i 2006. Vi kom tidligt til byen, og da Dorte gerne ville se Great Salt Lake, og jeg gerne ville se Great Salt Desert, besluttede vi os for at køre en tur. Der er ikke mange veje gennem ørkenen, faktisk er I-80 den eneste i nærheden af Salt Lake City, så den tog vi. Der er flere veje der krydser ørkenen (fx US-509), men de fleste af disse ligger længere mod syd.  

En gang for længe siden, faktisk for omkring 17.000 år siden, var det nordvestlige Utah dækket af en meget stor sø. Omkring 50.000 km², altså større end Danmark, og omkring 300 meter dyb. På dette tidspunkt ændrede klimaet sig, og søen begyndte at udtørre. (Nogle mener at søen er "kommet og gået" op mod 30 gange i løbet af de seneste 3 millioner år). I dag er der kun Utah Lake ved Provo, og Great Salt Lake tilbage af søen.  Hvor der tidligere var søbund, er der nu ørken. Den oprindelige sø blev kaldt Lake Bonneville, efter en officer i den amerikanske hær og pelsjæger, som udforskede området. I-80, der går gennem ørkenen til Reno i Nevada, 800 km fra Salt Lake City krydser den centrale del af ørkenen, efter først at have gået et stykke vej langs den sydlige bred af Great Salt Lake. Ved et udsigtspunkt ved søen gjorde vi holdt. På vej ud langs søen regnede det en smule, og det gjorde det også ved udsigtspunktet, men vi stod alligevel ud af bilen og så på søen. Denne er den højest beliggende saltvandssø i verden. Søens overflade ligger omkring 1.280 meter over havets overflade, mens mange andre saltvandssøer, fx Det Døde Hav ligger under havets overflade. Søen er ret lavvandet, kun ca. 4 meter i gennemsnit, og i tørre år endnu lavere. I 1963 efter en række tørre år, dækkede søen kun et areal på ca 1.500 km², mens den i 1987 dækkede et areal på 5.300 km². (Til sammenligning er Arresø, Danmarks største sø knap 40 km²). I søen ligger mellem 8 og 15 øer, afhængig af vandstanden. Derfra hvor vi stod, havde vi udsigt til to af de største øer, Stansbury Island og Antelope Island. Fra rastepladsen lignede søen de fleste andre søer, jeg har set, men da vi fortsatte længere mod vest ad motorvejen, kom vi forbi steder, hvor man virkelig kunne se, hvor salt søen er, for der lå der simpelthen saltflager og drev rundt i overfladen på samme måde, som man om vinteren kan se isflager.  

Vi fortsatte mod vest ud i ørkenen, indtil vi var i udkanten af Bonneville Salt Flats, omkring 130 km fra Salt Lake City. Her var der en fra- og tilkørsel til en af de mange militærbaser, der findes i ørkenen, så her kunne vi forlade motorvejen og studere saltørkenen nærmere. Denne ørken er gråhvid på grund af det store saltindhold i sandet, og det sted, hvor vi gjorde holdt, er det stort set rent salt, som ørkenen bestod af, så der var der helt hvidt. Da vi havde set nok på saltørkenen, vendte vi om, og kørte tilbage mod Salt Lake City, som vi nåede ved 17-tiden efter en rask lille udflugt på 260 km.  

Tilbage i Salt Lake City besluttede vi os for at gå en tur i byen, og derefter vende tilbage til hotellet for at spise på restauranten der. Salt Lake City er hovedsæde for mormonbevægelsen eller The Church of Jesus Christ of Latter Day Saints (Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige) som de kalder sig selv. Faktisk blev byen grundlagt af mormoner, der også befolker det meste af staten Utah, som de kom til i 1800-tallet, i deres søgen efter et sted, hvor de kunne dyrke deres religion i fred. Bevægelsen blev stiftet af Joseph Smith, da han efter eget udsagn fandt Mormons Bog. Bogen blev afsløret for Smith af engelen Moroni i form af nogle nedgravede guldplader med tekst på, og gennem en åbenbaring blev Smith i stand til at tyde teksterne. Disse fortalte historien om en jødisk stamme, der var kommet til Amerika omkring 600 f. Kr. Senere, omkring 400 e. Kr. havde de fået besøgt af profeten Mormon og hans søn Moroni, som havde nedskrevet de profetier om Kristus, som stammen kendte. Smith selv blev myrdet i Illinois 1844 og kom aldrig til Salt Lake City, men hans efterfølger som bevægelsens leder, Brigham Young, førte en flok mormoner til Utah territoriet, hvor de grundlagde Salt Lake City i 1847. Young, der betragtes som bevægelsens anden profet (Smith var den første) og anden præsident blev Utahs første guvernør, da området officielt blev territorium i USA. I dag ledes bevægelsen af præsident Gordon B. Hinckley, der er 97 år gammel, og som har været præsident siden 1995. Også Hinckley betragtes som profet af kirkens tilhængere.

Byen rummer mange bygninger, der er knyttet til mormonbevægelsen, foruden staten Utahs regeringsbygninger. Vi gik fra hotellet op mod templet, som er mormonernes helligste bygning. På vejen lod vi os imponere af de meget brede gader i byens centrum. Jeg har aldrig selv set en by, hvor samtlige gader i centrum er minimum 40 meter brede. Årsagen til disse brede gader er, at de oprindelige nybyggere besluttede at alle gader i den by, de anlagde, og det er netop centrum i den nuværende by, skulle være så brede, at en vogn trukket af et oksespand på fire okser, kunne vende uden besvær. Ved et gadehjørne mellem to af disse gader, kom vi til at tale om, hvilken vej, der mon var nærmest, når vi ville op til templet. Og en gruppe mennesker, der stod ved samme stoplys, forklarede os så, hvilken vej. Endnu en gang havde vi mødt danskere på vores tur. Dem fik vi så en snak med. Det var far, mor, børn og børnebørn, der var på biltur sammen, dog i et mobilhome. De skulle køre nogenlunde samme tur som os, bare den anden vej, og de havde netop besøgt Yellowstone National Parken, som vi var på vej til et par dage senere. De fortalte i øvrigt, at der kunne være ret koldt i Yellowstone, især morgen og aften, og det fik vi bekræftet, da vi selv kom dertil. Efter sludderen gik vi så videre og kom blandt andet forbi Family History Library, der er verdens førende center for slægtsforskning, og ikke kun i mormonfamilier. Desuden så vi mormonbevægelsens administrative hovedsæde, dens kontorbygning, det hus, hvor Brigham Young havde boet, templet og tabernaklet. Templet er ikke åbent for offentligheden, da det betragtes som et helligt sted, men har man en "mormon sponsor" kan man komme ind alligevel. Det havde vi ikke, så vi måtte nøjes med at se det ude fra. Til gengæld kan man besøge tabernaklet, som egentlig bare er et mødelokale. Det er her, at det verdensberømte kor, Mormon Tabernacle Choir holder til. Desværre var det blevet for sent, så heller ikke tabernaklet fik vi set indefra. Til gengæld så vi en masse mormoner, der stod uden for og talte med de forbipasserende om deres religion, men de var på ingen måde påtrængende. De henvendte sig ikke til folk, men ventede på at de selv blev kontaktet. Vi så på og fotograferede nogle af de mange bygninger, og så spadserede vi videre hjem til hotellet.