Masser af store træer

I 2006 kørte Dorte og jeg på Avenue of Giants i Californien, og det skulle Tim og jeg også prøve, men først skulle vi lige fra Bandon i Oregon og langs med Oregons kyst ned til Californien. Vi startede dog med at køre ind mod selve Bandon langs kysten. Vi ville gerne se nærmere på en klippe, der lå et stykke ude i havet. Klippen hed ”Face Rock”. Set i den rigtige vinkel, kunne klippen da også godt ligne et kvindeansigt. Lokale indianerlegender fortæller, at man her af og til kan høre en kvindestemme synge ud over havet. Det er indianerprinsessen Ewauua, som er blevet forhekset af en ond ånd, Seatka ligesom hendes hund Komax og hendes katte. De ligger nu alle som klipper i havet.

Selv hørte vi ingen sang, og da vi havde set nok på klippen, forlod vi Bandon og fortsatte ad U.S. 101 mod syd. Omkring 22-23 km syd for Bandon kom vi til byen Denmark. Da vi kørte på den samme strækning i 2006 gav Dorte udtryk for, at den by ville hun da gerne se. Da vi kom til stedet var hun selv chauffør, og mens jeg sagde ”Nu er vi her”, var vi igen ude af byen (se Oregon's Sydkyst). Det ville vi imidlertid lave om på nu. Nu skulle byen fotograferes, så jeg sad klar med kameraet – Tim kørte bilen. Imidlertid skete det samme for os. Inden jeg næsten havde set skiltet med Denmark, var vi langt forbi byen. Imidlertid var jeg stædig, så vi vendte om og kørte tilbage. Denne gang gjorde vi holdt, og jeg fik taget et billede af byskiltet, samt af et vejskilt med byens eneste vej, Denmark Lane og også af det eneste hus, der lå på vejen. Tilsyneladende lå der endnu et par huse nede ad den private vej, men alt i alt er det nok den mindste by vi har været i. Ved nærmere efterforskning da vi kom hjem, viste byen sig at være grundlagt af to danskere, som havde opbygget en profitabel mejerivirksomhed i området. I 1882 blev der etableret postkontor, og i 1915 var der både savmølle, ostefabrik, mejeri med udsalg og en skole i byen. I 1940 havde byen stadig 96 indbyggere. I 1960 lukkede posthuset og i 1990 var den eneste forretning en tankstation. I 2009 havde tankstationen også en Drive-In Espressobar, men den var lukket igen, da vi kom forbi, og det så i det hele taget ikke ud til at der var meget gang i byen.

Vi stoppede yderligere et par stedet for at tage billeder, og ved Cape Blanco forlod vi hovedvejen for at køre ud til selve forbjerget med dets fyrtårn. I 2006 blæste det koldt herude, og det gjorde det i endnu højere grad denne gang. Da vi standsede på parkeringspladsen, kunne Tim, der sad i vindsiden, ikke få åbnet sin bildør på grund af vinden, og da vi langt om længe kom ud, var vi ved at blæse væk. Samtidigt var temperaturen den laveste vi endnu havde oplevet på turen, og den laveste vi kom til at opleve. 10° var den nede på, og med vindens chill faktor, var den nok nede omkring frysepunktet eller lavere, så vi kom hurtigt ind i bilen igen og forlod havet for at køre tilbage til hovedvejen. Ikke et eneste billede havde vi fået taget, men jeg har heldigvis et par stykker fra sidste gang.

Tim ville imidlertid gerne have fødderne i Stillehavet, så da Route 101 efter byen Port Orford, igen kom helt ud til havet, prøvede vi at finde et sted. Jeg kunne mindes, at Dorte og jeg havde spist frokost ved stranden noget syd for byen Port Orford, og vi fandt da også stedet. Imidlertid var denne rasteplads lukket på grund af vejarbejde, så vi måtte køre videre. Vi fandt så et andet sted, hvor vi kunne komme ned til stranden, hvor der i øvrigt stod et par mænd og fiskede, men hvad de fangede tør jeg ikke sige – hvis de overhovedet fangede noget. Her blæste det også, men knap så meget som ved Cape Blanco. Vi gik ned til stranden, så Tim kunne soppe i Stillehavet, men så gik det op for ham, at han havde sko og strømper på, og han gad ikke tage dem af, så han nøjedes med at stikke en hånd i bølgerne i stedet. Da vi havde fået hav nok, fortsatte vi mod syd, og i byen Gold Beach fyldte vi benzin på bilen. Derefter fortsatte vi ad Route 101 til den californiske grænse.

