Loven vest for Pecosfloden

Der var som sådan ikke noget specielt ved loven vest for Pesos floden (i Texas), bortset fra at det var en titel, som en mand ved navn Roy Bean gav sig selv omkring 1882.

De tidlige år

Phantly Roy Bean Jr, som han var døbt, blev født i Kentucky i 1825. Han var den yngste af fire søskende i en meget fattig familie. Da han var 16 år, rejste han hjemmefra, og han rejste med en flodpram ned ad flodsystemerne Ohio og Mississippi til New Orleans. Her blev han i omkring 5 år, men ingen ved rigtigt hvad han lavede i den periode. Man ved dog at omkring 1847 kom han i problemer, så han flygtede til San Antonio i Texas, hvor han slog sig sammen med sin ældre bror, Sam (Samuel Gore Bean). Sam var fragtkusk og havde fragtet varer mellem Santa Fe og Chihuahua, som begge var mexicanske. I 1846 brød den amerikansk-mexicanske krig ud, og her deltog Sam. Efter krigen blev han igen "vognmand" og da Roy sluttede sig til ham, fragtede de varer til og fra San Antonio i den nye republik Texas.

I 1848 åbnede de to brødre en handelsstation i Mexico. Her kom Roy igen i problemer. En mexicansk revolvermand havde truet med at skyde en "gringo", men i stedet skød Roy ham. For at undgå at blive tiltalt for mord, flygtede han til Sonora (også i Mexico), men allerede i 1849 ankom han til San Diego i Californien, hvor han mødte en anden af sine brødre, Joshua. Joshua Bean var ikke nogen "hvem-som-helst". Han var et kendt ansigt i San Diego hvor han fungerede som den sidste spanske "alcalde" (administrativ og juridisk titel) og i 1850 blev han valgt som byens første amerikanske borgmester.

Mens Joshua passede sin politik, passede Roy byens piger, som syntes at han var en flot og charmerende fyr. Det førte til hans næste problem, da han blev udfordret til en skydekonkurrence. Han måtte vælge målet, og valgte at de to kombattanter skulle skyde efter hinanden. Modparten blev såret og de blev begge arresteret, anklaget for morderisk overfald. Bean sad i fængsel i to måneder, hvor han fik masser af gaver fra byens piger, blandt andet en kage med indbagte knive! Ved hjælp af knivene gravede han sig ud af fængslet og flygtede til San Gabriel, hvor Joshua drev en saloon. Her arbejdede Roy som bartender indtil Joshua blev myrdet af mexicanske banditter nær Los Angeles i november 1852, og han arvede saloonen. Joshua havde heller ikke været helt almindelig. Som borgmester solgte han San Diegos rådhus til sig selv for en meget lille sum, og han gav også sig selv tilladelse til at opkøbe en del af byens fælles jord. Byen fik senere rådhuset tilbage, men jorden fik de ikke.

Et par år senere, i 1854 gik Roy Bean på frierfødder hos en ung kvinde, som absolut ikke var afvisende. Imidlertid blev hun kidnappet og tvunget til at gifte sig med en mexicansk officer. Det fik Bean til at udfordre officeren til en duel, hvor han dræbte ham. Nogle af gommens venner fangede Bean, anbragte ham på en hest og gav ham en løkke om halsen, som de bandt til en gren, hvorefter de forsvandt. Heldigvis for Bean flyttede hesten sig ikke, og bruden som havde gemt sig under duellen kom nu frem og skar rebet over. Bean døde ikke, men resten af livet havde han ar efter brændemærket fra løkken på halsen, og han måtte døje med en stiv nakke. Efter episoden besluttede han sig for at forlade Californien og flytte til New Mexico, hvor broderen Sam i mellemtiden havde slået sig ned. Sam var blevet valgt som sherif for Dona Ana County i den sydligste del af staten. I 1861 havde de to brødre åbnet en købmandsbutik og en saloon i byen Pinos Altos i det, der nu kaldes Grant County. Her kunne de tilbyde fin spiritus og et billardbord. Ude for saloonen havde Roy opsat en kanon som pynt, men den kom faktisk i brug, da byen blev angrebet af apacher og kanonen var en medvirkende årsag til at indianerne opgav angrebet.

