Road Trip i USA

Denne artikel er vores "rapport" om vejene, vi har kørt på, men også en opfordring til at komme ud på dem. Det er en fantastisk oplevelse.

Man kan transportere sig rundt i USA på mange måder, med fly, med tog, med bus, på cykel eller til fods. De store afstande gør dog de sidste to noget begrænsende, med mindre man slår sig ned et sted, og kun besøger lokalområdet. Skal man se noget, og ikke være begrænset af, om der kører offentlige transportmidler til et givent sted, man gerne vil se, må man være selvtransporterende på motorcykel, i bil eller i motorhome. Personligt har vi altid kørt i bil. Et motorhome giver en del fordele, da man ikke behøver at lede efter indkvartering, og pladser, hvor man kan slå sig ned findes stort set overalt, mere eller mindre velforsynede med drikkevand, kloaktilslutning, elektricitet osv., og priserne er også ganske rimelige. Til gengæld er motorhomes ikke specielt praktiske, hvis man har planer om at besøge storbyer på sin tur. Det ses også af, at rigtigt mange amerikanere har en personbil på slæb efter deres motorhome, så de kan parkere "hjemmet" uden for byer, og så tage bilen ind. Motorcykel er ikke lige mig, specielt ikke når man kører i sydstaterne, hvor man ofte bliver overrasket af ikke bare regnbyger, men veritable skybrud. Nej, vi foretrækker at køre i en personbil og så indkvartere os på moteller, hoteller eller bed and breakfast steder. Det vi betaler ekstra for overnatning, sparer vi på, at det er meget billigere at leje bil end motorhome.

 Lej en bil

Én gang har vi kørt i en lånt bil, men ellers har vi lejet bil på alle de ture, vi indtil nu har haft i USA, og det er blevet til en del efterhånden, ligesom det også er blevet til mange kilometer på de amerikanske veje. Godt 100.000 km er det blevet til indtil nu, efter at vi tilføjede knap 10.000 km i sommeren 2014, yderligere ca. 4.000 i efteråret 2015 og godt 9.000 km i 2016.

Den første erfaring, vi fik, var, at amerikanske biler har uforholdsmæssigt små bagagerum!  Når det fx opgives fra biludlejningsselskabet at der er plads til 3-4 kufferter, er der ikke tale om kufferter i den størrelse som de fleste danskere medbringer på en længere ferie. På vores første tur var vi fire mennesker, to voksne og to voksne børm (20 og 17) med tilsammen tre kufferter, og selv om vi havde lejet en såkaldt full size, var det kun med kniberi, at vi fik plads til kufferterne i bagagerummet. Øvrige tasker måtte være mellem børnene på bagsædet. Biler i størrelse Standard, har som regel også rimelige bagagerum, men bliver bilen mindre end det, skal man kun tage små kufferter med. Forskellen i pris på en Standard og Full Size er som regel så lav, at det ikke kan betale sig at leje den mindre model. Det er også rart med god plads til alle, også bagsædepassagerer på de ret lange stræk, man ofte kommer til at køre.

Ved alle vore besøg, med undtagelse af tre, har vi lejet Full Size, og i alle tilfælde på nær to, har vi fået en Chevrolet Impala, som lidt afhængig af årgangen har haft et rimeligt bagagerum. Undtagelserne var 2012, hvor vi fik en Toyota Camry og i 2015, hvor det var en Ford Fusion. I Camryen gav bagagen problemer. På grund af hjulkassernes placering, var bagagerummet meget upraktisk indrettet. Her fik vi kun plads til en kuffert, og en stor sportstaske foruden en køleboks. Vi køber typisk en sådan en af de første dage, som vi så efterlader, når turen er overstået. En boks i en rimelig størrelse til at fylde op med isterninger, som kan købes overalt, kan man typisk få for omkring 15 – 20 dollars, og det er værd at ofre for at kunne holde vand kølige. Det er også billigere at kunne købe vand i et supermarked som fx Walmart og så selv køle dem ned, end at skulle købe kølige flaskevand på tankstationer. Også frugt og fx pålæg holder sig fint i køleboksen, og is koster ikke de store summer. Vi plejer at holde os selv med frokost (pålæg og brød), og det sparer faktisk en hel del. I den Ford Fusion, jeg havde i 2015, var der et fremragende bagagerum, faktisk så dybt, at man skulle klatre helt ind i det, for at nå småting, der lå bagest.

Tim foran Camaroen i CalifornienTilbage i 2002, skulle vi være fire voksne i bilen, og her havde vi taget konsekvensen og lejet en Pontiac Bonneville. Fra fabrikken er den klassificeret som Full Size, men udlejningsselskabet havde den som Premium (klassen over Full Size), og den havde da også et ret pænt bagagerum, hvor vi fik plads til det hele. Til gengæld var den tung, og af og til lidt uhandy på grund af størrelsen. I 2010 havde vi hjemmefra bestilt en Full Size endnu engang, men da vi hentede bilen opgraderede vi til en Chevrolet Camaro, en rigtig drengerøvsbil! Den påstås at kunne rumme en stor, og to små kufferter, og det passer meget godt, for vi havde to store sportstaster og en køleboks. Til gengæld postulerede selskabet at den kunne rumme fire passagerer. Heldigvis var vi kun to, for de to på bagsædet, skulle godt nok være små og lavbenede for at få plads. Men en sjov oplevelse var det, og bilen var en god anledning til at få en snak med de lokale, som vi mødte og som var meget interesserede i, hvordan sådan en var at køre i. Til gengæld var den lige lavbenet nok til at køre på alt for dårlige grusveje.

Sidste gang, vi ikke havde en full size var i 2016. Her havde vi glemt vores gps hjemme. Vi kunne have lejet en for $ 15 pr. dag, men vi kunne opgradere til en Premium Class med indbygget gps, for $ 8 pr. dag, så det gjorde vi, og den tur blev derfor gennemført i en Nissan Maxima.

På nær to gange, har vi lejet bil gennem FDM. Det giver sikkerhed for, at man får de forsikringer, der er nødvendige, og ikke forsikrer sig mod en masse, som allerede er forsikret gennem den almindelige rejseforsikring. Samtidigt opnår man også af og til rabat, ikke mindst hvis bilen skal afleveres et andet sted, end den afhentes. Vi har lejet bil gennem Hertz, Avis og en enkelt gang Alamo, hvilket i øvrigt også var glimrende. Den første gang vi var i USA overlod vi billejen til MyPlanet eller som det hed dengang Skandinavisk-Amerikansk-Canadisk Venskabsforening, som faktisk stod for hele rejsen. Anden gang lejede vi bilen direkte gennem Avis i Danmark og det fungerede også fint, selv om vi ved udleveringen fik sagt ja til en enkelt forsikring, der ikke var nødvendig.

På de fleste af vores ture har vi afleveret bilen samme sted, som vi fik den udleveret, da turene har været rundture. I 2012 afleverede vi imidlertid et andet sted, og det samme gjorde vi på turen i sommeren 2014. For at få lov til det, afskærer man sig typisk fra nogle af de sjovere biler så som Camaro eller Ford Mustang m.fl. Desuden skal man betale et gebyr for at aflevere et andet sted, og det kan godt løbe op. Hos Avis er prisen mellem $ 750 og $ 1.000 og de andre selskaber tager noget i samme stil, så det kan lægge en hel del til prisen. Dette er også et af de steder, hvor det kan betale sig at leje gennem FDM, da de ofte har en aftale om fast pris. Hos Avis var det i 2014 $ 500 uanset hvor man hentede og afleverede. Ellers afhænger prisen typisk af, hvor langt der er mellem afhentningssted og afleveringssted.

