Tilbage til Seattle

Så begyndte turen at lakke mod enden. Ikke flere dage med meget lange køreture, men vi havde stadig oplevelser til gode.

Stoppet for "speeding"

Vi forlod Tumwater og kørte mod vest og Stillehavet ad Washington State Road 8 til byen Elma. Herfra fortsatte vi ad US Highway 12 gennem Chevalis floddalen til byen Aberdeen, som ligger ved bugten Grays Harbor. Hele vejen fra Olympia til Aberdeen kørte vi gennem spændende landskaber med bjerge, skov og altså flod. Undervejs passerede vi atomkraftværket Satsop Nuclear Power Plant, som faktisk aldrig har været i drift. Aberdeen forbindes med flere kendte musikere, fx Kurt Cobain og Krist Novoselic, begge fra bandet Nirvana, Dale Grover fra The Melvins, Patrick Simmons fra Doobie Brothers og Kurt Vanderhoof fra Metal Church. Også et par kendte udøvere af sporten Americal Football, en wrestler og en nobelpristager i fysik stammer fra Aberdeen. Meget godt klaret af en by med under 17.000 indbyggere.

Fra Aberdeen kørte vi nord på ad U.S. Route 101, som vi tidligere havde kørt på nede i Californien. Vejen fører rundt om Olympic Peninsula, og på den første strækning passerede vi byer som New London, og Humptulips! Ordet kan lyde frækt, men har ikke noget med "at humpe" at gøre, og heller ikke med tulipaner (tulips på engelsk), men kommer fra et indiansk ord, der sandsynligvis skal tolkes som "det kølige område". Ikke langt nord for Humptulips kommer man til Amanda Park, og så er man inde i et af de mange små indianerreservater, der er så mange af langs Washingtons Stillehavskyst. I dette tilfælde Quinault reservatet. Fra Amanda Park før en lille vej ind til den sydligste af de tre tempererede regnskove, som ligger på Olympic Peninsula, Quinault Rainforest. Fra Amanda Park går vejen stik vest til Stillehavet, og når man kommer derud er man i Queets, den næste af de tre regnskove. Vi stoppede ingen af de to steder, men fortsatte nord på langs kysten.

20 km nord for Queets drejer 101 igen øst på og væk fra kysten, og yderligere 20 km længere fremme, efter at vejen igen er drejet mod nord, går der en lille sidevej fra. Den fører ind til Hoh Rainforest, som ligger inde i Olympic National Park, og den ville vi gerne besøge. Indgangen til nationalparken ligger knap 30 km fra hovedvejen, og her fik vi for næstsidste gang på turen brug for vores årskort til nationalparkerne. Inde i parken var der en hastighedsbegrænsning på 35 miles, men det havde jeg, som var chauffør på denne strækning, overset, og jeg troede, at den som i mange andre nationalparker var 45 – lige indtil vi blev "blinket" ind til siden af en parkbetjent. Han ville gerne se kørekort og registreringsattest – og vide om bilen var lejet, hvilket vi kunne bekræfte. Så gik han tilbage til sin egen bil og talte med nogen i radioen, formodentlig for at finde ud af om bilen var stjålet eller noget. Da han kom tilbage, fik jeg en længere irettesættelse med tilhørende forklaring om, at der kunne komme dyr og/eller småbørn på vejen, og at længere fremme ved Visitor Centeret, var det kun tilladt at køre 5 miles i timen. I øvrigt havde han målt mig til 48! Når men vi fik da lov til at køre uden nærmere tiltale, og resten af vejen var jeg snarere under hastighedsgrænsen end over – selv da den kun var 5. Vi mødte i øvrigt rangeren ved en senere lejlighed, og da hilste han pænt på os og vinkede :-).

Da vi havde parkeret bilen, besøgte vi parkens Visitor Center, og så gik vi en tur på en af stierne gennem regnskoven, Hall of Mosses, hvor der netop er masser af mosgroede træer, men også andre spændende ting, så som træer, der gror på træer eller har groet på træer, så de nu står på rad og række. Desuden rummer regnskoven en række meget høje træer, selv om de ikke er lige så høje som rødtræerne i Californien, men vi så da nogle 90 meter høje sitkagraner (som typisk ikke bliver mere end omkring 40 meter i Danmark). Af andre træer i samme højde rummer skoven nogle eksemplarer af både vestamerikansk hemlock og douglas gran. Da vi kom tilbage til parkeringspladsen, overvejede vi, om vi også skulle tage den anden sti i området, men vi opgav, da der var en del andet, vi også gerne ville se den dag. Vi gik derfor tilbage til bilen og kørte tilbage til hovedvejen, denne gang uden at overtræde hastighedsgrænsen.