Borgerkrigen og årene efter

I 1861 brød den amerikanske borgerkrig ud og sydstaterne invaderede New Mexico. I marts 1862 udkæmpede nordstatstropper under kommando af oberst John Slough og major John Chivington og sydstatstropper under kommando af oberstløjtnant William Scurry og major Charles Pyron et slag i det nordlige New Mexico. Chivington blev senere kendt som manden bag Massakren ved Sand Creek, hvor han og hans tropper overfaldt og myrdede omkring 160 fredelige arapaho og cheyenne indianere, hvoraf omkring 100 var kvinder og børn. - men det var først to år senere. I dette tilfælde kæmpede han altså mod sydstatstropper ved Glorieta Pass. På nordstaternes side kæmpede 1.300 mand mod 1.100 på sydstaternes. Nordstaterne endte med at vinde slaget, som i dag betrates som det afgørende slag under general Sibleys New Mexico kampagne. De fleste af sydstaternes tropper var fra Texas, og efter nederlaget begyndte de at trække sig tilbage til hjemstaten, nærmere bestemt til San Antonio.

Bean sluttede sig til de hjemvendende tropper efter først at have tømt sin brors pengeskab. Han slog sig ned i San Antonio, hvor han "arbejdede" som blokadebryder ved at fragte bomuld fra byen til ventende engelske skibe ud for kysten, og transportere fødevarer og andre forsyninger den anden vej. Efter krigen blev Bean i San Antonio i mere end 10 år, selv om han havde forretninger i andre byer også. I San Antonio arbejdede han officielt som fragtkusk, mens hans øvrige forretninger var af mere tvivlsom karakter. Han ejede en slagterbutik, hvor han solgte kød, som han skaffede sig ved kvægtyveri, han åbnede en forretning med brænde som han skaffede sig ved at fælde naboernes træer og han åbnede en mejeributik, hvor han blev taget i at fortynde mælken med vand.

I 1866, 41 år gammel, giftede han sig med en 18-årig pige, Virginia Chavez. Allerede inden de havde været gift et år, blev han anholdt for at overfaldet og truet konen på livet, men hun tilgav ham og han slap. Deres ægteskab var dog fortsat ingen dans på roser, men alligevel fik de fire børn sammen, Roy Jr., Laura, Zulema og Sam. Familien var fattige og boede i et mexicansk slumkvarter, mens Bean stadig forsøgte at drive sine forskellige forretninger. Området hvor de boede blev kaldt "Beanville", og her åbnede Bean en saloon. At han ikke just var populær i området, viste sig nogle år senere i slutningen af 1870'erne. På det tidspunkt arbejdede man ivrigt på at forlænge jernbaneforbindelserne mod vest og flere selskaber åbnede jernbanelejre, hvor arbejderne kunne bo, mens de arbejdede på en given strækning. Bean mente at der kunne gøres gode forretninger i disse jernbanelejre. En butiksejer i området, som gerne ville af med ham og have ham ud af San Antonio, tilbød at købe alle hans ejendele for $ 900, hvis han lovede aldrig at vende tilbage til San Antonio. På det tidspunkt havde konen forlængst forladt både ham og børnene, så disse satte han i pleje hos bekendte og så tog han vest på.

For de penge han havde fået, købte han en vogn, et telt, nogle forsyninger, han kunne sælge og ikke mindst 10 tønder whisky med 200 liter i hver tønde. Således udrustet tog han af sted, og i 1882 havde han etableret sig med sit telt som saloon i en af jernbanens teltbyer ved navn Vinegaroon nær ved Pecosfloden. Inden for 30 km afstand af teltbyen var der mere end 8.000 jernbanearbejdere, og det nærmeste sted, hvor de kunne få noget at drikke og i øvrigt slå sig løs var hos Roy Bean. Da der ikke var nogen repræsentanter for loven, og den nærmeste retssal var over 300 km væk, var der ret livligt i "byen". Loven blev håndhævet af omrejsende Texas Rangers, og en af disse besluttede, at der skulle laves en retsinstans i Vinegaroon, så fanger ikke skulle transporteres 300 km for at blive dømt. Den 2. august 1882 blev 6. Retsdistrikt i Pecos County oprettet i Vinegaroon og Roy Bean blev udpeget som fredsdommer (typisk en ikke jurist, som fungerede som lovens repræsentant og som kunne afsige dom i mindre sager). Bean kendte mest loven fra den forkerte side, men han anskaffede sig 1879-udgaven af Revised Statutes of Texas, den eneste lovbog han nogensinde ejede - og han rettede sig sjældent efter den. På det tidspunkt havde han allerede dømt i en sag, nemlig i juli, hvor Texas Rangerne bragte en fange ind til byen. Hvordan udfaldet af den sag blev, vides ikke i dag.