Skal man køre på tværs af landet, spiller det også en rolle for prisen, hvilken retning man kører. Fx koster det ca. $ 800 dollars (plus forsikringer og returneringsgebyr) at leje en Full Size hos Avis i Los Angeles og aflevere den i New York, mens det koster knap $ 1.300 at lejebilen  i New York og aflevere i Los Angeles (sommeren 2014). Generelt er det billigere at leje biler på vestkysten end på østkysten. Hvis man virkeligt vil imponere "rosset", kan man selvfølgelig leje en såkaldt "luxury car", men sådanne har de gængse udlejningsselskaber ikke. Det er der til gengæld andre der har. Sådanne biler omfatter typisk dyre europæiske mærker som de største Mercedes, Rolls Royce, Bentley eller luksussportsvogne som Ferrari og Lamborghini. Eller hvad med en Bugatti Veyron 16.4 Super Sport? Sidst, vi undersøgte sagen, kunne sidstnævnte lejes for ca. 60.000 om ugen. Dollars altså! Og tophastigheden på 431 km i timen kan man heller ikke rigtigt udnytte, da de højeste tilladte hastigheder i USA er under 140 km/t.

Brændstof

Bentzintank i South CarolinaNår man skal på road trip , skal man selvfølgelig have brændstof på. Det er normalt ikke noget problem, når man kører på interstates, hvor der stort set ligger tankstationer ved alle frakørsler. Kommer man derimod ud på mindre veje, kan der godt være langt mellem mulighederne for at fylde bilen op. Det er derfor en god ide at holde øje med benzinmåleren og så fylde på, så snart den nærmer sig bunden. Det er dumt at løbe tør på en øde ørkenvej uden nævneværdig trafik, 45 miles fra den nærmeste tank og uden mobildækning (se også nedenfor under Navigationsproblemer). Benzinpriserne varierer meget i USA. Fælles er dog, at de er steget meget siden vores første besøg i 2000, hvor man kunne få en gallon (3,8 liter) for under $ 1. Kursen var noget højere dengang end i dag, omkring 8 kr. for en dollar, men alligevel svarede det til omkring 2 kr. literen. På vores tur i sommeren 2013 oplevede vi den dyreste benzin endnu, nemlig $ 5,40 på en tank i Californien, som med en kurs på ca. 5,50 svarer til knap 8 kr. pr. liter eller næsten en firedobling. Generelt lå priserne dog noget lavere. Man kan i øvrigt regne med at priserne er højest i øst og vest, og noget lavere i de centrale dele af landet. I 2012 oplevede vi prisforskelle fra $ 4,28 i Seattle til $ 2,78 et sted i New Mexico, en forskel på $1,50 pr. gallon. Både i 2015 og 2016 oplevede vi til gengæld flere gange, at prisen var under $2,00 for en gallon, så det går den rigtige vej.

Det er også værd at bemærke, at i USA er diesel i modsætning til i Danmark normalt dyrere end benzin. De fleste biler klarer sig i øvrigt med et langt lavere oktantal end i Danmark. 85 eller 87 oktan er nok til de fleste biler, og 89 er ofte det højeste, man kan få. Vær også opmærksom på, at i USA er håndtagene på benzinstanderne slanger til benzin sorte mens diesel er grønne i modsætning til i Danmark. Og så skal jeg nok tilføje, at sådan er det normalt, for der er desværre undtagelser.

Ud på vejen

Og så er det ellers bare om at komme ud på vejene. GPS kan typisk lejes, men vi har på nær en enkelt gang, se ovenfor, selv haft en med, som var udstyret med både Europa- og USA-kort (forskellige Garmin modeller, men også Tom Tom laver så vidt jeg ved en model med kort over begge områder), og det har fungeret fint. De første ture klarede vi os dog med dels Rand-McNally's Road Atlas og dels mere specifikke stats- og områdekort, som vi hentede på diverse Welcome og Visitor Centers – og hos AAA.

Interstate Highways

Veje at køre på er der nok af. Flere millioner kilometer. De fleste veje i USA (bortset fra gader i byer) har et nummer. Det er ikke alle, der skilter med I-85 ved Atlanta har mange sporderes nummer, men derfor har de ofte et alligevel. Jo større og mere betydningsfuld vejen er, jo mere sandsynligt er det også, at der skiltes med nummeret. De største veje er typisk (i hvert fald i gennemsnit) de såkaldte Interstate Highways. Disse veje tilhører det såkaldte Dwight D. Eisenhower National System of Interstate and Defense Highways, som blev påbegyndt i 1957, og som i dag tæller over 76.000 km vej. Alle disse interstates er motorveje med minimum 4 spor og op til langt flere. Fx har I-10 ved Houston 26 spor, hvoraf 12 er "almindelige", otte er tilkørselsspor og 6 er såkaldte HOV-lanes, spor hvor kun biler med minimum 2 personer må køre. Der stilles ret høje krav til en vej, der skal klassificeres som interstate highway, omkring stigningsprocenter, tilkørsler og meget andet. Alle interstates har et nummer. Dette kan være 1, 2, eller 3-cifret. Systemet er ret nemt at finde rundt i, så længe vejene holder sig til reglerne, men der er desværre en del undtagelser, som kan være med til at forvirre. I bund og grund nummereres interstate highways fra vest mod øst med ulige numre og fra syd mod nord med lige numre. For at det ikke skal være for nemt, er der altså undtagelser. I-99 går på hele sin strækning vest for I-95, selv om den burde gå øst for qua nummeret. I-84 går på hele sin strækning syd for I-82, selv om den burde gå nord for osv. Interstates, hvor nummeret ender på 0 går fra kyst til kyst, mens interstates, der ender på 5 går hele vejen fra syd til nord. De fleste interstates krydser statsgrænser, men det er ikke dem alle. Nogle går kun inden for grænserne af en enkelt stat som fx I-4 i Florida og I-17 i Arizona. Sådanne veje kaldes intrastate interstates.

Vores egen "favoritinterstate" er I-40. På nær i 2008, da vi ikke kom uden for New England, har vi kørt kortere eller længere strækninger på I-40 på samtlige vores ture til USA. Se artiklen Ture på vores Motheroad.

Interstate Highways med tre cifre i nummeret er såkaldte hjælperuter. Det kan være omfartsveje rundt om en by, hvor en interstate går igennem, fx I-495 rundt om Washington DC (The Capital Beltway). Sådanne omfartsveje kaldes loops, fordi de kommer tilbage til den interstate, de udgår fra, igen. Omfartsveje får typisk et ulige første ciffer, selv om der er undtagelser, som fx den omtalte I-495. En anden type er de såkaldte forgreninger (spurs), Interstate skilteder forlader en interstate uden at vende tilbage til den. De kan fx forbinde to forskellige interstates, som fx I-215 i Californien, der forbinder I-10 og I-15. Forgreninger kan også føre fra en interstate ind til en by. Sådanne spurs har lige første ciffer (bortset fra undtagelserne). De øvrige cifre fortæller om den vej, hjælperuten er knyttet til.  Fx er I-190 og I-290 i New York forbundet med I-90. Også her er der selvfølgelig undtagelser; ellers ville det blive for nemt. I-238 i Californien forbinder to byer, men der eksisterer ingen I-38, og i New York er der flere hjælperuter til I-78, men ingen af dem er faktisk forbundet med interstaten. I modsætning til de "rigtige" interstates, kan man genbruge numre på hjælpeinterstates i flere stater.

Et særligt fænomen er de såkaldte Business Interstates, som både kan være forgreninger og loops. Disse fører typisk fra en interstate til eller igennem bykernen i større byer. I modsætning til hjælpeinterstates, har de ikke eget nummer, men beholder den oprindelige interstates nummer med tilføjelsen "Business". Et eksempel er I-15 Business i Great Falls, Montana, som vi kørte en kort strækning på i 2012. Hvor normale interstates er skiltede med skilte i farverne blå, hvid og rød, er business interstate skilte helt grønne, med hvid tekst.

