|
Træk eller dø!Scene: En tom gade i en lille by i det vildeste vilde vesten. I horisonten kan man se nogle få støvdjævle rotere, mens sand blæses op. Hen over gaden ruller et par forkrøblede vindhekse. Kameraet panorerer hen over husene langs gaden. I nogle vinduer ses skræmte ansigter skæve ud, mens de forsøger at gemme sig bag gardinerne. Over saloonens halvdøre anes yderligere nogle ansigter. Bortset fra det ser byen ud til at være uddød. Kameraet drejer 180 grader, og i den anden ende af gaden ses en skikkelse, der langsomt bevæger sig mod kameraet. Efterhånden som han kommer nærmere, kan man se, at det er en mand iført den traditionelle dragt, som cowboys bærer i film. Et par slidte jeans og en ternet skjorte. Om halsen en rød bandana. Uden på bukserne har han et par læder chaps og over skjorten bærer han en ruskindsvest. På fødderne et par slidte cowboystøvler med de karakteristiske skrå, høje hæle. På hovedet en beige, bredskygget hat med en høj puld. Han bærer et revolverbælte med en Colt 45 i skede, højt på højre hofte. Han bevæger sig langsomt fremad, et skridt og så en pause. Endnu et skridt, en ny pause også videre. Kort før kameraet standser han op. Hans hænder hænger løst ned langs siden, men på hænderne, som skiftevis knyttes og slappes, kan man se, at han er nervøs. Kameraet zoomer ind på hans ansigt, der er groft skulpteret, vejrbidt, med blå øjne, der skinner klart i solen. Han er en typisk cowboy, som vi kender så godt fra film. Er du i tvivl om, hvordan han ser ud, så forestil dig John Wayne. Nu høres støvler mod det hævede fortov, og sporer der klirrer. Kameraet drejer igen 180 grader. På det forhøjede træfortov står en mand, som langsomt træder ned og ud på den støvede gade. Han er næsten klædt helt i sort. Sorte, smalle bukser, en hvid skjorte (det eneste, der lyser op), en sort vest og en sort jakke. Omkring halsen en sort sløjfe. Ud over jakken en sort støvfrakke. Støvlerne, han har på, er sorte og med lave hæle, og om hælene er spændt et par mexicanske hjulsporer af sølv. Hans hat er ligeledes sort, bredskygget, men fladpuldet. Kameraet panorerer op mod hans ansigt og zoomer ind. Ansigtet er meget smalt, han er nærmest hulkindet. Hans hud er solbrændt, hans dybtsiddende, grå øjne er sammenknebne. Hans næse er krum som et høgenæb. Hans overlæbe et dækket af et smalt overskæg. Der er ingen smil i hverken mund eller øjne. Specielt øjnene ser døde ud. Hans ansigtsudtryk ligner det hos en tegneseriebedemand, der netop har mistet en kunde til en flok gribbe. Nu panorerer kameraet ned til hans hofter, mens han trækker støvfrakken tilbage og åbenbarer et revolverbælte. Det sidder lavt på hofterne. De to hylstre vender omvendt, så hans sorte Smith og Wessons skæfter vender fremad. Han træder længere ud på gaden, så de to mænd nu står overfor hinanden med ca. 10 meters mellemrum. Er du i tvivl om, hvordan den sortklædte mand ser ud, kan du bare tænke på Lee van Cleef. De to mænd står nu alene overfor hinanden. Endnu en vindheks blæser langsomt over gaden, lige inden for kameraets synsvinkel. Ellers er der intet der rører sig i gaden. "Så er det nu", lyder det fra den sortklædte. "Træk din revolver, eller forsvind fra denne by, som den feje hund, du er!" De to mænd ser endnu engang på hinanden. Cowboyens hånd svæver nu over revolverens skæfte. Den sortklædtes hænder er helt afslappede og hænger ned langs siden. Kameraet zoomer ud, så man kan se begge mænd. Pludselig lyder et råb fra en kvinde: "Gør det ikke! Jeg elsker dig" Råbet forstyrrer de tos koncentration. Cowboyen