Smaragdbyen

Jeg er generelt nok mere til åbne landskaber end til storbyer, men der er en række storbyer som jeg sætter pris på, om end af ganske forskellige grunde; nogle af dem kan jeg formodentlig end ikke begrunde. Stockholm, Berlin og London er nogle af dem, Cairo og Alexandria er andre, og også i USA er der nogle storbyer, som jeg ligefrem godt kan lide. Øverst på listen stod tidligere New Orleans, som havde en helt speciel stemning. Sandsynligvis på grund af dens meget blandede kultur, de hyggelige mennesker, og hele miljøet. Efter "Katrina" i 2005, har jeg ikke været i byen, men jeg frygter at det specielle ved den kan være væk for altid. (Det var det så ikke, kunne vi konstatere i 2012.) Også to andre amerikanske byer står højt på min liste over storbyer, nemlig San Francisco og Seattle, og det er om sidstnævnte at dette skal handle.

Første gang vi kom til byen fløj vi dertil direkte fra København, og turen tager en time. I hvert fald på uret. Afgang ca. kl. 16.00 dansk tid og ankomst ca. kl. 17.00 amerikansk vestkysttid. Efter landingen fik vi den første overraskelse. Tidligere havde vi altid landet på østkysten (bortset fra en enkelt gang i Chicago), og der var altid meget lang kø ved indrejsekontrollen, og de personer, der stod der, så altid ud som om, de regnede med, at alle tilrejsende var terrorister, spioner eller andre uhyrlige personer, og samtidigt så de ud som de faktisk hadede deres job. I Seattle gik det betydeligt hurtigere, selv om der ikke var meget færre ankommende, i hvert fald ikke, da vi kom, og de ansatte så ud som om, de var glade for at se de tilrejsende. Det var lutter smil og "Velkommen til USA og Seattle" fra alle officielle, vi mødte.

Hotellet, vi boede på, lå ude ved SeaTac lufthavnen omkring 30 km fra Seattles centrum, så dagen efter vores ankomst, entrede vi vores lejede bil og drog ind mod centrum. Vi kørte til det område, der kaldes Seattle Center (her findes blandt andet en række museer, en forlystelsespark og så ligger også Space Needle i området). Her fandt vi uden problemer en parkeringsplads, hvor vi for et beskedent beløb ($5) kunne holde hele dagen. Her satte vi bilen – og så tog vi resten af dagen til fods.  

Vi besluttede at indlede vores besøg med at tage en tur op i Space Needle. Der var en del kø allerede på dette tidspunkt, og efter at vi havde købt billet måtte vi vente i ca. 20 minutter, før det blev vores tur til at komme med elevatoren de ca. 160 meter op.

Space Needle er Seattles vartegn. Sammen med resten af Seattle Center blev den bygget til Verdensudstillingen i 1962. Tårnet er 184 meter højt, og i 159 meters højde findes en udsigtsplatform og 7 m under den en roterende restaurant som roterer en omgang på præcis en time. Der fører tre glaselevatorer op til udsigtsplatformen, og turen tager 42 sekunder. Da tårnet blev bygget, var det Seattles højeste bygning, men i dag er det kun nummer 6, da der er bygget en række kontorbygninger, der er højere.

Udsigten fra Space Needle er ret fantastisk. Man kan se det meste af byen, bjergkæderne i Cascade Range og Olympia Range samt vulkanen Mount Rainier, der er byens naturlige vartegn på samme måde som Space Needle er det menneskeskabte.  Desværre var der en del varmedis, da vi var der, selv om det var tidligt på formiddagen, så både vulkan og bjerge var noget slørede, men det ændrede ikke på det generelle indtryk. Da vi kom ned igen, besøgte vi den souvenirbutik, der ligger ved foden af tårnet, men vi købte nu ikke andet end noget vand og et par småting. Efter besøget gik vi ned mod downtown (Seattle Center ligger et par miles nord for centrum).  Her besøgte vi Pike Place Market, som er et offentligt marked. Der er butikker i ikke mindre end fire etager. Markedet ligger mellem Pike Place (som er en gade) og havnen. Mellem de to gader, er der en ret stor højdeforskel, så den etage man går ind i fra Pike Place er fjerde etage, hvis man går ind fra havnesiden. Højdeforskellen forsætter i øvrigt videre op mod byen, som har nogle ret stejle gader mellem Pike Place og 1'st Avenue – og lidt mindre stejle mellem 1'st Avenue og 2'nd Avenue.