Skilte med retningsangivelse på I-81.Når man kører på en interstate vil der være skiltet med vejens retning, fx I-5 North eller I-70 East. Generelt følger disse skiltninger vejens hovedretning. En tilkørsel kan derfor godt hedde I-70 East, selv om vejen på en konkret strækning går i retning nord-syd. Det gør det generelt ret nemt af komme af sted i den rigtige retning. Der er dog undtagelser. I-76 går i øst-vestlig retning, som nummeret også antyder. En tre mile lang strækning på denne motorvej i Nebraska er imidlertid skiltet med South og North. North fører mod øst, mens South fører mod vest. Alle disse undtagelser er med til at gøre USA-turen spændende! Af og til deler flere interstates vejbane af praktiske årsager, og så har vejen begge numre på en strækning. I al almindelighed giver dette ikke anledning til problemer. Nogle steder giver det dog nogle mærkelige konsekvenser. I efteråret 2013 skulle jeg køre fra North Carolina til Washington DC. Dette skete hovedsagligt ad I-77 og I-81 (og så til sidst en kort tur på I-66). I-77 og I-81 går begge i nord-sydlig retning, men også begge lidt diagonalt, og nær byen Wytheville i Virginia mødes de to, og deler herefter vejbane over en strækning på omkring 20 km. Netop her laver I-81 et knæk mod øst, inden den fortsætter mod nord, mens I-77 på vej mod syd også svinger mod øst. Det gav den pudsige oplevelse, at jeg kørte på I-77 North, samtidigt med at jeg kørte på på I-81 South. Vi er af og til blevet snydt af retningerne og kommet den forkerte vej, men det er kun sket et par gange og begge gange i omegnen af Los Angeles, hvor der er rigtigt mange interstates. På kortet er den modsat rettede strækning fra I-77 møder I-81 til den forlader den igen.

At komme rigtigt af interstaten er igen forholdsvist nemt idet motorvejsfrakørslerne har numre. De nord-sydgående interstates har frakørsler nummereret fra syd mod nord, mens de øst-vestlige nummereres fra vest mod øst. Typisk har frakørslerne numre, der fortæller om deres afstand fra statsgrænsen. Ligger den første frakørsel på en motorvej 3 miles fra grænsen har den nummer tre. Ligger den nordligste frakørsel 197 miles fra den sydlige grænse har den nummer 197. Især omkring store byer kan ske, at der er flere frakørsler inden for samme mile, og de kaldes så fx 66A, 66B og 66C. Afstandene måles i miles undtagen på I-19 i Arizona, hvor de måles i km og på I-95 i Maine, hvor de måles i både miles og km. (Der kan være andre tilfælde, men i så fald har vi ikke kørt på dem endnu. På I-19 betyder det, at frakørsel 8 kun ligger fem miles fra grænsen (8 km er ca. 5 miles). Frakørsel 23 fra I-15 i CalifornienFor at det ikke skal være alt for nemt, er det ikke alle frakørsler, der har numre. I Californien indførte man først nummererede frakørsler i 2002, og besluttede samtidigt at man først ville ændre skiltene, når de alligevel skulle udskiftes eller renoveres. Der er stadig nogle få, som ikke skilter med nummer. Man kan altså bruge frakørslerne til at se, hvor langt man er kommet, og hvor langt man har igen. Skal man af ved frakørsel 365 og man er ved 155, ja så mangler man at køre 210 miles.

Nogle få stater har valgt et andet system. De nummererer fortløbende som i Danmark, og her er altså ingen afstandsangivelse indbygget i nummeret. Det er typisk stater i det nordøstlige USA, og for at være helt på tværs nummerer de afkørslerne fra øst mod vest og fra nord mod syd og ikke omvendt. En helt speciel oplevelse er I-90 gennem staten New York. Her nummereres fortløbende fra øst mod vest, så den første frakørsel man møder efter at være kørt ind i New York fra Pensylvania er 60. Herefter følger 59, 58 og så fremdeles – altså fortløbende nummereret i den "forkerte retning". Før grænsen til Massachusetts deler vejen vejbane et kort stykke med I-87. Efter, at de to veje skilles, findes tre afkørsler fra I-90, som kaldes B1, B2 og B3; altså stadig fortløbende men nu i stigende rækkefølge, ikke faldende. I-90 er en betalingsvej gennem det meste af New York, men omkring Albany findes en strækning på ca. 15 miles, hvor den er gratis. Her nummererer man mærkeligt nok fra vest mod øst, som i de fleste andre stater. Frakørslerne tæller altså op, ikke ned, når man kører i østlig retning. På denne strækning går vejen imidlertid i nord-sydlig retning, og numrene stiger derfor, når man kører mod syd (øst), hvilket er modsat de nord-sydgående interstates, hvor numrene stiger, når man kører mod nord.

I-70 gennem St. Raphael SwellInterstates er normalt den hurtigste (i hvert fald uden for myldretiderne omkring de store byer), men ikke nødvendigvis mest spændende måde at transportere sig rundt i USA på. Det er på interstates, at man typisk møder de højeste tilladte hastigheder. Disse fastsættes af de enkelte delstater og varier en del. Typisk lavest i de østlige stater og højest i de vestlige (og Texas). De generelle hastighedsgrænser svinger mellem 60 og 80 miles i timen, og nedsættes normalt omkring de store byer, af og til helt ned til 50. At interstates ikke generelt er de mest spændende veje at køre på, er ikke det samme som at der ikke findes særdeles interessante interstatestrækninger. En af mine egne favoritstrækninger er I-68 gennem det vestlige Maryland og det østlige West Virginia; en anden er I-70 i det centrale Utah gennem den geologiske formation, der kaldes Saint Raphael Swell. Også I-90 gennem Rocky Moutains er en spændende vej, og der er meget at se i nabolaget af motorvejen, hvis man har tid til det.

Hvor interstates går gennem større byer følges de af og til af såkaldte "service roads" eller "frontage roads". Det er veje, som går parallelt med motorvejene, og som huser hoteller, restauranter, tankstationer, indkøbsmuligheder, industrier osv. Disse service roads har gennem tiden voldt os nogle problemer. Første gang var, fordi vi simpelthen ikke forstod systemet. Vi ledte efter et hotel (det var før GPS'en), som vi havde booket hjemmefra, og udskrevet en rutevejledning og en adresse, som var på I-10 Service Road et lille stykke øst for New Orleans. Det tog os op mod en time dels at finde ud af systemet (med diverse vildfarelser til "spændende" dele af byen), dels at lokalisere hotellet, og da det endeligt lykkedes, lå det på den anden side af motorvejen! Da vi langt om længe nåede frem, opdagede vi, at det lå på en vej, som vi allerede tidligere havde kørt på – bare ikke lige der, hvor hotellet lå. Ved en anden lejlighed, hvor vi havde fået styr på systemet, skulle vi også bo på et hotel, der lå ved en service road. Det var endnu en gang i Louisiana, i byen Opelousas. Her var vi så travlt optaget af at holde udkig efter hotellet, at da vi forlod interstaten for at køre ned på service roaden, var vi ikke helt opmærksomme. Så inden vi fik set os om, var vi kommet op på en tilkørsel til interstaten igen, og måtte køre knap 15 mile på motorvejen inden vi kunne komme fra igen og køre den modsatte vej. Det grinede vi en hel del af, selv det var ret irriterende.

Rest area på I-10 i AlabamaInden vi forlader Interstate Highway systemet helt lige et par ord om rastepladser. Sådanne findes med kortere eller længere mellemrum, men de minder ikke meget om de tilsvarende i fx Danmark eller Tyskland. Et Rest Area indeholder typisk en bygning med toiletter, og måske nogle automater, hvor man købe forfriskninger. Desuden måske et hundeluftningsområde, borde og bænke, hvor man kan spise medbragt mad, og så selvfølgelig parkeringspladser. Tankstation og butik findes ikke på disse rest areas. Undtagelsen er på betalingsmotorveje, hvor man ikke forlanger at folk skal betale for at forlade motorvejen for få benzin på bilen. På andre interstates må man forlade motorvejen, hvis man skal have benzin på bilen eller en kop kaffe til sig selv. Dette udgør dog i almindelighed ikke noget større problem. Ved næsten alle frakørsler skiltes der med, hvilke faciliteter, der findes ved frakørslen i tre kategorier: brændstof, mad og overnatningssteder. Det er med til at gøre, at man på interstates aldrig har problemer med at finde et sted at bo. Med undtagelse af i New Jersey! Ved en lejlighed, da vi havde kørt ret langt, og kom ad I-78 gennem Pennsylvania, besluttede vi at vi ville overnatte, når vi havde passeret grænsen til New Jersey. Ved byen Allentown kort før grænsen så vi skilte med hoteller ved hver eneste frakørsel, men efter at have passeret statsgrænsen, så vi ikke et eneste. Benzin og mad, javel, men overnatning? Ikke tale om. Til sidst var vi ved at være så desperate, at vi overvejede at vende om og køre tilbage til Pennsylvania, men i stedet valgte vi at forlade motorvejen og så håbe det bedste. Det lykkedes da også for os at finde et motel i byen Raritan, et Super 8, som havde ét ledigt værelse. Desværre et rygerværelse, men det på tidspunkt var vi så ligeglade, at vi ville have accepteret et telt.

