Rejseplanlægning 2022

Vores rejseplan som den ser ud den 20. februar 2022

Denne artikel skulle egentlig have handlet om vores planlægning af sommerturen i 2020, men her kom covid-19 pandemien på tværs, så den tur blev udsat til sommeren 2021. Her var verden imidlertid fortsat lukket af pandemien, og så måtte turen udsættes til 2022, hvor alting heldigvis stadig tyder på, at vi kan komme af sted. Vi havde selvfølgelig lavet en plan for 2020, som blev ændret lidt frem til 2021, og som så igen blev ændret til 2022. Også denne plan for 2022, blev ændret et par gange undervejs; senest her i februar '22, men nu må den siges, at være så færdig som den kan blive, inden vi tager af sted (den kan stadig ændres undervejs, men ikke meget) da vi nu har bestilt hoteller de steder, hvor vi vil være sikre på at finde et sted at bo. En del steder er det ligegyldigt, for kan vi ikke finde et sted at bo i en given by, kører vi bare videre til den næste - og af og til kører vi nok bare så langt, som vi orker, og så bliver overnatningsbyerne nogle andre and vi har planlagt hjemmefra.

Turen har to formål. Dels at besøge seks af de syv af de 48 sammenhængende stater, som jeg endnu ikke har besøgt, dels at besøge venner og bekendte i USA. Turen var oprindeligt tænkt til at være et "round trip" fra Chicago og tilbage til Chicago igen, hvilket skyldes, at de seks stater, som skal besøges, alle ligger i det centrale USA. Ved den sidste ændring lavede vi dog turen om til en point-to-point tur; vi flyver stadig til Chicago, og begynder turen her, men nu slutter vi i Virginia og flyver hjem fra Washington DC. Vi besøger dog stadig de seks manglende stater. Efter denne tur vil Delaware, som det er lykkedes at køre uden om gentagne gange, være den eneste af de 48 sammenhængende stater, jeg ikke har besøgt.

Vi har bestilt en overnatning nær Chicagos O'Hare lufthavn, den dag, vi ankommer, og næste dag fortsætter vi til en by ved navn Walker. Den ligger i Iowa, som er den første af mine "nye" stater. Her skal vi besøge en af Tims bekendte, Jennifer, som vil vise os byen og omegnen, så her bliver vi en ekstra dag i stedet for at køre videre med det samme.

Fra Walker går det nordøst på til Appleton ved Lake Winnebago i Wisconsin (ny stat nr. 2). Her har vi ikke bestilt hotel, da det er en pæn stor by med flere af slagsen, og vi har ingen faste planer, men mon ikke vi ser lidt på byen og søen. Allerede næste dag går det videre nordøst på til den meget lille by Naubinway, som ligger i Michigan (ny stat nr. 3) ved den nordlige bred af Lake Michigan. Undervejs tager vi nok et par stop ved et par kirkegårde. Én (Forest Home Cemetery) i Marinette i det nordøstlige Wisconsin og en anden (Riverside Cemetery) lige over statsgrænsen i Minominee i Michigan. De to byer ligger lige overfor hinanden på hver sin side af Menominee River, som er grænsen mellem de to stater. På disse to kirkegårde ligger henholdsvis et "sæt" af mine tipoldeforældre og mindst tre af min oldemors brødre begravet. Familien havde 11 børn, og mens min oldemor og hendes ældre søster blev tilbage i Danmark med deres familier, flyttede de ni yngre søskende til USA (mellem 1909 og 1923), og altså også deres forældre. Og nu vil jeg altså se, om jeg kan finde deres grave og måske konstatere om andre slægtninge skulle være begravet - eller have efterkommere i området. I Naubinway skal vi selvfølgelig se lidt på denne lille bebyggelse, som er så lille at den ikke har et selvstændigt bystyre og befolkningen ikke tælles separat i folketællingerne, men kun som en del af amtet. Her bliver vi en enkelt nat på et hotel, som allerede er bestilt.

Næste morgen begynder den første køretur på over 500 km, når vi skal køre fra Naubinway til Duluth i Minnesota (ny stat nr. 4). Duluth har næsten 300.000 indbyggere og masser af hoteller, så her har vi heller ikke bestilt hjemmefra. Byen er en havneby ved Lake Superior, den største sø i Nordamerika med et areal på 82.000 km², næsten det dobbelte af Danmarks størrelse. I Duluth er flere spændende ting at tage sig til. Blandt andet kan man lede efter den særlige Lake Superior agat, en rød halvædelsten, der findes ved flodudmundinger og langs søens bredder. Dagen efter kommer turens længste forlægning på over 750 km til Bismarck. Endnu engang bare en overnatningsby. Undervejs skal vi forbi Lake Itasca og se Mississippiflodens udspring. Bismarck er statshovedstad i North Dakota (ny stat nr. 5), så mon ikke vi også får set lidt her?