trækker sin pistol. Der lyder et par skud, og en af mændene segner langsomt om. Denne scene - eller tilsvarende scener er velkendte fra westernfilm, western tv-serier, westernromaner og så videre. Hvem der dør afhænger typisk af filmen, og hvornår i filmen scenen finder sted. Er det i begyndelsen af filmen, er det typisk cowboyhelten, der bliver skudt, men kun såret. Er det i slutningen af filmen, er det typisk den sortklædte skurk, der taber duellen. Det er noget nær en naturlov, at skurken vinder i filmens eller romanens begyndelse, mens helten vinder mod slutningen. Er scener som ovenstående velkendte i fiktionen, er de imidlertid næsten ukendte fra virkeligheden, og de få, der kan dokumenteres, udspillede sig aldrig som beskrevet ovenfor. Skuddueller forekom, men det var næsten altid mellem grupper af mænd, som fx den berømte duel i OK Corral i Tombstone i 1881. Eller duellen mellem Dalton-banden på den ene side og en større gruppe lovhåndhævere på den anden i 1892. Men bekræftede mand mod mand, ansigt til ansigt duellerne kan faktisk tælles på én hånd, og selv om de ubekræftede tælles med, når man stadig ikke til at skulle bruge alle fingre på to hænder. Den første af bekræftede slagsen var en skudduel mellem en vis William Haycocke og Davis Tutt i Springfield, Missouri i juli 1865. William Haycock var et dæknavn eller pseudonym for den senere så berømte eller berygtede James Butler "Wild Bill" Hickok. Faktisk var det dette skyderi, der gjorde ham berømt. Wild Bill Hickok og Davis Tuff
James Butler "Wild Bill" Hickok i 1869. Kniven er anbragt for billedets skyld. Man gik aldrig med en kniv uden skede - heller ikke Wild Bill. Historien om Wild Bill Hickoks duel har en lang forhistorie, som jeg her vil komprimere en del. Hickok og Tutt var oprindeligt venner, på trods af at de under den nyligt overståede borgerkrig havde stået på hver sin side. Hickok havde været spejder for nordstatshæren, mens Tutt havde været soldat i sydstaternes hær. Hickok var født i Illinois mens Tutt stammede fra Arkansas. Før borgerkrigen havde Tutt-familien været involveret i den såkaldte Marion County Krig, hvor medlemmerne af Tutt familien, der var whigs, bekrigede Everett familien som var demokrater. Krigen var politisk motiveret og handlede om opdelingen af Marion County i to counties. Begge var draget vest på, hvor de ernærede sig som spillere, og det var sådan at de mødtes og blev venner. Uvenskabet mellem Tutt og Hickok startede med en uenighed om kvinder. Har man hørt det før? Rygter sagde, at Hickok var far til et "uægte barn", som Tutts søster havde fået, mens Tutt efter Hickoks mening udviste lidt for stor interesse i Hickoks kæreste. Det fik Hickok til at meddele, at han ikke længere ville deltage i kortspil, hvor også Tutt var deltager. Det fik så Tutt til åbenlyst at forsøge at ruinere Hickok ved at støtte hans modspillere såvel med penge, som med gode råd om, hvordan Hickok kunne besejres. Under et kortspil, hvor Hickok spillede poker mod adskillige lokale spillere på et hotel i Springfield, stod Tutt ved siden af bordet. Hickok vandt mange spil, men når de andre spillere var ved at trække sig, forsynede Tutt dem med flere penge - og masser af gode råd. På et tidspunkt havde Hickok vundet ca. $ 200, hvilket var et stort beløb dengang. Pengene var egentlig Tutts, da han jo havde lånt penge til de andre. Tutt mindede derfor Hickok om, at denne skyldte Tutt $ 40 fra en hestehandel, de to tidligere havde indgået. Dem betalte Hickok uden at fortrække en mine. Det tilfredsstillede