Vi startede med at gå gennem den øverste etage, hvor der hovedsageligt ligger fødevarebutikker (foruden souvenirbutikker, blomsterhandlere mm). Blandt andet kan man her finde nogle frugt- og grøntboder med meget lækre varer, slagtere og butikker, der sælger specialiteter så som røgvarer og nødder mm. En sådan bod, hvor de kun solgte hasselnødder, måtte vi naturligvis standse op og beundre, for det var jo en ret så underlig en ting at specialisere sig i (i stil med en peanutbutik, vi ved en anden lejlighed besøgte i Charleston, South Carolina). Boden havde hasselnødder i mange forskellige varianter: tørrede, saltede, med pebersmag, barbecuesmag, glaserede, brændte osv. Alle selvfølgelig fra egen hasselnøddefarm. Og de var store – ca. dobbelt så store som de hasselnødder, vi køber til jul her i landet. Der var smagsprøver, og efter at have prøvesmagt nogle forskellige slags, købte vi nogle nødder til at fortære på den videre tur.

Men markedets clou er så absolut en af de tre fiskehandlere, nemlig Pike Place Fish Company (World Famous), som de selv skriver. Her står arbejdsglæde i højsædet, og der er lavet film til undervisningsbrug om og med denne fiskehandel og dens filosofi – jeg bruger dem selv i min undervisning, så dem skulle vi nødvendigvis besøge. En del af deres koncept går ud på at råbe og skrige til hinanden. Beder en kunde fx om en laks – eller tre krabber, råber den ekspedient, der taler med kunden: "Three Crabs" og resten af personalet svarer så i kor "Three Crabs Flying Away" eller noget i den stil. Dette skal af og til tages ret bogstaveligt, da krabber, laks og andre fisk ofte flyver gennem luften, når ekspedienten ved disken, hvor fiskene ligger, kaster den til "indpakkeren" bag i lokalet. Af og til inddrages kunderne i kasteriet – og mens vi var der, kastede en ekspedient først en fisk til en af sine kolleger, som greb den og lod den gå videre. Dernæst kastede en anden ekspedient en anden fisk i hovedet på en kunde (det viste dog at denne fisk var af gummi). Vi stod længe og så på hele menageriet, og fik i øvrigt en smagsprøve på en helt fantastisk røget laks – helt klart den bedste røgede laks, som jeg nogensinde har fået.

Efter besøget i Pike Place Fish, gik vi først ud på en udsigtsplatform og nød udsigten over Puget Sound, som Seattle ligger ved, og hvor man kan være heldig at se hvaler, især spækhuggere, som af og til svømmer helt ind i byens havn, men det oplevede vi desværre ikke. Vi fortsatte derfor ned i de underliggende etager, hvor der mest er gallerier og souvenirbutikker af forskellig art. Da vi nu var nede i bunden, fortsatte vi ned til  byens "Waterfront", hvor vi besøgte det lokale akvarium. Her er det især dyrelivet i og omkring Puget Sound og det nordlige Stillehav, som er på banen.  Vi så selvfølgelig mange forskellige fisk, men også sæler og søløver og både de sjældne havoddere og "almindelige" ferskvandsoddere. Efter akvariet fortsatte vi op til byens forretningskvarter, hvor vi blandt andet besøgte en boghandel - som vi næsten altid gør når vi er i USA eller England - bøger er nu engang meget billigere, bår sprogområdet er større. Vi hyggede os i boghandelen en times tid, og gik så tilbage mod Seattle Center og bilen.