US Highways

U. S. Highway skiltSystemet af US Highways er et noget ældre system, som blev grundlagt helt tilbage i 1926. Der er næsten fire gange så mange kilometer U.S. Highways (eller U.S. Routes, som  de ofte kaldes i daglig tale), som der er interstate highways. Dette skyldes dels at systemet er ældre, men også at der stilles langt færre krav til en U.S. Highway end til en interstate. Kun nogle strækninger af disse er motorveje, andre steder er der tale om fire- eller tospors hovedveje. Faktisk blev den sidste U.S. Highway strækning først asfalteret i 1967! En del U.S. Highways er nedlagt som hovedveje, enten fordi de er erstattet af interstates, eller fordi de af andre grunde har mistet deres betydning, og der bliver kun oprettet ganske få nye. Man er faktisk i gang med at nedlægge alle U.S. Highways, der er kortere end 300 miles, og kravet til nye U.S. Highways er, at de skal være mindst 300 miles lange, og de skal krydse en statsgrænse, ellers kan de ikke klassificeres.

U.S. Highway 101 i OregonOgså disse US Routes er nummererede, men modsat interstate highways. U.S. Highways nummereres fra nord mod syd, så U.S. Highway 2 er den nordligste og U.S. Highway 98 er den sydligste. Sidstnævnte er ikke gennemgående, så den sydligste kyst-til-kyst U.S. Highway er Route 90. Længst mod øst finder man U.S. Route 17, men denne er ikke gennemgående. Det er til gengæld Route 1, som går fra Key West i det sydlige Florida til Clair i New Brunswick på den anden side af grænsen til Canada, nordøst for Quebec. Den sydligste trækning på US 1 fra Floridas fastland til Key West kaldes Overseas Highway og turen er meget interessant med mange broer mellem øerne. Når Route 17 ligger øst for Route 1, er det kun på visse strækninger, idet andre dele af den ligger vest for Route 1 som den "bør". Oprindeligt skulle alle de større veje have to cifre, mens U.S. Highways med tre-cifrede numre var - lige som tilfældet er med interstates - tænkt som hjælperuter, omfartsveje og forgreninger. Lige som med interstates holder dette ikke længere. U.S. 400 har ingen tilknytning til en anden U.S. Highwayh, U.S. 412 ligger slet ikke i nærheden af U.S. 12 og så videre, og heller ikke systemet med at man nummererer fra øst mod vest holder længere. U.S. Route 57 lå tidligere vest for U.S. 81 selv om den skulle have ligget øst for (men nu er U.S. 81 nedlagt som hovedvej). Interessant er U.S. Highway 101. Dette er nemlig ikke en trecifret hovedvej, men en tocifret med '10' som første ciffer. Hovedvejen er den vestligste nord-syd U.S. Highway.

U. S. 89 er hovedgade i Afton, WyomingU.S. Highways gik og går typisk gennem både større og mindre byer, og i mange af især de mindre, fungerede de simpelthen som byens hovedgade – og det gør de stadig mange steder. Også U.S. Highways markeres med retning, men her er der endnu flere undtagelser end tilfældet er med interstates, så jeg vil kun omtale et enkelt eksempel, nemlig U.S. 101. Denne vej startede oprindeligt i San Diego, Californien og fortsatte til Olympia i Washington. Nu er den sydligste del af vejen imidlertid nedlagt som hovedvej, så i dag starter vejen i Los Angeles. Vejen er motorvej på en række strækninger i Californien, hvor den også optræder som både to- og firesporet hovedvej. I Oregon og Washington er den tosporet hele vejen. Retningsvisning er nord eller syd i Californien, Oregon og det meste af Washington, også på det lange stykke i Californien fra Los Angeles til Ventura, hvor den går i øst-vestlig retning.  I Washington går vejen imidlertid ikke direkte til Olympia. Den snor sig rundt om Olympic Peninsula, og det er her, det snyder. Fra omkring byen Beaver drejer vejen øst på (når man kommer fra syd) og herfra er den skiltet med vest og øst. Ved Gardiner svinger den mod syd mod Olympia, og bliver igen skiltet med nord/syd skilte, men nu i modsat retning end på den anden side af halvøen. Forvirret? Det er nu ikke så slemt endda. I hvert fald ikke mere forvirrende end at få at vide, at på den øst-vest skiltede del af vejen går den langs med farvandet Juan de Fuca strædet – et klassisk spansk navn, men manden, som gav navn til strædet var faktisk græker!

Route 66 i Seligman, ArizonaNogle U.S. Highways er mere berømte end andre. Mest berømt er formodentlig Route 66, The Mother Road, der i dag er helt nedlagt som hovedvej. Den sidste strækning omkring byen Williams i Arizona blev nedlagt i 1980'erne. Store dele af vejen, der oprindelig gik fra Chicago til Los Angeles, er bevaret som statsveje, mens andre dele er helt forsvundet. En meget velbevaret del af den gamle Route 66 er strækningen mellem Seligman og Kingman i Arizona, som vi har kørt på en del gange, senest i sommeren 2013. En anden af de kendte highways er Highway (eller Route) 61, som går fra New Orleans i Louisiana til en by ved navn Wyoming i Minnesota. Denne vej er kendt som "The Blues Highway" fordi den går gennem Mississippi deltaet, som betragtes som bluesmusikkens "fødested". Bob Dylan blev født i Duluth i Minnesota, en af de byer, som vejen passerer, bluessangerinden Bessie Smith blev dræbt i et trafikuheld på vejen i nærheden af Clarksdale, Mississippi, en by hvor sanger og musiker Robert Johnson i henhold til legenden solgte sin sjæl til djævelen til gengæld for at lære at spille den bedste blues. Den 4. april 1968 blev Dr. Martin Luther King dræbt af skud på Lorraine Motel i Memphis, Tennessee, et motel der lå på Highway 61, som også er kendt som "dødens hovedvej". Bob Dylan udgav albummet Highway 61 Revisited med et nummer af samme navn i 1965.

Jeg har tidligere fortalt om U.S. Route 666 i New Mexico og Colorado (i artiklen Djævelens Hovedvej), som var nødt til at skifte nummer til U.S. 491, fordi, der skete så mange trafikuheld med dødelig udgang,  at nogle mente, at den var forbandet, qua sit nummer, der er nævnt i Johannes Åbenbaring som "dyrets tal". En anden interessant U.S. Highway strækning (dog ikke for sit drama, snarere mangel på samme) er en del af USA's U.S. 20 i Oregonlængste vej, nemlig U.S. Highway 20, som strækker sig 5.400 km fra Albany i Oregon til Boston, Massachusetts. Vejen går gennem Yellowstone National Park og af en eller grund har amerikanerne valgt at sådanne strækninger gennem nationalparker, ikke markeres som hovedvej, og derfor optræder den som to forskellige veje på hver sin side af nationalparken, og den regnes derfor ikke som den længste, idet U.S. Route 6, som ikke går gennem nationalparker, men som kun er 5.100 km lang har rekorden, men det er en anden historie. Den strækning, vi taler om, er en strækning i Oregon. Fra byen Vale, ikke langt fra grænsen til Idaho, optræder vejen som hovedveje gør oftest. Lige stræk, afløst af ret snoede stykker, primært gennem bjerge, og hvor vejen følger floddale.  Knap 60 km vest for byen Juntura sker der imidlertid noget. Her bliver vejen helt lige, og uden bakker på en strækning af ikke mindre end 30 km gennem Oregons såkaldte High Desert. Her mødte vi ikke en eneste bil, hverken mod- eller medkørende, så her fik man virkelig fornemmelsen af en "long and lonesome road".  Næste dag, efter en overnatning i byen Burns-Hines, fortsatte vi mod vest, og efter ca. 25 km startede et lignende vejstykke. Denne gang buede vejen blidt, men sving som sådan var der ingen af i de næste 38 km. En tilsvarende strækning men godt 50 km lang møder man omkring byen Brothers,  som i øvrigt ikke ligger langt fra Sisters! Hele vejstrækningen er kendt som Central Oregon Highway, og tro mig – den er ensformig.