ikke Tutt, så nu nævnte han, at Hickok skyldte ham $ 35 fra et tidligere pokerspil mellem de to. Hickok anerkendte gælden, men hævdede at der kun var tale om $ 25, og at han havde en seddel i lommen, der beviste det. Tutt, der havde mange bevæbnede venner og bekendte i lokalet, besluttede sig for at ydmyge Hickok, så under debatten om de 10 dollars tog han pludseligt Hickoks værdifulde guldlommeur, som lå på bordet. Uret var Hickoks kæreste ejendel, men han kunne ikke gøre noget, da han var klart i undertal. Tutt meddelte, at han ville beholde uret, til han havde fået alle $ 35. Derefter forlod han lokalet med uret. At han havde taget pant, indikerede at Hickok var insolvent, hvilket ingenlunde var tilfældet, og det var derfor ydmygende for denne. For at føje spot til skade, meddelte Tutt, at han ville til at gå med uret. Det var i den grad mod den tids æreskodeks, at promenere et pant, man havde taget fra en anden. Hickok sagde derfor til nogen af Tutts venner, at Tutt ikke ville kunne krydse torvet med uret, med mindre at døde mænd kunne gå. Nu var situationen fastlåst. Tutt var nødt til at forsvare sin ære og bevise at han ikke var en kujon, ved faktisk at gå med uret offentligt, mens Hickok for at forsvare sin ære, nu måtte udfordre ham til duel, hvis han gjorde det. Imidlertid ville begge parter fortsat helst undgå skyderi. Gennem mellemmænd forhandlede de om betingelserne for at Hickok kunne få sit ur tilbage, men nu forlangte Tutt pludselig $ 45. Mellemmændene, John Orr og Oliver Scott forsøgte at overtale Tutt til at nøjes med de 35 dollars, som allerede var mere end hvad Hickok havde erkendt at skylde, men desværre uden held. Tutt gik frem mod Hickok med uret, og meddelte direkte, at han ville have 45 dollars for at levere uret tilbage. De ville dog først tale om tingene, hellere end at slås, så de gik ind i hotellets bar og fik en drink sammen. Tutt forlod imidlertid snart stedet, og gik igen ud på torvet, hvor han viste uret frem, hængende fra vestelommen. Lidt i seks om aftenen, kom Hickok ud fra baren med sin revolver i hånden, hvilket fik de fleste mennesker på torvet til at flygte ind i de nærmeste huse. En del, ikke mindst Tutts venner, blev dog på stedet. Hickok gik frem mod Tutt, og da de var ca. 70 meter fra hinanden råbte Hickock: "Her er jeg Dave". Han spændte hanen på sin revolver og stak den tilbage i hylstret. Han advarede igen Tutt med ordene "Kryds ikke torvet med det ur". Tutt svarede ikke men stod stille med hånden på sin revolver. De to mænd stod ikke ansigt mod ansigt, som i de klassiske film. Tværtimod havde de siden mod hinanden i den klassiske europæiske duelstilling, der på denne måde gør kroppen til et mindre mål. Herfra er der det lidt usikkert, hvad der skete, da der kun var to vidner, som så selve duellen, og de var ikke enige. Andre vidner blev først opmærksomme på skyderiet, da de hørte skuddene. Der er heller ikke enighed om, hvor mange skud, der blev affyret. Et af vidnerne, Orr, stod bag Hickok og kunne således ikke se Tutt. Han mente, at kun Hickok affyrede sit våben, men han var en af Tutts venner, så hans udsagn er tvivlsomt i bedste fald. Også flertallet af de øvrige vidner var Tutts venner, og de indrømmede, at de ikke havde set, hvad det skete, men de nævnte alle, at de kun havde hørt et skud. Et enkelt vidne havde dog set duellen, og han nævnte at Tutt havde trukket og skudt først. Tutt var normalt en sikker skytte, men ramte forbi denne gang, måske på grund af nervøsitet. Hickok havde trukket sin pistol helt roligt, havde