Den sidste mohikaner

Efter vores ophold i Millinockett, kørte vi igen vest på. Det vil sige vi startede faktisk med at køre nordøst på, fordi vi ville køre ad en scenic route (smuk vej). Desværre så vi ikke meget andet end vejtræer og et enkelt sted et glimt af en flod. Det var så trist, at vi valgte at tage motorvejen mod syd gennem Maine til Bangor, hvor vi drejede mod vest ad U.S. Route 2 (U. S. Highway 2). Der var tale om en forlægningstur, men da vejen gik gennem ganske kønne landskaber og byer med hyggelige navne som Skowhegan og Rumford var det alligevel en interessant tur. Området er domineret af papirindustri, og i Rumford, hvor vi gjorde det eneste længere ophold for at se på det lokale vandfald, var der da også adskillige papirfabrikker. Vandfaldet i Rumford er i øvrigt det højeste i USA, øst for Niagara, og ved faldet ligger der også et elektricitetsværk. Mens vi var i Rumford, begyndte det at regne, og det fortsatte det så med resten af dagen.

Fra Rumford fortsatte vi mod vest ind i New Hampshire, hvor vi gjorde et enkelt stop for at fotografere et bjerg. Vi fortsatte videre af den regnvåde vej og efter 60 km i New Hampshire, var vi i Vermont. Her fortsatte vi til hovedstaden Montpelier, som er interessant derved, at den med sine kun ca. 8.000 indbyggere, er den mindste by, der er hovedstad i en stat i USA. Uden for byen fandt vi et hotel, hvor vi dels overnattede, dels vaskede tøj. Nåh, ja og spiste aftensmad på en restaurant lige ved siden af.

Næste dag kørte vi nordvest på ad motorvejen, I-89, til Vermonts største by, Burlington. Den har 38.000 indbyggere, og er dermed den mindste by, der er den største by i en stat. Der er ikke mange mennesker i Vermont. Fra Burlington tog vi US Highway 7 mod syd. Det var faktisk hele formålet med at køre til Burlington i første omgang. Denne vej var kåret som Vermonts "Best of the Road" og det var da også en køn tur. Hele den første del af strækningen havde vi udsigt til Lake Champlain, der skiller staterne Vermont og New York. Ved byen Rutland stoppede vi for at få lidt frokost og så kørte vi ellers over på US 4, som på en meget kort strækning mellem Rutland og grænsen til New York er motorvej. Vejen går gennem den vermontske del af Adirondack bjergene, som har sin største del liggende i New York.

Ved grænsen til New York State ophørte motorvejen og Route 4, fortsatte son en almindelig lille landevej gennem det newyorkske landskab. Vi fortsatte mod sydvest ad US 4 nogle miles til byen Fort Ann, der ligger i den del sydlige af Adirondack Mountains. Her skiftede vi til New York Route 149 mod byen Lake George. På en del af denne strækning kører man gennem den sydlige del af Adirondack State Park. Dette er den største statspark i USA. Parken er med sine 24.700 km² større end  hele Vermont, eller lige så stor som Yellowstone, Grand Canyon, Yosemite, Glacier og Great Smoky Mountains nationalparkerne til sammen. Vi så nu kun den absolut sydligste del af parken, og befandt os inde i denne i under 30 minutter. Målet for vores udflugt var Lake George, der både er navnet på en by og en sø. Søen ligger i den sydøstlige del af parken, og byen er en rigtig turistby med hoteller, moteller, restauranter, campingpladser mm. Det er typisk et sted, hvor newyorkere tager hen og holder ferie. På søen sejler hjuldampere, lystbåde med og uden motor, og der er et leben af hangglidere i snor efter speedbåde, vandskiløbere og meget andet.  

Det var nu ikke derfor, at vi ville se byen/søen, men fordi den var hjemsted for Fort William Henry. Fortet eksisterer som sådan ikke mere. Det blev opført i 1755 som forsvar mod franskmændene under den såkaldte "franske og indianske krig". Allerede i 1757 blev fortet erobret af franskmændene, som efter erobringen rev hele fortet ned. I 1953 blev området udgravet, og der blev opført en kopi af fortet. Hvorfor nu besøge en kopi af et længst hedengangen fort? Jo, for her begynder bogen "Den sidste Mohikaner" af J. F. Cooper, en af min barndoms mest spændende historier, så derfor måtte jeg nødvendigvis se stedet. Historien i romanen er i virkeligheden ret meget ahistorisk, men det gør den jo ikke mindre spændende. Blandt andet har Cooper kaldt en af hovedpersonerne Uncas (den næstsidste mohikaner), men den ægte Uncas, var ikke mohikaner, men moheganer, en helt anden stamme, der levede i Connecticut, ikke i New York. Og den ægte Uncas levede ca. 100 år før bogen foregår. Men sådan er der jo så meget.

Under alle omstændigheder besøgte vi fortet. For et "beskedent" beløb købte vi billetter, og så gik vi rundt og så på rekonstruktionen, hvor der også er "optræden" af soldater i engelske uniformer fra 1700-tallet mm. Det mest interessante var egentlig en udgravning, hvor man havde fundet rester af soldater, der var blevet dræbt under den massakre, som huronindianerne faktisk udførte på engelske fanger efter at franskmændene havde erobret fortet. Uden for rekonstruktionen er indrettet en lille kirkegård, hvor de seks lig ligger begravet. Her ses en sten med den interessante indskrift John Doe, Unknown, 1736 til 1756. Det er ret imponerende at man kender fødsels- og dødsårene for en ukendt.  

Vi spiste frokost på en restaurant med en fin terrasse med flot udsigt over søen og et murmeldyr, der hyggede sig på skråningen ved siden af. Derefter forlod vi igen min barndoms minder og kørte syd på mod Newburgh, hvor vi ville overnatte. Det var faktisk den 4. juli, men da vi var trætte efter en lang dag, spiste vi aftensmad på en TGI Friday - og gik så tilbage til hotellet, hvor vi nøjedes med at lytte til fyrværkeri i det fjerne.