En skidt knægt!

I 1719 udgav forfatteren Daniel Defoe den roman, der mere end nogen anden skulle gøre ham verdensberømt - også i nutiden. Det var historien om "Robinson Crusoe". Faktisk skrev han yderligere to bøger om Robinson, men dem er der næsten ingen, der husker i dag. Nummer to, "The Farther Adventures of Robinson Crusoe" som udkom samme år, som den første bog, skulle have været sidste bind, men senere (i 1720) udgav han også "Serious Reflections During the Life & Surprising Adventures of Robinson Crusoe, With His Vision of the Angelic World". Sidstnævnte var ikke så meget en roman som en række essays om moral, lagt i munden på Robinson, for at gøre dem mere interessante.

Den oprindelige titel på Robinson Crusoe var ret lang: "The Life and Strange Surprizing Adventures of Robinson Crusoe, Of York, Mariner: Who lived Eight and Twenty Years, all alone in an un-inhabited Island on the Coast of America, near the Mouth of the Great River of Oroonoque; Having been cast on Shore by Shipwreck, wherein all the Men perished but himself. With An Account how he was at last as strangely deliver'd by Pyrates" Bogen blev i første omgang udgivet med Robinbson Crusoe som forfatter, hvilket fik mange til at tro, at det var en virkelig persons oplevelser, den handlede om. Senere udgav Defoe den imidlertid under eget navn. Da det blev klart, at der var tale om en roman, mente man, den var baseret på en rejsebeskrivelse, som var udgivet i 1712, og som handlede om Woode Rogers ekspedition til Stillehavet, hvor man havde reddet en skibbruden ved navn Alexander Selkirk fra en øde ø ud for Chiles kyst.

I dag er de fleste forskere enige om, at Robinson Crusoe kun i begrænset omfang har været inspireret af Selkirk. Der er simpelthen for store forskelle på Selkirks og Robinsons oplevelser til at bogen kan være alene baseret på Selkirk. I dag tror man snarere at hovedinspirationen var en vis Henry Pitman, som også strandede på en øde ø i Caribien Også en honduransk indianer, der tilbragte 3 år alene på en ø, har været omtalt som inspiration - eventuelt til Fredag.

Nu skal denne artikel ikke handle om Robinson Crusoe, men netop om Alexander Selkirk eller Selcraig, som han egentlig var født. Som overskriften antyder, var han som ung det, man i min barndom ville have kaldt "en rigtig skidt knægt"; i dag måske snarere en "rod" eller nogen i samme stil. Selkirk blev født i 1676 i Lower Largo nord for Edinburgh i  Skotland. Her findes også i dag et Crusoe Hotel, der står en statue af Robinson og der findes et Selkirk House. Alexander var den syvende søn af en garver og skomager, og under sin opvækst lærte han noget om garveri, hvilket skulle komme ham til gavn senere.

Han var som sagt en skidt knægt. Familien kunne ikke styre ham, og han var stridbar og uregerlig og kom tit i knibe. I 1693, 17 år gammel, blev han tilsagt til at møde for "kirkerådet" (Kirk Session), i den presbyterianske kirke, som familien var medlemmer af. Her skulle han forsvare sig mod anklager om "upassende opførsel i kirken". Han mødte dog ikke op til mødet, da han i mellemtiden var stukket til søs. En enkelt kilde vil vide, at han allerede som 15-årig var stukket til søs, men kom hjem igen. Hvornår han kom tilbage til Lower Largo vides ikke med sikkerhed, men i 1701 (25 år gammel) blev han igen stævnet for kirkerådet, denne gang for at have tævet to af sine brødre, der havde lavet en practical joke med ham ved at få ham til at drikke saltvand i stedet for ferskvand. Da faderen blandede sig, fik han også tæsk af sønnen. Endnu engang undlod han at møde, og stak til søs i stedet, hvor han mønstrede på et piratskib.

I 1703 sluttede han sig til besætningen på William Dampiers kaperskibe, som skulle på en ekspedition til Sydhavet (det sydlige Stillehav). Dampier have et kaperbrev fra den engelske Lord High Admiral under dronning Anne, og det gav ham tilladelse til at borde og plyndre spanske og franske skibe. Dette foregik under Den Spanske Arvefølgekrig, som trods navnet især blev udkæmpet mellem England og Frankrig. Dampier havde selv kommandoen over skibet St. George, mens Selkirk, der nu var en rutineret sømand, blev udnævnt til navigatør (en meget vigtig post, da mange kaptajner ikke vidste noget om navigation) på det erobrede franske skib Cinque Port under kommando af kaptajn Thomas Stradling, der kun var 21 år.