støttet den på sin venstre arm, sigtet og affyret et enkelt skud, der ramte Tutt i brystet (mellem 5 og 6 ribben slog retslægen senere fast). Der var altså ikke tale om om en såkaldt "quickdraw" duel, hvor det gjaldt om at trække hurtigt og skyde først, men snarere om en duel efter de klassiske duelregler, hvor hver duellant kun brugte et skud, og så afventede at modstanderen skulle skyde. I modsat fald kunne Tutt have nået at affyre flere skud, mens Hickok tog sigte. Tutt nåede lige at råbe: "Jeg er slået ihjel", så vaklede han tilbage mod domhusets mur, hvor han døde. Hickok blev anholdt for mord og havde derfor ikke mulighed for at blive løsladt mod kaution. Senere blev sigtelsen dog reduceret til manddrab og han betalte en kaution på $ 2.000 (ca. $ 30.000 i nutidspenge) og blev løsladt fra fængslet indtil retssagen. På dette tidspunkt var Hickok stadig kendt som Haycocke, men under selve sagen blev han omtalt under sit rigtige navn, James Butler Hickok, så det må være kommet frem på dette tidspunkt. Hvorfor Hickok optrådte under falsk navn er ikke sikkert, men han havde brugt navnet Haycocke under borgerkrigen, og det formodes, at han simpelthen havde vænnet sig til det. Allerede ved borgerkrigens begyndelse i 1861 kaldte han sig selv Wild Bill (fordi han gik under navnet William), og det tilnavn beholdt han så, da han gik tilbage til at bruge sit døbenavn. Måske lyder Wild Bill bedre end Wild Jim? Andre kaldte ham "Andenæb" (Duck Bill), eller Shanghai Bill fordi han var høj og tynd. Selv forstår jeg ikke helt analogien, men det var altså den begrundelse der blev givet af de såkaldte jayhawkers, der døbte ham sådan. Wild Bill blev under retssagen frikendt for alle anklager, da juryen efter kun to timers votering besluttede at han havde skudt i selvforsvar. Dommeren gav juryen to modstridende instrukser inden de gik ud til votering. Den første gik ud på, at en domfældelse var den eneste mulighed. Den anden gik ud på, at de kunne anvende en regel om "fair fight" og frifinde alligevel. Dette kaldes i amerikansk ret en "jury annullering" og det betyder faktisk at juryen kan dømme i modstrid med loven, hvis de mener, at loven er urimelig i en given sag. Tutts venner og familie var ikke enige, og talte om at lynche Bill, og en kendt lokal advokat mente - og råbte fra domhusets balkon - at afgørelsen var "mod alle beviser og mod al anstændighed". Dommen var imidlertid som det kunne forventes, og rimelig efter den retstilstand, som herskede og som gik under navnet "the trail law". En moderne historiker har kommenteret afgørelsen med ordene: "At fremvise et ur, der var taget som pant for en pokergæld, blev betragtet som en berettiget provokation nok til, at det var legalt at ty til skydevåben". I september samme år, blev Hickok opsøgt af en journalist, der skrev en historie om ham til magasinet Harper's og det var primært denne artikel, der gjorde ham berømt. Resten af Hickoks historie må vente til en anden gang. Nok er det at fortælle, han han 11 år senere blev dræbt af et skud i ryggen under et pokerspil i byen Deadwood i South Dakota. På det tidspunkt havde han netop smidt et kort og sad med klør og spar es, samt klør og spar 8, mens han ventede på at få det femte kort. Denne pokerhånd er siden blev et kaldt "død mands hånd". Andre skudduellerI det følgende kort om nogle andre skuddueller, hvoraf kun få (2. måske 3) er bekræftede, mens resten stammer fra rýgter. Levi Richardson og Frank Loving (bekræftet) Luke Short og Jim Courthright (bekræftet)
Dodge City
