Shenandoah Skyline Drive

I 2000 skulle vi køre fra Charlottesville i Virginia til Washington DC, men i stedet for at køre ad den mest direkte rute, valgte vi at tage en mindre omvej via Shenandoah Skyline Drive. Denne vej er en betalingsvej, men prisen var $5 for at kunne køre ind og ud af vejen i en hel uge, så det var til at overleve. Vejen begynder ikke langt fra Charlottesville og fører nord på til Front Royal. Vejen går gennem Blue Ridge Mountains højt over Shenandoah dalen, visse steder så højt som 1.000 meter højere end dalbunden, og mange steder er der en fantastisk udsigt over dalen, der var skueplads for mange blodige kampe under såvel revolutionen som borgerkrigen.
 

Under revolutionen boede præsten Peter Muehlenberg i byen Woodstock i dalen. I 1776 holdt han en berømt prædiken over tredje kapitel i Prædikerens Bog. Kapitlet indledes med "Alting har en tid. For alt under himlen er der et tidspunkt" (på engelsk "To everything there is a season…"). Da han kom til vers 8, hvor det hedder "En tid til at elske, en tid til at hade. En tid til krig, en tid til fred." ("...a time of war, and a time of peace,...) forsatte han ikke med vers 9, som man kunne forvente, men sagde i stedet: .."and this is a time for war." Derpå tog han præstekjolen af, og afslørede at han inden under var iført en uniform som oberst i det 8. Virginia infanteri. Inden revolutionen var slut, var han generalmajor i revolutionshæren, og han endte sin dage som skatte- og toldopkræver i Philadelphia. Så galt kan det gå, når man ikke holder sig til sit kald J.

Under borgerkrigen var det især Thomas "Stonewall" Jackson, der gjorde sig i dalen, og senere også Phil Sheridan, der ud over at slås også brændte marker, lader og gårde af. Dalen blev kaldt sydstaternes spisekammer, men Sheridan udtalte, at når han var færdig, måtte "de krager der flyver over dette land selv have forsyninger med". Navnet Shenandoah, kommer fra floden af samme navn, og stammer fra et indiansk ord, det betyder "Stjernernes Datter".

Undervejs ad Skyline Drive nød vi dels udsigten, og dels dyrelivet, hvor det blandt andet lykkedes os at få taget et billede af en virginiahjort ganske tæt på. Men vi nød også Tim, som underholdt os med diverse Runrig sange, som han havde lært udenad. Hvor de har fået det fra, ved jeg ikke, men selvom såvel Dorte som jeg selv er født stort set uden en ren tone i livet, synger begge vore børn ganske godt. Og selv om der ikke var musik til, lød Tims versioner af Runrig, så godt, at vi flere gange på turen bad ham om at gentage opførelsen. Nær byen Luray forlod vi for en stund Skyline Drive. I området nær Shenandoah Valley ligger adskillige hulekomplekser, og et af dem, Luray Caverns, ligger som navnet antyder, nær denne by. Disse huler ville vi gerne besøge, så derfor afstikkeren. Ved Luray er der, som ved så mange andre naturfænomener, anlagt turistcentre med alskens "attraktioner", i dette tilfælde vognmuseum, butik, motel osv.

Hulerne er de største i omegnen af Shenandoah Valley med 5 miles gange, hvoraf rundturen besøger de 1,5 miles (omkring 2,5 km). Man lukkes ind i hulerne i hold, efter at have betalt entre og så er der ellers rundvisning. Hulerne omfatter stort set alle kendte varianter af drypsten. Stalaktitter og Stalagmitter i mange varianter og med mange forskellige udseender, der leder fantasien i retning af fx hvide spøgelser, Old English Sheepdogs, Virginia Bacon, badehåndklæder, Titanias slør, Saracenerens Telt, Spejlæg og meget andet, og er fantasien ikke nok, hjælper guiden gerne lidt på vej. Hulerne rummer også større og mindre søer, blandt andet en lille sø, hvor drypstenene fra loftet spejler sig, så man tror, at der også vokser drypsten op fra bunden af søen – hvilket der ikke gør. I en af hulerne, der kaldes Katedralen, findes "The Great Stalagpipe Organ". Det er et orgel uden piber. I stedet opstår tonerne ved at små hamre slår ind på særligt udvalgte drypsten, der herved afgiver forskellige toner. Under rundvisninger spiller orgelet automatisk, mens der ved andre lejligheder spilles på det via et klaviatur som på alle andre orgler. Det er blevet meget populært at holde bryllup i denne hule, men da vi var der måtte vi nøjes med en automatiseret version af "Oh Shenandoah", men det lød nu meget godt. Temperaturen i hulen ligger hele året på 12° celsius, og den dag, vi var der var det omkring 26° udenfor, så det føltes ret køligt inde i hulerne.

Da besøget var slut kørte vi tilbage til Skyline Drive og fortsatte nord på. Ved Front Royal forlod vi Skyline Drive. Det var vi nødt til, da vejen ikke gik længere. Selve Front Royal er der ikke meget at sige om, bortset fra, at Davy Crockett efter nogle historier arbejdede nogle måneder som hattemagerlærling i byen omkring 1798, men det ses ikke mere. Fra Front Royal tog vi motorvejen til Washington DC endnu en oplevelse rigere.