Stinky Minke

Endnu et roadtrip tog sin begyndelse den 29. juni 2013, denne gang med både Tim og Tina som deltagere i turen. Vi fløj til Seattle og kørte derfra op til Anacortes nord for byen, som Tim og jeg havde gjort sidste år. Tina skulle også have lov til at se hvaler, og vi havde derfor bestilt en hvaltur dagen efter ankomsten.

Vi var ved hvalturskontoret omkring kl. 9 og fik tjekket ind helt uden problemer. Selvfølgelig er der også en souvenirbutik, der hvor man tjekker ind – kan man overhovedet forestille sig det modsatte? Tina, som havde glemt at tage hovedbeklædning med til USA benyttede lejligheden til at købe sig en kasket, så hun ikke ville få solstik undervejs. Vi andre var forsynede hvad det angår, så vi købte ikke noget. Efter at have spist morgenmad på en nærliggende restaurant kørte vi op til forbjerget Cape Sante, der ligger ved havnen og hvorfra man har et godt overblik over såvel denne som nogle af San Juan øerne.

Da der ikke var mere udsigt at nyde, kørte vi ned til havnen og fandt en parkeringsplads, og kl. 10.30 åbnede de for at vi kunne gå ombord i Island Explorer III. Det var samme båd, som Tim og jeg havde været med sidste år, og det viste sig at såvel naturvejleder som maskinmand også var de samme, mens kaptajnen var en anden. Kl. 11.00 lagde vi fra land efter at have fået de nødvendige sikkerhedsinstrukser. Vi sejlede i første omgang vest på og efter at være kommet fri af Fidalgo Island blev kursen lagt mod syd. Vi passerede to små øer, der er fobundet med en tange, Smith Island og Minor Island. Her så vi sæler, der solede sig på klipperne, sæler, der svømmede i havet, havfugle, der sad på stranden og svømmede på havet, og der sad også et par unge havørne på noget drivtømmer. Tidligere på turen havde vi set andre havfugle foruden marsvin og flere sæler. Hvaler havde vi endnu ikke set nogen af. Kaptajnen fik dog en melding om, at hvaltursbåde fra Port Townsend havde set vågehvaler.

Vi satte derfor kurs mod vest og da vi nåede frem, var der mange både i området, både fra Port Townsend og Port Angeles på USA siden, men også fra Victoria og Vancouver på Canada siden af havområdet, der kaldes Salish Sea efter den indianerstamme, der oprindeligt boede omkring det. Her var der ganske rigtigt vågehvaler eller minke whales, som de hedder på engelsk. Faktisk var der to af slagsen, som tilsyneladende svømmede sammen, hvilket er sjældent for vågehvaler, der typisk er enegængere, hvis der ikke er tale om en mor med kalv. Hvis det var tilfældet her, var det en velvoksen unge. Senere så vi flere vågehvaler, og lugtede også en del af dem! Vågehvaler har en ret dårlig ånde på grund af alle de fiskerester, der sidder i deres barder, og ofte kan man lugte dem før man ser dem. Ånden kan være så slem, at hvalfolk ofte kalder dem "Stinky Minke" (minke udtales på engelsk, så det rimer på stinky). Vågehvaler er ikke helt så spændende som spækhuggere, som vi havde set sidst, fordi de hverken springer op over overfladen eller stikker hovedet op. Det man mest ser, er deres ryg og rygfinne, som hverken er stor eller imponerende. Tina var lidt skuffet over ikke at have set spækhuggere, og jeg havde da også glædet mig til en lille opvisning som den, vi så året før. Kaptajnen kunne på hjemturen fortælle, at heller ingen af de andre både i området, havde observeret spækhuggere, så de holdt formodentlig søndagsfri. På vej tilbage mødte vi til gengæld endnu en meget stor vågehval, så her blev det til endnu et par billeder af en hvalryg.

Efter turen kørte vi tilbage til hotellet så Tina kunne skylle havlugten af og udrede hattehåret inden vi tog ud for at spise aftensmad.