Peace Commission. Jim Courthright var sherif i Fort Worth, hvor alene hans renomme som revolvermand havde været medvirkende til at halvere antallet af mord i byen. Før tiden som sherif havde han også fungeret som bymarshal, vicesherif, arrestforvarer, vice U.S. Marshall, privatdetektiv og lejemorder. Det var i den periode meget svært at afgøre, hvem der var på lovens side, da mange revolvermænd skiftede side med jævne mellemrum. I øvrigt gennemførte han skydeopvisninger sammen med sin kone, og de to optrådte i en periode som par i Buffalo Bills Wild West Circus. I 1887 supplerede Courthright sin indtægt med en beskyttelsesforretning, hvor han afpressede beskyttelsespenge af byens forretningsdrivende. Blandt disse altså også Luke Short. Short ville imidlertid ikke finde sig i afpresning, og var ikke skræmt af det ry, som Courthright havde. Historien, der ledte op til skyderiet er ret lang, og skal ikke fortælles her, men Short var i pengenød, fordi han skulle finansiere et forsvar for sin bror, som var anklaget for mord i Dallas. Han havde derfor ikke mulighed for at forlade Fort Worth og undgå en konfrontation med Courthright. Den 8. februar mødtes Courthright og Short i en sidegade uden for The White Elephant. Det kom til et skyderi mellem de to, som endte med at Short dræbte Courthrigt. Her er hvad Short selv fortalte om episoden: "Tidligt om aftenen fik jeg pudset mine sko i The White Elephant, da en af mine venner kom ind og spurgte mig, om jeg havde problemer med Courthright. Jeg fortalte ham, at der ikke var nogen problemer. Nogle minutter senere stod jeg i baren sammen med nogle venner, da jeg hørte nogen kalde på mig. Jeg gik ud i vestibulen og så Jim Courthright og Jake Johnson uden for bygningen. Jake og jeg havde tidligere på aftenen talt sammen om et bestemt emne, og i samtalen blev Courthrights navn nævnt, men der blev ikke talt om nogen form for problemer. Jeg gik ud til dem på fortovet og vi talte stille og roligt sammen om private sager. Jeg nævnte nogle tidligere transaktioner, vi havde haft sammen, men ikke på nogen grov eller bebrejdende måde. Courthright samtykkede, men ikke ligefrem hjerteligt. Jeg stod med tommelfingrene i ærmegabene på min vest, men sænkede dem for at rette på mit tøj, da han sagde, at jeg ikke behøvede at række ud efter mit våben. Så stak han hånden i sin hoftelomme (i vesten), og trak sit eget våben. Da jeg så ham gøre det, trak jeg mit våben, for jeg vidste at han ville skyde for at dræbe. Han må have misforstået mine bevægelser, da jeg sænkede hænderne. Jeg ville bare rette på tøjet, og jeg havde aldrig min revolver i den del af min påklædning." Courthrights begravelse blev overværet af hundredvis af byens indbyggere. Short blev arresteret efter skyderiet, men han kom aldrig for retten. Han fik solgt sin andel af saloonen og brugte pengene til at finansiere broderens forsvar. Kort efter blev alle anklager mod ham droppet uden nogen form for forklaring. I 1883 var Short taget til Dodge City, og efter den ublodige Dodge City War, blev han medlem af den såkaldte Dodge City Peace Comission sammen med andre af tidens koryfæer så som Bat Masterson, Charlie Bassett, Wyatt Earp og flere andre. Short døde i 1893 af en nyresygdom, som i dag kendes som Brights Sygdom. Jim Levy og Charlie Harrison (delvist
bekræftet) Wyatt Earp og "Indian Charlie" Cruz (ubekræftet) Marion Hedgepeth og ukendt fredløs forbryder
(ubekræftet) Tom Horn og officer fra den mexicanske hær
(ubekræftet) Doc Holiday og Mike Gordon (ubekræftet) Kid Curry og James Tyler/Sam
Jenkins (ubekræftet) |