Rejseplanlægning

Den seneste artikel om vores rejseplanlægning skrev jeg inden turen i 2012. Nu er planlægningen af en tur i 2016 i gang, og siden 2012 har der været yderligere to længere ture, nemlig 2013 i den vestlige del af USA og en tur på tværs af USA i 2014. Her i 2015 bliver det som i efteråret 2013 "kun" til en kort tur uden ledsagere til North Carolina i efteråret.

I 2016 skal Tim og jeg - hvis alt går vel - igen på en længere tur. Faktisk er det lidt snyd, først at starte denne artikel nu, for vi begyndte faktisk allerede at tale om turen, da vi kom hjem i 2014. På det tidspunkt skulle det være en tur til New England, hvor Tim aldrig har været, men senere udvidede vi planen til at blive en tur på tværs, igen fra Seattle til New York, men ad en nordlig rute og med et længere ophold i New England. Imidlertid er vi nu gået bort fra denne plan, eller har i hvert fald udskudt den til et senere tidspunkt (måske i 2018), og i hvert fald er den indtil videre lagt i mølpose. Denne beslutning skyldes et forslag fra Tim, som han kom med her for nogle dage siden (maj 15), og som vi har drøftet flere gange - og nu er vi altså enige om, at den plan bliver grovskitsen til den næste tur. Og indtil videre er kun grovskitsen for turen på plads. Den egentlige planlægning begynder vi nok først på i september eller oktober, hvor vi finder datoer, bestiller flybilletter osv.

Grovskitsen ser ud som følger (og den bliver givetvis ikke overholdt - det gør den aldrig):

Vi flyver ind til Washington DC. Herfra sætter vi kursen mod Bowling Green i Kentucky med en enkelte overnatning undervejs. Her i Bowling Green skal vi se på huler, som findes både i selve byen og i den nærliggende Mammoth Caves National Park. Fra Bowling Green fortsætter vi til Memphis i Tennessee, hvor vi vil prøve at besøge den arkæologiske udgravning af en indianerlandsby, som vi ikke kunne besøge sidst, fordi de havde lukket om mandagen. Næste stop bliver i Louisiana, enten i Lafayette, New Orleans eller Slidell og formålet er endnu engang at tage på sumptur for at se på alligatorer og andet dyre- og planteliv. Fra Louisiana fortsætter vi så til Mobile i Alabama ad US 90 langs golfkysten. Mobile er er egentlig bare en overnatningsby, men de har et slagskib i havnen, en botanisk have og og et historisk museum. Fra Mobile går det videre ad mindre veje langs golfkysten i hvert fald til et stykke inde i Florida. Målet er Lake City i Florida, og da den ligger inde i landet, må vi forlade kysten for en stund inden vi når byen. Derfra går det mod syd til et par dages ophold i Miami Beach inden vi fortsætter ud til Key West. Her overvejer vi pt. om vi vil ofre $ 300 hver på at tage en tur ud til Dry Tortugas National Park. Denne omfatter en lille øgruppe ca. 70 miles vest for Key West. Fra Key West skal vi igen nord på til Atlanta, Georgia med en overnatning undervejs, måske i Gainesville, Florida, men det er ikke givet. I Atlanta skal Tim se UPS' hovedkontor, og måske finder vi tid til at besøge Tims yndlingsinstitution, et akvarium. Så bliver det min tur, da vi skal fra Atlanta til Dooley-land i Wilkesboro eller Lenoir i North Carolina. Her bliver vi to eller tre dage - og det er Tims forslag, ikke mit - inden vi sætter kursen hjemover. Vi skal tilbage til Washington DC og det gør vi med endnu en overnatning undervejs, formodentlig i Lexington, Virginia, hvor der er en hel del, som Tim gerne vil se. Fra Washington skal vi så flyve tilbage til København.

Det at starte og slutte i samme by sparer en del på billejen, da man ikke skal betale mellem 500 og 1000 dollars i ekstragebyr. Til gengæld er det noget dyrere at leje bilen på østkysten end på vestkysten, så måske går det lige op. Turen bliver mere fleksibel end det har været tilfældet de seneste to gange, fordi vi planlægger at bestille langt færre hoteller hjemmefra denne gang. Kun i Miami Beach, Key West og i North Carolina regner vi med, at det er nødvendigt at bestille.

