Smukkeste og korteste

Da vi forlod West Glacier havde vi kun planlagt en forholdsvis kort køredag, men vejrguderne ville det anderledes, og og dagens tur skulle ende med at blive ganske lang. Det væsentligste indhold af dagens køretur, skulle være en tur ad Going-to-the-Sun Road gennem Glacier National Park fra West Glacier, hvor vi boede til Saint Mary på østsiden af bjergene. Dertfra ville vi så køre til Browning i Blackfoot reservatet og overnatte. 

De første 30 km ind i parken havde vi allerede set dagen før, så vi kunne koncentrere os om de sidste (og smukkeste) 50 km gennem parken ad Going-To-The-Sun Road, som anses for en af verdens smukkeste veje (amerikanerne anser den for at være den smukkeste) og da vi kørt tidligt hjemmefra, var der ikke så mange mennesker i parken, hvilket var, hvad vi havde regnet med. Til gengæld var det overskyet og gråt i gråt med småregn ind i mellem.

På vej op gennem bjergene sænkede skydækket sig mere og mere, og på nogle tidspunkter havde vi skyer både over og under os og til andre tider var vi helt hyldet i dem, så vi kun kunne køre 10-15 miles i timen og det var så som så med den smukke udsigt. Et sted blev vi stoppet af vejarbejde i ca. 20 minutter, men netop på det sted, var det fuldstændigt umuligt at se andet en bilen foran os på grund af tåge. Trods de dårlige vejrforhold gjorde vi holdt en del steder for at tage billeder af de skydækkede bjerge og bjergskråninger, men også af vandfald mm. Hjemmefra havde vi læst, at parkeringspladsen på vejens højeste punkt, Logan Pass i 2.026 meters højde, normalt ville være fyldt op, hvis man kom meget efter klokken 10 om formiddagen i juli måned. Intet kunne imidlertid være mere forkert den dag, vi var der. Der var stort set kun 10 biler på hele den flere hundrede biler store P-plads. Vi parkerede imidlertid og gik op til stedets Visitor Center, hvor vi kunne se billeder af passet på "bedre" dage, læse om vejen med videre. Her blev vi også advaret om at spise mad på parkeringspladsen, da lokale bighorn får var begyndt at angribe turister, for at stjæle deres mad. Dette var nu ikke et problem for os, da klokken kun var godt 10, og det slet ikke var madtid endnu. Desuden vil jeg tro, at samtlige bighorns havde lukket sig inde i deres hjem, så de slap for tågen og regnen.

Ved Logan Pass passerede vi Continental Divide, hvilket vi også har gjort ved tidligere lejligheder. Denne gang var det imidlertid mere interessant, idet vi ikke skulle tilbage over linjen igen. Continental Divide er en fiktiv linje som går på langs af Rocky Mountains. Den deler det amerikanske kontinent sådan, at alt vand, der falder vest for Continental Divide via floder og andre vandløb vil ende i Stillehavet, mens det, der falder øst for, vil ende i Atlanterhavet – for en stor del af sidstnævntes vedkommende via Den Mexicanske Golf.

Efterhånden som vi kørte ned fra bjergene, lettede skydækket. Det var stadig overskyet og let tåge, men nu kunne vi da se, hvad der foregik, og vi stoppede igen nogle steder for at fotografere floder, søer, bjerge og gletsjere, så på trods af at vejret ikke lige havde givet os de udsigter, som vi havde håbet på, var det alligevel en interessant og spændende tur.

Da vi kom ned fra Going-to-the-Sun Road, ændrede landskabet hurtigt karakter og blev til prærie. Samtidigt forsvandt skyerne helt, og temperaturen steg betragteligt fra de 12 grader, der havde været på toppen af Logan Pass. Vi var nu i sortføddernes land, eller i hvert i fald inden for grænserne af Blackfoot Indian Reservation, et reservat på næsten 8.000 km², hvor der bor 10.500 medlemmer af Blackfeet stammen. Det var i stammens hovedby, Browning, at vi hjemmefra havde forventet at overnatte da vi jo havde regnet med at bruge det meste af dagen inde i parken. Vejret gjorde imidlertid, at vi kom langt hurtigere end forventet gennem parken, så da vi nåede til Browning, var klokken kun 12, så det var lidt tidligt at stoppe for natten. Vi besluttede derfor at køre videre, og så blive ved så længe vi nu gad. Vi tog dog en pause på en tankstation i Browning, for at få en kop kaffe.

Fra Browning fortsatte vi gennem kvægbrugsland (sortfødderne er i dag primært kvægavlere) ad en anden gammel kending, nemlig US Route 89, som vi har kørt på både i 2006 og 2010, til byen Great Falls. Denne by har sit navn efter nogle vandfald på Missourifloden, som løber gennem byen. Det var nu ikke disse vandfald, som vi var interesserede i at se, men derimod en stor ferskvandskilde, Giant Springs, som ligger nord for byen. Kilden viste sig at ligge i Giant Springs State Park. Her gjaldt vores årskort til nationalparkerne ikke, da dette jo altså var en statspark, ikke en nationalpark. Vi måtte derfor betale $5 for at parkere vores bil, mens det var gratis for indbyggere i Montana.

Da vi havde parkeret bilen, gik vi ned for at se på kilden, som er en ret stor og produktiv kilde. Den springer med koldt vand i modsætning til kilderne i fx Yellowstone Natinal Park. Temperaturen er året rundt 12 grader. Koldvandskilder er sjældent specielt store, men denne "producerer" omkring 7.000 liter vand i sekundet. Vandet der kommer ud i kilden er faldet som nedbør i Little Belt Mountains omkring 100 km væk 2.900 år før, det kommer ud af kilden, så det er gammelt vand! Alligevel hældes en del af det på flasker og sælges som nyt:-). Nu tappes der ikke nær så meget vand, som der løber til kilden, så noget af det løber over og ud i Missourifloden, som Giant Springs ligger ca. 1 meter fra! En del af afløbet sker gennem Roe River, der med sine 61 meter er verdens korteste flod – eller i hvert fald var det indtil Guiness Rekordbog afskaffede denne kategori 2006. Roe betyder rogn, og floden har dette navn på grund af den ørredyngel, der har levet her, og som i dag opdrættes på et såkaldt "hatchery", et dambrug for yngel. Vi så lidt på såvel kilde som flod, og så fortsatte vi øst på.

Det vil sige, vi havde lidt problemer med at finde ud til US Route 87, som vi ville tage mod øst, men efter et par forsøg lykkedes det, og vi kørte mod øst ad denne vej. Vi begyndte efterhånden at tale om, hvor vi skulle stoppe for natten og blev i første omgang enige om byen Lewistown, men da vi nærmede os den, ændrede vi mening og ville nu fortsætte til Billings, Montanas største by, som oprindeligt skulle have været målet for næste dags tur. Selv om vi måtte ud på en større omvej på grund af vejarbejde inden Lewistown, fastholdt vi beslutningen og kørte til Billings, som ligger på I-90, så nu var vi her igen. På vej ind i byen fyldte vi benzin på, så vi var klar til næste dags køretur. Takket være tågen i Rocky Mountains var vi nu en dag forud for vores plan. Derfor besluttede vi med det samme at bruge en ekstra dag i South Dakota.