Seattle er den største by i staten Washington. Byen, ligger som nævnt i et meget bakket terræn, der fra havnen stiger kraftigt op mod resten af byen. Sydøst for byen ligger Mount Rainier, som ikke kun kan ses fra Space Needle men også fra mange andre steder i byen. Byen er kendt for at have flere regnvejrsdage end solskinsdage. Det regner ca. 200 dage om året, men indfødte seattlere mener at dette er forkert. De er overbeviste om at det regner mere! Faktisk regner det ikke meget mere end i Danmark ca. 1000 mm i gennemsnit mod vores ca. 700 mm. Og da vi var der første gang, skinnede solen fra en næsten skyfri himmel hver dag, og temperaturen lå mellem 30 og 35 grader. Til gengæld regner det en hel del på Olympic Peninsula lige på den anden side af Puget Sound. Her ligger blandt andet Hoh regnskoven, hvor der falder omkring 4.200 mm om året.

Byen er opkaldt efter indianerhøvdingen Seattle, som var leder af Suquamish og Duwamish stammerne – de to indianerstammer, der boede i området, da de hvide kom dertil. Der står en statue af Høvding Seattle (eller Noah Sealth, som hans navn egentlig var) på et af byens torve, Tilicum Place, og da vi passerede statuen på vores vej, blev den selvfølgelig også behørigt fotograferet. Billedet kan du se under Billeder - USA - Washington, hvor der også er mange flere billeder fra byen. I 1889 nedbrændte det meste af det, der dengang var kendt som forretningskvarteret omkring Pioneer Square. Heldigvis døde ingen mennesker under branden, som var medvirkende til, at Seattle den dag i dag hylder brandfolk og holder brandmandsfestival med mere.  Efter branden besluttede man at genopbygge området oven på ruinerne af den gamle by, og man kan i dag komme på en tur i "undergrunden", og se hvordan Seattle så ud inden 1889.  Senere, i slutningen af 1890'erne, gjorde "The Klondike Goldrush" Seattle til centrum for transport nordpå.

Ved vores første besøg i byen havde vi primært fokuseret på den del af byen, der ligger nord for downtown, så næste gang ville vi se noget af det, der lå syd på. Denne gang valgte vi at parkere noget tættere på centrum, så vi fandt et sted i nærheden af Pike Place. Her havde vi næsten ikke fået bilen med ud igen, men det er en anden historie, så den kommer måske en anden gang. Da vi havde stillet bilen gik vi i retning af Pioneer Square, byens gamle centrum for ikke mindst tømmerhandelen. Her ved Pioneer Square trak man tømmerstokkene ind til byen gennem de mudrede gader. Vi gik rundt og så på nogle af seværdighederne i nabolaget af Pioneer Square, fx Waterfall Park og Klondike Gold Rush Park, og på selve Pioneer Square lyttede vi til levende musik inden vi gik tilbage mod Pike Place Market. På selve gaden, Pikes Place, fik vi os en kop kaffe på verdens første, og dermed ældste Starbuck's. Her kunne man ikke sidde, men måtte nøjes med at købe kaffen og så drikke den på gaden uden for. Så det gjorde vi. Der er rigtigt mange Starbuck's i Seattle, men der er også mange andre kaffesteder, og måske er Seattle den by i verden, der har flest kaffesteder i forhold til antallet af indbyggere. Den første Starbucks har i øvrigt et logo, der er anderledes en det, man kender fra alle andre Starbucks' i verden. På dette logo er har de tre havfruer nemlig blottede bryster. Alle andre stedet er brysterne dækker af havfruernes hår.

En af de ting, jeg holder meget af ved Seattle er, at den virker meget ren, både selve byen, men også luften og naturen omkring byen. Til gengæld er der vulkaner, men det er jo også natur J. Byen er kendt som Emerald City, og et af de indtryk man da også får, er at her er rigtigt meget grønt, så tilnavnet passer ganske godt.