Mere til denne artikel efterhånden som planlægningen skrider frem.


Så tog vi næste skridt i planlægningen. Det betyder i praksis at turens start- og slutdato er fastlagt, og vi har købt flybilletter. Vi skal af sted den 2. juli 2016, og vi lander igen den 23. juli. Som oprindeligt planlagt flyver vi til Washington DC, og som i 2014 har vi valgt British Airways som transportør. Det betyder en mellemlanding i London både ud og hjem, men det har vi prøvet før. Også på min efterårstur i november skal jeg flyve frem og tilbage til Washington med British Airways. Begge gange skal jeg/vi flyve Business Class - det gjorde vi sidste gang, og selv om det er dyrt, er det godt nok pengene værd. Ikke mindst på turen over Atlanten, hvor der er "liggesæder", altså sæder, der lægges helt vandret. På et sådant sæde er det lykkedes for mig at sove, mens jeg aldrig har været i stand til at sove på en flyvetur, hvor jeg sidder. Billetbestillingen viste, at det kan betale sig at bestille i god tid. Vi skal betale knap 10.000 kr. mindre pr. billet end jeg skal i november, hvor jeg bestilte meget senere.

"Harrah's Cherokee Casiono"

Selve turen har vi kun ændret minimalt i forhold til det først planlagte. Vi skal stadig til Bowling Green med en enkelt overnatning undervejs. I Bowling Green skal vi fejre 4. juli festligheder, og vi skal stadig besøge Mammoth Caves. Vi er endnu ikke helt afklarede med, om vi skal til Memphis, Nashville eller er helt tredje sted på vej mod syd, men overnatning i Louisiana er fastlagt til byen Slidell. Her skal vi på sumpture i et område, som vi aldrig har besøgt før. Fra Slidell skal vi så øst på, men vi kører nok igennem til Florida, fx Pensacola i stedet fot at stoppe i Mobile, Alabama. Derfra videre til St. Augustine i samme stat, inden vi kører syd på. De to næste stop er som i den oprindelige plan, nemlig Miami og Key West. Begge steder bliver vi et par dage. Mens vi er i Miami skal vi besøge Everglades Holiday Park i Fort Lauderdale. Dette sted er kendt fra serien Alligator Boys på Animal Planet. Mens vi er i Key West skal vi besøge nationalparken Dry Tortugas på nogle små øer ca. 100 km vest for Key West.

Så går det nord på igen, og lige nu ser det ud til at vi overnatter i Tampa på Floridas vestkyst, og derfra kører igennem til Atlanta i Georgia. Næste stop bliver Cherokee i North Carolina efter Tims ønske. Sidst vi var der, kom han ikke ud og se Oconaluftee Indian Village, og det vil han gerne råde bod på. Som i den oprindelige plan er Wilkesboro næste mål, og også her bliver vi et par dage, inden vi fortsætter mod nord til Washington og lufthavnen med en endnu ikke planlagt overnatning undervejs. Lexington i Virginia er stadig en mulighed som nævnt i den oprindelige plan.

Kun tre steder har vi bestilt hotel denne gang. Det er i Miami, Key West og Wilkesboro (hvor vi fra turen i 2014 har dårlige erfaringer med bare at komme og håbe det bedste). I Miami skal vi bo på Conrad by Hilton i selve byen, ikke Miami Beach. I Key West er det Best Western Key Ambassador Inn, der lægger senge til, og i Wilkesboro bor vi på Holiday Inn Express, hvor vi har boet tidligere, men altså ikke kunne få værelser sidste år. Vi har også bestilt flyvetur med vandfly fra Key West til Dry Tortugas og tilbage.

Der er stadig mange ting, der skal på plads, fx ansøgning om ESTA (tillaldelse til at rejse til USA), leje af bil, bestilling af sumpture osv., men det ordner vi først til foråret. Det er også muligt, at vi vælger at bestille værelse i Cherokee, hvor der kan være run på om sommeren, på grund af beliggenheden lige uden for Great Smoky Mountains National Park, som er USA's mest besøgte nationalpark med over 10 millioner gæster om året. Også Harrah's Cherokee Casino trækker mange turister.  Mere om planlægningen senere.


