San Francisco igen igen

Årets rundtur, som undtagelsesvis var uden Dorte, men til gengæld med Tim, begyndte i San Francisco. Via London ankom vi efter rundt regnet 14 timers transport til San Franciscos internationale lufthavn. Her kom vi hurtigt gennem immigration og fik også udleveret den bil, som vi havde lejet hjemmefra.  Eller rettere en anden bil i en anden klasse, for den vi havde bestilt, var desværre ikke til rådighed. Så vi kørte fra lufthavnen i en rød Chevrolet Camaro. To unge herrer må jo køre standsmæssigt. Vi kørte til byen og fandt vores hotel nær Fishermans Wharf. Efter indkvarteringen talte vi om, hvad vi skulle bruge eftermiddagen til. Næste dag skulle vi på en sightseeing tur, som skulle starte fra Ferry Building. Denne bygning havde vi set, da vi kørte ind i byen, og vi blev enige om, at vi ville gå derned, for at se hvor lang tid vi skulle beregne næste morgen, hvor vi skulle være der senest kl. 9.00. Det viste sig, at der var noget længere end vi havde regnet med, knap 4 km, så da vi nåede derned, blev vi enige med os selv om, at vi næste dag ville tage en sporvogn i stedet for at gå.

Ferry Building ligger ved havnen, lige ud for Market Street, som er den centrale gade i downtown San Francisco (forretnings- og finansdistriktet). Vi valgte derfor at gå op ad Market Street, som også er endestation for kabelsporvognene, og så køre med en sådan tilbage til Fishermans Wharf. Jeg mente at kunne huske nogenlunde hvor sporvognen endte og ved hjælp af et bykort ved et busstoppested, fik vi orienteret os, og så vandrede vi ellers der ud ad. Da vi havde gået et stykke tid, havde vi stadig ikke mødt sporvognen og vi fandt derfor endnu et bykort. Her kunne vi se, at noget der lignede en sporvognslinje var afsat på kortet ved Hyde Street. En af linjerne hedder Hyde and Market, så det lød rigtigt. Desværre var vi kun nået en tredjedel af vejen ud til Hyde Street, så der var en god bid vej endnu. Da vi langt om længe nåede ud til Hyde Street, havde vi gået omkring 4 km på Market Street. På dette sted var der nydeligt, med udsigt til byens rådhus og andre spændende bygninger, men sporvogne kørte der ingen af. I hvert fald ikke kabelsporvogne med kurs mod The Wharf.  Vi fandt så et bedre kort, hvor vi kunne se at sporvognen faktisk kørte ved Powel Street, og det var omkring to kilometer tilbage ad Market Street. Vi havde simpelthen overset stedet, da vi gik den modsatte vej.

På dette tidspunkt havde Tims sandaler forårsaget en gedigen vabel under hans ene fod, så han var sur og det var lige før han nedlagde en protestant mod yderligere fodtur. Vi klarede dog turen tilbage til Powel, så vi nu havde gået omkring 10 km i alt. I sporvognen, som ligesom for fire år siden, kostede $ 5 for en enkeltbillet (så kunne man køre et eller alle stoppesteder; der skulle under alle omstændigheder betales igen, når man stod på), kunne vi heldigvis få en siddeplads, så vi kunne få hvilet fusserne.  Vores tur sluttede i Mason Street omkring 500 meter fra Fishermans Wharf. Herfra gik vi ned til ”værftet” og gik mod vest ad Jefferson Street til restauranten Pompei’s Grotto, hvor Dorte og jeg spise fire år tidligere. Det gjorde Tim og jeg også denne gang.

Næste dag skulle vi på en guidet rundtur i byen så formedelst $ 2 pr. snude tog vi sporvognen ned til Ferry Building. Her var vi allerede kl. 8, så der var god tid til en lille spadseretur i Financial District. Da vi kom tilbage, var bussen klar, og så tog vi ellers afsted. Det første stop var på toppen af Russian Hill, som blandt andet krydses af en af San Franciscos berømteste gader, Lombard Street. Fra det sted, hvor bussen parkerede, gik vi forbi Filbert Street, som med sin 32 % stigning er en af de stejleste gader i byen. Herfra gik vi hen til Lombard Street ad Leavenworth Street. Det betød at vi kunne se op ad den snoede del af Lombard Street, som Dorte og jeg sidste gang gik op ad.