Næste dag følger endnu en forholdsvis lang køretur på næsten 670 km til Billings i Montana. Billings er Montanas største by med omkring 120.000 indbyggere, men ikke statshovedstad. Den ære har Helena, som vi ikke kommer i nærheden af. Vi har besøgt byen før og tiden må vise, om vi bruger tid i centrum. Hverken i Bismark eller Billings har vi bestilt hotel, da vi som sagt bare skal overnatte, og det er altid muligt at finde et værelse ude ved motorvejene omkring de større byer, hvis vi ikke behøver at bo i centrum, hvilket som regel er betydeligt dyrere, og hvis vi vil se noget, kan vi jo bare køre ind til downtown.

Vi bliver i Montana, men fortsætter næste dag til Cooke City, ikke langt fra den nordøstlige indkørsel til Yellowstone National Park. Cooke City har kun 75 fastboende indbyggere, men en del hoteller, som benyttes af turister, som vil besøge nationalparken.  Der kan derfor være trængsel i højsæsonen, så her har vi bestilt værelse hjemmefra. Fra Billings er der kun knap 250 km til Cooke City, ad US Route 212; mellem byen Red Lodge og Cooke City også kaldet Beartooth Highway, som en journalist har kaldt "the most beautiful drive in America", men dem har de nu nogle stykker af. Undervejs stiger vejen fra 1.600 m over havet til 3.300 m på en strækning af kun 18 km. Vel fremme vil vi bruge noget af dagen til at ser på "byen", som har et par interessante museer, og så vil vi køre en aftentur ind i nationalparken for at besøge Lamar Valley, der på grund af sit rige dyreliv kaldes Nordamerikas Serengeti. Vi har været i området et par gange tidligere, senest i 2013, og ved den lejlighed så vi både bisoner, elge, bjørne og ulve foruden en enkelt bæver, da vi var ude på en aftentur; måske kan vi gentage den succes!

En bisontyr jager en ulv væk fra bisonkalvene i Lamar Valley.

Næste dag går turen videre til Green River i Wyoming, hvor vi skal besøge endnu en af Tims venner, Sestra, som vil vise os den nærliggende kløft, Flaming Gorge, hvis vi kan nå det - ellers nøjes vi med at være sociale. Her skal vi have en enkelt overnatning (i byen, ikke i kløften), inden vi næste dag sætter kursen øst og syd på til West Pleasant View i Colorado. Denne by er en af Denvers forstæder, og det bliver motorvejskørsel hele dagen. Tiden må vise om vi gider at aflægge et besøg i selve Denver. Det kommer nok an på, hvornår vi når frem. 5½ time påstår Google Maps at turen tager, så med pauser bliver det nok nærmere 7½. Men tager vi af sted tidligt nok, kan vi måske få set noget af Denver om eftermiddagen. Grunden til, at vi stopper i West Pleasant View, er alene den, at byen ligger tæt på Interstate Highway 70.

Næste dag kommer vi så til årsagen til, at vi overhovedet kommer i nærheden af Denver. Den dag skal vi nemlig videre til Moab, hvilket kunne have været gjort kortere ved at køre dertil direkte fra Green River, men vi, eller i hvert fald jeg, vil gerne krydse Rocky Mountains på Interstate Highway 70, som her når det højeste punkt af alle USAs interstate highways, nemlig Eisenhower Tunnellen, som ligger i en højde af 3-400 meter og havets overflade. På vej ned fra bjergene går vejen gennem Glenwood Canyon som skulle være en af de smukkeste og mest interessante motorvejsstrækninger i hele landet. I Moab, som vi har besøgt flere gange, springer vi de nærliggende og ellers spændende nationalparker over denne gang, og i stedet tager vi nok ud på enten en offroad-aftentur i slickrock klipperne omkring byen i en Hummer eller måske en aftentur med båd på Colorado River. Begge dele har vi prøvet før, men de er værd at gentage.

