Drama i San Francisco

Dette skulle have være en simpel om end forholdsvis lang forlægningsdag, men den endte med at blive mere dramatisk, end vi ville have ønsket. Fra Barstow kørte vi mod nordvest ad California Route 58, som faktisk er en pænt stor vej, trods nummeret. Vejen fører gennem en del af Mojaveørkenen og fører blandt andet forbi Edwards Airforce Base, hvor rumfærgerne landede i mange år, indtil de blev flyttet til Florida. Efter ca. 130 km kørte vi ud af ørkenen og ind i nogle lave bjerge. Lige inden man kører ind i bjergene, passerer man Hyundais amerikanske testbane og lidt senere hvad der nok bedst kan betegnes som en flykirkegård, men også det sted, hvor den første private rumflyvning, SpaceFlight One, startede. På bjergenes nederste skråninger står der så mange skæmmende vindmøller, at man kan blive helt dårlig ved tanken om, hvordan Danmark kan komme til at se ud. 70 km længere fremme nåede vi til byen Bakersfield, og her gjorde vi et kort stop. Derefter fortsatte vi mod vest ad CR 58, som her går gennem et landskab med masser af frugtplantager og senere også vinmarker. 25 km senere nåede vi til I-5, som vi skulle bruge for at komme hurtigt mod nord.

I 2006 kørte Dorte og jeg syd på fra San Francisco til San Jose og herfra via en lille vej over bjergene til I-5, da vi skulle til Los Angeles og vores plan var nu at gøre præcis det modsatte, så vi ilede op ad I-5 de næste 235 km til vi kom til CR 152, som var den vej, vi skulle køre ad gennem bjergene. Vejen fører forbi søen San Luis Reservoir, som leverer vand til overrisling af marker i det sydlige Californien gennem kanalen California Aqueduct, som går helt ned til Los Angeles. Vejen var imidlertid ikke lille mere. Siden 2006 var den blevet udvidet fra at være en smal, tospors vej til at have fire brede spor med midterrabat, og den var nu kategoriseret som hovedvej med navnet Pacheco Pass Highway. Det sidste stykke var vejen dog fortsat kun 2-spors, hvor den fører gennem forholdsvis beboede og bebyggede områder med endnu flere frugtplantager. Ved vejen kommer man forbi adskillige stader, hvorfra frugtavlerne sælger egne produkter til rimelige priser, men vi stoppede ikke ved nogle af disse (som i øvrigt også var der i 2006). Ved byen Gilroy nåede vi US 101, som vi så tog op mod San Francisco.

På dette tidspunkt var det Tina, som kørte, og det klarede hun med bravour, selv om trafikken blev tættere og tættere, jo nærmere vi kom på byen. 101 fører forbi San Jose og op gennem Silicon Valley, og her passerede vi hovedsæderne for mange af de store IT firmaer, som ligger i området. Da vi nåede forbi San Franciscos lufthavn gik trafikken stort set helt i stå. Samtidigt fik Tim et behov, som vi ikke kunne dække, så mens han klagede sig, prøvede Tina så godt som muligt at navigere gennem trafikken mod byen. Da vi skulle forlade motorvejen gik det helt i stå igen, og vi fandt aldrig rigtigt ud af hvorfor, men til sidst kom vi igennem og efter en enkelt fejlnavigation kunne vi køre til hotellet. På det tidspunkt var Tim meget desperat, så han sprang ud af bilen og overlod det til Tina og jeg at få bagagen slæbt ind og tjekke ind. Det gjorde vi så, men på det tidspunkt lignede Tina en hængt kat, og hun havde det absolut ikke godt. Bagagen blev slæbt op af en piccolo, så jeg gav Tina 5 dollars og bad hende give ham nogle drikkepenge, når han kom med bagagen, mens jeg gik ned i receptionen for at vente på at Tim skulle blive færdig. Han vidste jo ikke hvor vi havde fået værelse.