Vi fortsatte til Forks, hvor vi skulle blive for natten. Vi fik værelse på det hotel, som vi havde bestilt hjemmefra selv om klokken kun var 13. Efter at have slæbt bagagen ind, kørte vi igen. Denne gang ud til Quileute-indianerreservatet helt ude ved Stillehavet. Her så vi både på landsbyen, La Push, men også på byens havn og stranden, som kaldes First Beach. Længere mod syd finder man Second Beach og Third Beach. Der kørte vi dog ikke hen, men tog i stedet mod nord til Rialto Beach, der er noget mere vild end First Beach. Rialto Beach ligger direkte ud til Stillehavet, mens First Beach ligger inde i en forholdsvis lukket bugt. La Push og Quileuteindianerne spiller en vis rolle i Twilight romanserien og den tilsvarende filmserie. Det er blandt indianerne at man finder shapeshifters, mennesker, der kan tage form af ulve. På vej tilbage fik vi vist Tina skiltet der indikerer grænsen mellem shapeshifternes område og vampyrerne, der bor inde i selve Forks (i bøger og film altså). Da vi kom tilbage til byen, kørte vi en runde og fremviste de forskellige Twilight-ting for Tina – hun skulle også lide under vampyrerne. Både Tim og Tina havde dog frabedt sig, at jeg bookede et Twilight værelse på hotellet, så det havde jeg ikke gjort. Som Tim så rigtigt sagde, så var det tydeligt, at Stephenie Meyers, der har skriver bøgerne, aldrig havde besøgt området, inden hun valgte det som lokation for sine romaner.

Op i bjergene

Da vi forlod Forks, var Tina igen bag rattet efter nogle dages pause efter forskrækkelsen i San Francisco. Vi fortsatte nordpå ad US 101 og svingede mod øst, da vejen gjorde det samme. Da vi forlod Forks var vejret trist og overskyet, og vi tale om, at springe Olympic Mountains over, men så snart vi drejede mod øst, forsvandt skyerne og solen kom frem. Vi passerede Crescent Lake uden at stoppe der og kørte videre til Port Angeles. Her forlod vi hovedvejen og kørte op i bjergene til en af Olympic National Parks andre områder, Hurricane Ridge, som Tim og jeg havde besøgt året før. For sidste gang på denne tur kunne jeg vise mit årskort, som jeg måske skulle får brug for igen i oktober. (Det gjorde jeg nu ikke, da alle nationalparker var lukkede under det besøg.)

Da vi nåede toppen, gik vi rundt og beundrede udsigten i et stykke tid, og den var nydelig. Dog ikke helt så nydelig som sidste år, da det i år var både varmere og mere diset, selv om vi kun kom ca. en time senere. Dyrene var også forsvundet – kun et enkelt sorthalet rådyr var alene tilbage. Det tog Tina til gengæld ca. 50 billeder af. Da vi havde slidt det meste af udsigten op, kørte vi ned fra bjergene samme vej som vi var kommet op. Nede igen fortsatte vi videre rundt om Olympic Peninsula ad US 101, og denne gang lykkedes det for os at ramme den rigtige færge over til "fastlandet". Sidste år fik Tim og jeg drejet for tidligt, og kom godt nok med en færge, der førte over på den anden side af Puget Sound, men vi kom i land 30-40 km nord for Seattle. Denne gang ramte vi Bainbridge Island, som også havde været målet sidste år.

Færgen fra Bainbridge Island lander lige i centrum af Seattle, så det var nemt at kommer herfra til vores hotel i den nordlige del af centrum. Vi fik værelset med det samme, og tømte for første gang på turen alt ud af bilen. Luftmadrassen var begyndt at tabe luft nogle dage tidligere, så Tina fik ondt i nakke og ryg, så den smed vi ud, og så blev hun og jeg enige om at dele seng de to sidste nætter. Alt andet blev båret op på værelset, så vi kunne ompakke inden hjemturen. Det er utroligt så meget rod man kan lave i en bil på kun tre uger. Da alt var oppe, slappede vi af på værelset, indtil spisetid nærmede sig. Derefter spadserede vi fra hotellet op til en lille plads, som er mest kendt, fordi der her står en statue af indianerhøvdingen, Noah Sealth, som har givet navn til byen. Pladsen, der lå omkring 500 meter fra vores hotel, hedder Tilicum Place og omkring den ligger flere spisesteder, blandt andet den meget hyggelige 5 Points Cafe, som Tim og jeg havde spist på sidste år – og som vi nu spiste på igen. Det er som sagt en café, men maden er rigtig god, og øllet er også godt. Cafeens slogan er: "Alcoholics serving alcoholics since 1929".