Vi har kørt en del på U.S. Highways, som ikke så hurtige som interstates, men ofte med mange flere oplevelser til følge, og vi kan kun anbefale dem, men det kræver lidt mere tid, ikke mindst hvis man vil se noget undervejs. Route 2 er lidt kedelig i den østlige ende, men giver nogle fantastisk U.S. 1 i Maineoplevelser i Washington på vej gennem bjergene i Cascade Range. Også Route 101, som mange steder ikke mindst i Washington og Oregon går helt ude ved Stillehavskysten, er spændende, og det samme er U.S. 1 i Maine, som også følger statens forrevne kyst mod Atlanterhavet over lange strækninger . Også U.S. 90, som vi har kørt på fra det vestlige Louisiana til Florida er en fin oplevelse. I Louisiana går vejen gennem Cajun Country, med sumpe og marsk, men også med dyrkede marker med sukkerrør og bomuld. I Mississippi følger vejen stort set Den Mexicanske Golf på hele sin strækning, og her kører man langs brede og hvide sandstrande, der er meget mennesketomme selv på solrige og varme sommerdage.

Den U.S. Highway, vi har kørt på oftest er dog U.S. Route 89, som går fra Flagstaff i Arizona til den canadiske grænse ved byen Piegan i Montana. Med årene har vi faktisk kørt på denne vej i hele dens udstrækning, med undtagelse af nogle korte strækninger i Arizona og Montana. På nær en kort strækning mellem Logan i Utah og Nephi i samme stat, er vejen klassificeret som "naturskøn vej" (scenic route) på hele sin strækning, og den er bestemt en tur værd, hvis man skulle komme på de kanter.

Kun en gang er vi kørt forkert på en U.S. Highway, og det var netop da vi ledte efter den ikke eksisterende U.S. 666 i 2006. Ellers har de, trods de mange undtagelser i nummerering og retningsangivelser, aldrig voldt problemer.

Alle de "små" veje

California Road 254Ordet "små" i overskriften skal tages, ikke bare med et gran, men snarere med en stor pose salt. Små hentyder her til lokale veje, og de behøver bestemt ikke at være små rent fysisk. Blandt disse veje finder man State Highways og State Roads, County Highways og County Roads. De sidstnævnte administreres, vedligeholdes og finansieres af de enkelte counties (amter), men de førstnævnte administreres, ved ligeholdes og finansieres af delstaterne. Det samme gælder i øvrigt for såvel interstates som U.S. Highways, som også finansieres af de delstater, de går igennem, men med en vis føderal medfinansiering.

Når vi siger at de lokale veje ikke nødvendigvis er små, er det fordi nogle State Highways sagtens kan være sekssporede motorveje, mens andre kan være nærmest usynlige hjulspor gennem bjerge og ørkener, og så stort set alt derimellem. En af de større lokale veje, som vi har kørt på er California Route 152 på strækningen mellem I-5 i øst og U.S. Route 101. På den første del af strækningen er CA 152 en firespors motorvej, mens den længere mod øst bliver til en forholdsvis smal, tosporet vej. North Carolina State Road 1164, er smal på hele sin strækning, men starter fra North Carolina 268 i Wilkes County som en tosporet asfalteret vej, og slutter ved Grandin Road i Caldwell County som en ensporet grusvej. Den længste strækning på grusvej, vi har kørt, var på Sage Creek Road (County Road C590) i Pennington County i South Dakota, en strækning på ca. 40 km mellem South Dakota Road 240 og South Dakota Route 44, men de findes meget længere. C590 var særdeles velholdt på hele strækningen, men det er ikke alle, der er det. Den værste vej, vi har kørt på, er nok den unummererede Reef Top Cirquit i nærheden af Carlsbad Caverns i New Mexico. Denne vej er kun 15 km lang fra ende til anden. Den starter fint som en grusvej, men gruset holder hurtigt op, og derefter består vejen tilsyneladende mest af huller og klippestykker, som havde passet sig bedre for en 4-hjulstrækker end vores Toyota Camry, men både vi og bilen overlevede turen. Vejen udgår fra New Mexico Road 7 tæt på hulerne, og vender tilbage til samme vej, omkring 8 km før 7'eren (som trods sin liden størrelse kaldes Carlsbad Caverns Highway) møder U.S. Route 62.  Vejen er i øvrigt bemærkelsesværdig ved at være ensrettet på hele sin længde, så man kun må kørte på den fra hulerne og ned mod hovedvejen; den retning som vi kørte. Alligevel mødte vi kun modgående trafik, altså biler, der kørte mod ensretningen, hvilket gjorde turen mere spændende, især når man mødte dem i et sving, men det gjorde den ikke nemmere. Gribbe kredsede i luften over os, og vi regnede med, at de bare ventede på, at vi skulle køre galt, så de kunne få mad. Så galt gik det altså ikke.

40 km på grus i South DakotaDen mest berømte af disse lokale veje er nok California State Route 1, som er kendt for sin naturskønhed. Den går langs Stillehavskysten fra byen Leggett i nord, hvor den udgår fra U.S. 101 og så slutter den, hvor den møder I-5 nær Dana Point syd for Santa Monica. Ikke mindst strækningen mellem San Francisco og Los Angeles er populær, især på grund af naturen omkring området Big Sur, hvor vejen går helt ude ved lodrette klippeskrænter, der ender i havet. Desuden passerer vejen adskillige imponerende broer på denne strækning. På sin vej mod og over Golden Gate Bridge nord for San Francisco deler vejen vognbane med U.S. 101. Længere mod syd har den delt vognbane med I-280 og her er vejen motorvej, men det er den ikke ude ved kysten. Selv om den sydlige del af vejen er mest berømt, er den nordlige bestemt ikke "uden evner". Mellem San Francisco og Leggett passeres byer som Point Arena med et kendt fyrtårn, og Fort Bragg.  Vores mest interessante oplevelse på denne vej foregik imidlertid i vejens nordlige ende, nemlig strækningen fra Leggett  og ud til Stillehavet. Vi kom til Leggett ret sent på eftermiddagen, og ville egentlig have overnattet her, men kunne ikke finde et hotel med ledige værelser. Vi besluttede derfor at køre ud til havet for at se, om der var bedre muligheder der. Denne del af California 1 går gennem tæt skov og ned ad bakke hele vejen, og der er særdeles mange hårnåle- og andre skarpe sving. Efterhånden som mørket faldt på, måtte vi til sidst tænde for vores GPS. Ikke fordi vi ikke kunne finde vej, men så kunne vi se svingene i god tid, og nå at afpasse farten. Det har vi aldrig været nødt til andre steder, hverken før eller siden. Det tog os op mod en time at køre de 22 km fra Leggett til havet. I luftlinje er strækningen kun 13 km hvilket siger noget om, hvor meget vejen snor sig.