Da vi kom op på værelset igen, havde Tina fået det endnu værre, men hun var alligevel ved at SMS'e til Carsten. Efterhånden fik hun det værre og værre med synsforstyrrelser og heller ikke hendes motorik fungerede, og da hun pludselig heller ikke kunne tale, var vi klar over, at den var helt gal, så jeg sendte Tim ned i receptionen for at bede dem om at tilkalde en ambulance eller læge. To minutter efter at han var gået, var "anfaldet" dog overstået, og hun kunne både tale og bevæge sig igen og kunne stå ud af sengen, men havde fortsat synsforstyrrelser. Kort efter at Tim kom tilbage,hørte vi udrykning og kort efter dette bankede det på døren og fem mennesker kom ind på værelset. De to var fra hotellet, mens de tre var fra noget, der kaldes EMS (Emergency Medical Service). Det er en slags førstehjælpsenhed, som kan give hjælp på stedet, og de begyndte at måle puls og blodtryk osv. Kort kom endnu tre mennesker ind. Det var ambulancefolk, og de overtog arbejdet fra EMS folkene, som kort efter gik igen. Det samme gjorde de to fra hotellet, selv om den ene, vicedirektøren, gjorde meget ud af at understrege, at hvis vi fik brug for noget, skulle vi bare sige til. Det fik vi heldigvis ikke, men her er jeg glad for, at vi boede på et forholdsvis stort og "pænt" hotel og ikke et af de landmoteller, vi af og til bor på. Ambulancefolkene undersøgte også Tina og mente, at hun hellere måtte komme på hospitalet og blive undersøgt, så da de selv var klar med, hvad de nu skulle undersøge, kørte de hende ned i ambulancen og fortalte, at de ville køre hende til Saint Francis Memorial Hospital i Hyde Street, som var det nærmeste hospital. Jeg kørte med i ambulancen, mens Tim fulgte efter i den lejede bil, da han havde fået den udleveret af parkeringspersonalet. På dette tidspunkt havde Tina det rimeligt godt igen. Hun havde lidt synsforstyrrelser på det ene øje, og hun havde ondt i kæben, men ellers var hun frisk. I ambulancen fik hun taget EKG, som var helt normalt og det samme var blodtryk og blodsukker (de kan meget i sådan en ambulance). Da vi nåede frem til hospitalet, blev hun kørt ind og lagt i en seng, mens tre sygeplejersker tog sig af hende.

Den ene af dem skulle så være hendes sygeplejerske (en mandlig en af slagsen), og han tog EKG, blodtryk osv. endnu en gang. Kort efter kom en læge, Dr. Kim, og da han havde fået hele historien igen, mente han, at det ville være en god ide med en CT scanning. Fem minutter senere kørte sygeplejersken Tina væk, og 20 minutter senere var hun tilbage igen. Så måtte vi vente ca. 30 minutter på resultatet, og da Dr. Kim kom tilbage, kunne han oplyse, at der ikke var noget at se, men for god ordens skyld ville han gerne lave endnu en scanning, denne gang med kontrastvæske. Så gik der igen ca. 10 minutter inden Tina blev fjernet igen. På dette tidspunkt kørte Tim tilbage til hotellet, og så skulle vi bare ringe efter ham, når vi var klar til at tage hjem. Denne gang tog scanningen lidt længere tid, da kontrastvæsken først skulle nå hovedet, men efter 45 minutter var hun tilbage på ER (Skadestuen). Efter yderligere 45 minutter kom Dr. Kim tilbage og meddelte, at heller ikke denne scanning havde vist noget. Han havde konfereret med en neurolog, og de var begge enige om, at der var tale om et migræneanfald med aurasymptomer med uden hovedpine, noget som en del migrænepatienter lider af. Han mente, at vi godt kunne tage tilbage til hotellet og i øvrigt fortsætte vores tur. Tina skulle nok ikke køre bil de første par dage, og han anbefalede at hun gik til egen læge, når vi kom hjem.

Så skulle papirerne gøres klar, og imens ringede jeg til Tim. Jeg havde allerede, mens vi ventede på ambulancen, talt med Tinas forsikringsselskab, og jeg havde fået en adresse i New York, hvor hospitalet skulle sende regningen til, og mens Tina udfyldte de relevante papirer kom Tim, og så snart vi var færdige med papirarbejdet, kørte vi hjem til hotellet. På det tidspunkt var klokken 23.30 (vi var kørt fra hotellet i ambulancen ca. kl. 18.00), så det var ikke meget, vi fik ud af den første aften i San Francisco. I øvrigt skal man normalt også betale for ambulancekørslen, men lederen af paramedic teamet sagde, at fordi vi var udlændinge, var det "gave" fra The City of San Francisco. Ambulancen var fra San Francisco Fire Department, så nu har Tina også prøvet det. Tilbage på hotellet ringede min telefon, og det var igen forsikringsselskabet, som gerne ville have en e-mail adresse, så de kunne sende mig et sagsnummer, så det fik de – og så gik vi i seng. Vi skulle tidligt op og på bustur næste dag.
 