Bean som dommer

Bean startede sin karriere som fredsommer med at ødelægge det skur, hvor en af hans konkurrenter drev saloon. Dernæst omdannede han sit eget telt til deltidsretssal, og det var på det tidspunkt at han opfandt betegnelsen "Loven vest for Pecos" om sig selv. Som dommer var han ikke bare lidt, men meget speciel.  Hans juryer udvalgte han bland sine stamkunder i saloonen, og han tillod ikke "hung juries" altså at juryen ikke kunne blive enige. Han accepterede heller ikke appeller og han afgjorde ofte sager på trods af loven og juryens kendelser.

Jernbanelejre har det med at flytte sig, så Bean fulgte med. I december 1882 flyttede Bean sin saloon og sin retssal 110 km mod vest til Strawbridge, hvor han åbnede sin saloon igen. Imidlertid var der allerede en saloon i byen og ejeren af denne brød sig ikke om konkurrence, så han fortyndede Beans spiritus med petroleum, hvilket gjorde den udrikkelig og dermed usælgelig. Det gav Beans saloon et dårligt ry, og selv om han erstattede spiritussen, kunne han ikke tiltrække kunder, så han flyttede til den lille by Eagle's Nest 30 km vest for Pecosfloden. Da den oprindelige ejer af området, havde solgt det til jernbanen, havde han betinget sig at Bean ikke måtte købe eller leje noget af den solgte jord. (Den oprindelige ejer havde sjovt nok selv en saloon i byen). I stedet valgte Bean at slå sig ned på den jord, som pr. lovgivning tilfaldt jernbaneselskabet på begge sider af banelinjen. og som de derfor ikke havde købt af nogen. Her slog Bean sig ned og her blev han i 20 år på jord, som han på ingen måde havde krav på. Han kaldte sin nye saloon Jersey Lilly til ære for sangerinden Lillie Langtry, som var meget populær i USA på det tidspunkt. Byen havde på dette tidspunkt også fået navnet Langtry, som den har endnu, men dette har ikke noget med sangerinden at gøre, selv om legenderne fortæller, at det var Bean der gav den det navn. efter at have set et billede af sangerinden. Byen er i virkeligheden opkaldt efter George Langtry, en jernbaneingeniør, som var leder af jernbanebyggeriet på denne strækning af Southern Pacific Railroad. Da Bean havde slået sig ned i Langtry, sendte han bud efter sine børn i San Antonio, og de kom alle til byen. Da der ikke var meget plads i huset, blev den yngste, Sam, nødt til at sove på billardbordet.

I Langtry fungerede Bean fortsat som fredsdommer. Byen havde ikke noget fængsel, så alle sager blev afgjort med bøder. Teoretisk set tilfaldt disse staten Texas, men Bean nægtede at sende bødepengene videre og beholdt dem i stedet selv. Bødernes størrelse blev tilpasset det beløb, de skyldige havde på sig, så når bøden var betalt, havde de ikke flere penge. Alligevel blev han genvalgt som fredsdommer i 1884, men i 1886, blev han ikke valgt. I 1887 blev der oprettet et nyt retsdistrikt i Pecos County, og her blev Bean i første omgang udpeget, senere valgt som fredsdommer, stadig med sæde i Langtry. Han blev genvalgt ved alle valg frem til 1896, hvor han igen tabte valget. Han nægtede imidlertid at gå af, og fortsatte med at procedere i alle sager "nord for jernbanesporet."

Eksempler på excentriske kendelser

I eftertiden har Bean fået ry som en "hanging judge" - altså en dommer, der var kendt for sine dødsdomme, men i virkeligheden er der kun bevis for at Bean dømte to personer til døden, og heraf lod han mindst den ene undslippe. Selv hestetyveri, som andre steder altid blev straffet med hængning, så han gennem fingre med, hvis hesten blev returneret til den rette ejermand. Den virkelige "hanging judge" var dommer Isaac Parker fra Fort Smith i Arkansas, der afsagde 160 dødsdomme, hvoraf halvdelen blev eksekveret. Imidlertid er der nogen forbindelse mellem Parker og Bean, for hvis en U. S., Marshall arresterede en person, som var efterlyst i Fort Smith og ikke syntes at forseelsen var alvorlig nok til at transportere fangen fra Texas tilbage til dommer Parker, fremstillede de ofte den anklagede for Bean i stedet for, hvilket gjorde Parker rasende, men han kunne ikke stille noget op.

Måske stammer rygtet om de mange dødsdomme i virkeligheden fra dommer Beans bryllupper. Folk kunne blive gift hos Bean for 5 dollars pr. bryllup og han sluttede altid sine bryllupsceremonier med ordene: "May God have mercy on your souls", (må Gud se med nåde på jeres sjæle), den traditionelle afslutning på en dødsdom. Han skilte også ægtepar, selv om han som fredsdommer ikke var bemyndiget til det. En skilsmisse var dog dobbelt så dyr som et bryllup, og både ved skilsmisser og bryllupper beholdt Bean pengene selv. Også på andre måder opførte han sig excentrisk.