Den brede del af Oregoan Road 242. Lavamarker til højre.En anden af de små veje, der er ganske spændende, er Oregon Highway 242, mellem byerne Sisters og Belknap Springs. Denne vej er så interessant, at den simpelthen er registreret i National Register of Historic Places. Vejen fører gennem Cascade Range og den snor sig, samtidigt med at den ikke er særligt bred. To biler kan visse steder kun passere hinanden med stor forsigtighed. Faktisk er der på et ganske langt stykke forbud mod at færdes i køretøjer, der har en samlet længde af over 10 meter, hvilket udelukker lastbiler og store motorhomes. Vejen bliver ikke ryddet for sne eller gruset og den er derfor lukket om vinteren, hvilket normalt vil sige mellem 1. november og 1. juli! Vi kørte på den fra Sisters mod Belknap Springs, og på det første stykke kører man opad gennem tæt skov og med mange sving.  Efterhånden som man kommer højere op mod vejens højeste punkt i McKenzie Pass tynder skoven ud og afløses af øde lavamarker. Det første sted, hvor man får en udsigt til lavaen, er der et pull-out, som ofte er fyldt med biler om sommeren. På toppen af passet er bygget et observationstårn, som man kan gå op i. På toppen af tårnet ligger en messingplade med indgraverede retninger til de mange vulkaner, som området er rigt på, og som er årsag til lavamarkerne. Lavaen på toppen skyldes en serie udbrud for omkring 1.300 år siden fra vulkanen Belknap Crater, som kun ligger ca. 4 km fra oberservationstårnet. På vej ned bliver omgivelserne igen dækket af skov, og det var her vi blev involveret i vores hidtil eneste road-kill i USA. Vejen er som sagt meget smal, og på et tidspunkt, hvor den var rigtigt smal, havde vi dels en bil lige bag os (flere faktisk), og samtidigt mødte vi stort set den eneste modkørende på hele turen over passet. Netop her valgte et egern at krydse vejen, og vi havde ikke nogen som helst chance for at bremse eller undvige. Vi mærkede et bump, og da jeg så mig tilbage (Tim kørte), var det et meget fladt egern, der lå på vejen.

Jeg må ikke glemme Going-to-the-Sun Road i Montana, som vi kørte på i 2012. Denne vej går gennem Glacier National Park fra West Glacier i vest til St. Mary i øst, en strækning på ca. 85 km gennem nogle af Rocky Mountains smukkeste landskaber. Vejen er registreret som National Historic Landmark, og den regnes af mange, for verdens smukkeste vejstrækning. Man kan sagtens bruge en hel dag eller mere på at køre de 85 km - hvis altså vejret er godt. Det var det ikke, da vi var der. Det var tåget og regnede, så vi brugte kun ca. 3 timer på turen, men på trods af vejret, var det stadig en imponerende oplevelse. Going-to-the-Sun Road skal nødvendigvis besøges om sommeren, da den er lukket fra slutningen af september til midt i juni på grund af sne. Undersøg på nationalparkens hjemmeside, hvordan vejens status er.

Er man til ture på snoede småveje, er der mange muligheder. En af disse, som betragtes som den mest interessante rute for motorcykel- og sportsvognsentusiaster er den meget smalle og snoede US Highway 129 i det vestlige North Carolina og det østlige Tennessee. På en strækning på 11 miles (knap 18 km) lige efter statsgrænsen til Tennessee passerer man 318 sving! Denne vejstrækning kaldes "Tail of the Dragon". Også North Carolina State Road 80 har en strækning med mange sving, "Devil's Whip" med 160 sving på 12 miles (18 km), samtidigt med at vejen stiger 600 meter. De sidste tre miles af denne vej kaldes "The Longest Three Miles" og her er der 50 sving på de knap 5 km.

Navigationsproblemer

Både på State Highways og de endnu mindre County Highways m.fl. er der rigtigt meget at opleve, også af og til på andre måder end, man har regnet med. Det skete fx for os den allerførste gang, vi var i USA. I North Carolina havde vi besøgt Natural Chimney, en klippeformation nær Hendersonville, og i stedet for at køre den lige vej tilbage til interstaten ville vi hellere se noget mere af omegnen, og det endte med, at vi totalt havde mistet orienteringen. GPS havde vi ikke på den tur, og de veje vi kørte på, var så små at RandMcNallys Road Atlas heller ikke var til nogen som helst hjælp. Til sidst måtte vi spørge om vej hos en mand, der tilfældigvis kom forbi og standsede ved det lukkede postkontor, hvor vi også holdt. Han hjalp os tilbage til civilisationen. Han var den første i USA, der spurgte os, hvor vi kom fra, men han blev bestemt ikke den sidste. Da han hørte at vi var fra Danmark, fortalte han at han havde en dansk bekendt, som han skulle være sammen med samme aften. 

California Highway 1 nær Fort BraggImidlertid var vi ikke blevet klogere af episoden, for to dage senere rodede vi os ud i en tilsvarende situation, denne gang i South Carolina, hvor vi ikke ville køre den lige vej hjem fra Charleston til vores hotel i Santee noget nordligere. Ved den lejlighed ville vi se et par søer, og havde også planlagt ruten, men her mødte vi så nogle veje, der kun havde nummer på kortet, og ikke på selve vejen – og så var vi lost igen. Endnu en gang måtte vi spørge om hjælp, denne gang i en lille by langt ude på landet, og de fire ældre afroamerikanske damer i deres fineste puds, som vi antastede, så noget forskræmte ud, men de gav os en god forklaring, og så fandt vi alligevel hjem til hotellet. Søer fik vi ikke set, men vand fik vi nok af, da en stor del af turen tilbage til Santee foregik under et gevaldigt skybrud. 12 år senere lavede Tim og jeg præcis samme stunt på præcis samme vejstrækning, bortset fra at vi trods alt fandt tilbage til civilisationen uden at spørge om hjælp.

Der må være noget særligt ved The Carolinas, for samme år løb Tim og jeg ind i problemer igen, endnu en gang i det vestlige North Carolina, for øvrigt mit yndlingsområde i USA. Denne gang havde vi GPS'en med, men den var løbet tør for strøm, og opladeren var gået  i stykker! Vi skulle køre fra Asheville til Blowing Rock, og det gik fint i begyndelsen indtil vi mødte et vejarbejde, der sendte os ud på en omkørsel. Det gik også fint nok i begyndelsen, men efterhånden forsvandt skiltene der angav hvor vi skule dreje hen for at følge omkørslen, og vi endte ude på en vej gennem Blue Ridge Mountains, der var så smal, og med så mange sving, at den var forbudt for lastbiler med anhænger. Senere blev den lidt bredere og så kom der også lastbiler – og en hastighedsgrænse på 15 miles i timen. Til sidst mødte vi dog en vej, der var angivet på RandMcNally kortet, og så gik det ret nemt resten af vejen.

Det var også i North Carolina, at det gik helt galt, eller i hvert fald var ved det i 2015. Jeg skulle køre en forholdsvis kort strækning fra Lenoir i den vestlige del af staten til North Carolina Road 181 nord for Morganton, en strækning på knap 25 km i luftlinje, men ca. 60 km ad de større veje. Jeg havde tidligere - i 2013 - kørt strækningen ad mindre veje uden problemer endda i mørke, så det ville jeg nu gentage, og denne gang var jeg forsynet med en gps, som virkede upåklageligt. Det gik også fint, til jeg nåede den lille by Collettsville. Herfra skulle jeg have fortsat mod øst mod NC 181 ad små, men asfalterede veje. Det syntes min gps imidlertid ikke, så den ledte mig ad mindre og mindre grusveje gennem øde, meget øde bjerge. Samtidigt begyndte det at blive mørkt, og pludselig opgav gps'en ånden - eller i hvert fald at finde vej. Den bad mig om at dreje til venstre ad grusvejen om 200 fod. En sådan var der imidlertid ikke, så jeg fortsatte lige ud. Det fik maskinen til at anmode om en U-vending, og derefter om at dreje til højre ad grusvejen om 300 fod. Vejen var der imidlertid stadig ikke, så gps'en ville beregne ny rute, og det gjorde den så, med samme resultat som før. Lav U-vending, Beregner ny rute. Lav U-vending, beregner ny rute og så fremdeles. Den havde tilsyneladende totalt mistet overblikket. Jeg blev derfor enig med mig selv om at returnere samme vej, jeg var kommet, men det var ikke så nemt gjort, som det var sagt, for jeg havde flere gange skiftet grusvej pr. gps'ens instrukser - som den nu havde glemt. Til sidst var det helt mørkt, og så meddelte bilen, at den var "low on fuel" og fortalte at jeg havde 40 miles brændstof tilbage. Det var ikke så galt, for der kunne under ingen omstændigheder være 40 miles ud til en by, men ½ mile senere blev det galt, for da meddelte den "35 miles left". På det tidspunkt mødte jeg den eneste modgående på hele turen. Det var på et sted, hvor man kun kunne passere i skridtgang så jeg rullede vinduet ned, men desværre kunne manden i den anden bil ikke hjælpe. Han anede ikke, hvordan man kom ud til CR 181, og heller ikke Morganton eller Lenoir gik det bedre med. Da jeg til sidst spurgte om han vidste, hvordan jeg fandt den nærmeste asfalterede vej, mente han, at hvis jeg fortsatte i den retning jeg var på vej i, og drejede til højre næste gang, ville vejen blive asfalteret, men han var ikke sikker, for det var længe siden at han var kørt den vej. Tilsyneladende levede han inde i bjergene og kom aldrig ud. Jeg tog chancen og fulgte hans vejledning. Den vej jeg kørte på, blev aldrig asfalteret, men jeg endte faktisk på en asfalteret vej. Her forsøgte jeg at få gps'en til at vise vej til nærmeste benzintank. Den skulle ligge 16 miles væk, og på det tidspunkt var der benzin tilbage til 20 miles. Det viste sig, at den vej, jeg var kommet ud på var US Route 221, 25 km i luftlinje fra det sted, jeg havde regnet med at komme ud på CR 181, og nord for Collettsville i stedet for vest for denne by. Selv i dag kan jeg ikke på et kort genskabe den rute jeg kørte, men jeg har på fornemmelsen at jeg i hvert fald noget af vejen har kørt på County Road 1514 (mange cifre, meget lille vej). Heldigvis tog gps'en fejl, og jeg fandt en benzintank lidt før 16 miles. På det tidspunkt fortalte benzinmåleren, at jeg havde 7 miles tilbage. Jeg skal måske lige tilføje at siden Collettsville have jeg været uden nogen form for mobildækning. Det var en oplevelse, der var lige ved at blive FOR spændende.