En kort bustur i San Francisco

I dag skulle vi se San Francisco "by bus", og vi skulle være ved bussens afgangssted 20 minutter før afgang, som var kl. 9, så vi stod tidligt op og gjorde os klar. Derefter gik vi ned til Embarcadero, gaden langs havnen, hvor vi ville tage en sporvogn til Ferry Building nogle kilometer derfra, hvor bussen skulle afgå fra. Desværre gik der en sporvogn lige inden, vi nåede hen til stoppestedet, og da vi kunne se, at de kun kørte med 20 minutters mellemrum på det tidspunkt af dagen, tog vi i stedet en taxi. Det kostede $7, mens så var vi der også til tiden.

Vi tjekkede ind hos "billetdamen", og men vi ventede på afgang, krydsede Tim og Tina vejen for at få noget at spise. Inden de var tilbage, var den første gruppe taget af sted, men da der skulle køre tre busser i alt, gjorde det ikke noget. Vi kom så med den sidste bus, og på grund af vejarbejde måtte busserne ikke parkere, hvor de plejede, så vi gik et par hundrede meter hen til bussen. Tina havde det fint efter gårsdagens forskrækkelse, men hun var meget træt. Guiden fortalte om turen mens vi kørte af sted til det første stop, som var Lombard Street, som jeg før har fortalt om. Her gik vi ned ad den snoede gade, mens guiden lystigt fortalte om området. Nede for foden af bakken holdt så vores bus og ventede, og vi kunne fortsætte til næste stop, Grace Cathedral på Nob Hill. På vejen fortalte guiden, at vi ville have ca. et kvarter i katedralen, og derfra skulle vi så gå en halv times tid til Cable Car Barn og videre derfra til Chinatown.

Al den spadseren kunne Tina ikke overskue på grund af træthed, så vi meddelte guiden at vi blev nødt til at afbryde turen der, og så tog vi en taxa tilbage til hotellet, hvor Tina lagde sig på sengen og sov som en sten. Tim ville gerne se akvariet på Fishermans Wharf, så mens han gik derned, passede jeg på Tina – og læste lidt i en bog. Da Tim kom tilbage et par timer senere, havde han løst sin bundne opgave nemlig at finde et apotek, og det havde han gjort. Han blev så hos Tina, mens jeg begav mig til apoteket, hvor jeg skulle hente nogle migrænepiller, som lægen havde udskrevet dagen før. 18 piller (til ni anfald) kostede den nette sum af 1.600 kr., som jeg senere fik tilbage fra Tinas forsikringsselskab. Da Tina senere vågnede op til dåd, kunne hun se på nettet, at præcis den samme type piller – af samme fabrikat – kunne hun få i Danmark til 53 kr. for 12 stk. Her kan man se, hvad medicintilskud betyder. Heldigvis fik hun i øvrigt ikke brug for pillerne på resten af turen, men nu har hun dem da.

Ved aftensmadstid var Tina så vågen og frisk, at vi gik ned til Pompeij's Grotto på Fisherman's Wharf, hvor vi ellers ville have spist dagen før, og her nød vi endnu en gang deres gode mad. De har nogle dejlige krabbe- og fiskeretter. Efter maden gik vi tilbage langs Fisherman's Wharf, og Tina fik lov at opleve, at en sommer i San Francisco ikke nødvendigvis er varm. "Den koldeste vinter, jeg har oplevet, var en sommer i San Francisco" skrev Mark Twain. Hun måtte derfor købe en trøje i en af de mange boder, der lever af, at mange turister bliver snydt af temperaturen. Mens det var omkring 32 grader, da vi var nede omkring San Jose og omkring 35, da vi senere kom nord på til Crescent City, som også ligger helt ude ved kysten, var det kun ca. 17 i San Francisco.

Efter købet gik Tim hjem til hotellet, mens Tina og jeg fortsatte ned til Pier 39, hvor der er masser af butikker, forlystelser og søløver. Det vil sige, søløverne var der faktisk ikke, på trods af at vi havde lovet Tina, at hun ville få dem at se. Til gengæld fik hun fotograferet en flyvende pelikan.