Soldaterkammerater

Af den artikel, som New York Herald bragte om Tom Dooleys hængning fremgår, at mange af hans tidligere kammerater fra hæren, som boede i samme område af bjergene som han selv gjorde, var mødt op for at overvære hængningen. De fleste mente tilsyneladende at han var skyldig, uanset om han havde tilstået, og "få havde medlidenhed med ham og ingen sympatiserede med ham", skrev avisen, men mange var "mødt op for at se, hvordan han døde".

Den 15. marts 1862 meldte Tom sig til sydstatshæren. Da det 42. North Carolina Infanteriregiment blev oprettet i april 1862,blev han indrulleret i dette regiments Kompagni K som menig. Kontrakten lød på "3 år eller resten af krigen". Han avancerede tilsyneladende hurtigt til musiker (trommeslager) i regimentet. Trommeslagere spillede en stor rolle i forbindelse med soldaternes øvelseseksercits (som der var meget af mellem slagene), men blev også brugt til at give signaler i forbindelse med kamp.

I begyndelsen deltog regimentet ikke i mange kampe. I juni 1862 blev regimentet sendt til Lynchburg i Virginia, hvor de bevogtede krigsfanger, der var taget under Stonewall Jacksons felttog i Shenandoah Valley. Omkring 1. november 1862 blev Tom indlagt på militærsygehuset i Petersburg, Virginia. Her befandt han sig til 24. november. Derefter var han sammen med kompagniet indtil 3. december, hvor han igen blev indlagt, denne gang på den episkopale kirkes hospital i Williamsburg. Her var han indlagt helt frem til den 25. december, før han igen vendte tilbage til kompagniet. Man må, jf. John Foster West, "The Ballad of Tom Dooley", gå ud fra, at han i disse to tilfælde var indlagt på grund af sygdom. Regimentet havde stort set ikke været i kamp, og ved anden indlæggelse er årsagen "tilbagevendende feber". Muligvis har den anden indlæggelse været et tilbagefald af den første sygdom, men dette fremgår ikke af kilderne. Der florerede dog mange sygdomme i militærlejrene under borgerkrigen. I slutningen af januar og begyndelsen af februar var han igen syg af feber, men denne gang blev han ikke indlagt, men forblev i lejren. Efter denne sygdom kom han sig tilsyneladende, og han deltog i regimentets manøvrer og kampe, blandt disse slaget ved Cold Harbor og senere ved forsvaret af Peterburg i juni 1864. Efter det sidstnævnte slag blev Tom indlagt på hospitalet i Richmond, Virginia. Her opholdt han sig i hvert fald til slutningen af september eller begyndelsen af oktober 1864. Årsagen er ikke opgivet, men han er formodentlig blevet såret under kampene. I oktober var Tom igen tilbage som trommeslager hos regimentet, som i øvrigt blev betragtet som det bedst eksercerende regiment i hele sydstatshæren, så det var ikke de dårligste trommeslager,e der var i et sådant regiment.

Tom kæmpede sammen med Kompagni K frem til den 10. marts 1865, hvor han blev taget til fange under Slaget ved Wyse Fork, og overført til krigsfangelejren ved Point Lookout i Maryland, en af nordstaternes mest berygtede krigsfangelejre. Mindst 4.000 og måske helt op til 14.000 eller flere af de, der var indsat i lejren, døde under opholdet. Han ankom hertil den 16. marts og vi kender desværre intet til hans ophold, men betingelserne i lejren var barske, sygdomme florerede, og der var sjældent mad nok, så fangerne måtte ofte leve af de rotter eller måger, som de kunne fange. Den 9. april overgav sydstaternes øverstkommanderende, Robert E. Lee, sig til Ulysses S. Grant, og den 25. juni overgav de sidste sydstatstropper under brigadegeneral Stand Watie sig til nordstaterne. Tom Dooley underskrev en trodskabsed til unionen (med et kryds), og den 11. juni blev han frigivet sammen med flere andre, og kunne vende hjem til North Carolina.

Under retssagen er George Washington Anderson den eneste, som omtales som soldaterkammerat med Tom, og Washington Anderson fortæller også selv i sit vidneudsagn at han har været soldat i borgerkrigen sammen med Tom. Men der må altså have været flere fra området, som har gjort tjeneste sammen med Tom. Og det er da også flere af historiens bipersoner, samt flere andre fra området, som har.

Hvis man gennemgår listen over tjenestegørende i de forskellige kompagnier i 42. Infanteriregiment, kan man se at mere end 20 af de personer, der har vidnet under retssagen eller på anden måde været en del af begivenhederne, havde gjort tjeneste i ikke bare samme regiment, men også i samme kompagni som Tom Dooley, og medtages tjenestegørende i øvrige kompagnier i regimentet, bliver tallet endnu større.

Blandt de, der gjorde tjeneste i kompagni K, var fx. William Hicks, sheriffen fra Wilkes County, der lod Tom anholde, og som var ansvarlig for ham, indtil han blev overført til fængslet i Statesville. Hicks var sergent i kompagniet. Også Toms slægtninge, William Carson Dula (søn af Toms 30 år ældre fætter, fætter, Harrison Harvey Dula) og William Leander Dula (fætter til Tom, søn af William Lee Maguire Dula) gjorde tjeneste i kompagni K. Også Melton brødrene James (Anns mand), Francis (hos hvem Wilson Foster overnattede nattet efter Lauras forsvinden) og Alexander (der vidnede under sagen), gjorde tjeneste i Kompagni K. Her fandt man også James Scott, gift med Celia Scott, der fortalte om Paulines og Anns skænderi. I kompagniet var også  Gay Hendrix og Leander Hendrix, to af viderne mod Tom, samt Benjamin Griffin, der muligvis har været den Griffin, som vidner fortæller at Tom og Ann ville "give bank". Endelig tjente Tom sammen med både Hezekiah Kendall og Jesse Gilbert, endnu to af vidnerne imod ham. Og

Udover disse navne, der genkendes fra retssagen mod Tom Dooley, er der flere andre fra Kompagni K, der kan "mistænkes" for at være knyttet til sagen. Kompagniet talte flere Fosters, fx Jahue Foster og John Foster, som kan have været beslægtet med historiens personer. Det samme gælder en række Gilberts (Harrison, James, John og Thomas), som nok har været beslægtet med de øvrige Gilberts i historien. Den William P. Hall, der gjorde tjeneste i kompagniet, kan meget vel have været den samme William P. Hall, der var bror til Rufus D. Hall, som Tom fortalte at han ville myrde den, der havde givet ham syfilis. Også flere Hendrix', Scotts, Kendalls og Tripletts gjorde tjeneste i Kompagni K, og de har formodentlig alle boet i området, og kan have været til stede ved henrettelsen.

Ser vi på andre kompagnier er der endnu flere personer, fra historien, og tager vi andre regimenter med, bliver der tale om endnu flere, inklusive flere af Tom Dooleys slægtninge. At ingen af disse skulle have haft medlidenhed med, eller bare sympati for Tom Dooley, lyder usandsynligt, og formodentlig har avisen ikke talt med dem alle, men bare med nogle få af dem. Og da avisen forsøgte at tegne et ret negativt billede af såvel området som Tom Dooley, har man ikke nødvendigvis valgt at referere eventuelle positive udsagn.

Tilbage til personer...