Næste dag følger endnu en langtur til Santa Fe i New Mexico. Sidst vi besøgte byen, havde vi kun en enkelt aften der, så denne gang har vi indlagt en ekstra dag. Oprindeligt skulle vi bliver der i to dage, men med den seneste ændring af planen forsvandt den ene af disse dage, lige som der blev skåret dage væk andre steder, for at skabe 4-5 ekstra dage, som vi skulle bruge mod slutningen af turen, da vi jo nu ikke skal tilbage til Chicago, men over øst på. I Santa Fe har vi bestilt hotel i centrum af byen inden for gå-afstand fra The Plaza, den centrale plads. I byen er der masser at se, så vi kommer ikke til at kede os, men beslutter os nok først for, præcis hvad vi vil se, når vi er der.

Så kommer nogle dage med besøg hos venner. Fra Santa Fe kører vi i første omgang til Elk City i Oklahoma, hvor Tim har en god veninde, Victoria, og selv om jeg også har mødt hende ved en enkelt lejlighed (mens hun boede i Arizona), er det nok mest til benefice for Tim, som faktisk fejrede nytår 2021/2022 hos hende. Tim påstår, at der også er ting at se i omegnen, så den ekstra dag, vi har indlagt her, skal nok få ben at gå på. Der er et par hoteller i byen, men vi har alligevel bestilt allerede, for at være sikker på at få et. Det næste stop er Bonham i Texas. Her er der kun et eneste hotel, så her har vi selvfølgelig reserveret. I Bonham har vi flere fælles venner, Shaggy (Shagrin) og Addie (Adelaide) og deres familier, som vi besøgte i 2018 og 2019, og som Tim fejrede jul med i 2021. Her har vi indlagt to ekstra dage, så vi får tid til at besøge alle - og også se lidt af omegnen. Sidst var vi i nabobyerne Sherman og Paris, hvor sidstnævnte har et mini-eiffeltårn, og da det jo er Texas, er dette tårn forsynet med en rød cowboyhat på toppen. Denne gang vil jeg under alle omstændigheder besøge byen Melissa sydvest for Bonham og lige nord for Dallas, hvor der ligger en Buc-ee's tankstation, som jeg har et ønske om at besøge. Jeg har læst en del om disse tankstationer og set videoer på YouTube, og de skulle være noget for sig selv - ikke mindst på grund af deres størrelse og butikkernes udvalg.

Efter besøget i Bonham skal vi igen nordøst på. I første omgang gennem Oklahoma og Kansas (ny stat nr. 6) til målet i Kansas City. Om vi ender i Kansas City, Kansas eller i Kansas City, Missouri, vil vi overlade til tilfældet, og hoteller med ledige værelser. Kansas City er under alle omstændigheder "bare" en overnatningsby, inden vi fortsætter mod øst. Turen er forholdsvis lang, omkring 720 km, så om vi får set ret meget undervejs er nok tvivlsomt. Til gengæld går turen ikke af motorvej, så om ikke andet kan vi nyde naturen, vi kører gennem. Og vi passerer en by, med det interessante navn, Nowata. Byen ligger i det tidligere "indianerterritorium" og er mest interessant på grund af historien om dens navn. Navnet kommer sandsynligvis fra et ord fra lenni lenape indianernes sprog, 'nuwita', som betyder "Velkommen", men de engelsktalende forvanskede det så til Nowata. Da cherokeestammen i 1838 blev fordrevet til indianerterritoriet fra deres tidligere hjemland i det vestlige North Carolina og det østlige Tennessee, kaldte de byen Amadikanigunhgunh, som kan oversættes til "Alt vand er væk", fordi de mishørte navnet som "No Water". Spændende historie efter min mening :-). Næste mål er Lexington i Kentucky, men da turen er temmelig lang, og vi gerne vil ankomme til Lexington tidligt, slår vi kørslen over i to, og tager en overnatning i Evansville i Indiana undervejs. Med de 720 km fra Bonham til Kansas City og 666 km fra Kansas City til Evansville, bliver det to lange køredage, men det har vi gjort ofte før. Rutinen er, at vi holder pause og skifter chauffør ca. hver anden time, og så er det ikke så slemt. Faktisk har vi begge kørt længere strækninger alene i 2018 og 2019. Næste dag har vi så kun ca. 300 km tilbage til Lexington, hvor vi regner med at kunne være senest kl. 12 middag. Undervejs kan vi vælge at gense byer som Ferdinand og Santa Claus, men mon ikke vi springer over. Så meget var der heller ikke at se, selv om Ferdinand og St. Meinrad begge har nydelige katolske klostre (med tilhørende souvenirbutikker) og Santa Claus har en stor mængde julemandsfigurer (og tilhørende souvenirbutikker). Hvis vi springer dem over, giver det os god tid til at besøge endnu en af Tims venner, Skye - og også til at Tim kan vise mig byen, som jeg faktisk kun har kørt igennem på motorvejen, mens han har tidligere har besøgt Skye der. Ingen hoteller er bestilt siden Bonham, da de  byer, hvor vi overnatter, er ret store, så vi regner med at kunne finde steder at bo uden problemer. Her har vi, på grund af den korte afstand fra forrige stop, kun afsat en enkelt overnatning.