I begyndelsen af 1704 rundede styrken Kap Horn og sejlede ind i Stillehavet. Her mødte man og indledte kamp med et fransk skib, St. Joseph, som desværre for kaperne viste sig at være velbevæbnet og kampen endte med at  det franske skib slap væk, og nåede at advare andre franske og spanske handelsskibe i området om de engelske sørøveres tilstedeværelse. Samtidigt blev besætningen ramt af underernæring (forsyningerne slap op) og sygdom, så besætningen, der oprindeligt bestod af 90 mand, blev reduceret til 42. Styrken angreb den panamanske mineby Santa Maria, men heller ikke dette faldt heldigt ud, da man faldt i baghold. Herefter mødte man dog et spansk skib, Asuncion, som man nemt overmandede. Selkirk blev i første omgang gjort til chef for prisen, men Dampier fortrød og lod skibet sejle efter at have plyndret dette for værdier og fødevarer. Det fik  Stradling til at forlade Dampiers ekspedition med Cinque Port for at forsøge sig på egen hånd.

I september opankrede kaptajn Stradling Cinque Port ved øen Mas a Tierra i Juan Fernandez øgruppen godt 600 km øst for Chiles kyst. Selkirk, der - måske på grund af sit temperament - ikke kom godt ud af det med kaptajnen, forsøgte at overtale ham til at blive på øen og reparere skibet eller vente på undsætning, da Cinque Port efter Selkirks mening ikke længere var sødygtigt efter en skudveksling med et fransk handelsskib og et angreb af pæleorm. Da kaptajnen nægtede, bad Selkirk om at blive efterladt på øen. Det blev bevilget uden problemer, da kaptajnen, der selv var kendt som en tyran, gerne ville af med brushovedet Selkirk. Han blev sat i land med nogle få genstande: En Bibel, en musket med krudt og kugler, noget tøj samt noget linned, nogle navigationsinstrumenter, tobak og noget værktøj, blandt andet en kedel, en kniv og en økse samt et fyrtøj. Desuden proviant til omkring en uge. Da han opdagede at ingen andre af besætningen ville blive øen sammen med ham, fortrød han og løb ud i vandet og bad om at komme med på skibet, men Stradling nægtede at tage ham ombord igen, og enkelte kilder vil vide, at han nød at sige nej. Selkirk måtte derfor blive på øen, hvorfra han regnede hurtigt at blive taget op at et andet forbipasserende skib. Da han blev reddet, fik han at vide, at han havde haft ret. En måned efter at Selkirk var blevet forladt på øen, sank Cinque Port ud for Peus kyst, og kun kaptajnen og 21 mand af besætningen, reddede sig i land på en ø, hvor yderligere 14 døde. Til sidst overgav man sig til besætningen på et spansk skib,  som sejlede dem til Lima i Peru. Her blev de sat i fængsel, hvor de blev udsat for tortur og misbrug, og hvor alle døde, bortset fra kaptajn Stradling som det lykkedes at flygte. Han vendte hjem til England, men uden penge og med et nedbrudt helbred.