I byen Crescent City spiste vi frokost, og derefter fortsatte vi ind i Redwood National Park, hvor man ikke betaler afgift. Parken er kendt for sine store træer, og her finder man blandt andet Hyperion, der med sine 115,6 meter (10 meter højere end Rådhustårnet i København) regnes for verdens højeste levende træ. Dette træ så vi nu ikke, da dets eksakte placering er hemmelig. Man ønsker ikke at gøre træet til en turistattraktion, og det står i øvrigt i en øde del af parken, hvortil man kun kan komme til fods. Vi fik dog set masser af andre store træer, som alle var meget imponerende.

I Eureka gjorde vi et kort stop, så Tim også kunne få et glimt af byens mange sære, victorianske huse. Ikke mindst Carson Mansion med de mange gavle og spir og flere andre huse i samme område. Her tog jeg ingen billeder, for jeg havde nok fra sidste besøg, men Tim fik taget en del. Vi fortsatte syd på ad Route 101 til den lille by Pepperwood. Her skiftede vi til California Route 254, også kaldet Avenue of the Giants for at se på endnu flere og endnu større træer. Undervejs stoppede vi en hel del steder, blandt andet ved Immortal Tree, hvor der ligger en lille butik. Her købte jeg nogle udskårne træbjørne til at tage med hjem. Èn til Dorte og en til hver af Else og min mor, foruden nogle bogmærker lavet af barken fra Redwoods. Lidt længere mod syd, ved Founders Grove, gjorde vi et længere ophold og gik en tur i skoven. Her så vi blandt andet Founders Tree, som er en ”lilleput” på kun 105,4 meter i højden og 3.9 meter i diameter. Den laveste gren sidder 58 meter oppe på træet. Der var flere træer, der var hule, som vi kunne gå ind i, og det gjorde vi så. Der var også mange væltede træer i området, blandt andre Dyerville Giant, som vi fik taget en del billeder af. Da dette træ væltede i 1991, var det verdens da højest kendte træ med en højde på 113,4 meter. Træet var omkring 1.600 år gammelt, da det væltede med et drøn. Rystelserne kunne mærkes mere end 1½ km væk. Træet er så stort, at man mener, at der vil gå mellem 300 og 400 år før det er formuldet.

Efter spadsereturen kørte vi videre mod syd ad Avenue of the Giants uden yderligere stop. Det var ved at være sent, så vi besluttede at overnatte i Garberville syd for parken, men da vi kom dertil, kunne vi ikke få værelse. Vi kørte derfor videre ad 101 til Leggett, men i denne by kunne vi end ikke finde et hotel. I Legget starter California Route 1, statens mest berømte vej og en af de mest berømte i hele USA. Vi blev derfor enige med os selv om at tage denne vej ud til kysten, og så se om vi ikke kunne finde et hotel i en af de mange kystbyer. Hvad vi ikke lige havde taget højde for va,r at vejen snoede sig om muligt endnu mere end Oregon Route 242, som vi kørte på dagen før. Faktisk var den så snoet, at vi tændte gps’en for at kunne se svingene i bedre tid end ved at kigge ud af forruden. Det var absolut ikke muligt at køre over 30 – 40 km i timen på den første strækning, og først da vi kom ud til kysten kunne vi sætte farten op. Vejen var dog stadig ret snoet, så det var ikke ræs, der blev kørt.

Da vi nåede Fort Bragg, fandt vi et hotel og her valgte vi at slå os ned.