Mine venner Margaret (til højre), Renee (i midten) og Dick (til venstre), her uden for frilandsmuset Whippoorwill Academy and Village i Ferguson, som Dick og Margaret driver. Renee er frivillig på stedet. Billedet er taget en iskold dag i april 2019. Dagen før og igen dagen efter, sad vi udendørs i shorts og T-shirt til kl. 23 om aftenen.

Fra Lexington skal vi syd på til Gatlinburg i Tennessee. Denne by har vi besøgt flere gange tidligere, men har altid kun overnattet der, og aldrig rigtigt set på byen, som i den grad er en 'turistfælde' med alt hvad dette indebærer af forlystelser. Ved vores første besøg tilbage i 2000 kørte vi dog med den såkaldte Sky Lift til toppen af Crockett Mountain, ca. 150 m over byen. Vi har derfor indlagt en ekstra dag her. Og har vi ikke fået turistfælde nok, kan vi køre nogle kilometer mod nord til Pigeons Forge, hvor der er endnu mere at se, blandt andet Dolly Partons forlystelsespark, Dollywood - som vi dog ikke har planer om at besøge. Næste dag skal vi så til North Carolina. Af planen fremgår det, at vi skal til Wilkesboro (i Wilkes County), men det kan ende med at blive Lenoir (i Caldwell County), hvilket er en noget kortere køretur. Da jeg har venner begge steder, som jeg gerne vil besøge, (Margaret og Dick i Caldwell County og flere i Wilkes County) og der er under 50 km mellem de to byer, er det hip som hap, hvor vi slår os ned. Vi kunne også vælge et Airbnb, som Margaret ejer i Ferguson midt mellem de to byer. Hvis vi slår os ned i Wilkesboro bliver næste etape turens korteste med under 60 km. Bliver vi i Lenoir bliver turen stadig den korteste, men i så fald omkring 70 km. Også i Statesville skal vi besøge nogle af mine venner, Steve, som driver et lokalhistorisk museum, hvor han selv har samlet de fleste af de udstillede genstande - og der er mange, foruden nogle som er opmagasinerede, fordi der ikke er plads til dem. I byen bor også Emily som er direktør for amtets (Iredell County) museum, Cathy som er tidligere leder af den lokale radiostation, David, som arbejder frivilligt på radiostationen og flere andre, men ikke mindst Rob, som er tidligere American Airlines pilot, men som nu ernærer sig som singer/songwriter. Om jeg får mulighed for at møde dem alle vil tiden vise, men vi har tidligere mødtes i Steves udstillingslokale, så måske kan vi gøre det igen. I både Wilkesboro og Statesville har vi indlagt ekstra tid til vennebesøgene. Hvis nogen synes at det er kort tid med alle de mennesker, jeg gerne vil besøge, har de helt ret, men jeg må tilføje, at jeg regner med at se de fleste af dem på min tur til netop North Carolina i påsken 2022 hvor alle turens 11 dage bliver tilbragt i dette område.

Så lakker det mod enden. Fra Statesville skal vi mod nord til Roanoke i Virginia og det sidste besøg hos bekendte. I dette tilfælde Cat(therine), som er universitetsstuderende og spiller musik. Hende kender vi indtil videre kun fra nettet (Youtube og Twitter), men nu skal vi altså mødes fysisk. Her har vi kun en enkelt overnatning inden vi næste dag fortsætter til Dulles International Airport uden for Washington DC, og flyver hjem til Danmark, hvor vi forventer at ankomme den 6-. august efter 31 dage på amerikansk grund.

Og hermed ikke mere om årets planlægning. Jeg satser på at få lavet en mere generel video om, hvordan Tim og jeg planlægger road trips i USA inden for den nærmeste frremtid. Den vil så blive lagt på min YouTube kanal, Daddy Sage, som Rejsetip nr. 28.