I begyndelsen blev Selkirk på stranden, hvor han levede dels af den proviant, han havde fået overladt dels af muslinger og krabber, som han kunne fange i vandkanten. Selkirk vidste at andre var blevet forladt på øde øer og havde overlevet - også nogle der var værre stillet end han selv, så han besluttede sig for at gøre dem kunsten efter. Fra kysten kunne han holde øje med skibe, der nærmede sig øen, men uden held, og da den del af stranden, hvor han holdt til, blev "invaderet" af en stor koloni af søløver i parringstid, flyttede han længere ind på øen. Her opdagede han, at der levede geder, som var efterkommere af nogle geder, som var sat i land af tidligere besøgende på øen. Desværre var der ved samme lejlighed også kommet rotter og nogle få katte til øen, men begge dele havde formeret sig kraftigt. Han byggede to små hytter nær et vandløb, hvoraf den ene var til at sove i, og den anden til madlavning. I begyndelsen blev han bidt af rotter om natten, men ved at fodre kattene med gedekød lokkede han efterhånden flere hundrede katte til sit nabolag, og det løste rotteproblemet. Nogle katte blev så tamme, at de sov inde i hyttet hos ham. Det viste sig efterhånden, at hans liv trods disse genvordigheder blev en del nemmere end da han boede på stranden. For det første havde han gederne, som han dels kunne få mælk fra, dels kunne skyde og få kød. Faktisk førte han regnskab over hvor mange geder, han dræbte. Godt 500 i alt blev det til under hans ophold på øen. Desuden var der mange bær og frugte på øens indre, som kunne sikre at han fik så meget c-vitamin, at han undgik skørbug. Også peber voksede på øen og det brugte han som krydderi. Ud over hytterne lavede han en sti til et udsigtspunkt, hvorfra han kunne overskue øens naturlige havn, og herfra holde øje med anløbende skibe.

Efterhånden forsvandt hans forsyninger. Hans tøj blev slidt op og hans kniv knækkede. Krudt og kugler var der heller ikke så meget tilbage af. Her kom hans opvækst som søn af en håndværker ham til gode. Han lavede en ny kniv af tøndebånd fra en af de provanttønder, han havde fået med, han syede tøj af gedeskind, som han havde garvet med urin (hans far var jo garver, og han havde lært den teknik som barn), så det blev forholdsvist blødt. Da hans sko blev slidt op, havde han så hård hud under fødderne, at han ikke lavede nye sko, selv om havde midlerne. Da han løb tør for krudt og kugler, måtte han jage til fods, og ved en sådan lejlighed faldt han ud over en høj skrænt, men landede på den ged, som han havde forfulgt, hvilket formodentlig redede hans liv. Der gik imidlertid tre dage, før han var i stand til at rejse sig og vende hjem til lejren.  Efter faldet, begyndte han at fange unge geder, som han lemlæstede ved at skære nogle sener i benene over, så de ikke kunne løbe stærkt. På den måde var han sikker på, at han også kunne fange føde, hvis han selv skulle blive svagelig. Af og til fangede han geder "for sjov". Dem satte han fri igen efter at have skåret et mærke i deres øre, så han kunne se, at dem kunne han godt fange.

Hver dag tilbragte han flere timer på sin udkigspost. Når han ellers ikke arbejdede på at lave tøj eller redskaber eller gik på jagt, læste han højt for sig selv af Bibelen og sang de salmer han kunne huske. Dels som trøst, men også for at holde sit engelske sprog ved lige. På et tidspunkt spottede han to skibe på vej mod øen og han løb ned til stranden for at tænde det bål, han havde anlagt til samme formål. For sent opdagede han at skibene var spanske, men da havde spanierne allerede sat en styrke i både, for at fange ham. ASom skote og kaper var han overbevist om, at han ville blive hængt, hvis han blev fanget (nok ikke nogen helt forkert forventning), så han flygtede ind på øen. Spanierne forfulgte ham, men fangede ham ikke. De eftersøgte ham dog i to dage, før de igen forlod øen.

Først i februar 1709 fire år og fire måneder efter at han blev forladt, kom de engelske kaperskibe Duke og Duchess til øen. Lods på skibene var William Dampier, som genkendte Selkirk og kunne sige god for ham, da han kom ombord i Duke. Da han blev hentet på øen havde han svært ved at udtrykke sig klart, formodentlig af mangel på brug af sproget - men nægtede i første omgang at gå ombord, med mindre han fik garanti for at Stradling ikke var med. Besætningen i jollen, der hentede ham, havde aldrig hørt om Stradling, og mente i første omgang, at han var sindssyg, dels på grund af hans usammenhængende tale, og dels på grund af hans påklædning som bestod af gedeskindstøj og så den sidste af de skjorter, han havde haft med, da han blev efterladt. Senere blev man klar over det modsatte, og ekspeditionslederen Woodes Rogers var imponeret af den livskraft, han lagde for dagen. Det samme var lægen Dr. John Dover, kaldet Dr. Quicksilver, og Selkirk skaffede besætningen både gedekød og frugt, og på den måde blev nogle besætningsmedlemmer med begyndende skørbug reddet fra denne sygdom.  Selkirk blev gjort til 2. styrmand på Duke, da han jo var en erfaren navigatør, og senere fik han kommandoen