Betalingsveje

Jeg har et par gange nævnt betalingsveje (Toll Roads), og dem er der en del af i USA, men som regel er de ikke særligt dyre. Der er typisk, men ikke altid, tale om motorvejsstrækninger, tunneller og broer. Nogle gange skal man betale for at køre i begge retninger, mens man ved andre lejligheder kun betaler, når man kører den ene vej. Det gælder fx de broer, der fører til Staten Island i New York. I 2012 kom vi fra New Jersey og skulle over til Queens på Long Island. Vi kunne se på vores kort, at vi skulle krydse tre betalingsbroer, og talte vores kontanter sammen og fandt ud af, at vi havde nok. Det viste sig at den første bro var noget dyrere end vi troede, nemlig 2,45 dollars. Efter at have betalt havde vi imidlertid $ 8 tilbage i kontanter, men mente fortsat at det var nok (vi skulle hjem næste dag og regnede med at klare os med kreditkort resten af tiden). Men allerede ved den næste bro, Bayonne Bridge over farvandet Kill Van Kull, mellem Bayonne og Staten Island gik det galt.  Her insisterede manden i betalingsboden på at opkræve $ 12, og det havde vi ikke. Kreditkort tog han ikke mod, så det eneste han kunne gøre, var at lade os køre igennem, tage et billede af nummerpladen og så sende en regning, men den fik vi nu aldrig.  Da vi vidste at vi skulle over endnu en betalingsbro for at komme væk fra Staten Island igen, fandt vi en tankstation med en pengeautomat (ATM) og fik hævet kontanter, så vi ikke skulle risikere at blive udsat for det samme igen. Da vi kom til Verrazano Narrows Bridge, viste det sig imidlertid, at her skulle vi ikke betale noget, så nu havde vi masser af kontanter – og intet at bruge dem til. Efter at vi kom hjem, fandt vi ud af, at ved alle de broer, der fører til Staten Island, skal man betale for at køre mod øen, mens det er gratis at køre væk igen. Sådan havde det også været ved den første bro, vi passerede. Ikke noget under, hvis øen langsomt affolkes, når man skal betale for at komme dertil, mens det er gratis at komme væk!

Golden Gate Bridge. Betalingsanlægget anes til højre.Golden Gate Bridge ved San Francisco er også en af de broer, hvor man kun betaler den ene vej, nemlig når man kører mod syd, altså mod San Francisco, mens det er gratis at køre mod nord. Til gengæld har man siden vores seneste besøg i sommeren 2013 ændret betalingssystemet, så man tilsyneladende ikke længere kan betale med kontanter, og det gælder efterhånden flere steder, hvor man i stedet skal betale på en anden måde, fx med noget, der minder om vores brobizz. Sådanne kan typisk "lånes" eller lejes hos biludlejningsselskaberne. Det anbefales da også på broens hjemmeside, at man taler med udlejningsselskabet, før man kører over broen, eller andre betalingsbroer i det såkaldte Bay Area (og det gælder de fleste af broerne). Har selskabet ikke en ordning, kan man lave en såkaldt One-Time payment, fx via internettet.

At flere og flere betalinger skal ske elektronisk opdagede Tim og jeg i 2012. Ved den lejlighed var vi på vej fra Wall i South Dakota til Colorado Springs i Colorado, og vi skulle passere Denver. Vi kørte mod denne by ad I-76, indtil vi mødte Denver Metro Area Beltway. Da vi skulle syd på, mente vi ikke, at der var nogen grund til at køre ind gennem centrum, så vi tog The Beltway, som i øvrigt er en firespors motorvej, selv om den "kun" er en state highway (SH 470). På det tidspunkt var vi ikke opmærksomme på, at der var tale om en betalingsvej, idet man ikke skulle betale, når man kørte på. Det er ikke hele vejen, der er betalingsvej. Det gælder kun de østlige, nordlige og nordvestlige dele af vejen. Det skyldes primært at staten ikke ville finansiere anlæggelsen af disse dele af vejen, og det blev derfor overladt til de lokale myndigheder i amter og byer, som vejen passerede. Det vidste vi selvfølgelig ikke på det tidspunkt, men vi opdagede hurtigt, at der ved alle frakørsler var betalingsanlæg. Afkørslerne var spærrede med bom, betalingsanlæggene var ubemandede, og skilte forkyndte at man kun kunne betale med EZPass, altså en brobizz, hvilket vi ikke just var i besiddelse af. Vi blev dog enige med os selv om ikke at bekymre os om det, før vi rent faktisk skulle forlade vejen. Dette skete, da vi nåede krydset mellem 470 og I-25, som vi skulle bruge mod syd til Colorado Springs. Her viste det sig, at der ikke var betalingsanlæg, og vi skiftede vej uden yderligere problemer. Hvad vi ikke vidste var, at vi var kommet ind på det "gratis" stykke af vejen, som vi slet ikke anede eksisterede.

Lake Pontchartrain Causeway på vej mod klapbroenPå den samme tur havde vi en anden interessant oplevelse, da senere vi skulle krydse en betalingsbro i Louisiana. Betalingen gik let og smertefrit. Der sad en mand i en betalingsbod og opkrævede $ 1. Her var kontanter til gengæld det eneste mulige betalingsmiddel. Betaling skete først, når man havde krydset broen, som førte over til Avery Island sydvest for byen New Iberia, og senere viste det sig, at også her var det gratis at komme tilbage til fastlandet igen. Det, der gjorde denne oplevelse morsom var nok mest at broens samlede længde var ca. 30 meter! Det er den korteste strækning jeg nogen sinde har måttet betale for at køre. Også Lake Pontchartrain Causeway nord for New Orleans i samme stat, er en betalingsbro, men her får man en del mere for pengene. I virkeligheden er der tale om to broer, ikke en. De er parallelle og fører henholdsvis den nord- og den sydgående vejbane over søen. Tidligere blev der opkrævet betaling i begge retninger, men da det gav anledning til meget lange køer ved betalingsanlægget syd for søen (i New Orleansforstaden Metaire), ændrede man det, så der nu kun betales, når man kører i sydlig retning. Til gengæld blev prisen for at køre over broen fordoblet. Prisen er $ 3 for en almindelig personbil ($ 6 for større personbiler og andre biler med to aksler, fx motorhomes), og det har den været siden man ændrede betalingssystemet i 1999! Også på denne bro, er der etableret et elektronisk betalingssystem, så også her må man rådføre sig med sit udlejningsselskab. Når man først har fået betalt, eller kører mod nord, så man ikke skal betale, får man næsten 1.300 gange så meget oplevelse for pengene som på Avery Island, idet broen her, er 38 km og 400 meter lang, og dermed verdens længste bro, der kun går over vand. Broen er en lavbro, kun med to små pukler, hvor mindre skibe kan sejle under, og en større "pukkel" med en klapbro, hvor større skibe kan sejle igennem. Broen er bygget på 9.500 bropiller, og vejstykkerne buer opad mellem pillerne, så en tur over broen føles som at være på et skib i søgang. Samtidigt gør broens lave højde, at man får mange lysreflekser i øjnene fra "de rigtige" bølger. Lokalt anbefales det da også, at man kun kører over broen en til to gange pr. dag, da man ellers nemt kan miste koncentrationen – og nærmest blive hypnotiseret.