Så fik vi taget endnu et skridt i planlægningen. Det bestod dels af en mindre ændring af planen, og dels af endnu en reservation. Vi havde oprindeligt planlagt at have to overnatninger i Atlanta, Georgia. Af grunde som involverer en bekendt Tim har i Florence, South Carolina, besluttede vi imidlertid at nøjes med en. Den eneste årsag til, at vi skulle til Atlanta i første omgang, var egentlig at Tim gerne ville se UPS's hovedkvarter. Det blev vi enige med os selv om, at han ikke behøvede en hel dag til, men kunne se, på vej ind i eller ud af byen. Vi bevarer dog fortsat en enkelt overnatning, som nok bliver i eller i nærheden af forstaden Sandy Springs, hvor UPS ligge. I stedet ville så tilbringe den ekstra nat i South Carolinas statshovedstad, Columbia, som vi aldrig har besøgt, og hvor vi fandt ud af. at der var flere ting, vi gerne ville se/besøge, som fx deres zoologiske have., et par parker og regeringsbygningen. Hvor meget vi så når, vil tiden vise. Fra Columbia fortsætter vi så nord på mod Cherokee. Derfra holder vi - indtil videre planen.

Vi er også i overvejelser om, hvorvidt vi skal besøge Nashville i stedet for Memphis, men her er vi endnu ikke nået til en konklusion, så her, som andre steder, er der stadig åbent for ændringer. Derimod skal vi være i Slidell den 7. juli, da vi har reserveret to ture ud i Honey Island Swamp, som skulle være USA's mest uberørte sumpområde. Her kan man se mange af de sædvanlige sumpdyr (hvis man altså er heldige), som alligator, hvidhovedet havørn, sorte bjørne, .... Er man meget heldig (eller måske snarere uheldig) risikerer man også at møde det såkaldte Honey Island Swamp Monster, der er sumpens svar på Bigfoot. Den ene tur er en dagtur og den anden en nattur. Så skulle der være mulighed for at se både dag- og nataktive dyr. Og måske er sumpuhyret mere aktivt om natten?


Ak ja, ak ja. Planer er til for at ændres, og selv om det ikke er en stor ændring, er den dog foretaget alligevel. I påsken 2016 besøgte Tim sine venner, April og Brian i Florence, South Carolina, og det besøg gik så godt, at han vil forbi igen i sommer, og måske endda derover igen til november. For vores plan betyder det, at den overnatning i Columbia, som jeg omtalte ovenfor, udgår. Vi vil stadig køre gennem Columbia, men i stedet for at overnatte, vil vi nøjes med at bese en af byens parker, som ser spændende ud på nettet - og så måske South Carolinas regeringsbygning. Overnatningen taget vi så i Florence. Det vil forlænge turen til næste stop i Cherokee med en time, men det går nok.

Vi har også valgt at bestille hotel i Cherokee, og som ved et par tidligere tilfælde skal vi bo på Comfort Suites, der ligger forholdsvis centralt, og alligevel stille og roligt. Også bil er bestilt - og betalt, så nu udestår der faktisk ikke mere. Vi er klar til at tage af sted og venter bare på, at det skal blive den 2. juli. Med mindre selvfølgelig, der sker mere, som betyder nye ændringer i planerne, Hvem ved, hvad vi kan finde på? :-)


Og det gjorde vi så. Altså fandt på endnu et par ændringer. Begge i forbindelse med ruten, og begge inden for turens første fem dage. Og så har vi bestilt de sidste billetter, som skulle bestilles hjemmefra, nemlig billetterne til Everglades Holiday Park i Fort Lauderdale. Også ESTA er på plads. Faktisk havde vi begge gyldige tilladelser fra vores solorejser i henholdsvis november 2015 (mig) og marts 2016 (Tim), så vi skulle kun udskrive tilladelserne. Ikke fordi vi nogensinde er blevet bedt om at fremvise dem (de står jo registreret i computerne), men bare for en sikkerheds skyld. De ligger nu arkiveret sammen med flyvebilletter, hotelreservationer, og billetter til diverse ture.