Næste stop var Chinatown. Her gik vi en meget kort tur ad Grant Avenue, som er ”hovedgaden” i Chinatown. Chinatown i San Francisco er den ældste ”chinatown” i Nordamerika og har den største kinesiske population uden for Kina. Her besøgte vi blandt Portsmouth Square, som i tidernes morgen – eller i hvert fald i begyndelsen af 1800-tallet – var byens centrale plads. Her lå såvel byens tidligere rådhus som dens fængsel, men begge bygninger er for længst forsvundet. Her fik vi historien om Samuel Brennan, som var blevet underrettet om guldfundene i Sierra Nevada i 1849, og det var ham, der på Portsmouth Square råbte det glade budskab til folkemængden…, men først efter at have opkøbt alt guldgraverudstyr i hele byen. Det gjorde ham særdeles velhavende, og uden at han behøvede at tage et eneste spadestik.

Det næste stop var ved Grace katedralen på Nob Hill, en tredje af byens 44 høje. Grace er bygget i gotisk stil, men først opført i 1930’erne og færdiggjort i 1964. Kirken er berømt for sine glasmosaikker, som Tim fik taget nogle glimrende billeder af. Fra kirken fortsatte vi til Alamo Square. Det er et af de faste stop for alle turistture i San Francisco, da man her kan se en serie victorianske huse, kaldet The Painted Ladies på grund af deres farver. Da Dorte og jeg var her sidst fik vi taget nogle billeder af ”damerne”, men denne gang gik vi et skridt videre, idet vi fik lov til at besøge et af husene. Besøget blev dog kortet noget ned på grund af den ekstra tid vi havde brugt i katedralen.  Vi var det sidste hold besøgende, som fik mulighed for at komme ind i huset, som netop var blevet solgt og i modsætning til den nuværende ejer, var de kommende ejere ikke indstillet på at give adgang til fremmede. Besøget var meget spændende og ejeren, som selv viste rundt, var meget spændende at høre på, når han fortalte om, hvordan han havde restaureret huset, og havde forsøgt at bringe det tilbage til victoriatiden. Blandt andet var det et af kun to huse i San Francisco, som havde gaslysekroner. Efter besøget gik vi op på selve pladsen og nød udsigten over byen der oppe fra, inden vi kørte videre.

Næste stop var Golden Gate Park, hvor man kunne vælge frit mellem Japanese Tea Garden og tårnet på De Young museet. Fra museum og tehave fortsatte vi gennem San Franciscos Presidio, oprindeligt et gammel spansk fort, men i dag en park på den nordlige del af San Francisco halvøen. Vi gjorde ikke holdt inden for grænsen af Presidio (dele af det tilhører stadig militæret – og huskes måske fra filmen Presidio med Sean Connery, Mark Harmon og Meg Ryan), men kørte igennem og stoppede først igen, da vi kom ud af parken. Næste stop var ved de bygninger, der blev brugt ved verdensudstillingen i San Francisco i 1915. Dem så vi dog kun udefra, men de var ganske idylliske og mens vi stod her, fik vi historien om kejser Norton den Første af USA. En interessant historie, som du nok vil kunne finde under menupunktet Historie(r) en dag.

Efter besøget ved udstillingsbygningerne kørte vi over Golden Gate Bridge til udsigtsplatformen på den nordlige side af sundet. Her havde vi det næstsidste stop på turen. I modsætning til fire år tidligere, var broen denne gang ikke hyldet i tåge, så vi fik nogle forholdsvis gode billeder af den. Helt gode blev de dog ikke, for selv om der ikke var tåge, var der en del varmedis. Fra broen kørte vi til det sidste stop i Sausalito, en lille havneby nord for Golden Gate Sound. Herfra tog vi færgen tilbage til San Francisco. Alt i alt var det en ganske spændende tur, som rigeligt var de $ 65 værd, som vi hver havde betalt.

Vel tilbage i byen, gik vi en tur på Pier 39, den mest berømte og mest turistede af de moler som udgør Fishermans Wharf. Her så vi på mennesker, souvenirbutikker og søløver. De sidste er ikke på selve molen, men på nogle flåder i havnebassinet. Her har en flok på omkring 10 søløver slået sig ned, efter et jordskælv i 1989, som fik dem til at forlade de klipper uden for byen, hvor de ellers holdt til. I 1990 steg antallet af søløver drastisk til omkring 150, og der har til tider været rapporteret om over 1.000 søløver i dokken, som ikke længere anvendes af andre end netop søløverne.