Bean indledte typisk sine retsmøder med denne tirade: "Hear ye! Hear ye! This honorable court is now in session, and if anybody wants a snort before we start, step up to the bar and name your poison". Der skulle jo også gang i butikken. Han afbrød også ofte sine retshandlinger, fordi han skulle servere for saloonens kunder, idet de almindelige barforretninger ikke blev afbrudt bare fordi han også gennemførte en retssag. Til gengæld førte han ikke sager mod berusede. De blev i stedet bundet til et træ uden for saloonen indtil de var ædru nok, til at han kunne idømme dem en bøde.

Eksempler på hans excentriske eller i hvert fald specielle afgørelser er fx sagen mod Patty o'Rourke, en irsk jernbanearbejder, som havde skudt en kinesisk jernbanearbejder. Under sagen blev Bean truet med lynchning af o'Rourkes landsmænd, hvis denne ikke blev frikendt, men han fandt en udvej. Efter at have læst i sin lovbog kunne han konstatere at "det var mord at dræbe et menneske, men at bogen ikke sagde noget om drab på kinesere", så derfor afviste han sagen.

En mand blev fundet dræbt efter et ulykkestilfælde. Da han blev fundet havde han en revolver og $ 41,50 på sig og Bean idømte derfor liget en bøde på $41,50 for ulovlig våbenbesiddelse.

De tog, der kom gennem byen stoppede typisk omkring 10 minutter for at fylde vand på. De betød at passagererne havde tid til en øl i Beans saloon. Når toget skulle køre og der skulle betales, kunne Bean aldrig give tilbage. Da en mand blev sur over, at han ikke kunne få penge tilbage efter at have betalt en øl til 30 cent med en tyvedollarseddel og kaldte Bean en tyveknægt, tog Bean i stedet dommerhatten på og idømte manden en bøde på $ 19,70 for "foragt for loven".

En ung mand stjal en hest og blev dømt til døden, men bad om lov til at skrive et brev til sin mor. Bean læste brevet, hvori manden angrede sine synder, bad moderen om tilgivelse og vedlagde 400 dollars, som han havde sparet op. Bean læste brevet, genåbnede sagen, og ændrede dommen til $ 300 i bøde med ordene: "Nye beviser viser, at der er begået en rettergangsfejl. Hesten blev dræbt ved et vådeskud. Retten er hævet og baren er åben."

Desuden er der mange historier om de dødsdomme, som Bean afsagde, men da de tilsyneladende alle er fiktive, vil jeg nøjes med en enkelt, fordi den - uanset om den er sand eller ej, fortæller noget om Beans metoder og det farverige sprog han også var kendt for. En mexicaner ved navn Carlos Robles var anholdt for kvægtyveri. Bean indledte retssagen på sin sædvanlige måde:

"Lyt, lyt. Denne ærefulde domstol er i funktion, Og hvis nogen af jer løjsere ønsker en sjus før vi starter, så lad ham gå op til baren og navngive sin gift." Henvendt til bartenderen: "Oscar, betjen d'herrer."

"Carlos Robles," sagde han højtideligt efter at vidner og tilskuere havde bestilt og drukket deres spiritus, "denne ret ser, at du står anklaget for en alvorlig forbrydelse mod lovens fred og værdighed her vest for Pecos og mod staten Texas, nemlig kvægtyveri. Er du skyldig eller ikke skyldig"

Robles, der hverken talte eller forstod engelsk måtte nøjes med at grynte noget uforståeligt.

"Domstolen accepterer din erklæring om at være skyldig. Juryen vil nu drøfte sagen, og hvis de ender med anden dom end hængning, vil alle nævningene blive dømt for foragt for retten. Gentlemen, er afgørelsen klar?" De tolv unavngivne borgere (alle gode kunder i saloonen) klarede stemmerne og utalte næsten i kor: "Den er klar, høje dommer".

"Tak, mine herrer. Rejs dig op, Carlos Robles, og modtage din dom. Har du noget at sige, som grund til at der ikke skal afsiges dom over dig ved denne domstol?"

Da Carlos ikke anede, hvad der foregik, havde han heller ikke noget at sige til sit forsvar.

"Carlos Robles," fortsatte Bean derfor, mens hans stemme skælvede af ren og skær højtidelighed, "din sag er blevet hørt af tolv retfærdige og gode mænd, ikke dine ligemænd, men mænd, lige så højt hævet over dig, som Himlen er hævet over Helvede, og de har fundet dig skyldig i kvægtyveri."