Den første af de to (fire) ændringer kommer allerede på dag 1 og 2 på turen.  Oprindeligt var planen at køre fra Dulles International Airport mod syd ad I-81 til Lexington, Virginia, og derfra mod vestnordvest ad I-64 så langt vi gad. Når vi ikke gad mere, ville vi finde et overnatningssted, formodentlig omkring West Virginias hovedstad, Charleston. Næste dag skulle vi så køre derfra til Bowling Green i Kentucky, vores første egentlige mål. Bowling Green er stadig vores første mål, men ruten dertil er ændret. Vi har i et stykke tid talt om, hvorvidt vi i stedet for turen over Lexington skulle tage en nordligere rute gennem Morganton og Clarksburg i West Virginia på vej til Charleston. Det vil sige I-68. I-70 og I-79 i stedet for I-66, I-81 og I-64. Men den sidste ændring blev til en rute endnu længere mod nord. Via denne er det motorvejene I-70, I-71 og I-65, vi kommer til at køre på. Denne rute fører som den først planlagte, nordlige rute til Frederick i Maryland. Herfra går det mod vest ind i Pennsylvania, syd om Pittsburg og ind i Ohio, en stat, ingen af os tidligere har besøgt. Vi satser på, at vi kan nå til Cambridge, Ohio, en tur på ca. 525 km efter at have forladt Dulles, men om det holder, vil tiden vise.

Næste dag skal vi så til Bowling Green. Uanset om vi har nået Cambridge eller ej, fortsætter vi mod vest gennem Ohio forbi byer som Columbus og Cincinatti. Fra Cincinnati går det sydvest på til Louisville i Kentucky. Her vil tiden (og Tims lyster på dagen) afgøre om vi endnu engang skal se UPS's airhub i byens lufthavn. Ellers fortsætter vi bare mod syd ad I-65 gennem Elizabethtown (kendt fra filmen af samme navn med Kirsten Dunst og Orlando Bloom) til målet i Bowling Green. Denne tur bliver en af de forholdsvis lange, med sine knap 650 km. Vi bør kunne gøre turen på omkring 6½ time inklusive pauser, og så kan vi være i Bowling Green midt på eftermiddagen, og kan stadig nå at se noget i byen.

Nashville Skyline set fra I-65.

Den næste ændring kommer allerede næste dag. Her ville vi oprindeligt have kørt til Memphis, men da årsagen kun var, at vi ville se en arkæologisk udgravning af en indianerlandsby, som vi gik glip af sidst, da vi besøgte stedet en mandag, hvor de havde lukket, er vi blevet enig om, at omvejen via Memphis kan undgås. Vi har også talt om Nashville, men fra Bowling Green er det en tur på kun en time, så det er lige i underkanten for en dagsmarch. Vi kører dog stadigvæk til Nashville og bruger formodentlig nogle timer her på en sightseeing tur til de største seværdigheder. Derefter fortsætter vi mod syd via Birmingham, Alabama, som vi bare passerer. Dagens mål er Meridian i Mississippi. Turens længde er nogenlunde som dagen før, altså knap 650 km og 6-7 timer med pauser undervejs.

Slidell i Louisiana er stadig målet for femte dags tur (vi har haft et ophold på en dag i Bowling Green). Denne tur er under 300 km, og kan gøres på ca. 2½ time, så vi burde have god tid til at lave ting i og omkring Slidell. Faktisk har vi overvejet at køre til New Orleans via I-12 og I-55, det vil sige nord om Lake Pontchartrain og så mellem denne sø og Lake Maurepas. Kan vi ikke nå det, kan det udsættes til næste dag. Denne ikke særligt direkte rute fra Slidell vil tage ca. 2 timer, hvor den hurtigste rute vil tage ca. 40 minutter. Det er ikke fordi vi har nogen særlig præference for ruten nord for søen i stedet for syd for, men det vil gøre det muligt at vende tilbage til Slidell via Lake Pontchartrain Causeway, der med sine 38 km er verdens længste bro, der kun passerer vand. Når vi gerne vil passerede den fra syd mod nord og ikke omvendt, er det fordi, det er gratis at køre den vej. Ikke fordi de ca. $ 6 ville vælte vores rejsebudget, men fordi man ikke længere kan betale kontant eller med kort, men kun vej hjælp af en elektronisk anordning. Og den kan KUN bruges på denne bro, ikke andre steder i USA, hvor der findes rigtigt mange, ikke-kompatible betalingssystemer. Den slags vil vi gerne undgå, så vi plejer at sætte gps'en til at undgå betalingsveje, men det kan vi ikke her, da vi jo netop gerne vil over broen.