Kun to gange har vi haft problemer på en betalingsvej, og i begge tilfælde var det på Dulles Toll Road i Virginia, som går mellem Dulles International Airport og I-495 (Capital Beltway) nær Tysons Corner. Vi har ved andre lejligheder kørt på denne vej uden problemer, men i 2004, gik det galt begge de gange, vi forsøgte os. I begge tilfælde kørte vi på vejen ved Virginia Highway 7 (kaldet Leesburg Pike), ikke langt fra vejens begyndelse, men på den anden side af Tysons Corner. At komme på vejen er ikke noget problem, da betaling sker ved frakørslerne. Og det var her det gik galt, om end af forskellige grunde. Ved den første lejlighed skulle vi køre fra ved afkørslen til U.S. Highway 28. Da vi kom til frakørslen, var der store skilte, der fortalte Betalingsanlæg på Dulles Toll Roadat prisen for at forlade vejen ville være 35 cent (det er steget siden), så Dorte fandt beløbet frem (jeg var chauffør). Vel fremme var der ikke bomme, men et stoplys, som var rødt, når man kom, og som så skiftede til grønt, når man havde betalt. Så vi kastede pengene i den dertil indrettede automat (en stor grydelignende tingest), men lyset skiftede bare ikke. Vi holdt et stykke tid og ventede, og folk i bilerne bag os begyndte at blive utålmodige og dytte - efterhånden temmelig hidsigt. Så til sidst valgte vi bare at køre igennem, rødt lys eller ej. Det fik en skinger hyletone til at gå i gang, men det var der ikke noget at gøre ved, så vi fortsatte. Senere kom vi til at tale om, at Dorte nok havde forvekslet en 25 cent og en 5 cent (som er større), så vi kun havde kommet 15 cent i automaten. Tre uger senere var vi på den igen, da vi skulle køre til Harpers Ferry i West Virginia. Dulles Toll Road var den hurtigste vej ud af hovedstadsområdet, så vi tog den igen. Denne gang var vi i god tid da vi nærmede os frakørslen. Dorte kørte og jeg talte med stor omhu mønter op, og kontrollerede dem igen for at være helt sikker. Lige inden vi kom til betalingsboden, fik Dorte øje på et skilt til I-495 (første mål), som tilsyneladende betød, at vi skulle køre lige ud, og ikke forlade motorvejen, så hun mente ikke at vi skulle betale ved denne frakørsel. Det så da også ud som om, der ikke var noget betalingsskur ved den bane, vi tog – og det var der heller ikke! Den var nemlig reserveret biler med Smart-Tag (endnu en brobizz-variant). Så endnu engang ringede klokkerne og lyset blinkede, da vi kørte igennem. Da vi så havde kørt et par hundrede meter, og var på vej ind på The Beltway, lød der lige pludselig en sirene bag os, og med den dårlige samvittighed vi havde, blev vi enige om, at vi hellere måtte trække ind og forberede en god undskyldning om at vi var turister og ikke kendte det amerikanske system. Bilen bag os trak også ind, og bag denne igen, en politibil. To betjente steg ud, og den ene gik med målbevidste skridt forbi den bagved holdende bil og hen mod os. Vi var ikke helt færdige med forberedelsen af undskyldningerne, da betjenten sagde at det var bilen bagved, de ville stoppe, og at vi godt kunne køre videre. Den vej må på én eller anden måde være forbandet.

Til sidt lige et enkelt hjertesuk, men da de amerikanske myndigheder nok ikke læser med her, hjælper det sikkert ikke meget. Der kommer som omtalt ovenfor flere og flere betalingsveje, hvor kontant betaling er udelukket. I stedet skal man anvende elektroniske betalingssystemer, som typisk skal være købt inden man benytter betalingsvejene eller broerne. Nogle steder kan man tilmelde sig, så betaling sker ved at nummerpladerne fotograferes og så får man tilsendt en regning, men ingen af disse forhold er optimale for turister i lejede biler. De større udlejningsselskaber kan hjælpe et stykke hen ad vejen, men også kun et stykke, og kun hvis man på forhånd ved, hvor man får brug for at køre på en betalingsvej. USA er som bekendt en føderation med stor, statslig selvbestemmelse, og derfor har man ikke ét, men mange forskellige betalingssystemer, og man kan i værste fald risikere at skulle kunne betale med adskillige af disse, ikke mindst hvis man kører på tværs af landet. Her kunne et fælles elektronisk system, der kan bruges overalt, lette meget. Men når det er sagt, så er det ret nemt at køre bil i USA, ikke mindst på grund af færdselskulturen, som er noget mere hensyntagende, end vi er er vant til i Danmark, så bare kom af sted – et road trip er en fantastisk oplevelse.

Google Maps

Google Maps er er glimrende planlægningsværktøj, men det kan af og til være svært at vide, hvad de forskellige vejsymboler betyder, så her er en kort oversigt.

 Skilte med dette skjold repræsenterer Interstate Highways. Tilsvarende skilte med 3 cifre er også Interstates, men hjælperuter.

De grønne skilte repræsenterer Interstate Business Loops, der typisk fører ind til eller gennem byernes centrum, men det er desværre ikke helt konsekvent. Nogle af disse motorveje bevarer deres almindelige skilte.

Dette skjold repræsenterer US Highways. Igen repræsenterer skilte med tre cifre hjælperuter, med undtagelse af US 101, som er en hovedrute. Hjælperuter kan være ret lange, fx US 421 som går fra Michigan City i Indiana og 1.549 km mod sydøst til Fort Fischer i North Carolina.

Numre i ovaler angiver State Highways.

Tal i firkantede felter repræsenterer County Highways. Tidligere var disse vist i cirkler, og jeg er ikke helt sikker på at Google Maps, har fået ændret dette overalt.

Der er også veje, der er så små, at de simpelthen ikke har numre og kun er angivet ved navn, hvilket typisk kun kan ses i kraftigt zoom. Andre veje, fx såkaldte Parkways, så som fx Blue Ridge Parkway, Natchez Trace Parkway m.fl. er ikke små, men har alligevel ikke numre. I stedet er de angivet med vejens navn. Numrene i eksemplet er de omgivende veje, ikke parkvejen selv.


er numre på frakørsler på Interstate Highways. I fleste stater henviser tallet til afstanden fra den vestlige eller sydlige statsgrænse, afhængigt af motorvejens retning. Enkelte stater er anderledes, som man kan læse i artiklen på min hjemmeside.

Alle symbolerne er klikbare, og fortæller typisk om skiltets placering, fx har jeg her klikket på et I-40 skilt et sted i North Carolina.

Jeg savner en enkelt ting i Google Maps, nemlig en indikation af, om en vej er betalingsvej eller ikke. Det fremgår hverken af kortene i Google Maps eller billederne i Google Earth. Så her holder jeg til mit trofaste RandMcNally Road Atlas (på papir), hvor betalingsveje er angivet med grøn farve. Bruger man ruteplanlæggeren i Google Maps får man at vide om en rute indeholder vejafgifter under Detaljer, men man kan ikke se det på kortet.

Hvis man bruger ruteplanlæggeren indikerer  et vejarbejde mens fortæller om en ulykke.

Læg mærke til vejenes farver på kortet. Jo mørkere vejen er, jo større er den.  Interstates er typisk orange, US Highways er gule og andre veje er hvide. Man kan også gå ud fra, at en vej med tre cifre i nummeret et mindre end en med to, men helt generelt er det ikke, da fx både Interstate Highways og US Highways har tocifrede numre. Veje med 4 cifre i vejnummeret, er dog altid de mindste.