"Tiden vil passere og årstider vil komme og gå; foråret med sit bølgende grønne græs og masser af sødtduftende blomster på hver bakketop og i alle dale. Så kommer den lumre sommer, med sine bagende hedebølger, der får horisonten til at flimre, efteråret, med sin gule høstmåne hvor bakkerne bliver brune og gyldne under den synkende sol, og endelig bliver det vinter med den bidende og hylende vind, hvor hele landskabet dækkes af en dyne af sne. Men du, Carlos Robles, vil ikke være her til at se nogen af ​delene. Carlos Robles, ikke et eneste forbandet glimt vil du få, for denne domstol bestemmer, at du skal føres til det nærmeste træ og hænges ved din hals, indtil du er død, død, død, din olivenfarvede søn af en ged."

Beans sidste år

I 1890 kom det til Beans kendskab at jernbanemagnaten og finansmanden Jay Gould ville køre gennem Langtry i et specialtog. Da toget nærmede sig byen hejste Bean et faresignal og det fik lokomotivføreren til at stoppe. Bean inviterede Gould og hans datter, som var med på turen, på besøg i saloonen, hvor de blev i to timer. Gould havde to døtre, Helen, der var 22 i 1890 og Anna, der var 15. Hvem den medrejsende datter er ikke klart, men sandsynligvis har det været Anna, som senere blev gift med Markisen af Castellane som hun fik fem børn med. Efter en skilsmisse i 1906 giftede hun sig med Hélie de Talleyrand-Périgord, Hertug af Sagan, Hertug af Dino og Hertug af Talleyrand (han var ikke efterkommer af den berømte Talleyrand, som var hertug af Benevent og som ikke havde legitime arvinger), som hun fik to børn med. Men dem havde hun altså ikke, da hun mødte Roy Bean. Da der via telegrafen kom meddelelse til New York om at Gould var blevet dræbt ved en jernbaneulykke i Texas opstod der panik på børsen, men rygtet var altså overdrevet, "røverbaronen", som Gould blev kaldt, var bare gået på besøg.

I 1896 organiserede Bean en verdensmesterskabskamp i boksning mellem Bob Fitzsimmons fra Cornwall og ireren Peter Maher. Da boksekampe var ulovlige i både Texas og Mexico, lod han kampen foregå på en sandbanke i Rio Grande ganske få meter fra hans egen veranda. Kampen varede 1 minut og 35 sekunder, så havde Fitzsimmoms vundet og sikret sig titlen i sværvægt, som han tidligere havde haft i mellemvægt. Da letsværvægt senere blev opfundet som klasse, vandt han også VM her. I sin karriere slog han også koryfæer som amerikanerne Gentleman Jim Corbett og Tom Sharkey. Fitzsimmons var den første bokser, der vandt verdensmesterskaber i tre forskellige vægtklasser, og han var med sine knap 80 kg den letteste bokser, der nogensinde har vundet VM i sværvægt. Da han slog Jim Corbett vejede denne omkring 15 kg mere end Fitzsimmons. Efter sigende var det hans udholdenhed, ufølsomhed overfor træffere og ikke mindst hans tidligere arbejde som grovsmed, som gjorde ham til noget særligt. Mens boksekampen på grund af de tvivlsomme omstændigheder, ikke gjorde meget for de to boksere, betød referaterne fra kampen i de store aviser, at Beans ry bredte sig over det meste af USA.

Efterhånden som han blev ældre begyndte Bean at bruge penge på at hjælpe de fattige i området. Han sørgede for at den lokale skole altid have brænde om vinteren, og han brugte en stor del af sine penge på velgørenhed. I 1903 fejrede han indvielsen af et nyt kraftværk ved at tage til San Antonio (som han ellers have lovet aldrig at vende tilbage til) og gå på druk. Drukturen tog hårdt på ham og den 16. marts 1903 døde han. Bean ligger begravet i Whitehall Memorial Museum i byen Del Rio sammen med sin yngste søn, Sam. Bean havde sendt mange invitationer til Lillie Langtry om at komme til byen, og det gjorde hun da også til sidst - desværre for Bean først efter hans død, nemlig i januar 1904, hvor hun under et kort ophold i byen besøgte saloonen. Selv om de aldrig havde mødtes, havde hun faktisk svaret på en del af hans breve, og havde på et tidspunkt sendt ham to pistoler, som han værdsatte meget højt og beholdt resten af sit liv.

- Tilbage til Historie(r)