 over en prise, som ekspeditionen havde taget. Med den angreb han byen Guayaquil i det nuværende Ecuador. Han forfulgte nogle flygtende spanske kvinder op ad floden, hvor han "befriede dem" fra deres guld og smykker. Senere patruljerede man ved Mexicos Stillehavskyst, og her erobrede man et spansk skib, Nuestra Señora de la Encarnación y Desengaño, som blev omdøbt til Bachelor. John Dover fik kommandoen med Selkirk som chefnavigatør. Han var ombord på Batchelor tværs over Stillehavet til Hollandsk Ostindien, hvor han igen kom ombord i Duke, hvor han fungerede som "Sailing Master" på turen rundt om Kap det Gode Håb og hjem til England. Duke ankom til Kent i 1711, 8 år efter at han var taget af sted.

Han blev i London et stykke tid, men tog så hjem for at besøge sin familie i Lower Largo. Her troede man, at han for længst var død, og man blev meget overraskede over at se ham i live. Ikke mindre overraskede blev man over hans fine påklædning og de 800 pund, han havde fået som sin del af byttet (omkring 106.000 pund i nutidens valuta). Han brød sig ikke om fællesskabet og trak sig ofte tilbage i ensomheden i en hule på en bakke nær byen. Han blev derfor ikke længe, men vendte tilbage til London. Woodes Rogers skrev en bog om sin ekspedition og i denne blev opdagelsen af Selkirk på øen og hans redning fra denne omtalt, hvilket fik en journalist til at opsøge Selkirk og skrive en bog om hans oplevelser på øen. En bog, der simpelthen havde titlen "The Englishman". Efter nogle måneder i London var den sindsro, som han havde opnået under sin tid på øen igen forsvundet, og hans gamle vaner og temperament vendte tilbage. Han blev anklaget for at have overfaldet en skibstømrer i Brístol og måtte tilbringe to år i fængsel. Efter fængselsopholdet vendte han tilbage til Lower Largo, hvor han mødte en 16-årig malkepige, som han stak af med. I begyndelsen af 1717 rejste de to sammen til London, hvor de blev gift (selv om enkelte kilder mener, at de aldrig blev formelt gift). Imidlertid passede det stillesiddende liv ham ikke, og han meldte sig kort efter til Royal Navy, og kom igen til søs.

Under et besøg i Plymouth i 1720 giftede han sig med enken efter en kroejer tilsyneladende helt uden hensyn til den pige, han allerede var gift med. Da han jo var flåden skulle han imidlertid af sted igen. Han var nu blevet løjtnant og gjorde tjeneste som Master's Mate (understyrmnand) på HMS Weymouth. At han var Master's Mate som løjtnant var en sjældenhed, da de fleste i den position var underofficerer. Weymouth var et linjeskib af fjerde rang (den laveste) med 50 kanoner. Skibet bekæmpede - noget ironisk henset til Selkirks tidligere liv -pirater ved Vestafrikas kyst. Under togtet blev adskillige besætningsmedlemmer, blandt andre Selkirk, smittet med gul feber, og han døde af sygdommen den 13. december 1721 og blev begravet til søs.

Når nogle stadig mener, at Selkirk var model for Robinson Crusoe skyldes det to forskellige ting. Ligesom Selkirk gik Crusoe klædt i gedeskind. Mens Selkirk befandt sig i Stillehavet, hvor det var køligt det meste af året, var Robinson Crusoe på en ø i Vestindien tæt på Trinidad, hvor gedeskind ville have været ubehageligt varmt. Desuden lader Defoe Crusoe møde både sæler og pingviner på sin ø, og det forekommer ikke i Vestindien, men kun på Galapagos (og i Sydishavet). Derfor antages det, at Defoe i hvert fald er blevet delvist inspireret af Selkirks historie. Øen, Mas a Tierra er senere blev omdøbt til Robinson Crusoe Island, selv om romanens Crusoe altså ikke kom i nærheden af den. Det gjorde til gengæld et skotsk/japansk hold arkæologer, som omkring 2007 fandt Selkirks lejrplads, som blev identificeret ved nogle af de redskaber og instrumenter, han selv havde fortalt, han havde ladet tilbage på øen.