|
|
Rufus Dula HortonRufus Dula Horton var født 1835 eller 1838, kilderne er lidt uenige om fødselsåret. Han var søn af William Horton, der havde været general under revolutionen og Mildred Dula, datter af Captain William Dula. Rufus havde 10 søskende, der alle var ældre end han selv. På tidspunktet for mordet ejede han en del af det, der blev kaldt "den bedste plantage i Happy Valley". Den havde oprindeligt tilhørt Benjamin Howard (James Isbells oldefar), en af de første hvide, der slog sig ned i området, men ved dennes død blev den solgt til General William Horton, som imidlertid var død i 1845, hvorefter hans ejendom blev delt mellem hans børn. Blandt Rufus' brødre var oberst James C. Horton, en meget vigtig person i Karen Wheeling Reynolds roman om begivenhederne "Tom Dooley – The Story Behind the Ballad", men i virkeligheden spillede James Horton tilsyneladende kun en mindre rolle i sagen. Rufus Horton ejede ikke hele faderens ejendom, men boede i det hus, hvor denne også havde boet. Selve ejendommen var delt mellem de mandlige søskende, mens døtrene tilsyneladende havde arvet penge. Rufus Hortons plantage var beliggende nord for Yadkin River, lidt øst for det sted, hvor Elk Creek løb sammen med floden. Hans nabo mod vest var hans onkel, David E. Horton, som opdagede Lauras grav sammen med sin svigersøn, James Isbell. Rufus Hortons naboer mod nord var familien Witherspoon, hvoraf flere også var indkaldt som vidner i sagen. Fra Horton's plantage, var der kun et par kilometer til det sted, hvor familien Dulas hytte lå. Rufus D. deltog i borgerkrigen som sekondløjtnant i samme regiment og kompagni som James Melton gjorde tjeneste i som menig, nemlig 26. North Carolina Infanteri, kompagni C. Rufus havde dog først meldt sig til hæren i december 1862 og den 14. januar 1865 fik han sin afsked, selv om krigen endnu ikke var slut. Som eksempel på, at det kan være vanskeligt at holde styr på folk i denne periode, kan jeg nævne, at en slægtstavle over General William Hortons efterkommere fortæller at Rufus D. Horton døde den 3. juli 1863 under Slaget ved Gettysburg. Det ville unægteligt have gjort det svært for ham at være vidne i sagen mod Tom Dooley tre år senere. I virkeligheden blev han da heller ikke dræbt under slaget, men han blev såret i maven under Pickett's Charge. En anden slægtstavle lader ham da også først afgå ved døden i 1915 i en alder af 80*. I 1863 blev han indlagt på hospital i Richmond på grund af kronisk diarre og gulsot. Det er måske sandsynligt at sygdommen kan være forårsaget af hans sår. Der findes et lidt mystisk brev i militærarkiverne, hvor han skriver til krigsminister Seddon og anmoder om at måtte tage sin afsked fra infanteriet og i stedet blive overført til 1. North Carolina Kavaleriregiment i Barringers Brigade. Som begrundelse anfører han, at han ikke længere kan marchere, men at hans kommanderende officer er i stand til at bekræfte, at han selv er i stand til stige på sin hest. Det mystiske er, at brevet er dateret den 29. juli 1865, og der var krigen for længst forbi, Rufus D. var afskediget i januar, og Seddon var gået af som krigsminister allerede i februar 1865 – men måske har Horton fået dateret brevet forkert, så det i virkeligheden er fra juli 1864. Brevet kan findes på betalingssitet fold3.com, som har mange dokumenter om og fra soldater tilgængelige. * Det var ikke ualmindeligt at soldater blev erklæret døde i nogle kilder, men overlevede i andre. Det gælder fx vidnet George Washington Anderson, som i en fortegnelse over medlemmerne af hans kompagni meldes død under krigen, mens han alligevel vidnede under retssagen et par år senere. I 1870 boede Rufus (32 år) sammen med sin syv år ældre søster, Sarah (hvis folketællingerne undtagelsesvis har alderen korrekt), sin ni år ældre bror, Phineas, samt en farvet landarbejder ved navn John Horton (sandsynligvis en frigivet slave, der nu var ansat) og en 18-årig, hvid tjenestepige ved navn Sarah Holder, som formodentlig var datter af vidnet William Holder. Sidstnævnte havde i hvert fald i 1860 en otteårig hjemmeboende datter med samme navn. Interessant er det også, at værdien af Rufus' jord er sat til $ 2.500, hvilket er langt over, hvad de fleste andre farmere i dalen havde jord for. Han personlige formue var $ 600. Ikke mindre overraskende er det, at hans søster havde en personlig formue på $ 800. Det var sjældent at kvinder havde egen formue, med mindre de ejede jord, men her har der sandsynligvis været tale om arv efter generalen. Endnu mere overraskende er det, at hans logerende bror, der tilsyneladende ernærede sig som møller og grossist i købmandsvarer**, ejede jord for $ 5.200 og havde en personlig formue på $ 3.200. Når de to søskende trods deres velstand boede hos deres bror i barndomshjemmet, skyldtes det formodentlig at de begge var ugifte og forblev det hele livet. ** Det var Phineas Horton, som overtog Cowles' Store i Elkville, da denne flyttede til Wilkesboro i 1858. På ejendommen boede ligeledes nogle farvede landarbejdere, som dog førte egen husholdning. De har formodentlig været såkaldte "sharecroppers", næppe "tenant farmers" (forpagtere)***, da dette krævede kapital, hvilket de ikke havde. *** En "tenant farmer" boede på jord, der blev ejet af en godsejer. Han forpagtede jorden af godsejeren, enten mod kontant betaling eller af og til mod andel i udbyttet. Tenant farmeren skulle typisk selv fremskaffe nødvendige redskaber og husdyr. En "sharecropper" boede på en godsejers jord, og dyrkede jorden på dennes vegne og som betaling fik han typisk lov til at dyrke et mindre jordstykke til sin og sin families forsørgelse. Ved sharecropping var det typisk godsejeren, som stillede udstyr, dyr, gødning og så videre til rådighed. Lige efter borgerkrigen var det almindeligt for frigivne slaver, som ikke havde penge, at arbejde som sharecroppers, af og til hos de samme godsejere, som de tidligere havde været slaver for, men også mange fattige hvide, måtte ty til denne løsning under rekonstruktionstiden. Vi ved ikke præcis, hvad Rufus Horton vidnede om. Den eneste del af hans vidneudsagn, der stadig eksisterer, fortæller bare, at han fremhævede Mary Dula (Tom's mor), som kendt for at være "sanddru og ærlig", mens på den anden side Jesse Gilbert, et andet vidne var kendt "for at stjæle og lyve". Rufus var gift én gang (muligvis to gange) , men fik ingen børn i sit ægteskab. Det gjorde han til gengæld i 1884, da han var næsten 50, og det var med en anden af sagens bipersoner, så "bi" at hun end ikke får et selvstændigt afsnit, nemlig George Washington Andersons lillesøster, Eliza Anderson. Eliza blev aldrig gift, men nåede alligevel at få tre børn, hvoraf den yngste, James Gaither Anderson, var søn af Rufus D. Horton. Dette fremgår af James G. Andersons dødsattest. Denne information fik jeg i første omgang fra Mrs. Charlotte Frye, der er oldebarn af James G. Anderson, og jeg har senere selv fundet dødsattesten via ancestry.com. De to blev aldrig gift, men levede tilsyneladende sammen i nogle år. Eliza havde yderligere en søn, Avery Simpson (født 1873) og en datter, Alberty (født 1877). Hvem datterens far var, vides ikke i dag, men Avery Simpsons far var en af sagens hovedpersoner, den i 1873 meget gifte James Isbell. Han havde i 1872 fået sønnen Robert Lee med sin kone, og de to kvinder må faktisk have været gravide samtidigt.**** **** Mange af mine informationer om familieforhold kan forekomme udokumenterede, men de fremgår alle af en eller flere folketællinger og andre officielle papirer, som kan findes på nettet. Jeg har valgt ikke at referere til hvert enkelt opslag for sig, da det alligevel er nødvendigt for interesserede selv at søge på de relevante sider. |